13.04.2019

.

Igen og igen må vi konstatere: Uanset hvor mange penge skatteyderne investerer i den offentlige sektor, når de sjældent ned til dem, de egentligt var tiltænkt. Den velfærd, der burde være råd til i et rigt land som Danmark, forsvinder i bureaukrati.

Kommentar af Steen Holm Iversen, folketingskandidat, LA

”Hvis vi bare betaler lidt mere i skat, så forsvinder alle møgsagerne om den offentlige sektor!” Sådan lyder logikken hos Socialdemokraterne, Dansk Folkeparti og den øvrige venstrefløj. Vi skal bruge flere penge på børn, på ældre, på kollektiv trafik – ja, det er stort set alt i denne valgkamp, der er til salg. Ser man på meningsmålingerne, så kan man godt få det indtryk, at de fleste danskere lapper ”velfærdsnarkoen” i sig – men velvidende, at det ikke holder vand.

Den offentlige sektor er nødvendig. Den skal forsyne borgerne med den lange række tilbud og tjenesteydelser, som er nødvendige for, at vi som et civiliseret, vestligt og liberalt demokrati kan fungere, men i dag vokser den ukontrolleret og hænger som en møllesten om halsen på det danske samfund. Opbygningen af vores velfærdssamfund, som vi kender det i dag, har stået på siden 60’erne. Fra at være en tiltrængt forbedring har sektoren udviklet sig til noget, som de færreste havde forestillet sig.

Der er i dag stort set ingen grænser for, hvilke opgaver vi opfatter som selvfølgelige offentlige velfærdsydelser. Alt lige fra morgenvækning af teenagere til musikfestivaler og Tour de France-arrangementer er blevet offentliggjort samtidig med, at vi gerne overlader mere og mere ansvar for vores eget liv til det offentlige.

Absurditeterne står i kø, når de udstilles. Det overgår enhver forstand og enhver anstændighed, at man kan vælge at skære ned på ældre, handikappede og børn for i stedet at bruge penge på skihopbakker, bycykler, festivaler og kommunale prestigebyggerier.

 

Der tegner sig desværre et billede af en offentlig sektor, der befinder sig i en ledelses- og prioriteringsmæssig krise. Det har vi ikke råd til
_______

 

Det gælder også, når nogle af tidens største skandaler lægges oveni. Listen er lang: Skandalerne i Skat, satspuljeskandalen, skandalerne med kræftramte kvinder i region Midt- og Sjælland, skandalerne i de offentligt ejede forsyningsselskaber og habilitetsskandalerne i Forsvaret for blot at nævne nogle. Der tegner sig desværre et billede af en offentlig sektor, der befinder sig i en ledelses- og prioriteringsmæssig krise. Det har vi ikke råd til.

Skandalerne slider faretruende på befolkningens tillid til de offentlige ansatte. Danskerne har ellers tidligere ligget i den absolutte top, hvis man måler på tilliden til de offentlige myndigheder. Vi forventer at blive behandlet ordentligt. Vi forventer, at vores rettigheder bliver overholdt, og vi forventer også, at offentlige myndigheder efterlever landets love nøjagtigt, som vi borgere er pålagt at gøre. Problemet er blot, at det gør de offentlige myndigheder ikke længere.

En af hovedårsagerne til den offentlige sektors nuværende krise er det omfangsrige bureaukrati, der er ved at kvæle den. Trods alle forsøg på at afbureaukratisere den offentlige sektor – hvad enten vi taler om sygehuse, regioner eller kommuner – er det uafladeligt gået den modsatte vej.
Bureaukratibekæmpelsen bliver – på trods alle de mange flotte politiske statements og ord – til en fjern og meget ukonkret indsats, der grundlæggende bare udstiller den politiske uvilje imod at slippe kontrollen. Faktum er, at siden 1989 er antallet af love og regler tredoblet ifølge en analyse udført af den liberale tænketank CEPOS. Hvert år vedtager Folketinget mellem 1600 og 1800 nye love eller ændringer til eksisterende love.

Igen og igen må vi konstatere, at uanset hvor mange penge vi investerer i den offentlige sektor, når de sjældent eller aldrig ned til dem, de egentligt var tiltænkt. Langt de fleste af os forstår slet ikke omfanget af bureaukratiet, der har ramt os. Vi står undrende og måbende og ser på.

Det er en selvskabt plage. Ved valget i 2015 var Serviceloven (SL) udstillet i Industriens Hus. Den fyldte på daværende tidspunkt 24.000 sider alt inklusive. SL udgør hovedredskabet for de kommunalt ansatte, der skal udmåle service og hjælp over for de syge, de handikappede og de ældre. Den vokser helt af sig selv, men væksten hjælpes på vej af den politiske virkelighed, som den offentlige sektor agerer i.

 

Hvis sygehusvæsenet havde været en produktionslinje på en virksomhed i det private, ville værkføreren for længst været blevet fyret. Det sker yderst sjældent i det offentlige, for systemet gør det næsten umuligt at placere et ansvar
_______

 

Det danske sundhedsvæsen leverer ca. 40 mio. behandlingsforløb om året. Der er i de sidste 17 år investeret mere end 64 mia. ekstra i danskernes sundhed. Der er ansat omkring 6000 flere læger og knapt 6000 flere sygeplejersker alene på sygehusene. Alligevel er problemerne i sygehusvæsenet gigantiske og så udtalte, at det står klart for enhver, at vi slet ikke får det fulde udbytte af de mange ressourcer, som vi har tilført.

Hvis sygehusvæsenet havde været en produktionslinje på en virksomhed i det private, ville værkføreren for længst været blevet fyret. Det sker yderst sjældent i det offentlige, for systemet gør det næsten umuligt at placere et ansvar. Og prisen for den kaotiske, offentlige ineffektivitet betales hver måned af de danske skatteydere, der må give afkald på en urimelig stor del af deres løn til staten – uden at få den velfærdsservice, som bør kunne forventes i et land som Danmark.

Spørgsmålet er så: Hvad gør vi ved det?

Vi er nødt til at genoprette tilliden til den offentlige sektor. Vi er tvunget til at få styr på prioriteterne, og vi er tvunget til at prioritere kerneopgaven.

Det nuværende omprioriteringsbidrag har udlevet sin rolle. Der skal andre værktøjer til. Vi skal skabe en ny incitamentsstruktur. Men der er ikke mindst brug for en anden kultur, hvor udviklende og tværgående, helhedsorienterede initiativer belønnes, og ”laden stå til” straffes. Hvor god ledelse er dagens orden, og hvor den enkelte medarbejder anerkendes for sine kompetencer og udvises tillid.

Ansvaret skal gives tilbage til de faggrupper, der skaber velfærden, og der skal måles på kvalitet frem for kvantitet (selvom det er sværere at få ind i Excel‐arket.)

Den offentlige sektor skal først og fremmest bedømmes på brugertilfredsheden – og dertil også på medarbejdertilfredsheden.

Sidste år afrapporterede Ledelseskommissionen deres arbejde. Deres anbefaling var tydelig: ”Sæt borgeren i fokus”. Det er i sig selv tankevækkende, at det er nødvendigt at slå dét fast. Det viser, hvilken kulturel udfordring vi står overfor.

Det offentlige er til for borgeren. Incitamentsstrukturen i den offentlige sektor skal tvinges til at forstå, at det offentlige sundhedsvæsen kun bliver tilvalgt, hvis den kan levere den bedste behandling eller bedste omsorgsydelse, hvor og hvornår det passer borgeren. Pengene skal derfor følge borgeren og ikke som i dag sidde fast i et system, der fx har monopol på henvisninger til private leverandører. Danskernes ret til frit valg skal slås fast en gang for alle – sammen med kravet om, at man skal behandles med både rimelighed, anstændighed og ikke mindst: respekt.

Det er ikke manglen på penge, der er den offentlige sektors udfordring. Og derfor bliver problemerne bliver ikke løst af en milliard mere eller mindre! ■

 

Det er ikke manglen på penge, der er den offentlige sektors udfordring. Og derfor bliver problemerne bliver ikke løst af en milliard mere eller mindre!
_______

 

Steen Holm Iversen (f. 1964) er spidskandidat til Folketinget for Liberal Alliance i Sydjylland samt medlem af Varde Byråd. ILLUSTRATION: Officielt pressefoto.