29.09.2010

Bistandsgeneralerne bør tænke sig om en ekstra gang, inden de beder danskerne bidrage. Vi bør tage de kritiske briller på, inden vi ødsler pengene væk på regimer, der ikke tænker på andet end at redde sig selv og deres venner.

Tv-billederne af sultende mennesker og deres døende børn fra oversvømmelserne i Pakistan taler deres helt eget triste sprog. Derfor kan det ikke diskuteres, om der er behov for hjælp til de over 17 millioner nødlidende. Det er der!
      Men det skal altid være legitimt at diskutere, hvordan vi bruger nødhjælpspenge og vores udviklingsbistand bedst. Hver gang en katastrofe rammer et land i verden, er nødhjælpsorganisationerne hurtigt på barrikaderne med det samme budskab til danskerne; ”giv et bidrag”.
      Tanken er selvfølgelig medmenneskelig, men vi må aldrig forblive naive. Vi skal altid vurdere, hvem der reelt bærer ansvaret for, at behovet for hjælp er blevet så omfattende, som det nu er i Pakistan. Det er bl.a. vigtigt at vurdere, om Pakistans ledere selv gør en tilstrækkelig indsats for at hjælpe sit folk. Man kan uden tvivl mistænke Pakistan for, at det fortsat er militæret, der styrer landet. Hvis Pakistans ledere brugte færre milliarder på atomvåben og sin million mands store hær på at bygge dæmninger og udvikle infrastrukturen, ville katastrofen have ramt landet langt mindre, end det er tilfældet.
      Imens Danmark sendte nødhjælp til Pakistan, tilbragte den pakistanske præsident første uge af oversvømmelserne i Europa, bl.a. på sit slot i Frankrig. Hvad sker der? Hvis landets regering ikke engang selv tager katastrofen alvorligt og sørger for, at nødhjælpen kommer frem, så skal vi da heller ikke bare sende penge af sted i strømmevis. Jeg så gerne, at godhedsindustriens bistandsgeneraler tog de samme kritiske briller på og lagde den utopiske forestilling om, at vi i Danmark kan – og skal – redde hele verden på hylden.
      Den humanitære katastrofe efter cyklonen i Burma i 2008 – som militærstyret i øvrigt ikke varslede deres befolkning om – er et godt eksempel på relevansen af, at vi hele tiden er kritiske. Hele den vestlige verden inklusiv FN sendte massiv nødhjælp til Burma, men militærjuntaen i landet nægtede FN at uddele nødhjælpen selv. Den opgave skulle styret nok selv påtage sig, med det resultat, at sækkene med korn blev fordelt til venner af styret.
      Vi skal selvfølgelig fortsat hjælpe Pakistan og er faktisk blandt de lande i verden, der har givet mest pr. borger. Men vi skal forholde os kritiske til hjælpen. Det er også en væsentlig årsag til, at vores udviklingsminister Søren Pind – på trods af kritik af Pakistans styre – har valgt at sende over 70 mio. kr. af sted til Pakistan. Forklaringen ligger i Pakistans sikkerhedspolitiske betydning for udviklingen i Afghanistan og den globale kamp mod terror. Og lige præcis derfor vil hjælpen til Pakistan strømme ind.
      Et kritisk syn på nødhjælp er nødvendigt, så de mange penge Danmark bidrager med til udviklingsbistand og nødhjælp hvert år, reelt har en hjælpende og sikkerhedsmæssig effekt.

Karsten Lauritzen er medlem af folketinget for Venstre