11.08.2019

.

Skal vi deeskalere konflikten med Iran, skal vi gå efter en bedre atomaftale, der eliminerer Irans atomprogram. Alternativet til den nuværende aftale er ikke krig. Det er flere sanktioner mod iranerne. Regimet skal på tilbagetog nu. Første skridt er militær assistance i Hormuzstrædet.

Kommentar af Naser Khader, udenrigsordfører, Det Konservative Folkeparti

NÅR USA’S PRÆSIDENT Trump besøger Danmark i begyndelsen af næste måned, er det udtryk for umodenhed at demonstrere imod ham. Sådanne protester udstiller en mangel på respekt for det amerikanske præsidentskab. Og uanset om man finder ham barnlig og perfid, hvilket jeg indimellem også selv gør, så er Trump statsleder for vores tætteste allierede, og vi skal behandle hans embede med respekt, når præsidenten kommer hertil.

Vi har nemlig noget meget vigtigt at fortælle ham – og mon ikke han er mere lydhør og modtagelig overfor vores budskaber, hvis de bliver leveret på diplomatisk manér: Vi bør underrette ham om, at Danmark naturligvis støtter den amerikanske (og nu også britiske) militære assistance til handelsskibe, der i de seneste uger er blevet udsat for chikane, når de sejler ved Hormuzstrædet.

Siden de politiske spændinger eskalerede i området, hvor bl.a. en svenskejet olietanker med britisk indregistrering for nyligt blev opbragt, har Iran opført sig meget aggressivt. Landet skaber utryghed, og handelsskibe bliver provokeret. Det kan vi ikke acceptere, og chikanen skal der sættes en stopper for. Kræver det assistance fra vores flåde, bør Danmark indsætte den.

 

Det må altid være en dansk opgave at forsvare egne interesser. […] Danmark er og bliver en søfartsnation. Derfor må vi sikre fri passage for danske handelsskibe på verdenshavene
_______

 

Det må altid være en dansk opgave at forsvare egne interesser. Vi har fx Mærsk-skibe, der sejler med olie gennem Hormuzstrædet. Hvorfor skulle vi overlade det til andre nationer at beskytte vores interesser? Danmark er og bliver en søfartsnation. Derfor må vi sikre fri passage for danske handelsskibe på verdenshavene. Det har vi politikere et uomgængeligt ansvar for.

For min skyld kan den militære aktion sågar foregå under dansk lederskab, hvis det er dét, der skal til. Det vigtigste er, at vi kan skabe en koalition med amerikanerne og briterne. Nogle hævder, at det vil provokere iranerne og lede til militære konfrontationer, hvis vi laver en fælles aktion. Det kan godt være – det er den risiko, der følger med. Men Iran kan bare lade være med at angribe vores skibe, når de sejler forbi. Så vil der ikke ske noget.

PROBLEMET BLIVER DOG løst med en militær ledsagelse af danske handelsskibe alene. Der er også brug for at forhandle en ny atomaftale med Iran. I debatten er der iagttagere, som mener, at man godt kan skille atomaftalen og opbringningerne ad. Det mener jeg imidlertid ikke. For atomaftalen har givet iranerne carte blanche til at agere supermagt i Mellemøsten.

Da atomaftalen blev indgået med Iran i 2015, skulle man have insisteret på, at iranerne eliminerede deres atomprogram. I stedet accepterede man, at de kun satte det på hold. Nu ser vi konsekvensen: De kan nemlig bare igangsætte programmet igen – som det er tilfældet under det internationale pres nu – hvor Iran skruer op for berigelsen af deres uran. Det havde de selvsagt ikke kunnet gøre, hvis deres program var blevet elimineret. Men Barack Obama manglede i sin tid en udenrigspolitisk sejr, og den opnåede han ved at indgå en atomaftale med Iran. Problemet med aftalen er bare, at det var en rigtig dårlig af slagsen. Obama burde have stået fast og krævet, at præsident Rouhani og præstestyret ikke bare nedrustede, men tilintetgjorde atomprogrammet. I stedet anerkendte Obama med aftalen iranerne som en atommagt.

 

Da atomaftalen blev indgået med Iran i 2015, skulle man have insisteret på, at iranerne eliminerede deres atomprogram. I stedet accepterede man, at de kun satte det på hold. Nu ser vi konsekvensen
_______

 

Derfor har iranernes ageren i regionen nu et skær af storhedsvanvid over sig, og det er opbringningerne i Hormuzstrædet et godt eksempel på. En adfærd, som man indirekte har banet vej for med atomaftalen. Iranerne er part i nærmest alle konflikter, der udspiller sig i Mellemøsten: fx både i Syrien og Yemen. Og dertil har Iran mulighed for at tilegne sig atomvåben inden for få år.

Det betyder ikke kun, at vi nu reelt har fået en ny iransk atommagt. Vi kan samtidig forvente et atomkapløb i Mellemøsten. Tyrkerne og saudierne, som begge er sunnimuslimer, vil på sigt ikke tolerere, at deres konkurrenter, det shiamuslimske Iran, har et atomvåbenprogram. Derfor vil de formentlig anskaffe sig et atomarsenal – og så har vi en anden, uønskelig verdensorden.

En anden stor fejl i atomaftalen er, at man skulle have øremærket de milliarder af dollars, som var fastfrosset i vestlige banker grundet sanktionerne mod Iran, til at forbedre unge iraneres fremtid. Altså: til bedre uddannelse, sundhed og boliger. For de unge vil noget andet end præstestyret. Men de frigivne penge endte hos Rouhani og revolutionsgarden.

Derfor har vi nu et styrket iransk præstestyre, som har de økonomiske ressourcer til at vise muskler over for omverdenen – og det gør det ivrigt. Så skal vi deeskalere konflikten med Iran, mener jeg, at vi skal gå efter en bedre aftale, der eliminerer Irans atomprogram. Alternativet til den nuværende aftale er ikke krig. Det er flere sanktioner mod iranerne. Regimet skal på tilbagetog nu. Første skridt er militær assistance i Hormuzstrædet. ■

 

Alternativet til den nuværende [atom]aftale er ikke krig. Det er flere sanktioner mod iranerne. Regimet skal på tilbagetog nu. Første skridt er militær assistance i Hormuzstrædet
_______

 

Naser Khader (f. 1963) er medlem af Folketinget for Det Konservative Folkeparti, hvor han bl.a. er udenrigsordfører. Udover sit politiske virke er Naser Khader seniorforsker ved den konservative tænketank Hudson Institute (Washington D.C.). ILLUSTRATION: Iransk patrulje i Hormuzstrædet, 30. april 2019 [foto: Ahmad Halabisaz/Imago/Ritzau/Scanpix]