29.04.2019

De mange skodsager, der tynger Alternativet, er et symptom på en underudviklet partiorganisation, der ikke har noget at stå imod med, når krisen rammer. Der er for få profiler og for lidt politik, og nu cirkler gribbene over Uffe Elbæks kaos-projekt. For på venstrefløjen er kampen om pladsen benhård.

Af Niels Jespersen

Når åbningstalen til et af partiernes landsmøder afholdes, er partiets aktuelle dagsform altafgørende. Er der fremgang i meningsmålinger og stigende medlemstal, skriver de mange journalister typisk rosende artikler, mens det modsatte gør sig gældende, når det går tilbage. Det sidste må siges at være tilfældet for Alternativet, hvis netop afholdte landsmøde i Odense har fået i særklasse dårlig presse.

For der er nok at tage fat i for journalisterne. Så meget at flere medier har indsat deciderede faktabokse om alle Alternativets skandaler i deres landsmødedækning. Alt fra sexovergreb over klimahykleri til regnskabsrod. Det kræver ikke engang nogen stor journalistisk indsats at afdække skandalerne; Alternativet har lækket som en si de seneste måneder.

Skandalerne udnævnes i de fleste analyser som hovedårsagen til Alternativets rutsjetur i meningsmålingerne, men selv om Alternativet er særligt hårdt ramt på den front, så forklarer de fleste analyser ikke, hvorfor skandalerne rammer så uforholdsmæssigt hårdt hos Folketingets yngste parti. Men det er den en grund til: Alternativet er nemlig særlig udsat, fordi partiet har svært ved at konkretisere sin politik og har forsømt at udvikle sine talenter. Til trods for at klimakrisen ifølge partiet er det altafgørende spørgsmål, så er Alternativet nærmest udsat for masseflugt. Halvdelen af folketingsgruppen har trukket sig eller trækker sig ved valget.

Det medfører, at når partiformand Elbæk rammes personligt af skandalesager, lider hele partiet. Manglen på løjtnanter betyder, at der ikke er nogen til at tage kuglerne, og hver gang partiet skal i offensiven, er det en tiltagende slidt Elbæk, der må sendes i marken. Problemet forværres ved, at partiet hverken har en robust partiorganisation eller et konkret veludviklet katalog af politik at falde tilbage på.

 

Manglen på løjtnanter betyder, at der ikke er nogen til at tage kuglerne, og hver gang partiet skal i offensiven, er det en tiltagende slidt Elbæk, der må sendes i marken
_______

 

Alternativet er nødt til at være i konstant bevægelse
Alternativet er derfor afhængigt af konstant bevægelse. Ligesom hajen der drukner, hvis den ikke bevæger sig. Vælgerne forventer utrætteligt noget nyt og spændende, og medlemmerne er motiverede af at være en del af et fællesskab. Problemet er, at både vælgere og medlemmer ikke har så meget til fælles ud over ønsket om noget nyt og anderledes. Det er nemt nok at blive enige om vigtigheden af klimaindsats, social balance, demokratisk gennemsigtighed og den slags, men det er svært at sætte ord på, hvad der præcis skal gøres. Det er derfor, Alternativet viger fra at konkretisere sin politik, for bliver det for tydeligt, hvad partiet egentlig ønsker på en række områder, vil det uvægerligt resultere i frafald.

Et godt eksempel er borgerløn – eller “ubetinget basisindkomst” – der fra starten har været et af partiets mærkesager. Her mere end fem år efter stiftelsen er det svært at blive klogere på, hvordan forslaget skal fungere i praksis. Går man ind på Alternativets hjemmeside, kan man finde en “vision” på et par sider, hvor der står om borgerlønnen, at det konkrete “niveau som finansiering skal undersøges af en arbejdsgruppe”. Denne arbejdsgruppe barslede med en rapport i november 2018, men blev resolut hældt ned ad brættet af folketingsmedlem Torsten Gejl for at være social skæv.

Den slags problemer er symptomatiske for mange af Alternativets vidtgående visioner. Det er svært ikke at træde nogen over tæerne, når man vil lave grundlæggende samfundsforandringer, og det har man ikke lyst til at gøre i et parti, der stadig bærer på et radikalt grund-DNA. I Alternativet ser man – modsat resten af venstrefløjen – ikke politik som en kamp mellem modsatrettede interesser. I stedet ønsker man i fællesskab at finde den objektivt gode løsning, der er til gavn for alle (hvilket typisk indebærer flere penge til ens egne kernevælgere).

Fraværet af et veludviklet politisk katalog og et stærkt organisationsapparat giver manøvredygtighed. Man er ikke bundet af besværlige vedtagelser og hovedbestyrelser, men det betyder også, at når krisen melder sig, har partiet ikke noget at stå imod med. Alternativet kører på begejstring – et højoktan brændstof, der kan generere eksplosive energiudladninger og tillade et parti at accelerere fra 0 til 100 på få sekunder. Bagsiden er, at man hurtigt kører tom, og Alternativet har de sidste fire år forsømt at finde alternative energikilder til sit eget partiapparat. Det er stadig Uffes evne til at begejstre, man falder tilbage på.

 

Fraværet af et veludviklet politisk katalog og et stærkt organisationsapparat giver manøvredygtighed. Man er ikke bundet af besværlige vedtagelser og hovedbestyrelser, men det betyder også, at når krisen melder sig, har partiet ikke noget at stå imod med
_______

 

På venstrefløjen er kampen for overlevelse nådesløs
Den fornyede uro i Alternativet iagttages med stor interesse på resten af venstrefløjen, for selv om man i det røde Danmark på overfladen dyrker en krammekultur, så er knivene aldrig gemt langt væk. Man skal ikke undervurdere, hvor mange på venstrefløjen der gerne ser Alternativet hen, hvor pebret gror. Det dårlige forhold til Socialdemokraterne er velbeskrevet, men man skal længere ud på venstrefløjen for at finde Alternativets hårdeste kritikere. Socialdemokraterne er groft sagt ligeglade med, om de 25-35 mandater til venstre for dem er alternativister eller trotskister. De borgerlige hepper på dem, der laver mest ballade. Der hvor der virkelig er noget på spil, er mellem Å og den fuldblodssocialistiske venstrefløj samt til dels De Radikale.

Konkurrencen er nemlig benhård på venstrefløjen, og den enes død er den andens brød. Venstrefløjens vælgere er nogle af de mest troløse, og de seneste fire valg har de bragt først De Radikale, så SF og nu Alternativet til storhed og fald. Kun Enhedslisten har formået at sikre en nogenlunde stabil fremgang.

Rollen som klassens klovn har indtil videre passet Alternativet fremragende, for det giver netop den underdog-position og kant til de etablerede partier, som en del af vælgerne efterspørger. Mediernes og konkurrenternes konstante evne til at undervurdere Alternativet og især Uffe Elbæk har været partiets store styrke. Svagheden er, at Å stadig ikke råder over meget andet end en karismatisk formand. Det betyder, at der hele tiden skal ske noget, der sætter Elbæk i centrum på en positiv baggrund. Lige nu sker det modsatte – med katastrofale resultater til følge.

Er Alternativet ligefrem på vej under spærregrænsen? Næppe. Som landsmødet trods alt viste, så er der stadig entusiasme og kampvilje i partiet, og Elbæk er stadig i stand til at begejstre en forsamling. Den evne får han god mulighed for at udfolde i en valgkamp, der allerede nu er en af de mest kaotiske i nyere tid. Det er værd at bemærke, at en af Alternativets bedste meningsmålinger nogensinde faldt lige efter valget af Trump i USA. Elbæk er god til at udnytte den slags begivenheder til at få opmærksomhed, og han er allerede ved at køre sig selv i stilling som leder af en anti-Paludan-alliance.

Men på sigt ser situationen ikke god ud for Alternativet. Hvis de dårlige meningsmålinger holder, risikerer de to profiler, partiet trods alt råder over, nemlig Caroline Magdalena Maier og nyopstillede Theresa Scavenius, slet ikke at blive valgt ind. Både Enhedslisten og De Radikale står til fremgang, og efter at Pia Olsen Dyhr har fået sat skik på SF, er det ikke megen plads til det lille gøgler-parti. Lige nu er der ikke andet at gøre end håbe, at Elbæk kan køre den hjem på charmen, men skal partiet have en reel fremtid, kommer det ikke uden om at konkretisere sine visioner og opbygge en organisation og nogle talenter, der kan supplere og med tiden tage over. ■

 

Lige nu er der ikke andet at gøre end håbe, at Elbæk kan køre den hjem på charmen, men skal partiet have en reel fremtid, kommer det ikke uden om at konkretisere sine visioner
_______

Apropos denne artikel:

Anne Kirstine Rønn i RÆSON SØNDAG: Assad er væk, Iran er optaget og Israel er i offensiven. Men Hizbollah har fortsat indflydelse i Libanon

Peter Birch Sørensen i RÆSONs nye trykte nummer: Skal vi frigøre os fra Kina – også hvis det går ud over klimaet?

Michael Hirsh: Det, vi ser, er et gennemgribende geopolitisk skift, som kan ændre verden, som vi kender den

Brasso og Foss i RÆSONs nye trykte nummer: Siden 2019 er EU’s fælles gæld mere end tidoblet – og nu mangler der igen penge

William Kotschenreuther Andersen: Bag Trumps grønlandsambition gemmer sig mere end personlig forfængelighed

Bertel Heurlin: Trump vil maksimere USA’s magt – og lykkes faktisk med det. Mange ser det ikke – men det gør Xi