24.07.2019

.

Alternativet fik et dårligt valg og står nu i en vanskelig parlamentarisk position stort set uden indflydelse. Hvad gik galt, og hvordan ser fremtiden ud for partiet? Det giver jeg mit bud på her.

Kommentar af Carolina Maier

Folketingsvalget endte stort set så dårligt som overhovedet muligt for Alternativet. Partiet fik kun 3% af stemmerne, og det resulterede i en tilbagegang på 5 mandater. Hvad værre er, så endte partiet uden at være den tunge på vægtskålen, som ville have givet mulighed for en langt mere betydningsfuld parlamentarisk position – både under regeringsforhandlingerne og i den kommende regeringsperiode i det hele taget.

Hvad gik galt? Og hvordan ser fremtiden ud?

Flere ting gik galt. Uden at skulle gå i dybden med fyldige analyser, vil jeg pege på to faktorer, som, set fra min stol, var medvirkende til det dårlige valgresultat.

 

Partiet led under en manglende professionalisme i valgkampen
_______

 

For det første led partiet under en manglende professionalisme i valgkampagnen. Som kandidat mødte jeg mange borgere, som var i tvivl om, hvad Alternativets grundlæggende budskab i valgkampen egentlig var – udover at være grønnere end de andre partier, som vel at mærke i den grad var kommet op i gear på den grønne dagsorden. Der manglede en klar beslutning og kommunikation om, hvilke 3-5 emner, Alternativet gik til valg på.

For det andet blev Alternativets projekt i for høj grad personificeret i Uffe Elbæk. Jeg mener fortsat, at det var et rigtigt sats at melde ud, at partiet ikke pegede på hverken Lars Løkke eller Mette Frederiksen. Særligt fordi både Socialdemokratiet og Venstre, på tidspunktet for denne udmelding, var markant svage på frihedsdagsordenen i form af ghettopakken, burkaforbud, håndtrykslov, osv., og inhumane på udlændingepolitikken. Men jeg mener – og mente, da beslutningen blev taget – at Alternativet burde have peget på sit politiske projekt i stedet for på Uffe Elbæk som statsministerkandidat. Dette ville have givet mulighed for, at denne beslutning kunne forvaltes forskelligt alt afhængigt af valgets udfald – blandt andet i form af deltagelse i regeringsforhandlinger i det tilfælde, at Alternativet ikke skulle sidde med de afgørende mandater. Hvilket jo blev valgets udfald.

 

(…) Den ekstremt personbårne kommunikation – eksemplificeret ved brugen af hashtagget #derforuffe – nærede forestillingen og fordommene om Alternativet som et kultparti
_______

 

Tillige mener jeg, at den ekstremt personbårne kommunikation – eksemplificeret ved brugen af hashtagget #derforuffe – nærede forestillingen og fordommene om Alternativet som et kultparti, som stod og faldt med dets politiske leder. Strategien, at fordi Uffe Elbæk appellerer til de unge, så er de unge partiets målgruppe, var en fejl. I stedet burde partiet have benyttet sig af flere af de øvrige stærke profiler til at nå en bredere målgruppe.

Det har ført til, at partiet nu står i en ekstremt vanskelig situation. Det har ikke haft indflydelse på det forståelsespapir, som Socialdemokratiet, Enhedslisten, SF og Radikale har formuleret, og som jeg ærligt talt mener er et ganske fornuftigt papir. Der er selvfølgelig plads til forbedringer, men set i lyset af, at det er forhandlet på plads af fire partier med meget forskellige positioner på visse områder, er det faktisk godt hevet hjem. Det er under alle omstændigheder et skridt i den rigtige retning. Med 91 mandater til de fire partier, betyder det også, at Alternativet potentielt set står uden for politisk indflydelse i den kommende regeringsperiode.

Hvor efterlader det så partiet nu? Vil partiet overhovedet overleve næste valg? Hvis ikke der sker væsentlige forandringer eller hændelser, tror jeg det desværre ikke. En mulighed for partiet er, at regeringen og støttepartierne kommer så gevaldigt op at slås om fx udlændingepolitikken, at nogen må bide valgløfter eller hensigtserklæringer i sig. Hvis det sker, kan det styrke Alternativet. Jeg tror ikke på det, simpelthen fordi regeringen og dens støttepartier i fællesskab vil gøre alt for, at det ikke kommer til at ske. Med en stærk gensidig respekt for hinandens smertegrænser tror jeg til gengæld, at der er stort potentiale for i hvert fald 8 år til Mette Frederiksen.

 

Tilbage er der faktisk kun én mulighed for Alternativet. Men også en vigtig én, som regeringen og de tre støttepartier slet ikke adresserer i forståelsespapiret
_______

 

Tilbage er der faktisk kun én mulighed for Alternativet. Men også en vigtig én, som regeringen og de tre støttepartier slet ikke adresserer i forståelsespapiret, og som de i min optik heller ikke kerer sig om: Nemlig behovet for et helt grundlæggende opgør med den måde at tænke samfund på, som er dominerende i vores samtid og har været det længe. Jeg tænker her på behovet for at tænke systemforandrende og ikke systembevarende.

Det rækker for vidt med en fyldig beskrivelse af denne nye – og nødvendige, hvis I spørger mig – samfundsopfattelse. Men lad mig komme med et eksempel: I forståelsespapiret adresserer regeringen og støttepartierne behovet for et opgør med præstationsræset. Et forslag på en løsning er at fjerne de nationale test i 2. klasse. Det er et enestående eksempel på et fuldstændigt misforstået blik på samfundets grundlæggende problemer. Forstå mig ret: Det er fint – og godt for børnene – at fjerne de nationale test i 2. klasse. Men det er ren symptombehandling. Hvis vi ønsker et uddannelsessystem, som ikke får vores unge mennesker til at føle sig som sammenlignelige og konkurrerende individer, så skal vi skabe en skole, som ikke sammenligner og helt afholder sig fra en konkurrencetankegang. Det gøres blandt andet ved at skabe en skole, som taler til alle de sanser, børn fødes med på lige fod: De sociale, kreative og åndelige såvel som de kognitive.

Der er brug for, at vi politisk arbejder for at skabe dét samfund, som er væsensnødvendigt for, at vi som mennesker trives; et samfund, hvor vi lever i overensstemmelse med vores eksistentielle natur: Som både skabende, åndelige, sociale og tænkende væsener.

Skal vi hen til det samfund, skal der laves grundlæggende om på den måde, politiske beslutninger bliver truffet på i dag. Det kræver en respekt for det sociale, det åndelige og det skabende, som er lige så stærk som respekten for det rationelle og økonomisk fordelagtige. Dét budskab er Alternativets livline.

 

Kan partiet komme i mål med det indenfor de næste fire år og få et bedre valg næste gang? Jeg håber det bedste for partiet, men jeg er også skeptisk
_______

 

Jeg er skeptisk, fordi det er en virkelig svær kommunikativ opgave. Det er langt nemmere at gå til valg på minimumsnormeringer i daginstitutionerne.

Jeg er også skeptisk, fordi jeg bemærkede, at partiet, kort efter regeringsforhandlingerne var afsluttet, gik i flæsket på hhv. SF for at bryde med løftet om ikke at stemme for en finanslov, hvor kontanthjælpsloftet ikke var afskaffet, og på Enhedslisten og Radikale for at ’købe ind på’ Dansk Folkepartis udlændingepolitik. Det var uskønt. Lad vælgerne om at dømme.

Jeg er skeptisk, fordi Alternativet har valgt en kommunikativ strategi, hvor de iscenesætter sig selv som ’den grønne vagthund’, der skal holde de andre i ørerne. En vagthund er et bidsk og samarbejdsfjendtligt billede. En slædehund, derimod, som trækker læsset og hjælper de andre i flokken frem, er et langt bedre billede. Det er samtidig også et langt bedre eksempel på den nye politiske kultur, som partiet altid har stået for – og altid bør holde fast i.

Endelig er jeg skeptisk, fordi partiet står med en lille og samlet set uerfaren folketingsgruppe, som får helt afsindigt travlt med bare at nå det parlamentariske arbejde. Hvor er der luft, energi og plads til at komme med de banebrydende og visionære ideer, som er så nødvendige for både partiet og vores samfund? Det må i givet fald komme fra bevægelsen. Så måske er det dér, vi skal fæstne vores tillid.

Til trods for al min skepsis, så håber jeg det bedste for partiet. Men hvis partiet også skal eksistere efter næste valg, så kræver det en ærlig, intern selvransagelse, en ny politisk leder inden for en overskuelig fremtid, et opgør med persondyrkelsen, en langt mere professionel organisation og et markant løft af bevægelsens betydning for det samlede politiske projekt. ■

 

Hvis partiet også skal eksistere efter næste valg, så kræver det en ærlig, intern selvransagelse [og] en ny politisk leder inden for en overskuelig fremtid
_______

 

Carolina Magdalene Maier (f. 1973) er sociolog og debattør og forhenværende gruppeformand, undervisningsordfører og udlændinge- og integrationsordfører for Alternativet. Illustration: Officielt pressefoto]