19.03.2019

Det knager og brager i det transatlantiske forhold i disse år. Vidt forskellige tilgange til multilaterale organisationer og alliancer presser relationerne, men der er også behov for, at vi europæere ser indad, erkender virkeligheden og beslutter os for, om vi vil investere det nødvendige for at sikre fællesskabet i NATO.

International kommentar af Philip Chr. Ulrich

Dette års sikkerhedspolitiske topmøde i München understregede, at det transatlantiske forhold er presset. De europæiske regeringer og Trump-administrationen har vidt forskellige tilgange til multilaterale organisationer og aftaler. Fx er USA under Trump trådt ud af atomaftalen med Iran uden en plan for, hvordan man vil sikre international støtte til sin linje, og nu er amerikanerne endt med en strategi om at lægge maksimalt pres på sine europæiske allierede om at følge trop. Energipolitisk forstår Trump-administrationen ikke behovet for at bruge milliarder af dollars på at afskrække Rusland i en sikkerhedspolitisk sammenhæng for derefter at se europæiske allierede gøre sig afhængige af energi fra selvsamme Rusland. Listen over transatlantiske uoverensstemmelser kunne fortsætte længe.

Helt centralt i det dårlige forhold står dog spørgsmålet om NATO. Her har Trump-administrationen skruet markant op for retorikken over for de allierede i forhold til tidligere amerikanske administrationer. Men Trump har fat i noget: Når det kommer til spørgsmålet om sikkerhedspolitisk byrdedeling, så ligner den europæiske reaktion på dette pres mest af alt truslen fra en fornærmet teenager om at ville flytte hjemmefra efter at være blevet konfronteret med et krav om at bidrage til husstandens daglige gøremål. Men som med så mange andre teenageplaner virker det til, at der mangler en plan for, hvordan det kan være bedre og billigere at flytte hjemmefra end at bidrage til den etablerede husstand.

 

Trumps kritik af multilaterale samarbejder som NATO og FN bunder i en opfattelse af, at USA’s interesser er druknet i disse sammenhænge
_______

 

Noget for noget
Trumps kritik af multilaterale samarbejder som NATO og FN bunder i en opfattelse af, at USA’s interesser er druknet i disse sammenhænge. USA har kort og godt ikke fået nok udbytte af sin politiske, økonomiske og militære overlegenhed.

Det er også i dette lys, at vi skal se præsident Trumps nyeste forslag om, at USA’s allierede skal betale de fulde omkostninger for at have amerikanske styrker stationeret i deres lande – plus 50 pct. oven i. For præsidenten er der tale om en transaktion mellem USA og de allierede, og gennem de sidste mange år har amerikanerne trukket det korteste strå. Det er samme anke, som præsidenten udtrykt over for USA’s militære operationer i Mellemøsten: Hvad har USA fået ud af det? I hvert fald ingen økonomiske gevinster. Derfor har han gentagne gange foreslået en form for besættelse og overtagelse af naturressourcer i de lande, hvor USA har tropper udsendt.

Ud fra denne transaktionelle tankegang er NATO særligt ufordelagtig at være medlem af for USA. Den skinner også tydeligt igennem i Trumps kritik af organisationen. Han har sat spørgsmålstegn ved NATO, fordi de allierede ikke lever op til kravet om 2 pct., og hans løsning på det problematiske forhold er enkel: De europæiske lande skal bruge 2 pct. af deres BNP på deres forsvarsbudgetter, og så er der ikke nogen tvivl om USA’s opbakning til Artikel 5. Men hvis de europæiske allierede ikke vil leve op til det man fra amerikansk side anser som en aftale, hvorfor skal USA så?

Flere europæiske lande erkender med rette, at de ikke når de 2 pct. – det er ikke politisk realistisk. Men hvad stiller man så op? Når man ikke har et godt svar på det, så er det nemmere at stille sig op til en international sikkerhedskonference og prædike til koret om behovet for international solidaritet og samarbejde, som fx kansler Angela Merkel gjorde i München.

Det er dog også vigtigt at se på den reelle støtte til NATO: Det transatlantiske forhold som dukker op, når man skræller tweets og politiske udtalelser væk. Set med disse briller har den amerikanske støtte til NATO været usvækket, siden præsident Trump kom til. Der er bevilget flere penge til den amerikanske Operation Atlantic Resolve, som skal støtte europæiske allierede og afskrække Rusland, og USA deltager aktivt med militære styrker til NATO-øvelser og er aktiv i maritime operationer i Østersøen og Sortehavet. I hverdagen har man altså kun set kontinuitet. Meget har været bundet op på tidligere forsvarsminister James Mattis og hans vilje til at se igennem fingre med de europæiske allieredes manglende 2 pct.-forbrug på forsvarsbudgetterne. Han gik imidlertid af i december sidste år, så det interessante bliver, hvor meget hans afgang vil betyde.

 

Mange sidder fast i et billede af USA’s militære kapaciteter, som hører mere hjemme i 1990’erne end i nutiden
_______

 

En manglende europæisk erkendelse af virkeligheden
Der mangler samtidig en større erkendelse hos mange europæere, når det kommer til amerikansk magt. Mange sidder fast i et billede af USA’s militære kapaciteter, som hører mere hjemme i 1990’erne end i nutiden.

Ifølge en rapport fra en tværpolitisk kommission for Kongressen står det ikke godt til for USA’s militære overlegenhed, som man ellers har antaget som en selvfølge på begge sider af Atlanten i næsten 30 år. Allerede i 2012 udgav Obama-administrationen en ny national sikkerhedsstrategi, som lagde vægt på en nødvendig rebalancering af amerikansk udenrigs- og sikkerhedspolitik. Hele præsident Obamas udenrigspolitik var baseret på en erkendelse af, at grundet de store økonomiske tab som konsekvens af finanskrisen og to store uafsluttede landkrige i Mellemøsten, så var USA ikke længere en ubestridt og almægtig supermagt. Man var skeptisk over for, hvad USA kunne opnå gennem sin militære magt, og man erkendte, at man havde markant færre ressourcer end tidligere til at agere global leder. Det var derfor, præsident Obama lagde op til større byrdedeling med USA’s allierede over hele verden og intensiveret arbejde gennem multilaterale organisationer. Man lagde op til, at europæerne nu kunne blive “sikkerhedsleverandører” i stedet for “sikkerhedsforbrugere”.

Den fremgangsmåde var USA’s mulighed for at fastholde et globalt lederskab i en tid med begrænsede ressourcer. Men europæerne overså elementet med begrænsede ressourcer – noget som også overses i meget af den kritik, der findes af præsident Obamas udenrigs- og sikkerhedspolitik.

I modsætning til den tilgang står præsident Trumps doktrin om “America First”, hvor USA bedst sikrer sig selv ved at fokusere på sig selv og ikke indgå i alliancer, hvor man udnyttes af snyltende allierede.

 

Vi europæere skal heller ikke tro, at præsident Trumps skepsis over for USA’s aktivistiske rolle i verden er et forbigående fænomen
_______

 

Skepsis er ikke noget nyt – ej heller en døgnflue
Vi europæere skal heller ikke tro, at præsident Trumps skepsis over for USA’s aktivistiske rolle i verden er et forbigående fænomen.

Amerikansk skepsis overfor internationalt engagement har været til siden den første præsident George Washingtons afskedstale i 1796. Her lagde han op til, at USA ikke måtte indgå i bindende alliancer, da man derved ville kunne blive tvunget til at bruge amerikanske ressourcer på konflikter, som ikke var i USA’s interesser. Trump lyder i dag som et ekko af den opfattelse.

Flere demokratiske politikere som Elizabeth Warren, Tulsi Gabbard og Kamala Harris er desuden meget skeptiske overfor, hvad USA kan stille op som “verdens politimand” – ligesom præsident Obama var det i sine otte år i Det Hvide Hus. Vi lyttede bare ikke. Så kan det godt være, at demokrater som Obamas vicepræsident, Joe Biden, høster store klapsalver i München, når han taler storladent om internationalt samarbejde og solidaritet. Men den del af det amerikanske politiske establishment, som ubetinget støtter det etablerede alliancesystem og ser en aktiv amerikansk rolle i verden som en nødvendighed, er i høj grad udfordret i disse år.

Så i stedet for at være fornærmede og håbe på nye tider skulle vi i Europa måske til at fatte alvoren af opsangene fra Washington. Problemet med tanken om et europæisk samarbejde udenom NATO er, at det vil koste store summer at opbygge – og vil risikere unødvendigt at kopiere NATO’s kapaciteter. Og hvis man alligevel er villige til at bruge de store summer, hvorfor så ikke bruge dem til at leve op til NATO’s krav om 2 pct. og blive i den sikkerhedspolitiske klub, som har sikret fred og stabilitet i Europa siden 1945 under en amerikansk sikkerhedsgaranti? Det spørgsmål er man nødt til at stille sig i de europæiske hovedstæder, mens man er sure over, at der bliver talt med store bogstaver fra USA. ■

 

Så i stedet for at være fornærmede og håbe på nye tider skulle vi i Europa måske til at fatte alvoren af opsangene fra Washington
_______

Apropos denne artikel:

Anne Kirstine Rønn i RÆSON SØNDAG: Assad er væk, Iran er optaget og Israel er i offensiven. Men Hizbollah har fortsat indflydelse i Libanon

Peter Birch Sørensen i RÆSONs nye trykte nummer: Skal vi frigøre os fra Kina – også hvis det går ud over klimaet?

Michael Hirsh: Det, vi ser, er et gennemgribende geopolitisk skift, som kan ændre verden, som vi kender den

Brasso og Foss i RÆSONs nye trykte nummer: Siden 2019 er EU’s fælles gæld mere end tidoblet – og nu mangler der igen penge

William Kotschenreuther Andersen: Bag Trumps grønlandsambition gemmer sig mere end personlig forfængelighed

Bertel Heurlin: Trump vil maksimere USA’s magt – og lykkes faktisk med det. Mange ser det ikke – men det gør Xi