08.05.2019

Den seneste runde af konflikten på Gazastriben har en række aktuelle årsager, men ellers er alt ved den sædvanlige voldsspiral, som bliver ved med at hærge Israel/Palæstina.

Af Hans Henrik Fafner

TEL AVIV – Omkring månedsskiftet fik de palæstinensiske fiskere fra Gazastriben mindre plads at sejle på. Israel strammede igen grebet, så fiskerne nu kun må bevæge sig 6 sømil ud fra kysten. En måned forinden, den 1. april, var deres bevægelsesfrihed ellers blevet udvidet til 11 sømil fra kysten. Dette var en del af den våbenhvileaftale Israel og Hamas-styret på Gazastriben var ved at få i stand efter den seneste konfrontation i marts, men lige pludselig var man tilbage ved udgangspunktet.

Situationen på Gazastriben ligner igen den endeløse spiral af vold og gengældt vold. I den seneste runde kæntrede den spinkle ro, efter at en af de militante grupper på Gazastriben affyrede en hjemmebygget raket mod Israel. Skaden var begrænset, men Israel reagerede straks ved at stramme blokaden. Den første fredag i maj eskalerede det, da en palæstinenser ved den ugentlige demonstration ved grænsehegnet åbnede ild og sårede to israelske soldater. Senere på dagen blev to væbnede medlemmer af Hamas dræbt under et israelsk flyangreb, og lørdag formiddag begyndte gruppen Islamisk Jihad at skyde med raketter. I de næste par døgn blev det til næsten 700 raketter og israelske bombeangreb. Fem israelere og et ukendt antal palæstinensere mistede livet, og så trak parterne sig ind i en ny våbenhvile på nøjagtig ligeså usikre og skrøbelige betingelser som den forrige.

Tilsyneladende intet nyt under solen. Det hele er set før, og voldens cyklus synes at følge den velkendte drejebog. Alligevel spørger man sig selv, hvorfor det sker? Raketterne kom mindre end en måned efter den forudgående konfrontation, og de igangværende våbenhvileforhandlinger gjorde tilsyneladende fremskridt.

 

Tilsyneladende intet nyt under solen. Det hele er set før, og voldens cyklus synes at følge den velkendte drejebog. Alligevel spørger man sig selv, hvorfor det sker?
_______

 

Ro inden Melodi Grand Prix
Flere israelske kommentatorer var hurtigt ude med svar: Lørdag den 18. maj vil en stor del af verdens tv-seere have blikket rettet mod Tel Aviv, hvor byen på denne aften lægger hus til den store afslutning på det årlige Melodi Grand Prix. For Israel er det en unik lejlighed til at vise sig fra sin bedste side, og selv om boykotbevægelsen har søgt at spænde ben for arrangementet, tegner det til at blive en stor aften. Ifølge analysen er det premierminister Benyamin Netanyahu magtpåliggende at forhindre, at nogen sætter skår i glæden, og dette er netop, hvad man kan forvente sig fra de militante grupper på Gazastriben. Så ifølge dén logik har det sin fordel at få dem banket på plads allerede nu.

Men der er naturligvis en noget bredere sammenhæng.

Israelerne gik til valg den 9. april, og mod mange forventninger – og til lige så manges store skuffelse – endte det med en sejr til Netanyahu. Hans Likud-parti gik i hvert tilfælde frem fra 30 til 35 af det israelske parlament Knessets 120 mandater.

Men det blev en betinget sejr af to årsager: Israels tidligere forsvarschef Benny Gantz debuterede som politiker, og det gjorde han med sit eget, nystiftede centrumparti, der har navnet Kahol Lavan. Det fik et stjernevalg, idet stemmerne rakte til 35 mandater. Eftersom Gantz har lovet at give den (formentlig) kommende Netanyahu-regering mange søvnløse nætter, står den israelske leder for første gang i mange år overfor en opposition, der vil være alt andet end tandløs. Hvordan Gantz vil bruge sin parlamentariske styrke vides endnu ikke, men der er tydeligt optræk til politisk drama.

Hertil kommer, at den kommende regeringskoalition vil tegne en klar højredrejning. Netanyahu hentede en god del af de ekstra mandater ved at gå på strandhugst på højrefløjen. Den nu tidligere undervisningsminister, Naftali Bennett, nåede slet ikke op over spærregrænsen med sit nystiftede parti, Det Ny Højre, og resten af højrefløjen, som det lykkedes at komme ind, står om muligt endnu mere splittet. For at få sit flertal i Knesset, skal Netanyahu snakke sig til rette med fem mindre partier, der alle står med stejle krav, og blandt dem er en ny konstellation med navnet Unionen af Højrepartier. Med i denne union er det lille parti, Otzma Yehudit (Jødisk Styrke), der er de ideologiske arvtagere efter den racistiske rabbiner Meir Kahane. Han skaffede sig en plads i Knesset ved valget i 1984, men daværende Likud-leder, Menachem Begin, afviste pure at samarbejde med Kahane og hans flok. Ved valget i 1988 blev kahanisterne forhindret i at opstille som følge af racisme, og i 1994 blev bevægelsen forbudt under den israelske terrorparagraf.

Otzma Yehudit beskrives som en mild udgave af Kahane, men de taler stadigvæk om etnisk udrensning af palæstinenserne, om end i mere diplomatiske vendinger. Mens Kahane således talte åbent om deportation af arabere, gælder dette drastiske skridt nu kun ”arabiske ekstremister”, hvilket lyder pænt, selv om definitionen af en ekstremist jo kan være stærkt elastisk. Det nye ved situationen er, at Netanyahu – i modsætning til Begin – åbent opfordrer til parlamentarisk samarbejde, og dette har ikke uventet ført til skarpe reaktioner blandt palæstinensiske ledere.

 

Blandt palæstinenserne i Israel og på Vestbredden og Gazastriben er man af nemlig den opfattelse, at Netanyahus styre med tiden er blevet mere racistisk
_______

 

Trumps fredsplan er en joker
Blandt palæstinenserne i Israel og på Vestbredden og Gazastriben er man af nemlig den opfattelse, at Netanyahus styre med tiden er blevet mere racistisk. I den optik kan man derfor se den seneste runde i konflikten på Gazastriben som en kommentar til den igangværende israelske regeringsdannelse.

Palæstinenserne har åbenlyst flere gode grunde til at føle sig kørt ud på et sidespor, og det er i udpræget grad tilfældet for befolkningen på Gazastriben. Israels stramme blokade af enklaven har været i kraft siden 2007, og der er ingen udsigt til lindring. Tværtimod har palæstinensernes velbefindende udsigt til overhovedet ikke at komme i betragtning i de kommende måneder. Præsident Trump, der for et år siden anerkendte det samlede Jerusalem som Israels hovedstad, og i forbindelse med den israelske valgkamp gav Netanyahu en tiltrængt håndsrækning ved at anerkende den israelske annektering af de syriske Golanhøjder, vil efter sigende lancere sin længe ventede fredsplan for Mellemøsten i juni. Han har endnu ikke løftet sløret for planens grundtræk, men den menes at fravige princippet om en tostatsløsning og foreslå israelsk annektering af store dele af Vestbredden. Tanken om en palæstinensisk stat er altså i bedste fald stærkt reduceret.

Ny palæstinensisk leder
En kilde til Gazastribens dybe vrede skal imidlertid også findes på Vestbredden. Lige siden 2007, hvor Israel reagerede på Hamas magtovertagelse på Gazastriben ved at iværksætte blokaden, har bevægelsens forhold til Fatah, der sidder på styret på Vestbredden, været kriseramt. I Ramallah har selvstyrepræsident Mahmoud Abbas søgt at bevare roen på Vestbredden gennem samarbejde med skiftende israelske Netanyahu-regeringer, og i denne indsats har han i stigende grad ignoreret Hamas og Gazastriben. Dette har i øvrigt passet Netanyahu godt, fordi hans betingelse for at indlede en ny fredsdialog er palæstinensisk samling, som altså kun er blevet mere fjern.

I april søgte Abbas at dæmme op for voksende lokal utilfredshed ved at udpege en ny palæstinensisk regering under ledelse af Muhammed Shtayyeh. Shtayyeh er økonom og har blandt andet lovet at dementere beskyldninger mod den politiske ledelse for hedonisme ved ikke at købe nye ministerbiler i forbindelse med skiftet.

Den nye premierministers løfter er dog ren lagkagepynt i øjnene på befolkningen på Gazastriben øjne, og i øvrigt ses han som en fortsættelse af den samarbejdspolitik, som Mahmoud Abbas står for. Så set fra Gazastriben tjener regeringsskiftet i Ramallah til at legitimere selvstyret overfor verdensopinionen, mens Gaza køres endnu længere ud på sidesporet.

Det er derfor, at Qatar i det sidste år er kommet til at spille en stor rolle i spørgsmålet om Gazastriben. Det stenrige emirat i Den Persiske Golf har længe været på kollisionskurs med sine olierige naboer, og det skyldes ikke mindst, at landet længe har ført en stærkt aktivistisk udenrigspolitik. Denne indbefatter blandt andet støtte til den libanesiske Hizbollah-bevægelse, og på det seneste har det også fået stor opmærksomhed, at Qatar er begyndt at sende store dollarbeløb i kontanter til Hamas på Gazastriben. Pengene skulle bruges til at aflønne områdets offentligt ansatte og til humanitær bistand, men ikke uventet mødte ordningen straks mistanke om også at støtte terror og væbnede aktiviteter.

Som resultat fik Israel og Egypten i fællesskab standset pengetilførslen. Israel gjorde det som en del af blokaden, og Egypten fordi styret i Cairo ser Hamas som en nær slægtning af sin egen indre fjende, Det Muslimske Broderskab. Resultatet var en yderligere forarmelse af Gazastriben, og helt aktuelt ramte det sammen med begyndelsen på Ramadan, den muslimske fastemåned.

 

På Gazastriben ved man godt, at omfanget af den israelske reaktion afhænger af, hvor mange raketter der bliver affyret og hvor langt. Man ved også, at man skal undgå at ramme Tel Aviv
_______

 

Fiskernes store betydning
Det er denne fastlåste situation, Gazastriben befinder sig i, og på mange måder kan man sige, at konflikten her befinder sig i et ægte Catch-22; et dilemma uden nogen god udvej.

På den ene side kommer den palæstinensiske raketbeskydning som en naturlig reaktion. Normalt er det Islamisk Jihad, der tager initiativet, men meget hurtigt ser Hamas sig nødsaget til at spille med. Hamas ser normalt ikke noget formål i en ny konfrontation med Israel, men kan på den anden side ikke sidde stille, fordi det fører til anklager om manglende initiativ. Alle ved, at den israelske reaktion vil komme. Og man ved også, at det hele følger ganske bestemte uskrevne regler. På Gazastriben ved man godt, at omfanget af den israelske reaktion afhænger af, hvor mange raketter der bliver affyret og hvor langt. Man ved også, at man skal undgå at ramme Tel Aviv.

Israelerne ved ligeledes, hvor langt de kan gå. På den ene side er Netanyahu nødt til at reagere for at tækkes sine partnere på højrefløjen, og dette er endnu mere tydeligt i en tid, hvor han er ved at sammensætte sin næste regering. På den anden side ved han også, at de militære operationer skal holdes indenfor visse rammer, fordi en overreaktion vil føre til international fordømmelse. Derfor tegner billedet sig på nogenlunde samme vis ved hver runde, idet parterne vender tilbage til nogenlunde samme udgangspunkt. Man er med andre ord ikke kommet videre de sidste mange år og kan derfor sætte sig og afvente konfliktens næste, voldelige sammenstød.

Det er hér, Gazastribens fiskere har en symbolbetydning. Områdets landbrug er stærkt reduceret, og industrien, der tidligere sørgede for lokale arbejdspladser, er stort set borte. Eksporten af varer er mere eller mindre ophørt. Tilbage er fiskeriet, der altid har været et vigtigt erhverv på kysten. Der er i dag omkring 4.000 fiskere, som står ud fra havnen i Gaza By og fra et antal steder, hvor bådene trækkes op på stranden. Andre 1500 personer er beskæftiget i tilknyttede erhverv.

Oslo-aftalerne fra 1993 forpligtede Israel til at give Gazastribens fiskere adgang til farvandet helt ud til 20 sømil fra kysten. Det hænger sammen med, at kystområdet er relativt lavvandet, og at det dybere vand med de store fiskeforekomster begynder omkring 10 sømil fra kysten. I år 2000 erklærede Israels daværende premierminister, Ehud Barak, at naturgasforekomsterne i havet ud for Gazastriben tilhører palæstinenserne, men hvad fiskeriet angår, er Oslo-aftalerne aldrig blevet implementeret. Vi skal helt tilbage til 1980’erne for at finde palæstinensiske fiskere, der frit kunne sejle ud og hente de gode fangster. Dette står stadig mejslet i manges erindring, og det er en af grundene til, at adgangen til Middelhavet er blevet til et lokalt symbol på den frihed, der gang på gang begrænses. ■

 

[Gazastriben] landbrug er stærkt reduceret, og industrien, der tidligere sørgede for lokale arbejdspladser, er stort set borte. Eksporten af varer er mere eller mindre ophørt
_______

Apropos denne artikel:

Anne Kirstine Rønn i RÆSON SØNDAG: Assad er væk, Iran er optaget og Israel er i offensiven. Men Hizbollah har fortsat indflydelse i Libanon

Peter Birch Sørensen i RÆSONs nye trykte nummer: Skal vi frigøre os fra Kina – også hvis det går ud over klimaet?

Michael Hirsh: Det, vi ser, er et gennemgribende geopolitisk skift, som kan ændre verden, som vi kender den

Brasso og Foss i RÆSONs nye trykte nummer: Siden 2019 er EU’s fælles gæld mere end tidoblet – og nu mangler der igen penge

William Kotschenreuther Andersen: Bag Trumps grønlandsambition gemmer sig mere end personlig forfængelighed

Bertel Heurlin: Trump vil maksimere USA’s magt – og lykkes faktisk med det. Mange ser det ikke – men det gør Xi