06.02.2019

.

Vi kan lære en del af krigsudredningen. Om troværdighed, gennemsigtighed og sandhed. Og om konsekvenserne ved at tilsidesætte demokratiet. Vi kan ikke undgå, at statsministre lyver overfor Folketinget. Men vi må forlange, at Folketinget får alle fakta på bordet, så man i det mindste kan dumme sig på et oplyst grundlag.

Kommentar Kåre Traberg Smidt (Å)

JEG HUSKER den stadig: en helt bestemt aften i Zagreb, Kroatien, i 1996. Jeg var en meget ung officer, lige forfremmet til Kaptajn af Reserven, udsendt for NATO og troede naivt på, at demokrati, oplysning og sandhed kunne redde menneskeheden.

Vi var flere hundrede frysende soldater samlet i et internationalt hovedkvarter for NATO-styrkerne. Alle var der for en eneste grund: At sikre området for lokalbefolkningen og sørge for, at krigen ikke eskalerede og blev til en europæisk storkrig. Vi havde besøg af en meget højtstående amerikansk general. Han blev meget ombejlet af de 30 andre landes officielle repræsentanter. Som meget våd bag ørerne og uvidende om stort set alt, holdt jeg mig i baggrunden og smilte venligt, når nogen hilste.

Pludselig stod generalen foran mig. Han smilte og sagde helt op i ansigtet på mig: ”I always salute the Dane in the room. This small country in the North, you hold your own and never – I repeat, never – leave anyone alone in battle”. Han gjorde honnør og gav mig et kæmpe kammeratligt håndtryk. Og væk var han.

OVER 20 ÅRS KONFLIKTER senere sidder vi nu med en krigsudredning og ser nærmere på, om mange af de bevæggrunde for at gå i krig i den forløbne periode nu også var rigtige. Det betyder meget for mig og mange andre veteraner, men også for helt almindelige borgere i Danmark. Udredningen viser ikke noget, vi ikke vidste i forvejen. Men den kan være med til, at vi som nation lærer en del. Både om hvad der burde være sket, inden Danmark drog i krig, men også om hvad international storpolitik er. For alt dette handler om anstændighed, gennemsigtighed og sandhed. Eller rettere: komplet mangel på samme.

Ja, der er blevet manipuleret ad Pommern til. Vi anede ikke dengang i 2003, om Saddam Hussein havde masseødelæggelsesvåben eller ej, og selvfølgelig nikkede statsministeren velvilligt over for USA, når amerikanerne påstod, at der fandtes sådanne våben – man stoler jo på sine allierede og kommer, når de kalder.

 

Mindst to tredjedeles flertal bør være det minimalt anstændige, ikke kun når der er unge soldaters liv på spil men i enhver beslutning om krigsdeltagelse
_______

 

Men hvad har udredningen så betydet? Altså ud over at antyde, at også denne statsminister, AFR, lyver lodret, når han mener, at Danmarks krigsdeltagelse skete i en god sags tjeneste. Eftertænksomheden peger på flere ting, hvis man vælger at støtte anstændighedens og det internationale demokratis konventionsspor: At ingen regering må kunne udelade så vigtige informationer fra Folketinget, som Fogh gjorde i 2003; at vi skal have en helt anden sammensætning af Udenrigspolitisk Nævn, som er mere kritisk og bedre oplyst; at politikere skal have bedre adgang til sande data fra ministerierne og efterretningstjenesterne; og at beslutninger om krigsdeltagelse bør have bund i et parlamentarisk grundlag, som er større end bare et simpelt – næsten blindt nikkedukkeagtigt – regeringsflertal. Mindst to tredjedeles flertal bør være det minimalt anstændige, ikke kun når der er unge soldaters liv på spil men i enhver beslutning om krigsdeltagelse.

Til gengæld er der noget trygt i at se, at der i statsministerens organisatoriske bagland blev udtrykt en usikkerhed om, hvorvidt der fandtes masseødelæggelsesvåben i Irak. Forsvarets Efterretningsvæsen var åbenbart ikke ført bag lyset, og det er den sande lære: Vi kan ikke undgå, at statsministre lyver overfor Folketinget. Men vi må forlange, at Folketinget – i det omfang Folketinget inddrages – får alle fakta på bordet, så man i det mindste kan dumme sig på et oplyst grundlag.

JEG GÆTTER PÅ, at det var en bevidst handling fra en begavet statsminister, at vi aktivt skulle deltage for at sikre global fred og demokrati. En statsminister, som fik Danmark til at gå i krig på et så relativt lavt omkostningsniveau i form af tab og økonomiske omkostninger og tilmed langt væk fra Danmark. Jeg gætter på, at statsministeren også så det som sin pligt at vænne en doven caffe-lattedrikkende generation til, at krig koster – men den kan være nødvendig. At unge danskere kan blive slået ihjel af krigshandlinger. Generationerne før os vidste det. Fællesskaber som NATO, EU og FN har skabt generationer af fred baseret på en skrøbeligt funderet og skamløst illusorisk sikkerhedsfølelse: At vi er garanteret fred, og at vi ikke er nødsagede til at føre en aktiv international sikkerhedspolitisk ageren for at sikre alliancer, der altid vil komme os til undsætning i tilfælde af, at vi en dag kalder på musketereden. Generalen dengang i Kroatien mente det ærligt, og jeg er sikker på, at USA er en vigtig allieret for Danmark, også i fremtiden.

 

Statsministeren forstod og forstår stadig ikke det demokratiske folkestyres kvalitet og tyngde: Hvis han havde informeret Folketinget korrekt og sagt det, som det var, så kunne han have sendt Danmark i krig med samvittigheden og moralen på plads
_______

 

Statsministeren gjorde formentlig regning uden vært. Statsministeren forstod og forstår stadig ikke det demokratiske folkestyres kvalitet og tyngde: Hvis han havde informeret Folketinget korrekt og sagt det, som det var, så kunne han have sendt Danmark i krig med samvittigheden og moralen på plads.

Så kunne man være uenig. Så kunne man udtrykke forskellige holdninger til, hvilken politisk vej vi burde gå. Men demokratiet ville have virket, hvis det havde fået de rette betingelser at arbejde under.

JEG VILLE GERNE have haft en statsminister, der havde oplyst familien Danmark om situationens alvor. Om relevansen af sammenhold på internationalt plan. Om de risici, der var omkring en militær deltagelse. Det er trods alt ledernes lod at skulle fortælle os borgere om de store linjer – de linjer, vi i hverdagens leverpostej og børnehavebestyrelser ikke altid kan relatere os til. Det var ikke nødvendigt at lyve, men ”far” mente måske, at vi borgere ikke var modne nok til den åbne samtale? Hvis beslutningen var blevet stemt ned, ville det have været demokratiets pris, og vi priser os nu engang af at leve i et demokratisk samfund.

Danmark er mere end en statsminister og hans få udvalgte. At gå i krig kræver eftertanke og omhyggelighed. I dag – og sikkert også i fremtiden – baseres meget lovarbejde på hurtige medieegnede hovsaløsninger. Det er ikke rette vej. Og slet ikke når det handler om en mulig nødvendig krig. For det handler i bund og grund om troværdighed og anstændighed. Jeg håber, at vi næste gang – for den dag kommer – når det virkelig gælder, sender vores soldater i krig på et oplyst og korrekt grundlag. ■

 

Det handler i bund og grund om troværdighed og anstændighed. Jeg håber, at vi næste gang – for den dag kommer – når det virkelig gælder, sender vores soldater i krig på et oplyst og korrekt grundlag
_______

 

Kåre Traberg Smidt (f. 1972) er advokat, tidligere udsendt officer og folketingskandidat for Alternativet i København. ILLUSTRATION: Tidligere statsminister Anders Fogh Rasmussen [foto: Kim Nielsen/Scanpix]