02.06.2019

.

Der findes hverken gode moralske eller pragmatiske argumenter for kapitalismen. Den fordeler nemlig velstand, som skabes i fællesskab, til dem, der har mindst brug for den.

Kronik af Kjartan Andsbjerg, Camilla Garder, Anne Vraa-Jensen og Asmus Rungby, Systemkritisk Netværk

Henrik Sørensen [HS], folketingskandidat for Det Konservative Folkeparti, har taget sig tid til at forfatte et svar på vores artikel i RÆSON d. 20. april om den moralske fordring, folketingsvalget udgør for os alle. Siden da er valget kommet helt tæt på, og det er kun blevet mere aktuelt, at vi som borgere står overfor et moralsk valg: Kan vi stå inde for status quo eller ej?

I lyset af den høflige tone, som HS skriver i, er det ærgerligt, at han ikke lader til at diskutere på de samme præmisser, som vi gør, og foretager adskillige fejlslutninger undervejs. Tilsammen gør dette hans forsvar for kapitalismen usammenhængende.

Debatten om kapitalisme er ofte mudret og plaget af misforståelser, klichéer og dårlig argumentation, hvilket kun gavner fortalerne for status quo. Derfor vil vi i det følgende gennemgå HS’ kritik og vise, præcis hvor kæden hopper af.

Fair og fornuftigt
HS’ hovedpointe lader til at være, at kapitalismen er mere gavnlig for de fattigste, end et socialistisk samfund er. Som belæg for sin påstand hævder han, at kapitalismen har sikret, at vi i dag har det bedre, end vi havde det for 100 år siden. Det gælder, ifølge HS, også de fattigste i samfundet.

Vi forstår godt, hvordan han kan nå til den konklusion. Vesten har parallelt med kapitalismens indtog oplevet en enorm velstandsfremgang, og de færreste af os ønsker os tilbage til for 100 år siden. Det er bare ikke et godt argument for, at vi i al fremtid skal organisere os som hidtil.

Først og fremmest er der intet, der tilsiger, at vi ikke også kunne have opnået enorm velstand, hvis vi – allerede da Marx tegnede konturerne til et socialistisk samfund – havde slået ind på en vej, hvor produktivkræfterne blev brugt til det fælles bedste i stedet for at sikre, at den herskende klasse kunne leve i sus og dus.

 

Den kapitalistiske velstandsfremgang er skabt ved, at arbejdere og bønder gennem århundreder har knoklet – og fortsat knokler – sig selv ihjel under kummerlige forhold
_______

 

Den kapitalistiske velstandsfremgang er skabt ved, at arbejdere og bønder gennem århundreder har knoklet – og fortsat knokler – sig selv ihjel under kummerlige forhold. Den er skabt ved, at vi har plyndret kontinenter for deres rigdomme og mennesker, som vi har kastet i lænker. Og den er skabt ved at ødelægge miljøet og klimaet. Alt imens har kapitalister og jordejere nydt frugterne af andres arbejde – almindelige menneskers arbejde, for at bruge HS’ vending.

Vi finder aldrig ud af, hvor vi havde været i dag, hvis vi havde forsøgt os med en af de mange modeller for et samfund med en solidarisk fordeling af velstanden, som endnu ikke er blevet afprøvet. Men det er sådan set heller ikke relevant for vores pointe. Det vigtige, jf. vores oprindelige indlæg, er, hvad der er den mest ideelle måde fremover at løfte alle de mennesker, som lever under trange kår.

Det er med det mål for øje, at vi foreslår at fordele samfundets velstand mere ligeligt. Sådan kan vi sikre, at flere får det bedre. Årsagen er helt enkel: Som samfund mangler vi ikke velstand. Den er bare fordelt sådan, at nogle mangler, mens andre har langt mere, end de nogensinde får brug for.

Det bør være helt åbenlyst for alle, at samfundets ressourcer gør mere gavn som mad til de sultende, tag over hovedet til de hjemløse og behandling til de syge, end som lommepenge for den økonomiske elite. Derfor giver det mening at omfordele fra rig og til fattig.

Denne doktrin er ikke ekstrem. Tværtimod er det økonomisk snusfornuft at bruge samfundets ressourcer dér, hvor de gavner mest. Det kræver bare et opgør med kapitalismen. Den placerer nemlig samfundets velstand hos dem, der allerede har værktøjerne til at rage til sig, og ikke hos dem, der har brug for et løft.

Fælleseje er produktivt
Som vi forstår HS, mener han, at det direkte vil skade de fattige at få adgang til en større del af samfundets velstand. HS lader til at være af den opfattelse, at et mere omfordelende system vil fjerne incitamentet til at arbejde, således at den fælles velstand reduceres så markant, at der slet ikke er nogen velstand at omfordele til de fattige.

Det er umiddelbart en noget bizar tanke, at de fattige ville få det værre, end de har i dag, skulle de få markant flere midler mellem hænderne. Men lad os prøve at følge HS’ logik.

HS skriver: “Det er de færreste, der vil arbejde, hvis skatten er 100 pct. af ens indkomst. Og penge, der ikke er tjent, kan ikke komme nogen til gode. Det glemmer socialister altid.” Det er en påstand, vi hyppigt mødes med som venstreorienterede. Det er bare ikke sandt, at socialister ønsker et samfund, hvor skatten er 100 pct.

HS’ udlægning bidrager til det usympatiske – og blandt højrefløjsdebattører velkendte – skræmmebillede af et solidarisk samfund som en dystopi, hvor staten røver folk for hele deres løn. Det er langt fra tilfældet. I et socialistisk samfund ejes produktionsmidlerne i fællesskab, og overskuddet fordeles ligeligt, hvilket overflødiggør indkomstskat, som vi kender det – og desuden sikrer alle ordentlige levevilkår.

 

Faktisk kan man lige så godt hævde, at folk bliver mere produktive i et socialistisk samfund, hvor de får råderet over den værdi, de er med til at skabe
_______

 

Det er heller ikke sandt, at dette skulle gøre os uproduktive. Faktisk kan man lige så godt hævde, at folk bliver mere produktive i et socialistisk samfund, hvor de får råderet over den værdi, de er med til at skabe.

Det har man ikke i kapitalismen. Her bliver man som lønmodtager kun betalt en del af det, ens arbejde er værd. Der skal nemlig være et overskud, som kan fordeles blandt aktionærerne. Det er det, der kaldes udbytning.

Det kan heller ikke Bill Gates sige sig fri for, selvom HS insisterer på, at han ikke har “snydt nogen”. Microsofts værdi skabes af alle medarbejdere – fra kundesupport til programmører. Men overskuddet af deres arbejde føres i en stor bue uden om dem og ned i Bill Gates’ og andre ejeres allerede bugnende lommer.

HS erkender faktisk selv, at velstand kommer “af de mange, der hver dag går på arbejde” – og dermed, at den bliver skabt i fællesskab. Det glæder os, for det er netop af den grund, vi mener, det er urimeligt, at velstand i et kapitalistisk samfund koncentreres på nogle få hænder.

Vi ønsker omvendt et samfund, hvor overskuddet tilhører fællesskabet, som så kan vælge, hvordan det skal prioriteres til gavn for alle. Det betyder ikke, at folk får frataget den værdi, de skaber, som kapitalister typisk påstår. Tværtimod får folk – i fællesskab – netop ret til al den skabte værdi. De eneste, dét vil gå ud over, er dem, der i dag har mere, end de har brug for.

HS påstår, at fælleseje vil reducere almindelige menneskers lyst til at arbejde. Men mon ikke det i virkeligheden vil give dem et større incitament til at arbejde og gøre sig umage, hvis ikke frugten af deres arbejde går til rigmænd, men i stedet til velfærd, de selv er med til at bestemme over og få gavn af? Det virker i hvert fald kontraintuitivt at hævde, at folk ligefrem skulle blive mindre produktive af ikke at blive udbyttet.

Forskning peger da også på, at medarbejderejede virksomheder ofte er mere produktive end konventionelt ejede virksomheder. Der er naturligvis langt fra medarbejdereje til et socialistisk samfund, men erfaringerne indikerer, at fælleseje kan motivere folk til at arbejde.

Kort sagt er der intet, der tyder på, at et mere lige samfund skulle gøre os så dovne, at der ikke vil være nogen velstand at fordele til de fattige. Tværtimod virker det plausibelt, at fælleseje vil motivere folk til at være produktive, og at fattige vil få det bedre, hvis vi omfordeler så meget, at de slet ikke er fattige.

Nogle vil måske hævde, at denne omfordeling vil få kapitalejere til at flytte deres værdier ud af landet og dermed gøre os fattigere. Præmissen er dog forkert. Dels skal ejerskab i et socialistisk samfund netop demokratiseres for at undgå kapitalejere, som kan afpresse fællesskabet gennem trusler om at flytte den værdi, de har tilranet sig, ud af landet.

Derudover er den socialistiske kamp grundlæggende international. Når vi plæderer for at revolutionere samfundet, mener vi ikke bare Danmark, men verdenssamfundet. Kun ved at befolkninger på tværs af de mere eller mindre tilfældige landegrænser står side om side, kan vi undgå, at lande spilles ud mod hinanden.

 

Det kan godt være, at markedet er effektivt til at efterkomme folks præferencer – men kun for de mennesker, der er blevet velsignet med adgang til at klare sig på markedet
_______

 

HS bruger Venezuela og Zimbabwe som skrækeksempler på, hvad der sker med socialistiske økonomier. Ikke alene negligerer HS, i hvor høj grad internationale sanktioner og kolonitiden har bidraget til de to landes skæbner. Han ignorerer samtidigt fakta, der peger den modsatte vej: At ingen af de to lande reelt er socialistiske med demokratisk kontrol over økonomien (i Venezuela er langt størstedelen af økonomien privatejet, og Zimbabwe har i snart 30 år været påtvunget liberalisering af økonomien gennem Verdensbanken og IMF’s strukturprogrammer); at lighed og fælleseje historisk har gjort Danmark til et af verdens rigeste lande; og at overgangen til kapitalismen har været en økonomisk katastrofe for de tidligere Sovjetrepublikker. De er i dag fattigere end i 1989 målt på BNP per indbygger, og i Rusland var den fattigste halvdel af befolkningen i 2016 hele 20 pct. fattigere end i 1989.

Vi ønsker ikke Sovjet-tilstande i Danmark. Men fælleseje gør tydeligvis ikke per automatik samfund fattigere end kapitalistiske samfund. Det kan godt være, at markedet er effektivt til at efterkomme folks præferencer – men kun for de mennesker, der er blevet velsignet med adgang til at klare sig på markedet.

Der er udfordringer med at implementere socialismen. Men det er ikke et argument for, at vi skal droppe at gøre det retfærdige.

Den egentlige forskel er moral
HS fremlægger ikke noget reelt belæg for, at lighed skulle gøre de fattige fattigere. Men det skyldes måske, at HS’ forsvar for kapitalismen i virkeligheden ikke har de fattiges – men i stedet de riges – velbefindende for øje. For selvom HS argumenterer for, at kapitalisme er godt for fattige, afslører hans egne ord, at der i hvert fald er en del fattige, han ikke ønsker at hjælpe.

HS skriver: “Nogle arbejder hårdere, længere eller dygtigere end andre. Og hvorfor må de ikke have lov til at nyde frugten af deres arbejde uden at skulle betale det hele i skat og få at vide, at de udnytter andre? (…) Dem, der aldrig selv yder en indsats, men kræver, at dem, der gør, skal betale en masse i skat, for at de kan have en bolig og en vis levestandard, er faktisk dem, der udnytter andre.”

Det er vanskeligt at tolke ovenstående på anden måde, end at – i hvert fald nogle – fattige selv er skyld i deres situation, og at omfordeling af den grund ikke er ønskværdigt. Det er et noget andet argument mod omfordeling, end at det skulle være dårligt for de fattige, som ellers er det, HS indleder sit indlæg med at hævde. Og det er her, vores moralopfattelse adskiller sig fra HS’.

Vi anerkender – modsat HS og alt for mange andre – det faktum, at vi som mennesker altid er en del af noget større. Mennesket er et socialt væsen, som fuldt og helt er et produkt af sine omgivelser. Der eksisterer simpelthen ikke andre faktorer end gener, socialisering og ukontrollerbare tilfældigheder, som kan forklare, hvorfor mennesker agerer, som de gør. Kort sagt vil der altid være udefrakommende årsager til individers handlinger.

 

Alle har ret til lige meget kage. Og brød. Og uddannelse. Og tag over hovedet. Det får man ikke i kapitalismen. Derfor er den umoralsk
_______

 

Denne indsigt har som logisk konsekvens, at man ikke kan skabe noget frit, men kun ud fra de forudsætninger, man er blevet tildelt af sine omgivelser. Nogle er heldige at have fået evnerne til at “arbejde hårdere, længere eller dygtigere” med sig, mens andre aldrig har fået de nødvendige ressourcer til at blive en succes eller blot yde det, vi andre betragter som en lille indsats.

Derfor giver det ikke mening, når HS skriver, at “i en kapitalistisk verden kan enhver bage sin egen [kage]: Nogle kan lave store og lækre kager – andre små og dårlige kager. Det er derfor ikke udtryk for udbytning af andre, når nogle har mere kage end andre.”

Hvis vi skal følge HS’ kagemetafor, kan man sige, at ingen frit bager sin egen kage. Hvor stor den bliver, afgøres i stedet af, om man har fået mel, sukker og en opskrift med sig hjemmefra, eller om man er tvunget til at starte bagningen tomhændet.

Når vi ikke selv er herrer over, hvilke ressourcer vi er blevet velsignet med, giver det ikke mening at operere – som HS gør – med idéen om, at man kan fortjene hverken mere eller mindre end andre.

Eller sagt på en anden måde: Alle har ret til lige meget kage. Og brød. Og uddannelse. Og tag over hovedet. Det får man ikke i kapitalismen. Derfor er den umoralsk.

Lighed gør alle til bagere
For os at se findes der hverken moralske eller pragmatiske argumenter for kapitalisme. HS har ganske enkelt ikke ret, når han hævder, kapitalismen lader folk bage deres egen kage. Dels fordi ingen selv afgør, hvilke ressourcer de får med gennem livet. Og dels fordi værdi altid skabes i fællesskab.

Dette fællesskab skaber den samlede kage, som udgør samfundets velstand. Forskellen på kapitalisme og socialisme er ikke, om den skal være større eller mindre, men hvordan den skal fordeles.

I kapitalismen tager de mætte hovedparten og efterlader krummerne til de fattige. I socialismen deles kagen, så alle får et stykke. Vi mener sidstnævnte både er mest retfærdigt og motiverende i forhold til at få folk til at fortsætte med at bage.

Vi socialister ser ikke mennesker som brikker i samfundet. Vi ser mennesker som mål i sig. Det er derfor, vi kæmper for at udjævne de uretfærdige forskelle, omverdenen har skabt. ■

 

Vi socialister ser ikke mennesker som brikker i samfundet. Vi ser mennesker som mål i sig. Det er derfor, vi kæmper for at udjævne de uretfærdige forskelle, omverdenen har skabt
_______

 

Systemkritisk Netværk er en netværksorganisation, som har til formål at styrke den reelle, kritiske venstrefløjs argumenter i kampen for et retfærdigt samfund.
Kjartan Sveistrup Andsbjerg (født 1992) er uddannet antropolog fra Københavns Universitet og har blandt andet lavet feltarbejde om individualisme og de moralopfattelser, som får ulighed til at virke retfærdigt.
Camilla Garder (født 1989) er uddannet antropolog og har en MA i mellemøststudier. Hun har blandt andet arbejdet med, hvordan tilskrevne identitetsmarkører, særligt køn og etnicitet, påvirker individers subjektopfattelser.
Anne Vraa-Jensen (født 1992) har en BA i statskundskab og studerer på kandidaten Global Studies & International Development Studies. Hun har primært arbejdet med (international) uddannelsespolitik og faglige rettigheder og organisering.
Asmus Rungby (født 1991) er PhD-stipendiat ved Institut for Antropologi på Københavns Universitet, hvor han forsøger at forbinde klassisk filosofi, kritisk teori og post-strukturalisme for at forstå, hvordan moderne selver opstår i demokratiske kontekster.
ILLUSTRATION: En aktiehandler arbejder på New Yorks aktiehandel, 31. maj 2019 [foto: Xinhua/Wang Ying/Scanpix]