12.07.2019

.

Kriserne med Iran og i Syrien betyder, at USA enten direkte eller indirekte kalder på det danske forsvar. Men: Hvor kan – og bør – vi sende styrker hen? Hvad er de danske interesser? Og: har vi en strategi?

Kommentar af Lars Bangert Struwe

USA HAR IFØLGE flere medier bedt Danmark om at stille et specialoperationsstyrkebidrag til støtte for kurderne i Syrien. Samtidigt eskalerer situationen i Den Persiske Bugt. Mellemøsten er med andre ord igen en krudttønde for dansk udenrigs- og sikkerhedspolitik. Der kaldes til handling- men det store problem er, at Danmark ikke har nogen strategi for Mellemøsten, vi kan læne os opad. Derfor bliver vi nødt til at forholde os til de jævnligt opståede kriser fra gang til gang, og vi må hele tiden tilpasse politikken uden en overordnet tilgang og mål.

I en situation, hvor vores vigtigste sikkerhedspartner, USA, ikke er tilfreds med det danske forsvarsbudget, så ender dansk udenrigspolitik med at løbe efter Washingtons ønsker på andre områder for at gøre amerikanerne glade. Danske politikere bør derfor stoppe op og se på, om man skal deltage og i så fald hvordan. Det transatlantiske forhold er Danmarks vigtigste sikkerhedspolitiske forhold, men vi bør fortsat huske at spørge, om militære indsatser gavner danske interesser.

I Syrien skal man i givet fald støtte de kurdiske YPG-styrker, der lige nu er noget nær de eneste, der yder Assads styre modstand. Kurderne skaber en vis stabilitet i området og frem for alt eksisterer der – i hvert fald på visse indskrænkede områder – en kurdisk stat. Det gør, at der er nogen at forhandle med – hvad der betyder, at den danske stat har en mulig samarbejdspartner. Strategisk set giver det mening for Danmark at stabilisere området så meget som muligt, så man undgår endnu en flygtningestrøm. Argumentet og den strategiske tilgang bør være stabilisering. Vi skal undgå, at nye magttomrum opstår.

Der er flere strategiske og operative forhold, der taler imod at sende enheder til støtte for kurderne. Strategisk kan mere vestlig støtte til kurderne skade forholdet imellem Vesten og NATO-medlemslandet Tyrkiet. Tyrkerne er mildest talt ikke begejstrede for støtten til kurderne, som de anser for at være terrorister. Helt afgørende bliver det, hvem de danske specialoperationsstyrker skal arbejde sammen med. Området er svært at operere i, og man skal have nogle ret faste aftaler med allierede om flystøtte og evt. evakuering i tilfælde af, at det brænder på. Derfor er der forhold, der på det operative plan taler for et meget afklaret planlægningsgrundlag inden man involverer sig – hvis de da ikke taler direkte imod.

Men helt afgørende er det, at danske politikere opsætter nogle strategiske mål for indsatsen i Syrien. Dansk og vestlig støtte til kurderne kan medføre oprettelsen af en egentlig kurdisk stat – er vi klar til at udløse denne geostrategiske forandring?

 

Dansk og vestlig støtte til kurderne kan medføre oprettelsen af en egentlig kurdisk stat – er vi klar til at udløse denne geostrategiske forandring?
_______

 

Erhvervspolitik er sikkerhedspolitik i disse år. Det manifesterede sig allerede i 2008, da man startede anti-piratoperationerne, men i disse år forstærkes denne udvikling. Ved Hormuz-strædet og i Den Persiske Bugt ser vi en blanding af erhvervs- og sikkerhedspolitik, der kan trække Danmark ind i en militær konfrontation med Iran. Krisen imellem USA og Iran risikerer at ramme dansk økonomi. Det være sig med stigende oliepriser eller med problemer for danske virksomheder og rederier, der opererer i området.

I disse dage udvikler krisen sig. Storbritannien tilbageholdte for få dage siden et iransk tankskib, der tilsyneladende var på vej til Syrien med brændstof til Assad og hans allierede, Rusland. Onsdag den 10. juli søgte iranske flådefartøjer så tilsyneladende at presse et britisk skib ind i iransk territorialfarvand ved Hormuz-strædet, og en britisk fregat måtte lægge sig imellem.

Den permanente internationale krise, som udspiller sig i disse år, involverer på den ene side: USA og dets allierede. På den anden: Kina og Rusland, der udfordrer USA, og så en række mindre stater som Iran, Nordkorea og Tyrkiet, der prøver at få mest muligt ud af den usikre situation.

En indsættelse af danske enheder i Syrien bliver således bundet sammen med situationen ved Den Persiske Bugt, og situationen er uoverskuelig for alle. Det er imidlertid helt sikkert, at USA ønsker at danne en koalition og fælles indsats både i Syrien og i Den Persiske Bugt.

General Joseph F. Dunford, der er formand for the Joint Chiefs of Staff, har udtalt, at USA vil skabe én international koalition, der skal sikre skibsfarten i den Persiske Bugt. Tanken er, at USA leverer efterretninger, kommando og kontrol, mens flagstaterne – dvs. de stater hvor rederiet har registreret sit skib ved – skal eskortere egne skibe. Derved kan det blive interessant for nogle rederier at flytte deres flag fra bekvemmelighedsflag til flag fra stater, der rent faktisk kan og vil beskytte skibene – men det er en helt anden historie.

 

Den amerikansk-iranske krise har et grimt udviklingspotentiale, der lige nu vokser i takt med iranernes berigelse af uran. Briterne er nu involveret i krisen, og Indien har allerede sendt styrker til området. Det kan ende i en militær konfrontation
_______

 

For at tilgodese de danske nationale interesser i forbindelse med den amerikansk-iranske krise bør man overveje en kombination af diplomatiske virkemidler til en stabilisering af krisen SAMMEN med udsendelsen af et dansk militært bidrag (i form af en fregat eller inspektionsskib af Thetis-klassen). Det militære bidrag kan monitorere situationen, deltage i beskyttelse af skibstrafikken fx med konvojtjeneste eller støtte allieredes operationer i området. Diplomatisk bør man arbejde ikke kun for en koalition, der sikrer skibstrafikken, men også for et FN-spor, der kan skabe basis for sikring af en skibskorridor.

Læren af anti-piratoperationerne og The Tanker War, der i 1980’erne var ved at lukke Hormuzstrædet, er, at det internationale samfund er meget fokuseret på at holde søvejene åbne. Der er her en dansk mulighed for at skabe et internationalt pres, der kan sikre – eventuelt. i en FN-ramme – en MSTC – Maritime Security Transit Corridor, som vi kender det fra Afrikas Horn. Her etablerede man, da pirateriet var værst, en korridor, hvor den civile skibstrafik kan sejle igennem under militær overvågning.

Den amerikansk-iranske krise har et grimt udviklingspotentiale, der lige nu vokser i takt med iranernes berigelse af uran. Briterne er nu involveret i krisen, og Indien har allerede sendt styrker til området. Det kan ende i en militær konfrontation, hvor dem, der er med i den amerikanske koalition til sikring af skibstrafikken, kan opfattes som modstandere af iranerne.

Ligegyldigt hvad, så viser såvel Syrien som situationen i Den Persiske Bugt, at der er behov for en dansk strategi for Mellemøsten, så vi ved hvorfor og hvordan, vi involverer os – og ikke mindst hvilke mål vi opstiller for indsatsen. I Den Persiske Bugt er interessen klarest – vi vil sikre dansk og international skibsfart, og vi vil stå skulder med skulder med USA, så vi kan påvirke amerikanske beslutninger. Heldigvis har præsident Donald Trump været tilbageholdende i sin brug af militær magt, og den linje kan vi understøtte ved godt arbejde – både militært og diplomatisk. ■

 

Heldigvis har præsident Donald Trump været tilbageholdende i sin brug af militær magt, og den linje kan vi understøtte ved godt arbejde – både militært og diplomatisk
_______

 

Lars Bangert Struwe (f. 1968) er generalsekretær i tænketanken Atlantsammenslutningen. Han er ph.d. og har bl.a. været forsker og seneste fungerende kontorchef i forsvarsministeriet. [foto: EPA/JIM LO SCALZO/Scanpix]