21.04.2019

.

Naturligvis skal partiet Stram Kurs kunne afholde demonstrationer i lighed med alle andre. Den ret følger af Grundloven. Og om nødvendigt skal politiet sikre, at retten kan praktiseres af alle. Men i det øjeblik, partistifter Rasmus Paludan tænder lighteren, så må politiet pakke sammen og drage tilbage til politistationen.

Kommentar af Dennis Kristensen

Egentlig burde det ikke være så svært. Grundloven slår fast, at “enhver er berettiget til på tryk, i skrift og tale at offentliggøre sine tanker, dog under ansvar for domstolene. Censur og andre forebyggende forholdsregler kan ingensinde påny indføres.”

Den ret gælder også Rasmus Paludan, som selvfølgelig må have både sine forkerte meningers fulde mod og retten til at lufte dem offentligt. Det er lige her, at ytringsfriheden er universel og uantastelig. Men han skal ikke offentligt kunne træde andres ytringsfrihed under fode eller gennemføre sin private grundlovsstridige censur – heller ikke symbolsk.

Grundloven beskytter nemlig også alle andre end Paludan i retten til “på tryk, i skrift og tale at offentliggøre sine tanker”. Den ret skal Rasmus Paludan ikke kunne tage fra os andre med ildspåsættelse. Det er ikke politiets opgave at beskytte ham, når han – med den brændende bog i hånden – markerer en overtrædelse af Grundloven. For afbrænding af andres holdninger – herunder kontroversielle synspunkter, religiøse skrifter, omdiskuterede opdagelser og alt det andet, der gennem tiden er forsøgt undertrykt – udgør et angreb på ytringsfriheden.

Da han valgte at brænde koranen, valgte Paludan frivilligt at træde ind i den lange ubehagelige række af mørkemænd, der med ild og vold har forsøgt at undertrykke andres holdninger eller nye ideer og opdagelser op gennem verdenshistorien. Fra processen mod Sokrates i oldtidens Grækenland til afbrændingen af Salman Rushdies “De sataniske vers” i slutningen af 1980’erne. Henover den spanske inkvisition til Islamisk Stats afbrænding af 10.000 bøger og manuskripter fra biblioteket i den irakiske storby Mosul i 2010. Fra Luther, der brændte både den bandbulle, paven havde skrevet mod ham, og sine modstanderes skrifter i 1520 til et Sorø-folkebiblioteks afbrænding af Martin Andersen Nexøs “Pelle Erobreren” og øvrige værker i 1939.

 

Metoden – symbolsk afbrænding af bøger – handler grundlæggende om at sende et signal til anderledestænkende: Benhårde sanktioner venter forude, hvis de ikke retter ind
_______

 

Metoden – symbolsk afbrænding af bøger – handler grundlæggende om at sende et signal til anderledestænkende: Benhårde sanktioner venter forude, hvis de ikke retter ind efter de dominerende holdninger på bjerget. Det er en meget konkret trussel. Og det er censur.

Tyskland indledte i maj 1933 efter nazisternes magtovertagelse en afbrænding af jødisk og – efter nazisternes opfattelse – utysk litteratur i store mængder. Afbrændingen fandt sted ved det nazistiske studenterforbunds demonstrationer “imod den utyske ånd” landet over. I sin tale ved demonstrationen i Berlin sagde Joseph Goebbels, minister for propaganda og folkeoplysning, bl.a.: “Når I studerende benytter jer af retten til at kaste det åndelige smuds i flammerne, så må I også påtage jer pligten til at bane vejen for en virkelig tysk ånd i stedet for dette snavs. Ånden kan læres i livet og i auditorierne, og det fremtidige tyske menneske bliver ikke kun et bogmenneske, men også et karaktermenneske.”

Nazisternes Tredje Rige censurerede og ensrettede den offentligt tilgængelige viden og information til perfektion. Idéen om at ændre menneskers måde at tænke og handle på ved at fjerne uønskede informationer og uønsket viden fra deres rækkevidde er temaet i den amerikanske science fiction-forfatter Ray Bradburys roman “Fahrenheit 451”. Den foregår i et fremtidssamfund, hvor bøger er forbudte og skal udryddes, fordi den viden, der ligger i bøger, efter magthavernes opfattelse gør mennesker ulykkelige. Temperaturen Fahrenheit 451 svarer til 233 grader celsius – den temperatur, hvor papir antændes.

Rasmus Paludans parti Stram Kurs bygger på dét, partiet kalder etnonationalistisk utilitarisme. Oversat til almindeligt dansk skulle det ifølge partiet betyde “mest muligt lykke til flest mulige etniske danskere”. Dette mål skal nås dels ved tiltag, der skal sikre, at “det store flertal af beboerne i Danmark skal være danskere, der etnisk, sprogligt, religiøst, kulturelt og normativt bekender sig til samme eller beslægtede værdier”.

Og dels gennem såkaldt libertarianisme, der betyder mest mulig frihed til individet og mindst mulig eller ingen stat. Her må velfærdsstaten vige for den totale individuelle frihed, der er uforenelig med den fælles ansvarlighed for hinanden, som velfærdssamfundet bygger på.

Bogafbrænding er netop udtryk for, at afbrænderen – som en konsekvens af sin egen ubetingede ytringsfrihed – mener sig berettiget til at udslette andres tanker eller holdninger. Det er lige her, at Paludan angriber andre menneskers grundlovssikrede ytringsfrihed. Det angreb er ganske enkelt ikke foreneligt med demokrati og fællesskab. Det er derfor, vi bør foragte hans ildspåsættelser på samme måde, som de fleste af os foragter nazisternes bogafbrændinger. Og det er lige her, at vi andre ikke skal betale for at beskytte hans angreb på ytringsfriheden med politistyrker i endeløse baner. Opgaven er helt urimelig overfor betjentene, og regningen er uacceptabel for fællesskabet. Han og hans parti skal kunne både demonstrere og lave events under sikre forhold, men når lighteren kommer frem, så må festen stoppes. ■

 

[Paludan] og hans parti skal kunne både demonstrere og lave events under sikre forhold, men når lighteren kommer frem, så må festen stoppes
_______

 

Dennis Kristensen (f. 1953) er tidligere forbundsformand for FOA. Foto: René Schütze/Polfoto/Scanpix