05.04.2019

I Storbritannien har befolkningen, parlamentet og regeringen siden folkeafstemningen i juni 2016 været splittet i spørgsmålet om det fremtidige forhold til EU. Det er derfor ikke de øvrige EU-landes ønsker om “hævn” over Storbritannien, der har forhindret en aftale – det er den manglende indbyrdes enighed i landet.

Kommentar af Niels Pultz

DF’S SPIDSKANDIDAT TIL EUROPA-PARLAMENTET, Peter Kofod, skrev 26. marts en EU-kritisk kommentar i RÆSON om Brexit-forhandlingerne. Her spurgte han: “Hvorfor skulle der ikke kunne være et alternativ til det EU, vi kender”?

Det er et godt spørgsmål. Det kunne være interessant med et lige så godt svar, men det kan man ikke finde i artiklen. Måske bortset fra formuleringen om et handelssamarbejde som en mellemting mellem “EU” og “ikke-EU”. Tænker han på, at Storbritannien kunne vælge mellem Norge- eller Schweiz-modellen eller en helt tredje model?

Kofod skriver også, at det er helt forkert, “når EU’s topfolk i al deres bitterhed over briternes afvisning af deres ideologiske projekt er mere optagede af at hævne sig på Storbritannien og straffe dem mest muligt”, og tilføjer at “ingen har interesse i et hårdt Brexit – og altså heller ikke EU. Det er i alles interesse, at Storbritannien får en så god aftale som muligt”.

Han nævner ikke, hvori de øvrige 27 EU-landes hævn og straf består, eller hvad der i hans øjne skal til for, at Storbritannien får en så god aftale som muligt. Jeg går ikke ud fra, at han mener, at alle de øvrige EU-lande, inklusive Danmark, skal lægge sig fladt ned og give Storbritannien alle de fordele og betingelser, de peger på? Det sker vist heller ikke i forhandlinger i det danske folketing.

FORUD FOR BREXIT-FOLKEAFSTEMNINGEN i juni 2016 bad tidligere premierminister David Cameron om fire ting: For det første skulle ikke-eurolande beskyttes mod den forventede yderligere integration blandt eurolandene. For det andet skulle EU gøres mere konkurrencedygtigt, især gennem en styrkelse af det indre marked på områder som den finansielle sektor, hvor Storbritannien står meget stærkt. For det tredje skulle Storbritannien ikke længere være omfattet af traktatens omtale af “en stadigt snævrere union”. For det fjerde ønskede han at begrænse adgangen til velfærdsydelser for vandrende EU-borgere.

Cameron fik indrømmelser på alle fire områder. Man kan altid diskutere, om han burde have haft mere, men en forhandling er altid “give and take”. Når Cameron ønskede at få styrket sine egne interesser, såsom den finansielle sektor, kan man vel ikke fortænke andre EU-lande i også at ønske at sikre nogle af deres? Derudover er det værd at huske på, at Storbritannien kunne have benyttet sig af den overgangsordning for arbejdstagere fra de nye østeuropæiske medlemslande, der var mulighed for i op til syv år efter deres optagelse i EU i 2004. Men det ønskede den daværende regering ikke.

Så at hævde, at EU efterfølgende har været mere ude på at hævne sig og straffe Storbritannien mest muligt, forekommer helt ude af proportioner. Mange vil derimod hævde, at det slet ikke har været nødvendigt at hævne sig. Det har Storbritannien helt selv klaret.

 

Man kunne have forventet, at siden den britiske regering valgte netop dette tidspunkt, var det, fordi den følte sig klar med hensyn til sine ønsker for udtrædelsen og det kommende samarbejde. Men som det har stået klart for alle siden, er der ingen klarhed over, hvad briterne ønsker sig
_______

 

Den tidligere britiske EU-ambassadør, Sir Ivan Rodgers, bemærkede i en tale den 23. maj 2018, at Storbritannien i forvejen havde en helt unik position i EU: Et forbehold for såvel den monetære union som for Schengen-samarbejdet og med mulighed for at vælge lige præcis de områder inden for det retlige og indre samarbejde, man ønskede at deltage i.

DET VAR IKKE EU, men Camerons efterfølger, premierminister Theresa May, der valgte datoen for at formalisere ønsket om at forlade EU. Det gjorde hun som bekendt den 29. marts 2017 – dvs. mere end ni måneder efter folkeafstemningen. Man kunne have forventet, at siden den britiske regering valgte netop dette tidspunkt, var det, fordi den følte sig klar med hensyn til sine ønsker for udtrædelsen og det kommende samarbejde. Men som det har stået klart for alle siden, er der ingen klarhed over, hvad briterne ønsker sig. Befolkningen, parlamentet og regeringen har været og synes fortsat dybt splittede om hvilken kurs, der er den rigtige for landet. Det kan man vel ikke bebrejde andre?

Når Peter Kofod skriver, at “ingen har interesse i et hårdt Brexit”, er det ikke korrekt. Fløjen af “hårde Brexiteers” som Nigel Farage, Jacob Rees-Mogg og Boris Johnson har ikke lagt skjul på, at dét netop er deres ønske – og de har gjort livet surt for Theresa May siden dag ét. Theresa May har haft som førsteprioritet at forlige sit eget parti fremfor at finde en løsning, der kunne samle flertal i Underhuset – uden held.

I sin toneangivende tale i Firenze 22. september 2017 nævnte May bl.a., at et væsentligt træk ved EU er den sammenlægning af suverænitet, der giver mulighed for et hidtil uset dybtgående samarbejde – hvilket medfører særlige fordele. Og som hun udtrykte det: Et sådant samarbejde medfører også, at når lande er i mindretal, må de nogle gange acceptere beslutninger, som de ikke ønsker! Og det er det, man fra britisk side har besluttet, at man ikke længere vil være en del af.

 

Som vi alle har kunnet observere i den forløbne periode, så er der i britisk politik ingen tradition for at indgå kompromiser – man er trods alt baseret på et valgsystem, hvor “the winner takes all”!
_______

 

DET VAR THERESA MAY og ikke EU27, der definerede de britiske røde linjer for forhandlingerne om udtræden af EU, nemlig 1) ingen hård grænse mellem Irland og Nordirland, 2) udtræden af EU’s toldunion og indre marked samt 3) et Brexit, der omfatter hele Storbritannien og Nordirland. Men en samtidig opfyldelse af alle tre røde linjer er umuligt, hvilket også bliver påpeget i den interne britiske diskussion: Hvis man ønsker at undgå en hård grænse og have en frihandelsaftale med EU i stil med fx EU’s Canada-aftale, så kan handelsaftalen kun omfatte Storbritannien og ikke Nordirland, fordi en sådan handelsaftale ville nødvendiggøre en eller anden form for fysisk kontrol ved den irske-nordirske grænse.

Det kan være, at man engang finder en eller anden teknologisk løsning, som vil kunne overflødiggøre en sådan kontrol. Den er bare ikke fundet endnu. Og Mays lille nordirske støtteparti, DUP, har vetoet ethvert skridt, der kunne flytte kontrollen fra den irske grænse til et sted i Det Irske Hav.

Mays første røde linje om den irske grænse er i øvrigt helt sammenfaldende med EU’s og ikke mindst Irlands ønske for forhandlingerne. Netop Irland har også forstået, at man som lille land kan opnå langt større gennemslagskraft i sine forhandlinger og interessevaretagelse, når man deler sin suverænitet med andre.

Som vi alle har kunnet observere i den forløbne periode, så er der i britisk politik ingen tradition for at indgå kompromiser – man er trods alt baseret på et valgsystem, hvor “the winner takes all”!

Vi har i de seneste par uger også kunnet følge, at ingen af de mange afstemninger i Underhuset, om de lige så mange forskellige løsninger, har kunnet mønstre noget flertal. Og det kan man vel ikke bebrejde os andre?

Så kære Peter Kofod: En første forudsætning for, at briterne kan få en aftale med EU, er, at de kan blive enige med sig selv om, hvilket fremtidigt samarbejde de ønsker. Man kan håbe, at Theresa Mays og Labour-leder Jeremy Corbyns første fælles forsøg på at nå til en sådan enighed – næsten tre år efter folkeafstemningen – vil bære frugt. ■

 

En første forudsætning for, at briterne kan få en aftale med EU, er, at de kan blive enige med sig selv om, hvilket fremtidigt samarbejde de ønsker
_______

Apropos denne artikel:

Vestenskov & Streubel-Kristensen i RÆSON SØNDAG: Eufori og et væltet diktatur fører oftere til borgerkrig end politisk stabilitet

Hendricks & Møller-Sørensen i RÆSONs nye trykte nummer: Elon Musk har sigtet efter stjernerne. Nu er verdensherredømmet inden for rækkevidde

Mads Dalgaard Madsen i RÆSONs nye trykte nummer: Velkommen til Donald Trumps Washington

Geopol med Mikkel Vedby og Lars Struwe: Hvilke kriser venter i 2025?

Trine Pertou Mach (EL): Bør vi stadig være parate til at følge USA ud over kanten?

Asger Røjle i RÆSONs nye trykte nummer: Kim Jong-uns hidtil mest risikable beslutning