06.07.2019

.

Sporene fra Thornings-regeringen skræmmer, når man skal gøre op med sig selv, om man tør stole på den nye regering. Danmark har i dag brug for et markant løft af velfærden over hele linjen – og det må De Radikale ikke stå i vejen for.

Kommentar af Morten Ryom

Som ung rød håndværker ville det være en underdrivelse at sige, at jeg har mange betænkeligheder ved den nye regering. Håbet er svagt, og betænkelighederne kommer af, at jeg og mange andre stadig ser Blå Bjarnes spøgelse fra Thorning-tiden i den politiske aftale mellem regeringen og dens støttepartier. Morten Østergaards udtalelser om arbejdsmarkedet, dagpenge og pension har givet mig flashbacks til det sorte tårn i 2011 og den efterfølgende lige så sorte regeringstid.

Heldigvis ser det ikke ud som om, at vi går ned ad en så mørk vej igen denne gang. Heldigvis har tre stærke kvinder holdt Morten og de radikale i kort snor! Men frygten lurer stadig, og jeg tror, at mange af mine kolleger vil følge den kommende regering med skepsis.

Derfor har jeg også et kæmpe håb til den nye regering: Den må og skal genopbygge den tiltro, mine kolleger mistede under Thorning, til, at en rød regering vil arbejde for, at den helt almindelige håndværker kan få et bedre liv med en stabil økonomi og pæn levestandard gennem hele livet. Hvis den tiltro ikke bliver genopbygget i denne periode, så frygter jeg atter mange år med blåt flertal og stigende ulighed i samfundet.

Men for at denne tiltro skal kunne genopbygges, så er der nogle områder, hvor en regering – med De Radikale i sidevognen – skal køre varsomt.

Den økonomiske politik
Hvis regeringen forsætter den økonomiske kurs, som Lars Løkke lagde i sin statsministertid, så kan rød blok lige så godt pakke sydfrugterne. Man forsøgte under Thorning at sælge skattesænkningerne til os lønmodtagere som ”en håndsrækning til det arbejdende folk” – men ligesom til familiefesten så blev dette politiske våde tantekys taget imod med stor modvillighed. For mine kolleger vidste jo godt, at det var vores familie og kammerater, som arbejdede i den offentlige sektor, der betalte regningen. De få håndører, vi fik, kom på bekostning af, at andre skulle løbe hurtigere. Det var ikke sådan, det skulle være. Det løft, vi denne gang forventer til vores velfærdssamfund, er usammenligneligt med skattelettelser. Vi vil se flere penge investeret i den offentlige velfærd.

 

Det løft, vi denne gang forventer til vores velfærdssamfund, er usammenligneligt med skattelettelser. Vi vil se flere penge investeret i den offentlige velfærd
_______

 

Udvidelse af arbejdsudbuddet
Det såkaldte forståelsespapir ser ikke helt så tosset ud, som man kunne frygte, når det kommer til retningen for arbejdsmarkedet. Men alligevel vælger jeg at læse det, som fanden læser biblen; jeg stoler simpelthen ikke på De Radikale, når det kommer til arbejdsmarkedspolitik. Deres gøren og laden på efterløn, pension og dagpenge viser med al tydelighed, at de tæt på intet begreb har om livet i skurvognen.

Og selvom det ikke står i regeringsaftalen, kæmper R for øget arbejdsudbud. I værste tilfælde vil en udvidelse af arbejdsudbuddet blive statsorganiseret social dumping, hvor staten aktivt hjælper virksomheder med at hente ikke-europæisk arbejdskraft ind for at presse løn og arbejdsvilkår herhjemme. Vi så et eksempel på dette i den store sag fra Padborg med de filippinske lastbilchauffører, som arbejdede for et polsk firma til næsten ingen penge og under direkte kummerlige forhold.

Men selvom der med Østergaards indflydelse er stor mulighed for, at denne regering fejler og taber hele det kongelige porcelæn på gulvet, så har den også mulighed for at give det største velfærdsløft i mands minde! Dét vil som nævnt give håbet og troen tilbage til de generationer, som både økonomisk og klimamæssigt ser ud til at gå en mørk fremtid i møde. Der er desværre ikke mangel på andre områder, som kunne bruge et markant løft. Lad os starte med et par af de mest åbenlyse:

Pensionsalderen
Pensionsalderen i Danmark er blandt de højeste i Europa. Alt efter hvornår man er født, så er det lige før, at den faktisk højere end det antal år, man forventes at leve, specielt hvis man er 3F’er 20 pct. af mine kolleger er slet ikke på arbejdsmarkedet, efter de er fyldt 60, enten fordi de er nedslidte eller fordi de er døde – og så er der altså rigtig langt op til pensionsalderen, når den ligger oppe i 70’erne Og her ligger en stor udfordring for Mette Frederiksen, for Morten Østergaard vil på ingen måde være med til at sætte den betydeligt ned. Men noget skal der gøres, hvis dem født i 90’erne og 00’erne ikke skal blive de første generationer af en ungdom, som ikke får håb om en alderdom.

Uligheden
Unge i dag kan for alvor se uligheden, når vi kigger på, hvor stort økonomisk råderum vores forældre havde sammenlignet med os. De huse – og meget andet – vores forældre købte, da de var unge, er uden for vores rækkevidde, selvom vi ligner dem på arbejde og indkomstniveau. Vi bliver lige så stille skubbet ud af vores egne byer, til huse på landet som banken ikke vil belåne. Alt imens direktørgangen holder lønfest og gi’r gyldne håndtryk til hinanden. Den slags ulighed er gift for et samfund som Danmark, og det må en rød regering gøre op med

Så kære nye røde regering: I skal kæmpe for at holde Danmark sammen. I skal sikre, at livet bliver bedre og mere trygt for den helt almindelige dansker. I skal sikre en pensionsalder, som lønmodtagerne kan holde til. I skal skabe et Danmark i balance. ■

 

Vi bliver lige så stille skubbet ud af vores egne byer, til huse på landet som banken ikke vil belåne. Alt imens direktørgangen holder lønfest og gi’r gyldne håndtryk til hinanden. Den slags ulighed er gift for et samfund som Danmark
_______

 

Morten Ryom (f. 1992) er formand for 3F Ungdom og er udlært og arbejder til dagligt som bygningsstruktør (betonarbejder) i Aalborg. Har tidligere været formand for Erhvervsskolernes Elevorganisation og var vinder af DM i Debat 2014. ILLUSTRATION: Folketingets åbning 2017 (foto: Jens Dresling/Ritzau/Scanpix)