02.08.2019

Den nye palæstinensiske premierminister, Muhammed Shtayyeh, har både planer om at booste økonomien med nye arbejdspladser, øge samhandlen med Jordan og etablere en kryptovaluta. Meget kan dog tyde på, at det mest skal forstås som et provokerende tankeeksperiment.

Af Hans Henrik Fafner

TEL AVIV – I de tidlige morgentimer mandag den 22. juli påbegyndte de israelske myndigheder nedrivningen af en række bygninger i det palæstinensiske Østjerusalem. Hovedparten af de 70 nye boliger var end ikke klar til indflytning, da teknikerne anbragte sprængladninger, som jævnede dem med jorden. Bulldozerne fulgte efter og afsluttede sagen.

Men nedrivningerne er en del af en større sag, der ser ud til at være alt andet end afsluttet. For det sker med jævne mellemrum, at israelerne skrider til nedrivning af bygninger i Østjerusalem, der ligesom resten af Vestbredden har været under israelsk besættelse siden 1967. Normalt begrundes det med manglende byggetilladelse, og som oftest passerer det temmelig ubemærket. Det synes at være en del af besættelsens hverdag.

I denne omgang har den palæstinensiske ledelse imidlertid reageret med bemærkelsesværdig skarphed: Saeb Erekat, der er generalsekretær for det palæstinensiske PLO, udtalte, at man som konsekvens overvejer at indstille enhver form for samarbejde med Israel. Det kan blandt andet betyde, at det retslige samarbejde lukkes ned, ligesom man risikerer, at den sikkerhedsmæssige koordination mellem det palæstinensiske selvstyre og Israel stilles i bero. Der er endnu ikke truffet nogen formel beslutning, men det kan i givet fald føre til, at de palæstinensiske sikkerhedsmyndigheder eksempelvis ikke længere informerer israelerne om en militant gruppe, som forbereder angreb på israelske mål.

I efterhånden mange år har der været et samarbejde, som begge parter har begrundet i en fælles interesse i at opretholde en vis ro og orden. Israel har sørget for at udruste og træne palæstinensisk politi, der som modydelse er i samarbejde med deres israelske kolleger. Det meste retter sig mod almindelig kriminalitet som biltyverier og narkorelaterede lovovertrædelser, men det hele bygger på en underforstået handel, hvor selvstyremyndighederne ved, at de skal levere varen overfor Israel – i form af ro på Vestbredden – som betingelse for, at israelerne støtter selvstyret til selv at kontrollere det palæstinensiske samfund. Det er en hårfin balance, der således kan gå fløjten.

Med andre ord kan den aktuelle krise føre til en ny destabilisering af situationen i Israel/Palæstina. Men set i et større perspektiv er den skarpe palæstinensiske reaktion også del af en klar tendens, hvor selvstyret i Ramallah – den palæstinensiske regeringsby på Vestbredden – søger at frigøre sig fra afhængigheden af Israel og i stedet gå egne veje.

 

Med andre ord kan den aktuelle krise føre til en ny destabilisering af situationen i Israel/Palæstina
_______

 

Judaiseringen er undervejs
Som en begyndelse handler det om dele af kvarteret Sur Baher, som ligger i den sydøstligste udkant af Jerusalem. Der er flere grunde til, at denne sag er blevet så kendetegnende for konfliktens kompleksitet.

Arkæologerne har fundet tegn på menneskelig beboelse på stedet i sen jernalder, og som landsby er Sur Baher også meget gammel. Efterhånden som Jerusalem i moderne tid voksede sig større, fik den mere og mere karakter af forstad til storbyen – og i dag arbejder en stor del af de omkring 15.000 indbyggere inde i Jerusalem. Sur Baher ligger på Vestbredden, men som flere andre samfund i Jerusalems østlige udkant er landsbyens status mildest talt rodet.

Efter at have haft status af besat område siden krigen i juni 1967 tog Israel i 1980 unilateralt skridt til at annektere det palæstinensiske Østjerusalem. Ved den lejlighed kom dele af Sur Baher til at ligge i det nu israelske Jerusalem, mens resten af landsbyen forblev på den besatte Vestbred. I september 1993 kompliceredes sagen yderligere: Da blev Oslo-aftalerne underskrevet, og dele af Vestbredden kom under palæstinensisk selvstyre – og det kom en bid af Sur Baher også. Men med Al Aqsa Intifadaen, som begyndte i september 2000, tog historien endnu en drejning. For at dæmme op for palæstinensisk terror begyndte Israel at opføre det såkaldte sikkerhedshegn, der i Jerusalem og andre steder med tæt bymæssig bebyggelse tog form af en ni meter høj betonmur, og da den blev placeret sydøst om Jerusalem, kom hele Sur Baher til at ligge på ”israelsk” side af muren.

Med andre ord opstod der en situation, hvor de dele af Sur Baher, der ifølge Oslo-aftalerne fra 1993 blev underlagt palæstinensisk selvstyre, nu ligger på samme side af muren som de dele af landsbyen, der efter annekteringen fra 1980 kom under israelsk jurisdiktion.

Det er her, årsagen til den aktuelle krise i Sur Baher ligger. Som alle andre samfund vokser landsbyen, og det skaber behov for flere boliger. I den palæstinensiske del af landsbyen indhentede man derfor byggetilladelser hos selvstyret i Ramallah. Men fordi byggeriet efterfølgende fandt sted på den side af muren, som nu er under israelsk kontrol – uden i øvrigt at være under Jerusalems kommunale jurisdiktion – ville de israelske myndigheder ikke anerkende byggetilladelserne. Israelerne henviste også til, at de 70 boliger blev bygget mindre end de aftalte 400 meter fra sikkerhedsmuren og derfor kunne betragtes som en sikkerhedstrussel, der skulle fjernes.

I sig selv er dette en kompliceret historie, men følgerne kan forvirre situationen endnu mere. Gennem de mange år, der er gået siden begyndelsen på besættelsen i 1967, har Israel opført en stribe boligkvarterer, der ligger i en ring øst om Østjerusalem. Dette er med til at kappe de palæstinensiske bydeles fysiske forbindelse til Vestbredden, som ellers er en del af byens naturlige opland. Et af de få resterende huller i denne ring er faktisk lige der, hvor Sur Baher ligger, og denne kendsgerning har rejst anklager om, at der er en større geopolitisk dagsorden bag demoleringen af de 70 boliger.

På palæstinensisk side ser man operationen som et dramatisk initiativ for at judaisere Jerusalem, altså styrke byens jødiske karakter, og det er nok hovedårsagen til, at affæren har fået så stor opmærksomhed. Dette er givetvis også en del af historien, men det primære er nok, at Sur Baher kommer på et tidspunkt, hvor forholdet mellem israelere og palæstinensere har stået i stampe i flere år, og hvor der fra palæstinensisk side er en række initiativer på vej for at komme ud af dette dødvande.

 

Ikke helt uventet har Shtayyeh blikket rettet på økonomien, og hans store plan er at frigøre den palæstinensiske økonomi fra den dybe afhængighed af den israelske
_______

 

Hebron: det nye økonomiske laboratorium
Den sætter nemlig yderligere fokus på en tendens, der har været tydelig, lige siden Muhammed Shtayyeh blev palæstinensisk premierminister 13. april i år. Det var præsident Mahmoud Abbas, der gennemførte regeringsomdannelsen, og det blev primært set som et forsøg på at imødegå den voksende kritik af en ineffektiv og korrupt palæstinensisk regering.

Shtayyeh er professor i økonomi ved Bir Zeit Universitetet på Vestbredden, og han lagde ud med løfter om gennemgribende ændringer af regeringens virke. Som noget af det første meddelte han, at de nye ministre i hans kabinet ikke ville få spritnye ministerbiler, som det ellers har været normen, men måtte klare sig med de køretøjer, som havde befordret deres forgængere. Dette udsendte naturligvis positive signaler, men snart fremlagde han langt mere perspektivrige planer.

Ikke helt uventet har Shtayyeh blikket rettet på økonomien, og hans store plan er at frigøre den palæstinensiske økonomi fra den dybe afhængighed af den israelske. Dette forekommer som udgangspunkt at være en temmelig urealistisk plan, der måske også mest af alt skal ses som et provokerende tankeeksperiment. Men der er planer om konkrete tiltag, der i første omgang skal tage udgangspunkt i Hebron, en by med 200.000 indbyggere på den sydlige del af Vestbredden. Allerede i maj blev der nedsat en særlig arbejdsgruppe, der skal forenkle proceduren i forbindelse med etablering af nye arbejdspladser. Med udenlandske investorer i ryggen er det tanken at skabe en særlig fond, der hjælper nye virksomheder i gang med rentefrie eller billige lån, og selvstyremyndighederne lover også nye produktionsvirksomheder skattefrihed i det første år.

Hebron er et godt sted at starte. Det har altid været en industriby, og i dag tegner den sig for 40 pct. af det palæstinensiske bruttonationalprodukt. Men Hebron ligger også på den fattigste del af Vestbredden, fordi jorden er ringe, så der er også en lang tradition for, at mænd fra landdistrikterne tager til Israel for at finde arbejde. Ad denne vej har hele regionen på den palæstinensiske side fået en stor arbejdsstyrke, der med fordel kan gøre brug af erfaringerne fra israelske produktionsvirksomheder på nystartede arbejdspladser i Hebron. Ganske vist er lønningerne højere på israelske arbejdspladser, men tilstedeværelsen af de palæstinensiske arbejdere giver Israel et pressionsmiddel overfor selvstyret i Ramallah; Israel kan true med at inddrage palæstinensernes arbejdstilladelser, og de kan tilbageholde den indkomstskat, som de israelske virksomheder trækker af arbejdernes lønninger med henblik på senere overførsel til Ramallah. Denne politiske klemme ønsker Shtayyeh at komme ud af.

Er kryptovaluta løsningen?
Den særlige økonomiske zone i Hebron er kun starten. Når det har vist sig funktionsdygtigt, er det tanken at udbrede ordningen til andre palæstinensiske byer på Vestbredden.

Næste skridt, som endnu kun er på det teoretiske plan, er at løsrive sig fra shekelen, den israelske valuta. I 1994 blev det nedfældet i den såkaldte Paris-protokol, der fastlagde de økonomiske relationer mellem selvstyret og Israel, at shekel skulle være den almindelige betalingsform i det palæstinensiske selvstyre, og dette har i store træk været billedet lige siden. Lige nu er der således 25 mia. israelske shekel i kontant omløb i den palæstinensiske økonomi. Det svarer til godt 47 mia. kroner. Herudover er der store mængder jordanske dinarer i omløb, ligesom folk benytter sig af både amerikanske dollars og – på Gazastriben – egyptiske pund.

Der er ingen tanker om at introducere nogen palæstinensisk valuta. Men der ligger en interessant mulighed i at overgå til kryptovaluta, altså Bitcoins eller lignende. Det ville være i strid med Paris-protokollen, hvis palæstinenserne begyndte at trykke egne pengesedler, men aftalen giver grønt lys for etableringen af en palæstinensisk centralbank, og der er tilsyneladende heller intet til hinder for overgangen til virtuel valuta.

Spørgsmålet er, om det er muligt for palæstinenserne at foretage dette økonomiske kvantespring?

 

Hvis den [særlige økonomiske zone i Hebron] bliver funktionsdygtig, vil den palæstinensiske økonomi også være kommet tættere på den uafhængighed, som er forudsætningen for den virtuelle valuta
_______

 

Ideen har været på bordet før og er blevet mødt med skepsis, men Muhammed Shtayyeh mener, at det kan lade sig gøre. Han fastholder eksempelvis, at en kryptovaluta vil åbne op for et direkte samarbejde med udenlandske handelspartnere, og at man ikke længere vil være henvist til at lade alle transaktioner gå gennem israelske banker, som det er tilfældet i dag. Men imod planen taler, at 80 pct. af al palæstinensisk samhandel i dag sker med israelske virksomheder, og at israelske arbejdsgivere fortsat vil insistere på at udbetale lønninger i shekel.

Det er derfor, at man kan se den særlige økonomiske zone i Hebron som udgangspunktet. Hvis den bliver funktionsdygtig, vil den palæstinensiske økonomi også være kommet tættere på den uafhængighed, som er forudsætningen for den virtuelle valuta. Og det er hér, den aktuelle sag om de 70 boliger i Sur Baher får virkelig symbolværdi. For den gør verden opmærksom på, i hvor høj grad det palæstinensiske selvstyre er i lommen på den israelske regering – og derfor fremstiller den palæstinensiske ledelse Sur Baher som et lysende eksempel på, at man må arbejde for større uafhængighed.

I de sidste dage af juli var et af de nye ansigter i Shtayyehs regering, industri-, handels- og forsyningsminister Tariq Hammouri, på officielt besøg i Jordan. Formålet var en videre drøftelse af planerne om at oprette en jordansk-palæstinensisk transportterminal, der blandt andet skal forenkle toldformaliteterne ved samhandel mellem de to. I 2017 havde denne en samlet værdi af 230 mio. dollar, hvoraf mere end to tredjedele var palæstinensisk import fra Jordan. Tanken er at øge dette tal drastisk samt at gøre de to til jævnbyrdige handelspartnere – og på et højere plan er det en del af den tænkte løsrivelse fra den israelske økonomi.

Men selv her er der et praktisk problem: En transportterminal kan ikke uden videre etableres, for grænsen mellem Jordan og Vestbredden er under fuld israelsk kontrol, og det er ikke realistisk at tro, at israelerne vil give afkald på denne. Planerne for Hebron ser også lovende ud på papiret, men vil løbe ind i tilsvarende logistiske problemer, idet man ikke bare kan etablere nye arbejdspladser uden også at have sikkerhed for transport af råmaterialer og færdige varer. Denne del af planen er således lige så afhængig af israelsk samtykke, og selvom virtuel valuta i sagens natur kan eksistere udenfor tid og sted, vil der alligevel være en lang række jordbundne udfordringer, der må være klaret først.

På den baggrund kan det hele godt ligne et stykke akademisk tænkning fra Shtayyehs side, og der er nok heller ikke de store udsigter til at se projektet ført ud i livet lige med det samme. Det vigtige er derimod, at det demonstrerer en kreativitet og vilje til nytænkning i det palæstinensiske selvstyre – og det kan tolkes som en invitation til israelerne til at gøre det samme i forhold til besættelsen. ■

 

[Planerne] demonstrerer en kreativitet og vilje til nytænkning i det palæstinensiske selvstyre – og det kan tolkes som en invitation til israelerne til at gøre det samme i forhold til besættelsen
_______

Apropos denne artikel:

Anne Kirstine Rønn i RÆSON SØNDAG: Assad er væk, Iran er optaget og Israel er i offensiven. Men Hizbollah har fortsat indflydelse i Libanon

Peter Birch Sørensen i RÆSONs nye trykte nummer: Skal vi frigøre os fra Kina – også hvis det går ud over klimaet?

Michael Hirsh: Det, vi ser, er et gennemgribende geopolitisk skift, som kan ændre verden, som vi kender den

Brasso og Foss i RÆSONs nye trykte nummer: Siden 2019 er EU’s fælles gæld mere end tidoblet – og nu mangler der igen penge

William Kotschenreuther Andersen: Bag Trumps grønlandsambition gemmer sig mere end personlig forfængelighed

Bertel Heurlin: Trump vil maksimere USA’s magt – og lykkes faktisk med det. Mange ser det ikke – men det gør Xi