11.06.2019

.

Valgkampen viste en splittet borgerlig blok, som hungrer efter idémæssig fornyelse. Hvis det borgerlige Danmark skal genetableres, må partierne forenes om at finde tilbage til kerneværdierne.

Kronik af Filip Steffensen

Borgerligheden i Danmark er i krise. Det står klart efter sidste uges valgresultat. Det er et vidnesbyrd om en afsporet borgerlighed, der gennem sidste valgperiode er blevet opslugt af regeringssamarbejdets idétørke. Det er på tide, at det borgerlige projekt genopfindes.

Det kom næppe som en overraskelse for nogen, da det på valgaftenen stod klart, at der ikke er flertal for borgerlig politik efter valget. I månedsvis har den ene meningsmåling efter den anden vist en borgerlig blok i krise. Opgjort i mandater blev valgnederlaget ikke så stort som ventet, men den allestedsnærværende idétørke er et uomgængeligt problem for det borgerlige Danmark. Så selvom Venstre og Konservative gik frem, markerede valgaftenen et brutalt nederlag for det borgerlige Danmark, der har haft afgørende indflydelse på dansk politik gennem de sidste 20 år.

Tilbage står spørgsmålet: Hvordan skal det borgerlige Danmark genrejse sig? Det spørgsmål er pinligt påtrængende, så længe den borgerlige blok ikke synes at kunne tilbyde et reelt alternativt til venstrefløjen.

VLAK-regeringens endeligt
I lang tid stod det lysende klart, at et mirakel skulle indtræffe, hvis ikke VLAK-regeringen skulle lade livet. Valgaftenen var blot den symbolske afslutning på et regeringsprojekt, hvor rigor mortis for længst var indtruffet. Regeringen har ikke formået at indfri centrale målsætninger, som de respektive regeringspartier gik til valg på i 2015. I stedet er det blevet til enkelte sejre af symbolsk karakter, mens partierne på skift har måttet sluge betydelige indrømmelser.

Ved trekløveregeringens dannelse var begejstringen ellers uanet – og de borgerlige ambitioner skyhøje. Topskatten skulle ”spille en langt mindre rolle end i dag”, og de offentlige udgifter skulle holdes på et moderat niveau. Men som tiden gik, blev det åbenbart, at der ikke var opbakning til regeringens politik andre steder end i regeringen selv. Langsomt smuldrede den ellers ambitiøse trekløverregering til et overlevelsesprojekt, hvor de borgerlige idealer blev forladt.

 

Langsomt smuldrede den ellers ambitiøse trekløverregering til et overlevelsesprojekt, hvor de borgerlige idealer blev forladt
_______

 

Selvom VLAK-regeringen – oprindeligt – gik til valg på at fortsætte regeringssamarbejdet, var der næppe nogen tvivl om, at det blot var et spørgsmål om tid, før trekløverregeringen måtte opløses. Det endelige dødsstød til VLAK-regeringen kom, da Løkke midt i valgkampen annoncerede sin ambition om at danne regering over midten. Dermed var det borgerlige regeringssamarbejde definitivt ophævet, og enhver forestilling om et borgerligt flertal blev gjort til skamme.

Tilbage står mindestenen for en regering, der ved fødslen blev kaldt ambitiøs og borgerlig-liberal, men som langsomt rykkede ind mod midten af dansk politik. Det lovende regeringsgrundlag fra 2016 blev hengemt, samtidig med at regeringen gav køb på helt fundamentale principper som retten til at gå klædt, som man vil. Ifølge tænketanken Justitia har ytringsfriheden heller ikke tidligere set så mange indskrænkninger, som den gjorde under VLAK-regeringen. Resultatet er – ganske velfortjent – det største valgnederlag siden Anker Jørgensens tid, en fragmenteret blok og et hidtil uset stemmespild. Det er derfor på tide at genopfinde det borgerlige projekt, hvis man i fremtiden vil udgøre et reelt alternativ til venstrefløjen.

Det borgerlige idegrundlag
Forude venter et stort genopretningsarbejde, hvor de borgerlige partier i fællesskab må søge at definere, hvad fremtidens borgerlige projekt skal byde på. Første punkt på dagsordenen må være at samle sig om de ting, der kan forene den borgerlige blok fra Venstre helt ud til det nyindtrådte Nye Borgerlige. Der er særligt tre punkter, hvor de borgerlige partier nærer et værdifælleskab, og hvor man må skabe fælles front.

1) En ansvarlig økonomisk politik
Det må betragtes som et borgerligt projekt at sikre, at fremtidens generationer ikke skal lide last under nutidige generationers ansvarsløshed. I valgkampen har debatten om, hvad ”råderummet” skulle benyttes til, været dominerende. Men der har været forsvindende lidt opmærksomhed på, hvad der har tilvejebragt de overholdbare offentlige finanser. Det er en ansvarlig, økonomisk politik, som siden 00’erne er blevet tegnet med borgerlige regeringer som hovedarkitekt. Således har man gennemført omfattende reformer af SU, pension, kontanthjælp og førtidspension, som har øget arbejdsudbuddet til gavn for den fælles velstand.

Desværre er den ambitiøse reformpolitik blevet erstattet af en overbudskamp, hvor særligt Venstre har konkurreret med venstrefløjen om at øge de offentlige udgifter. Et nyt borgerligt projekt må kunne forene partierne om en ansvarlig og langsigtet økonomisk politik. I en tid, hvor flere partier er begyndt at stille spørgsmål ved centrale reformer som det altafgørende velfærdsforlig fra 2006, er det vigtigt, at de borgerlige partier insisterer på en langsigtet økonomisk politik, der tilsigter, at vi også i fremtiden har holdbare offentlige finanser. Selvom man i forvejen har høstet mange lavthængende frugter, nytter det ikke noget at aflyse den udbudsorienterede politik, som Socialdemokratiet har lagt op til. I øjeblikket nyder vi godt af et opsving og lav ledighed, men den slags varer sjældent ved, hvis ikke fokus er på, at der også i fremtiden bliver gennemført udbudsorienterede reformer.

 

I den kommende valgperiode må den borgerlige blok samles om dyrkelsen af civilsamfundet […] Der er kun den borgerlige blok til at sikre, at staten ikke vokser sig for stor
_______

 

2) Et stærkt civilsamfund
I den klassiske beskrivelse af det politiske liv som en magtbalance mellem markedet, staten og civilsamfundet er der bred enighed i den borgerlige blok om, at staten ikke skal privilegeres unødigt på bekostning af civilsamfundet. Civilsamfundet er den forbilledlige institution, hvor frivillighed og gensidighed trives. Med andre ord udgør det den sfære, hvor borgerne kan færdes frit uden statsmagtens indblanding. Det er her, foreningslivet og højskoletraditionen er opstået. Det er her, den unikke, danske friskolekultur er opstået.

Ved valget i 2001 udtalte Henrik Dahl (nu MF for LA), at den borgerlige bloks valgsejr var civilsamfundets sejr over staten. I den kommende valgperiode må den borgerlige blok samles om dyrkelsen af civilsamfundet; et skelsættende opgør er allerede indledt på skoleområdet, hvor Socialdemokratiet har lagt op til et opgør med friskolerne. Dermed er opgøret mellem staten og civilsamfundet igangsat, og der er kun den borgerlige blok til at sikre, at staten ikke vokser sig for stor. De borgerlige partier må derfor samle sig om, at staten ikke vokser på bekostning af civilsamfundet, at det tvungne ikke afløser det frivillige, og at civilsamfundet sikres ordentlige rammevilkår til at udfolde sig.

3) Frihed kræver ansvar
Som borgerlig er ens vigtigste kerneværdi frihed. Frihedsbegrebet varierer ganske vist på tværs af partierne i blokken, men selv Dansk Folkeparti kan erklære sig enig i, at friheden er værdifuld. Individet skal have friheden til at udfolde sine talenter og forfølge sine drømme. Men friheden må ikke stå alene; for friheden forudsætter, at vi tager ansvar for de valg, vi foretager.

Retten til at være fri afspejler på den anden side pligten til at påtage sig myndighed. Og netop denne tilføjelse er særligt vigtig. På venstrefløjen trives nemlig et passivt rettighedsbegreb, som fremhæver friheden, men som ikke vil tale om, at friheden også kræver ansvar. Her tales om ”friheden til” eller ”retten til”, men kun sjældent om det tilsvarende ansvar, som friheden indebærer.

Derfor må et nyt borgerligt projekt tage et opgør med den omsiggribende statsmagt, der med almoderlige skub følger borgeren fra vugge til grav – med regulering fjerner man ikke blot ansvaret, men også friheden. I valgkampen var et særligt aktuelt emne, hvorvidt afgifterne på cigaretter bør hæves. Her istemte en række af partier, at de ønsker at hæve afgifterne på cigaretter – det er jo skadeligt at ryge, lyder ræsonnementet. Det bemærkelsesværdige ved debatten om rygning er imidlertid, at borgerlige partier som Venstre og Konservative bakker op om højere afgifter. Hvor man tidligere insisterede på det myndiggørende aspekt i friheden, er traditionsrige, borgerlige partier som Konservative og Venstre nu villige til at kollektivisere ansvarsbyrden.

 

Et nyt borgerligt projekt [må] tage et opgør med den omsiggribende statsmagt, der med almoderlige skub følger borgeren fra vugge til grav – med regulering fjerner man ikke blot ansvaret, men også friheden
_______

 

Partierne kommer næppe til at ændre holdning i dette anliggende, men afgiftsspørgsmålet er symptomatisk for en tendens, hvor ansvarsdimensionen gradvist løsrives fra frihedsbegrebet: I erkendelsen af, at det ikke er alle, der forvalter friheden lige hensigtsmæssigt, søger man at skærme individet mod de ubehagelige følgevirkninger med statslig indgriben.

KONKLUSIONEN ER klar: Det borgerlige Danmark befinder sig i en idétørke. Regeringssamarbejdet har slidt på kerneværdierne, og Socialdemokratiets neutralisering af udlændingepolitikken har betydet, at det borgerlige Danmark ikke længere kan sejre ved at føre en konsekvent udlændingepolitik. Det borgerlige Danmark må i den kommende valgperiode definere, hvad et fremtidigt borgerligt projekt skal byde på.

Da den borgerlige blok forleden gik til valg, var der ikke noget reelt alternativ til venstrefløjen. Lars Løkkes ubønhørlige appel til medianvælgeren sikrede ganske vist et flot valgresultat til hans eget parti, men hvis Løkkes midtersøgning er en bebudelse om fremtidens Venstre, er det næppe et resultat, som kan gentage sig – forslaget om en SV-regering fik en kold modtagelse i Venstres bagland, hvor støtterne havde svært ved at bifalde den nye kurs. Derfor må der skabes et fælles, borgerligt projekt, som vender tilbage til de borgerlige kerneværdier. ■

 

Det borgerlige Danmark må i den kommende valgperiode definere, hvad et fremtidigt borgerligt projekt skal byde på
_______

 

Filip Steffensen (f. 1997) er demokratiordfører i Liberal Alliances Ungdom. Filip har gennem sit virke forfattet en række artikler, debatindlæg og kommentarer og har blandt andet bidraget på den amerikanske tænketank, Fee.org. Filip er Cepos Akademi alumne og læser til daglig statskundskab på Aarhus Universitet. ILLUSTRATION: Venstres formand, Lars Løkke Rasmussen og Dansk Folkepartis leder, Kristian Thulesen Dahl, til Folketingets åbningsdebat 2018 [foto: Jens Dresling / Ritzau Scanpix]