Fra G8 til G20: Det globale magtskifte er en realitet
30.09.2009
.Af Martin Wøldike og Johanne Hesseldahl Larsen
DET er kun et år siden, at G20 blev opgraderet fra ministerniveau til statslederniveau: fredag gjorde forummet ikke alene sig selv permanent, men afløste også G8 som det sted, hvorfra verdensøkonomien skal styres. Tiden er løbet fra G8: Kina, Indien og Brasilien er for vigtige magter til at kunne blive holdt udenfor. Fra nu skal G20-lederne mødes hvert år for at holde hinanden fast på en balanceret økonomisk vækst. Aftalen i Pittsburgh ses af nogle iagttagere som en stor sejr for Obama, der var vært på sit første internationale topmøde. Siden valgsejren sidste år har Obama netop arbejdet for at få anerkendt verdens nye toneangivende økonomier, fx Kina, og for at give dem mere indflydelse på den verdensøkonomiske scene.
IMF: Europa mister privilegier til fordel for de nye økonomier og udviklingslandene
På mødet blev det besluttet at give mere indflydelse til udviklingslande i Den Internationale Valutafond, IMF, hvor verdens fattigste lande længe har været stærkt underrepræsenteret. Den endelige aftale lægger op til, at stemmevægten i IMF ændres med mindst 5 procent. Som det er i dag, har udviklingslandene kun 43 procent af stemmerne i IMF overfor industrilandenes 57 procent. Den nye struktur skal gøre fordelingen af stemmer mere lige. Mange kommentatorer ser det som en stor bedrift, at G20 har formået at blive enige om ændringerne så hurtigt – ikke mindst på grund af det store tab i stemmevægt i IMF som især de europæiske lande må lide til fordel for udviklingslandene. For Obama-administrationen er aftalen særlig succesfuld, da det netop var amerikanerne, der foreslog de fem procent.
Aftalen afspejler også, at USA og EU nu for alvor anerkender en globale økonomiske virkelighed, hvor nye markedsøkonomier spiller en større rolle – især i kølvandet på den globale finanskrise, der forårsagede større skader på økonomierne i industrilandene end den gjorde i udviklingslandene. Ændringen i IMFs stemmevægt på fem procent er den største omfordeling af indflydelse i IMF’s historie og kan meget vel betyde, at et land som Kina overtager magtpositionen fra gamle europæiske stormagter som Frankrig og Storbritannien, der af gode grunde længe har modsat sig en sådan ændring. Fra nu skal G20-lederne som sagt mødes hvert år for at holde hinanden fast på en balanceret økonomisk vækst. Det bliver i den forbindelse IMFs opgave at analysere hvert lands økonomi for at sikre, at ingen bygger deres økonomi på ekstremt risikable bankforretninger, som man har set tidligere. Kritikere mener dog, at det er et problem, at der ikke er nogle konsekvenser, hvis landene ikke overholder dette, fordi især Tyskland og Kina er skeptiske over for den type tilsyn og måske kan finde på at rende fra aftalen. På mødet i Pittsburgh blev G20 også enige om at ledelsen i IMF i fremtiden skal udpeges på baggrund af kvalifikationer og ikke nationalitet. Traditionelt har ledelsen af IMF ellers altid været europæisk, mens præsidenten af Verdensbanken altid har været amerikaner. Det er nu ikke længere en selvfølge.
Kampen mod bankbonusser
Bankerne skal øge egenkapitalen og stramme op på brugen af bonusser. Planen bliver positivt modtaget omend meget forsigtigt af flere banker. ”Klar tale i tidsplanen er positivt og nu venter vi blot på klarhed i tallene. Men det er en god start,” sagde en talsmand for the British Bankers Association til Reuters. I ugerne op til G20-mødet var netop diskussionen om bankernes enorme bonusser et varmt emne. Således truede den franske præsident Nicolas Sarkozy kort før mødet med, at han ville udvandre, hvis der ikke kom en aftale, der satte klare grænser for bankernes brug af bonusser. Sarkozy blev dog på intet tidspunkt set forlade mødet i det store David L. Lawrence Convention Center i Pittsburgh – til trods for at han og de andre G20-ledere ikke vedtog det franske forslag om konkrete begrænsninger for bankbonusserne. Fra den svenske finansminister, Anders Borg, lød kommentaren: ”Det, vi blev enige om i dag, var, at vi kan ikke regulere grådighed og grådigheden vil helt sikkert vende til når krisen er overstået. Men nu har vi i det mindste en aftale om, hvordan vi kan balancere denne grådighed.”
Klimaforkæmpere ikke tilfredse
Et andet emne, som mange NGO’er havde håbet ville blive en del af en endelig aftale i Pittsburgh, var klimaet. Ifølge professor i statskundskab og grundlægger af The G20 research Group, John Kirton, fra University of Toronto, er netop klimadelen af Pittsburgh-aftalen et stort skridt i den rigtige retning. ”Ved at fastsætte klare retningslinier for, hvor pengene skal komme fra, hvordan de skal administreres og hvem der skal modtage dem, er aftalen med til at hjælpe udviklingslande til at nedbringe deres CO2-udslip. Aftalen er med til at bryde isen i de fastlåste forhandlinger, der indtil nu hovedsageligt har fokuseret på finansiering.” Flere organisationer med Greenpeace i spidsen er imidlertid dybt uenig med John Kirton i det spørgsmål. De påpeger, at aftalen i Pittsburgh netop ikke indeholder klare aftaler om, hvor pengene skal komme fra, men derimod blot sender det spørgsmål videre til G20-landenes finansministre, når de mødes på et senere tidspunkt. Flere organisationer med Greenpeace i spidsen opfordrede ellers politikerne til konkret at afsætte op mod 160 milliarder dollar til at hjælpe udviklingslandene med at nedbringe deres CO2udslip. Og så sent som fredag sagde klimapolitisk chef i Greenpeace, Martin Kaiser, til RÆSON, at en succesfuld aftale på G20-mødetvar en direkte forudsætning for at der kunne opnås en tilfredsstillende aftale på klimatopmødet i København til december.
Men Greenpeace er ikke imponeret over den aftale, som G20-lederne i sidste ende kunne blive enige om:
”Desværre ser vi nu, at G20-mødet endte uden en klar aftale om finansiering af CO2nedbringelse og overgangen til bæredygtig energi i udviklingslandene. I stedet valgte politikerne at skubbe spørgsmålet videre til finansministrene”, skriver Greenpeace i en erklæring om G20-mødets resultater og konstaterer: ”G20 har vist sig at være endnu et møde hvor klima og ren energi blev diskuteret, men hvor konkrete aftaler igen er blevet udskudt.”
Redningspakker bevares
Efter finanskrisen indtraf sidste år måtte regeringer over hele verdentræde til med økonomiske redningspakker, der skulle redde bankerne og sparke økonomien i gang igen. Nu er økonomien flere steder vendt, og det har derfor været diskuteret om det ernødvendigt at opretholde hjælpepakkerne. På mødet i Pittsburgh blev de politiske ledere enige om at lade de nuværende pakker fortsætte, fordi netop de ses som årsagen til, at den kraftige recession aldrig fik lov at udvikle sig til en decideret depression. Ifølge beregninger fra IMF kan vi i de kommende år forvente en global vækst på 3%, men især Storbritanniens premierminister Gordon Brown mener ikke, landene skal læne sig for langt tilbage. “Økonomiens bedring er stadig meget skrøbelig,” sagde han efter mødet var slut fredag. Brown mener, man vil kunne redde 10 millioner job globalt og 15 millioner næste år ved at opretholde de økonomiske hjælpepakker. Hvis det kan lade sig gøre, vil det være gode nyheder for det store antal fagforeninger, der var mødt op i Pittsburgh for at påvirke beslutningerne. John Evans fra Det Internationale Fagforeningsråd, TUAC, mener dog, der skal endnu mere til for at undgå, at global arbejdsløshed forårsager en ny og endnu større krise: ”Indtil vi har set en stærkere forbedring af verdensøkonomien – og indtil vi får flere arbejdspladser – indtil jobtabene standser og vender rundt, så vi måske kan øge beskæftigelsen igen, så mener vi, at regeringerne bliver nødt til at holde fast i redningspakkerne. Men overordnet er der alt for lidt i pakkerne, der direkte fokuserer på at skabe flere og mere holdbare job. Derfor vil vi kæmpe for at der bliver oprettet en beskæftigelsesgruppe under G20, hvor vi, sammen med OECD og ILO (den Internationale Fagforeningssammenslutning, red.) skal være repræsenteret”, sagde John Evans før mødet til RÆSON. Hvis ikke der bliver gjort noget for at løse problemet viser beregninger fra TUAC, at den globale arbejdsløshed vil blive fordoblet over de næste 8 måneder, og ved udgangen af 2009 vil mere end 59 millioner job være gået tabt. Over 200 millioner arbejdere verden over risikerer at blive skubbet ud i ekstrem fattigdom, ikke mindst i verdens fattigste lande. Ifølge TUAC er den globale arbejdsløshed derfor den største trussel mod den verdensøkonomiske bedring.
Fra G8 til G20
Efter Lehman Brothers kollaps sidste år var G20mødet et vigtigt forum for håndteringen af den økonomisk-politiske koordination. Men i takt med, at muskelmassen i gruppen er vokset, har det vist sig vanskeligt at holde de sikkerhedspolitiske spørgsmål væk, når G20landene har været samlet. Det blev ikke mindst tydeligt, da spørgsmålet om Irans atomprogram igen blussede op og løb med mediernes opmærksomhed. Kun et enkelt af de fem spørgsmål, der blev stillet på den afsluttende pressekonference, handlede om G20. Resten fokuserede på Iran og Afghanistan. Det er da også langt fra alle, der har været imponerede over konklusionerne fra G20mødet. Det gennemgående tema for kritikken er manglen på konkrete tal og datoer. Andre opfordrer til at man opfinder sanktioner, der kan bruges mod de lande som ikke følger de nye regler. En af disse kritikere er Peter Morici, økonom ved ved universitet i Maryland. ”Uden sanktioner betyder denne aftale ingenting,” siger han til The Wall Street Journal. Det blev besluttet, at næste G20-møde skal holdes i den canadiske by Muskoka, Ontario i juni 2010, med et delt værtskab mellem Canada og Sydkorea. Oprindeligt skulle mødet kun have indbefattet G8-landene, men dette er efter mødet i Pittsburgh altså udvidet til at inkludere hele G20.