12.08.2019

.

De mest frie og velstående samfund, verden nogensinde har set, bygger på den borgerlige ideologi. Det behøver man ikke at fabrikere myter og noble løgne for at erkende. Og hver dag deltager vi som borgere i forbedringen af dette ideologiske eksperiment. Heldigvis.

Kommentar af Peter Bjerregaard

Man mærker ikke de tektoniske pladers sløve bevægelser under vores fødder. Hele tiden snegler de sig afsted – men det er først, når presset bliver for stort, og pladerne forrykker sig, at vi oplever, at jorden skævler. Nogle gange fungerer politik på samme måde.

I løbet af de seneste år har grænserne for vores politiske kultur flyttet sig i en sådan grad, at man ofte bliver rystet af de politiske jordskælv. Valget af præsident Trump, Brexit og Tyrkiets demokratiske recession er eksempler på sådanne jordskælv. Men vi finder dem ikke kun i udlandet. Vi har også haft vores egne jordskælv.

I løbet af de seneste år har flere fremtrædende politikere ved højlys dag foreslået at ændre spillereglerne for vores offentlige samtale. I en erkendelse af, at det ikke kræver ”en særlig grad af viden at træffe beslutning om, hvordan det danske samfund bør se ud,” har Peter Skaarup, Dansk Folkepartis gruppeformand, eksempelvis konstateret, at ”begreber som sandt og falsk eller godt og ondt har ganske enkelt ikke hjemme i det politiske rum”.

Den type udsagn bliver mere og mere almindelige i vores politiske landskab, og det eroderer helt åbenlyst fundamentet for vores borgerlige offentlighed. Det paradoksale er, at det ofte er selverklærede nationalkonservative og borgerlige, der fører an i opløsningen af vores demokratiske samtale.

Søren Hviid Pedersen, en selverklæret nationalkonservativ tænker, har præsenteret det måske mest gennemførte forsvar for denne opløsning ved at gøre sig til fortaler for den såkaldte noble løgn. ”En løgn kan være om, hvordan samfundet i tidernes morgen blev skabt eller erobret af stammen eller befolkningsgruppen. Et samfund behøver myter og forestillinger, og mange gange kan disse myter ikke tåle at blive kritisk evalueret eller undersøgt, fordi det så viser sig, at de netop er baseret på usandheder og fejlagtige opfattelser,” lyder argumentet.

 

Det paradoksale er, at det ofte er selverklærede nationalkonservative og borgerlige, der fører an i opløsningen af vores demokratiske samtale
_______

 

Flere steder i Europa har nationalkonservative kræfter forsøgt at omdanne dette tankegods til konkret politik. Den polske regering har eksempelvis gjort det til en forbrydelse at beskylde polakkerne for at have været medskyldige i nazisternes gerninger. Den slags beskyldninger strider øjensynligt mod den polske folkemyte.

Vi finder lignende tendenser herhjemme. Da DR præsenterede dokumentarserien ”Historien om Danmark”, kritiserede Morten Messerschmidt serien, fordi den præsenterede de første mennesker i Danmark som mørklødede i huden. ”Hvorfor skulle vi høre om stenalderen, at danskerne slet ikke var danskere? Og vi var i øvrigt mørklødede, og hvad ved jeg. Det er et fuldstændigt attentat mod hele den myte og den fortælling, der er om oldtiden i Danmark […] Det betyder utrolig meget for et folks identitet og selvforståelse, at man har en fortælling, der holder sammen på os,” lød indvendingen fra Messerschmidt. DR skulle i stedet have brugt licenskronerne på at lyve for borgerne – for deres eget bedste, må man forstå.

En venlig udlægning af Messerschmidts, Hviid Pedersens og andre nationalkonservatives bidrag til debatten kan koges ned til to punkter: 1) for at sikre et velfungerende samfund er det nødvendigt at have en stærk sammenhængskraft mellem borgerne, og 2) forudsætningen for det er fælles fortællinger.

At sammenhængskraft er en vigtig betingelse for et velfungerende demokrati, er helt indlysende en rigtig pointe. Uden tillid og forståelse for hinanden er det vanskelig at forestille sig et langtidsholdbart samfund. Men det bør selvsagt ikke ske på bekostning af sandhed. Det åbenlyse problem ved at indtage en position, hvor myter og mytisk tænkning har forrang over sandhedskriterier og rationalitet er, at når man forlader sig på myter, så melder man sig automatisk ud af enhver voksen samtale. For hvis man tillader sig selv at indvende, at det ene eller det andet argument strider mod en eller anden mytisk begrundelse, så er al samtale umulig. Når holdninger ikke lader sig flytte af fakta og argumenter, bliver man argumentresistent.

I sin seneste analyse af det borgerlige Danmarks tilstand, indskriver Morten Messerschmidt sig i denne mytiske tradition. I artiklen i RÆSONs sommernummer lægger Messerschmidt først ud med at konstatere, at det borgerlige Danmark ligger i ruiner. Ifølge Messerschmidt skal årsagen først og fremmest findes i Lars Løkkes frieri til Mette Frederiksen under valgkampen. At Messerschmidt overser, at Kristian Thulesen Dahl kom med samme frieri sidste år, er nok bare en forglemmelse.

 

Vores liberale demokrati med borgerlige rettigheder hænger historisk og ideologisk uløseligt sammen med oplysningstidens idealer om den myndige borger, rationalitet, kritisk tænkning og lighed i ret og værd
_______

 

Langt mere interessant er det dog, at Messerschmidt konkluderer, at Danmark er et fædreland og ikke et ideologisk eksperiment. Nu behøver der ikke at være et modsætningsforhold mellem de to, men det er der alligevel for Messerschmidt. Og dette modsætningsforhold udspringer af, hvordan man filosofisk forholder sig til begivenhederne i 1789. Ifølge Messerschmidt trækker partierne i blå blok ideologisk på den franske revolution, men ikke Dansk Folkeparti. DF står i opposition til revolutionens frihedstanker.

Som Messerschmidt givetvis ved, så var begivenhederne i 1789 et opgør mod et diktatur, der var præget af vilkårlig vold, korruption og uretfærdige privilegier – meget lig Danmark på samme tid. Det virker derfor paradoksalt at erklære sig borgerlig og samtidig stå i opposition til (begivenhederne i) året 1789, der netop var startskuddet for de borgerlige samfund i Europa.

Udover stormen på Bastillen i 1789 vedtog den franske Nationalforsamling samme år Menneske- og borgerrettighedserklæringen. Sammen med den amerikanske uafhængighedserklæring udgjorde den det ideologiske fundament for den demokratiske bølge, der flød ind over Europa og ramte Danmark i 1840’erne, hvor kampen for en fri forfatning og ophævelsen af slaveri for alvor tog til. Da Orla Lehmann advarede Kong Frederik den 7. i 1848 mod “at drive nationen til fortvivlelsens selvhjælp”, var det netop med henvisning til de andre borgerlige revolutioner rundt om i Europa.

Resultatet blev som bekendt, at vi året efter fik vores grundlov og et konstitutionelt monarki. Enevælden var fortid, og begyndelsen af vores ideologiske eksperiment med borgerlige rettigheder begyndte at tage form.

Vores liberale demokrati med borgerlige rettigheder hænger historisk og ideologisk uløseligt sammen med oplysningstidens idealer om den myndige borger, rationalitet, kritisk tænkning og lighed i ret og værd. Deraf også det borger-lige samfund.

De mest frie og velstående samfund, verden nogensinde har set, bygger på dette ideologiske fundament. Det behøver man ikke at fabrikere myter eller noble løgne for at erkende. Og hver dag deltager vi som borgere i konstruktionen og forbedringen af dette ideologiske eksperiment. Heldigvis. ■

 

De mest frie og velstående samfund, verden nogensinde har set, bygger på dette ideologiske fundament. Det behøver man ikke at fabrikere myter eller noble løgne for at erkende
_______

 

Peter Bjerregaard (f. 1986) er uddannet sociolog og har tidligere været klimaredaktør på RÆSON, chefredaktør på det internationale energi- og klimamagasin FORESIGHT, rådgiver for European Conservatives and Reformists Group i Europa-Parlamentet og højskolelærer på Grundtvigs Højskole. ILLUSTRATION: Lars Løkke Rasmussen fra Venstre, Kristian Thulesen Dahl fra DF, Søren Pape Poulsen fra Konservative Folkeparti og Pernille Vermund fra Nye Borgerlige i debat efter valgdagen, 6. juni 2019 [foto: Philip Davali / Ritzau Scanpix]