10.05.2019

”Jeg tror, problemet er, at der er en masse lande, især UAE og Frankrig, der giver seriøs støtte til Haftar, men ikke ønsker, at det kommer frem, at de har to ansigter i den libyske konflikt. Én side, som siger, at de støtter FN, og en anden side, der støtter Haftar.”

Interview med Anas El Gomati, direktør for den libyske tænketank Sadeq Institut

Interview af Mikkel Jensen

RÆSON: Kan du kort skitsere den politiske situation i Libyen lige nu?
EL GOMATI: Den 4. april i år lancerede Khalifa Haftar, en feltmarskal med sin egen hær, der kontrollerer store dele af Libyen, en militær invasion mod hovedstaden Tripoli og den FN-støttede regering, som sidder på magten. Det foregik, alt imens FN’s generalsektrær, António Guterres, var i Tripoli for at annoncere sin opbakning til en national kongres mellem de stridende parter i Libyen, der skulle støtte et valg senere på året.

Situationen er nu, at Haftar har påbegyndt sin militære invasion af Tripoli. FN har været ude af stand til at fordømme eller sanktionere ham, fordi der er medlemmer af FN’s Sikkerhedsråd, der støtter ham. Symbolsk er det Rusland, der støtter ham, men i praksis er det De Forende Arabiske Emirater (UAE), som har været Haftars største militære støtte. UAE har arbejdet med tæt sammen med Frankrig, som også støtter Haftar og derfor har givet UAE adgang til sin vetoret i Sikkerhedsrådet. Det gør, at FN ikke har mulighed for at fordømme eller sanktionere Haftar. Herudover har Egypten også spillet en stor rolle, hvad angår militærstøtte. Det er sådan, situationen ser ud lige nu.

EU og G7 har ikke taget direkte afstand fra Haftar, men til gengæld har de fordømt de militære kampe, som foregår i Libyen. Herudover er der en lang række organisationer i Libyen, som har rapporteret om situationen i Tripoli.

RÆSON: Tror du, at det er muligt for Khalifa Haftar at erobre Tripoli?
EL GOMATI: Nej, for han mangler folkelig opbakning. Han tilbyder myten om autoritær stabilitet, og det er folk skeptiske over for. Han fortalte det internationale samfund, at han nærmest uden videre kunne vandre ind i Tripoli og stabilisere landet, men virkeligheden er, at for alt, hvad Haftar rører, og hvor end han træder ind, skal han kæmpe en hård krig, og det forårsager en hel del tilskadekomne civile. Eksempelvis medførte hans tidligere militære invasion i Benghazi [stor by i det nordøstlige Libyen, red.] over 100.000 fordrevne og flere tusinder døde. Så ideen om, at han kan tage Tripoli uden problemer og skabe stabilitet, er en myte.

Derudover er de grupper, som er modstandere af Haftar, meget magtfulde. Haftar forstillede sig, at han ville finde en opsplittet og svag opposition i Tripoli og en masse grupper, der bekæmpede hinanden over magt og rigdom, men det var ikke det billede, som mødte ham. Da han kom til Tripoli, udgjorde majoriteten af grupperne et fælles forsvar for byen, selv de som kæmpede mod hinanden. De dannede fælles front, da de absolut foragtede Haftar og hans politiske projekt.

Dette politiske projekt er, at han vil tilbageføre landet til et militærstyre og fjerne de basale frihedsrettigheder, som det libyske folk har betalt dyrt for de seneste otte år. Det er rettigheder som ytringsfrihed og muligheden for at kritisere sin egen regering. Det er ofte rettigheder, som man tager for givet, men i Libyen er det helt nye rettigheder, som folk ikke er interesserede i at miste. Det er derfor ikke kun de militære grupper i Tripoli, der gør modstand, men også de civile er begyndt at gribe til våben i kampen mod Haftar.

 

Dette er ikke blot en krig mellem Haftar og libyske modstandsgrupper. Det er en krig med mange fronter, diplomatisk og militært
_______

 

RÆSON: Så han har ikke den grundlæggende støtte i befolkningen?
EL GOMATI: Han har absolut ikke folkelig opbakning. Den marginale opbakning, han havde i hovedstaden, er også ved at forsvinde, siden det er kommet frem, at UAE har affyret missiler mod Tripoli

Men dette er ikke blot en krig mellem Haftar og libyske modstandsgrupper. Det er en krig med mange fronter, diplomatisk og militært. FN’s Sikkerhedsråd skal af princip støtte den regering, som allerede er etableret, da det var FN, der udnævnte den. Men den diplomatiske støtte er langt fra optimal, da Haftar uden meget opmærksomhed – foruden den diplomatiske støtte – også har militær og økonomisk støtte fra en række af stater, særligt UAE, Egypten og Frankrig. UAE er den vigtigste faktor her, da landet har lavet sin første oversøiske militærbase i byen Al Khadim i det østlige Libyen. Her har de specialstyrker og en dronebase, som er under undersøgelse af den internationale straffedomstol ICC for eventuelle krigsforbrydelser og drab på det libyske folk.

UAE’s ønske er blot at have en regering i Libyen, der afspejler deres egen. Det er af essentiel betydning, at et land som Libyen i den arabiske verden ikke bliver et demokrati, da UAE frygter, at det kan lægge pres på deres eget monarki. Libyen er ikke bare et land i den arabiske verden, men landet er del af en region og en bølge mod demokratiske rettigheder, der startede for otte år siden. Der er nu lande, der forsøger at skabe anti-revolutioner mod den bølge. Men revolution betyder noget for det libyske folk, da de tror på værdierne og har kæmpet for dem.

Alligevel forsøger den franske regering, der taler om broderskab og frihed, at indsætte et diktatur i Libyen. Den aktuelle situation er noget, som dele af det internationale samfund skal bebrejdes for. Det libyske folk drømmer om, at de en dag kan få et stabilt land. Men der er lande i den arabiske verden, der er bange for, at Libyen kan blive det første olieproducerende land i den arabiske verden, som også er et demokrati. Det vil knuse myten om den autoritære stabilitet og myten om, at den arabiske verden ikke er klar til demokrati.

RÆSON: Hvad er Frankrigs interesse i Haftar?
EL GOMATI: Frankrigs interesse er af ren kommerciel karakter. Frankrig har en lang række militærkontrakter med UAE og Egypten og har solgt dem fly og militærudstyr i lange baner. Så det er mere af strategisk hensyn, fordi de deltager i de samme militære operationer med de lande, som de sælger våben til. Det virker til, at den franske regering går mere op i at få penge i kassen end i sine værdier.

 

På trods af at det har skabt tusindvis af internt fordrevne i Libyen, og tusinder er blevet dræbt, holder FN ikke fast i sine principper
_______

 

RÆSON: Du nævnte tidligere, at det internationale samfund bør bebrejdes for denne krise. Kan du uddybe din kritik nærmere?
EL GOMATI: FN’s Sikkerhedsråd vedtog en resolution i marts 2011 mod den daværende diktator Muammar Gadaffi, hvilket var baseret på doktrinen om ’Responsibility to Protect’, da den libyske befolkning var truet. Koalitionen kom, fjernede Gadaffi fra magten, og Libyen fik et regimeskifte, hvor de civile blev beskyttet. Nu bliver den regering, som de selv har indsat, angrebet, og landene fra koalitionen dengang – særligt de vestlige – kommer ikke og støtter den. På trods af at det har skabt tusindvis af internt fordrevne i Libyen, og tusinder er blevet dræbt, holder FN ikke fast i sine principper.

RÆSON: Der er flere internationale organisationer end FN i spil i landet. Hvad er deres rolle?
EL GOMATI: Det er korrekt, og FN’ Sikkerhedsråd er kun én mekanisme. Det er G7 og EU, som også kan sanktionere, og ingen af dem inkluderer Rusland. Jeg tror, problemet er, at der er en masse lande, især UAE og Frankrig, der giver seriøs støtte til Haftar, men ikke ønsker, at det kommer frem, at de har to ansigter i den her konflikt. Én side, som siger, at de støtter FN, og en anden side, der støtter Haftar.

RÆSON: Du har flere gange nævnt EU’s rolle. Hvad kan EU konkret gøre for at dæmpe konflikten?
EL GOMATI: EU kunne – hvis ikke Frankrig blokerede – sanktionere Haftar, og dermed ville Haftar ikke kunne rejse til Europa eller fx få et europæisk statsborgerskab, som han også har ansøgt om til sine børn. I den seneste uge har den FN-støttede regering anmodet om, at EU afviser enhver ansøgning fra Haftars familie om statsborgskab. Det var hans søn, Sadamm Haftar, der påbegyndte invasionen af Tripoli, og han har en lang række forbrydelser bag sig. Det ville svække Khalifa Haftar, og det er noget, som EU bør gøre.

 

Efter Haftar tog kontrollen med nogle områder og bombede sin vej igennem landet, er over en ottendedel af landets befolkning flygtet
_______

 

RÆSON: En del medier beskriver det her, som starten på en borgerkrig. Vil du karakteriserer det her, som en borgerkrig?
EL GOMATI: Dette er allerede den tredje borgerkrig på otte år. Men det er kun en del af historien blot at kalde det en borgerkrig. Det forklarer ikke noget. Det handler om, at folk, der aldrig tidligere har grebet til våben, nu pludselig er i krig. Det er en mobilisering og bevægelse i samfundet, som vil bekæmpe det styre, som Haftar står for. Hvis man ser på Khalifa Haftars historie, har han som minimum arbejdet for syv stater i løbet af sin 15 år lange karriere. Det er umuligt for det libyske folk at stole på en mand, som har skiftet side så mange gange. Han har været ude at kalde sine modstandere, inklusive den FN-støttede præsident, terrorister. Det er umuligt for det libyske folk at stole på, at den mand vil gå til forhandlingsbordet og finde frem til en politisk aftale.

RÆSON: Du har tidligere nævnt, at antallet af internt fordrevne i Libyen stiger. Tror du, at dette kan betyde en ny flygtningestrøm til Europa?
EL GOMATI: Ja, det er der bestemt chance for. For en del af de mennesker, der flygter fra Tripoli, allerede er flygtet fra den østlige del af Libyen til den vestlige. Efter Haftar tog kontrollen med nogle områder og bombede sin vej igennem landet, er over en ottendedel af landets befolkning flygtet. Hvor end Haftar tager hen, har det store menneskelige konsekvenser, og det gør, at migrationsbølgen kan blive foruroligende stor. Derfor er store dele af Libyen ramt af usikkerhed og manglende stabilitet.

RÆSON: Hvordan ser du fremtiden for borgerkrigen?
EL GOMATI: Som situationen er nu, hvor Haftar har tabt en del terræn, er hans landsoldater ikke særligt effektive. Derfor tror jeg, at det vil udvikle sig til tungere skyts og droner, hvilket vil få en meget større betydning. Han har ikke noget diplomatisk pres på sig, og den nuværende regering har næsten ingen støtte fra det internationale samfund. Hvis den internationale støtte til Haftar stopper, er der måske en mulighed for en politisk aftale. Men jeg finder det meget usandsynligt. ■

 

Som situationen er nu, hvor Haftar har tabt en del terræn, er hans landsoldater ikke særligt effektive. Derfor tror jeg, at det vil udvikle sig til tungere skyts og droner
_______

Apropos denne artikel:

Anne Kirstine Rønn i RÆSON SØNDAG: Assad er væk, Iran er optaget og Israel er i offensiven. Men Hizbollah har fortsat indflydelse i Libanon

Peter Birch Sørensen i RÆSONs nye trykte nummer: Skal vi frigøre os fra Kina – også hvis det går ud over klimaet?

Michael Hirsh: Det, vi ser, er et gennemgribende geopolitisk skift, som kan ændre verden, som vi kender den

Brasso og Foss i RÆSONs nye trykte nummer: Siden 2019 er EU’s fælles gæld mere end tidoblet – og nu mangler der igen penge

William Kotschenreuther Andersen: Bag Trumps grønlandsambition gemmer sig mere end personlig forfængelighed

Bertel Heurlin: Trump vil maksimere USA’s magt – og lykkes faktisk med det. Mange ser det ikke – men det gør Xi