26.06.2019

Baseret på jubel-reaktionerne er det lykkedes Mette Frederiksen at gøre alle tilfredse. Det er i sig selv ikke så lidt af en bedrift. Men nu begynder dagligdagen, hvor der skal findes penge til alle de gode hensigter. S har den fordel, at selvom aftalen indskrænker regeringens handlefrihed, binder den også BØF-partierne til at tage medansvar.

Af Niels Jespersen

Enhedslistens Pelle Dragsted er “fanme glad og stolt”, mens Morten Østergaard taler om et “Et grønt, klogt og kærligt systemskifte”. Glemt er de sidste ugers intense nedstirren og passiv-aggressive udtalelser foran Landstingssalen. Danmark har fået en socialdemokratisk solo-regering, og med den følger en såkaldt “politisk forståelse” mellem den nye regering og dens støttepartier.

Indtil videre vil jublen ingen ende tage. Det lader til, at man er lykkedes med at skrue en aftale sammen, som alle partierne kan se sig selv i. Ikke så lidt af en bedrift, når man tænker på, hvor stor afstanden har været under forhandlingerne. Først nu starter den politiske dagligdag, men det tegner indtil videre godt for sammenholdet i rød blok.

Midt i al den røde glæde over regeringsaftalen er det dog sundt at huske på, at årsagen til, at valgets vindere overhovedet har brugt små tre uger på at svede til forhandlinger i sommervarmen, bunder i mistillid. De to venstrefløjspartier – SF og Enhedslisten – er traumatiserede af Thorning-tiden, og De Radikale er atter gået ind i forhandlingerne med den selvpåtagede pædagogiske hensigt at opdrage Socialdemokraterne til aldrig mere så meget som overveje at lave politik uden om det selvbevidste midterparti. I sidste ende var meningen med regeringsaftalen, at BØF-partierne skal kunne henvise til nogle brudte aftaler, hvis de en dag skal stille mistillid til S-regeringen. Så langt kommer det næppe, men påtalte brud på regeringsaftalen kan få den trussel til at se lidt mere troværdig ud.

Spørgsmålet er imidlertid, hvor godt det er lykkedes. Kun klimaafsnittet er relativt detaljeret – resten består mest i mere eller mindre luftige hensigtserklæringer, uden at der anvises finansiering. Det sidste er et klart nederlag for De radikale. Regeringsaftalen er i hvert fald lysår til venstre for det regeringsgrundlag, der blev forhandlet på plads i det sorte tårn i 2011, og det efterlader betydeligt spillerum for den nye solo S-regering. Det er værd at bemærke, at Mette Frederiksen afviser at lave et egentligt regeringsgrundlag. Det betyder altså, at regeringsaftalen befinder sig i en endnu lettere kategori end et i forvejen ikke-bindende regeringsgrundlag. Ordene er tungere end ren luft, men ikke meget.

 

Kampen i rød blok bliver nu om, hvordan aftalens noget vage formuleringer skal forstås i praksis […] BØF-partierne vil forsøge at fastholde S på netop deres udlægning af teksten, mens S omvendt vil forsøge at bevare sin handlefrihed ved at tolke teksten mere løst
_______

 

Hvordan skal teksten udlægges?
Kampen i rød blok bliver nu om, hvordan aftalens noget vage formuleringer skal forstås i praksis, og journalisterne skal nok få en fest med at sætte de forskellige politikeres udlægninger op mod hinanden. BØF-partierne vil forsøge at fastholde S på netop deres udlægning af teksten, mens S omvendt vil forsøge at bevare sin handlefrihed ved at tolke teksten mere løst.

Imidlertid skal man ikke undervurdere, at der faktisk ligger en oprigtig fælles forståelse og vilje til kompromis i aftalen. Den skal nok blive stresstestet, så snart de mange fine hensigter skal effektueres, men som udgangspunkt har Mette Frederiksen styr på sit bagland. Ja, faktisk har regeringsaftalen også klare fordele for S, der med den har forpligtet sine støttepartier på hovedretningen. Hvis S skal tage ansvar for deres ønsker, så må de strække sig for at nå S i den anden ende. Her er det meget belejligt, at kompromiset mellem R på den ene side og SF og Enhedslisten på den anden typisk vil ligge deromkring, hvor S står. Skulle støttepartierne for alvor have drejet armen rundt på Mette Frederiksen, så skulle de havde stået sammen i fælles front mod S. Det var ikke just tilfældet.

Omvendt har BØF-partierne vundet førsteretten til at indgå forlig med regeringen. Det er på overfladen en kæmpe sejr for SF og Ø og en validering af både Pelle Dragsted og Pia Olsen Dyhrs pragmatiske linje. Men det kan også vise sig at blive farligt. Det vil blive svært for især Enhedslisten at køre på frihjul og kræve indrømmelser uden at anvise finansiering, som de tidligere har gjort. Vel og mærke finansiering, der også virker efter de gængse regnemetoder. Ø ejer regeringens resultater i en helt anden grad, end hvis de havde holdt sig ude af forhandlingerne fra start.

Blå bloks opgave herfra og til næste valg bliver at råbe ”løftebrud” hvert sekund, hvor rød blok ikke har gennemført regeringsaftalen til punkt og prikke. Når enkeltdele viser sig ugennemførlige eller simpelthen ikke kan nås, vil anklagerne nå et endnu højere toneleje. Det sidste skal nok ske, for aftalen er trods sin ukonkrethed så ambitiøs, at det er svært at se, hvordan den skal kunne gennemføres i en enkelt valgperiode. Højrefløjen har faktisk en fælles interesse med støttepartierne i at fremstille aftalen som bindende løfter. Udfordringen for især Venstre er, at der nok skal være nogen, der kan huske, hvordan det gik med Løkkes egne regeringsgrundlag. De var som bekendt de mest liberale i Danmarkshistorien, men viste sig ikke at være papiret værd, de var trykt på.

 

Højrefløjen har faktisk en fælles interesse med støttepartierne i at fremstille aftalen som bindende løfter
_______

 

Hvornår bliver det Arnes tur?
Den store løftebrudsudfordring for sosserne er Arne: Den efterhånden berømte 59-årige bryggeriarbejder fra Haderslev, som blev posterboy for den differentierede folkepension. Hvornår bliver det hans tur? Det står der ikke noget om i regeringsaftalen – men det er faktisk en taktisk sejr for Mette Frederiksen, for det betyder, at det radikale krav om, at S skulle forpligte sig på IKKE at arbejde for differentieret folkepension, er bortfaldet.

Der var aldrig nogen, der troede på, at De Radikale ville støtte den socialdemokratiske model. Forpligtelsen på at finde en pensionsløsning var da også noget at første, som blev understreget af Mette Frederiksen på nattens pressemøde. Hun kalder det ”en hovedprioritet” for sin regering. Nu er det så op til S at strikke en model sammen, som kan vedtages i Folketingssalen. Der skal findes et flertal, og der er lang vej endnu, før S kan levere på sit vigtigste valgløfte. Men mon ikke DF får svært ved at forklare sine vælgere, hvis de holder sig uden for?

På udlændingeområdet lykkedes det stort set at fastholde de socialdemokratiske valgløfter om en fortsat stram udlændingepolitik. De fleste lempelser var forudsigelige – og også noget Løkke i valgkampen havde åbnet op for, fx kvoteflygtninge og forbedring af de afviste børnefamiliers vilkår. Det eneste punkt, hvor De Radikale for alvor fik hul igennem, var på formuleringen om, at “Flygtninge, der har været i beskæftigelse i Danmark i to år, kan få mulighed for at blive”. Det kan både læses som en ladeport for, at flygtninge automatisk bliver til indvandrere, hvis de kan finde et arbejde – eller det kan ses som en lille åbning, der kan tillade folk som Tican-manden, slagter Mohamed Ibrahim, at blive i landet.

Spørgsmålet er, hvordan det reelle lovforslag skal skrues sammen. De borgerlige vil råbe løftebrud ligegyldigt hvad, men hvis ordningen ikke ender med at omfatte særligt mange mennesker, er der også en god chance for, at vælgerne vurderer, at det næppe er flygtninge i arbejde, der et det største problem. Socialdemokratiet har i sidste ende den fordel, at det bliver deres ministre, der kommer til at skulle forvalte aftalerne. Dét er faktisk det eneste konkrete resultat, der indtil videre er kommet ud af regeringsaftalen. ■

 

Socialdemokratiet har i sidste ende den fordel, at det bliver deres ministre, der kommer til at skulle forvalte aftalerne. Dét er faktisk det eneste konkrete resultat, der indtil videre er kommet ud af regeringsaftalen
_______

Apropos denne artikel:

Anne Kirstine Rønn i RÆSON SØNDAG: Assad er væk, Iran er optaget og Israel er i offensiven. Men Hizbollah har fortsat indflydelse i Libanon

Peter Birch Sørensen i RÆSONs nye trykte nummer: Skal vi frigøre os fra Kina – også hvis det går ud over klimaet?

Michael Hirsh: Det, vi ser, er et gennemgribende geopolitisk skift, som kan ændre verden, som vi kender den

Brasso og Foss i RÆSONs nye trykte nummer: Siden 2019 er EU’s fælles gæld mere end tidoblet – og nu mangler der igen penge

William Kotschenreuther Andersen: Bag Trumps grønlandsambition gemmer sig mere end personlig forfængelighed

Bertel Heurlin: Trump vil maksimere USA’s magt – og lykkes faktisk med det. Mange ser det ikke – men det gør Xi