30.01.2019

”Vi ser nogle klare geopolitiske spændinger, som fører til stor bekymring i Japan i forhold til Kina, men samtidig forsøger Japan og Kina at samarbejde imod USA i handelspolitikken. Abe er derfor splittet mellem på den ene side at samarbejde med Kina og på den anden at modarbejde Kinas aggressioner.”

Interview med Kiichi Fujiwara, professor i international politik ved Tokyos Universitet

Interview af Jacob Pedersen

RÆSON: Trump og USA har udfordret Kina økonomisk, men også Japan, USA’s tætteste og mangeårige allierede i Asien, pålægges nu straftold og afkræves større militært ansvar. Hvad sker der i forholdet imellem Japan og USA og imellem Shinzō Abe og Trump?
FUJIWARA: Trump og Abe ser ud til at komme godt overens, til dels fordi Abe har været meget opmærksom på at kultivere deres forhold, allerede inden Trump blev præsident. Problemet for Japan og Abe er, at det personlige forhold ikke har udmøntet sig i en mere Japan-venlig amerikansk udenrigspolitik. USA har derimod trukket sig fra TPP [Trans-Pacific Partnership, red.] og indført tariffer på japanske varer. I forholdet mellem USA og Japan har Trump desuden understreget, at Japan skal øge sine forsvarsudgifter, dog ikke i samme omfang som NATO-medlemslandene. I den forbindelse har Trump gjort det klart, at hvis ikke Japan øger sine udgifter, kan man ikke forvente samme allianceforpligtelse fra USA som tidligere. Det betyder dog ikke, at Japan forholder sig negativt til USA; Japan betragter fortsat USA som en topprioritet i sin udenrigspolitik, særligt fordi den amerikanske indflydelse kan være med til at modarbejde den øgede trussel fra Kina.

RÆSON: Efter Japans køb af Senkakuøerne i Det Østkinesiske Hav i 2012 efterfulgt af flere års stridigheder med Kina har der været opblødning, i hvert fald økonomisk, senest markeret med topmødet mellem Xi Jinping og Abe sidst i oktober. Trumps protektionisme og udtrædelsen af TPP har ansporet denne udvikling. Er det realistisk, at den økonomiske opblødning fortsætter, givet de nuværende og historiske sikkerhedspolitiske og ideologiske spændinger imellem Kina og Japan?
FUJIWARA: Nogle argumenterer for, at når USA opfører sig hårdere imod Kina, vil Japan opføre sig blødere. Jeg er dog ikke sikker, da jeg mener, at det afhænger af, hvorvidt Japan har en sammenhængende politik over for Kina, og det mener jeg ikke, er tilfældet. Når det kommer til handel, er der stor bekymring om USA’s tariffer imod Japan og Kina, og der er ingen tvivl om, at det har ført de to tættere sammen i et forsøg på at lave et fælles modtræk imod Trumps merkantilisme.

Samtidig er der geopolitisk stor opmærksomhed på Kinas militære kapabiliteter og krigsintegrerende cyber-teknologi. Og endelig er der et pres fra Kina imod Taiwan. Vi har derfor nogle klare geopolitiske spændinger, som fører til stor bekymring i Japan i forhold til Kina, men samtidig forsøger Japan og Kina at samarbejde imod USA i handelspolitikken. Det er tydeligt, at Japan og Abe er splittet mellem på den ene side at samarbejde med Kina og på den anden at modarbejde Kinas aggressioner.

 

Det er tydeligt, at Japan og Abe er splittet mellem på den ene side at samarbejde med Kina og på den anden at modarbejde Kinas aggressioner
_______

 

RÆSON: Det virker som en svær opgave, hvor Abe skal mestre en skrøbelig balancegang i forholdet til Kina ved subtilt at kritisere Kinas aggressive fremfærd og deres indenrigspolitiske situation, men samtidig opfordre til et bedre økonomisk forhold. Kan du uddybe, hvilket dilemma imellem økonomi og sikkerhed, Abe og Japan står i?
FUJIWARA: Det er åbenlyst en svær opgave, og der er ikke stor sammenhæng i Tokyos politik. Nogle mener, at Abe forsøger at forbedre forholdet til Xi Jinping, men det tror jeg ikke. Det kan godt være, at de ikke bekriger hinanden, men de stoler ikke på hinanden. Derfor kan jeg ikke se nogen langvarig løsning imellem de to regeringer. Desuden deler Japan mange af USA’s bekymringer for implikationerne af Kinas økonomiske vækst. På dette punkt vil Japan gerne samarbejde med Trump-administration om at bekæmpe Kina. Selv når det kommer til handelspolitik, er Japans position altså delt.

Geopolitisk er der sket en tydelig og eksplosiv udvikling, som har forværret forholdet mellem Kina og USA på ganske kort tid. I begyndelsen af oktober holdt Mike Pence en efterhånden meget kendt tale på Hudson Instituttet, hvor han fremlagde en omfattende og meget aggressiv politik over for Kina. Tokyos reaktion var delt: På den ene side var man vilde med, at Pence understregede betydningen af allierede og dermed USA’s støtte til Japan, men på den anden side så man det som en optrapning af den økonomiske konflikt, der kan ende i en ny koldkrigstilstand. Det sker alt samen meget hurtigt i øjeblikket. Arrestationen af Huaweis regnskabschef, Meng Wanzhou, var baseret på Trump-administrationens ønske om, at Canada greb ind. Det overraskede mange i Japan, hvor der ganske vist har været bekymring over de kinesiske teleselskaber, men anholdelsen af et ledende medlem af en af Kinas største virksomheder virkede som en åben konfrontation. Fordi det hele sker så hurtigt, er der en følelse af både overraskelse og usikkerhed i Japan.

RÆSON: Trump og Abe virker til at komme godt ud af det med hinanden. Samtidig er der dem, som mener, Japan før eller siden vil ende i en krig mod Kina. Tror du, USA vil hjælpe Japan, hvis Japan kommer i militær konflikt med Kina?
FUJIWARA: Det er et worst case-scenario. Japan er helt klart interesseret i USA’s afskrækkende kapabiliteter og store tilstedeværelse i regionen, som kan holde Kina stangen. Men det betyder ikke, at Japan ønsker en krig. Ikke desto mindre er der en sandsynlighed for, at det kan ske. Hvis det handler om øerne i Det Sydkinesiske Hav, kan aggressionerne fra Kina potentielt fremprovokere et modsvar fra Japan, hvis ikke USA, men jeg tror ikke, at lige netop dette spørgsmål kan føre til en åben krig imellem Kina og Japan eller imellem Kina og USA.

Hvis der derimod er en rød linje, er det Taiwan. Hvis Kina udfordrer Taiwans sikkerhed, vil USA højst sandsynligt reagere. Tilsvarende vil Kina reagere, hvis USA overskrider grænser i Taiwan [ved at opbygge en militær tilstedeværelse i landet, red.]. En sådan situation vil Sydkoreas Moon Jae-in og Abe begge bryde sig meget lidt om, men Moon Jae-in vil ikke engagere sig. Abe vil derimod være nødt til at reagere med forebyggende handlinger, og det vil ikke bare skabe en voldsom reaktion i den japanske befolkning, men højst sandsynligt kunne føre til hans afgang. Ikke desto mindre er Abe villig til at tage den slags chancer.

 

Hvis Kina udfordrer Taiwans sikkerhed, vil USA højst sandsynligt reagere. Tilsvarende vil Kina reagere, hvis USA overskrider grænser i Taiwan
_______

 

RÆSON: Trods USA’s økonomiske og militære pres virker det til, at Abe har et tættere forhold til Trump end til Xi. Hvilke sammenfald er der imellem Trump og Abe?
FUJIWARA: Der er flere forskelle. Det ene er deres forhold til deres regering og statsapparatet. Trump har været uprofessionel i sit forhold til sin stab og parlamentet. Han forsøger at tage initiativ, men agerer imod protokollen især i sin udenrigs- og sikkerhedspolitik. At mødes med Kim Jong-un var bestemt ikke en beslutning fra administrationen, men fra Trump selv. Abe er anderledes. Han er en mere traditionel japansk politiker, i den forstand at han forsøger at gøre maksimalt brug af bureaukratiet, og mange af hans politikker er baseret på bureaukratiske forskrifter. Der er dog også ligheder, især i deres karaktertræk. De ønsker begge at være i front og personalisere alle beslutninger, hvilket er anderledes end tidligere japanske premierministre, hvis personlige engagement har været mindre.

Ideologisk er Abe – ligesom Trump – konservativ, hvilket Trump lader til at påskønne. Vi skal dog huske, at Abe samtidig er en pragmatiker; Abe forsøgte at udbrede sine konservative idéer, da han blev valgt, men det gik ikke godt, hvorefter han ændrede sit politiske fokus. Hvis Abe har fokus på noget særligt lige nu, er det blot at bevare magten. Han har således været forbeholdende med at åbne for sine mest konservative synspunkter, hvilket kunne fremme en reaktion fra Kina og Sydkorea, hvis ikke USA og EU.

Abe er en professionel og pragmatisk leder. Det ser vi ikke med Trump, som har et stort temperament og en tendens til at fare i flint, hvis han ikke får sin vilje. Det er fx svært at forstå, hvorfor han satte arrestationen af Huaweis Meng Wanzhou på forhandlingsbordet med Kina, da det er en overskridelse af retsvæsenets uafhængighed. Den slags ser vi ikke med Abe.

RÆSON: Hvad var Abes største indenrigs- og udenrigspolitiske problemstillinger, da han tiltrådte som premierminister? Og i hvilken udstrækning har han haft succes med at løse disse udfordringer?
FUJIWARA: Abes største udfordringer var økonomien og politisk ustabilitet. Inden Abes tiltrædelse havde Japan lidt under en lang periode med økonomisk stagnation, og hvis der er noget, som vinder støtte i den japanske befolkning, er det en stærk økonomi.

Det andet væsentlige fokuspunkt var at bevare magten. Inden Abes tiltrædelse havde Japan haft en årrække med ofte skiftende premierministre enten hvert eller hvert andet år. Det var i sig selv en kilde til politisk skrøbelighed og Japans aftagende politiske indflydelse.

På disse to områder har Abe været ganske succesfuld. Økonomien er ikke stærk, men den er mere stabil end tidligere, og alene den kendsgerning, at Abe nu har holdt fast i magten i snart seks år, er en markant bedrift i en japansk sammenhæng. Når det er sagt, har Abes personlige agenda været mindre succesfuld. Han ønskede tre ting: Den første var at ændre forfatningen. Den anden at lave en fredsaftale med Rusland og få Kurilerne tilbage [Kurilerne er en række øer, der skiller det Okhotske Hav fra det nordlige Stillehav. Øerne blev erobret af Sovjetunionen i 1945, red.]. Den tredje var at få bortførte japanske fanger tilbage fra Nordkorea. Ingen af delene er lykkedes. Abe har således været succesfuld i at løse Japans store udfordringer ved at forbedre økonomien og sikre politisk stabilitet, men hans personlige projekter er mislykkedes.

 

Økonomien er ikke stærk, men den er mere stabil end tidligere, og alene den kendsgerning, at Abe nu har holdt fast i magten i snart seks år, er en markant bedrift i en japansk sammenhæng
_______

 

RÆSON: Abe var særligt i sine første år ved magten kendt for sit rejsende diplomati og dermed Japans synlige tilstedeværelse på verdensscenen. Hvordan ser det ud nu?
FUJIWARA: Abe har rejst over hele verden og besøgt alle ASEAN-landene mindst to gange. Med den relativt stabile økonomi og Abes fastholdelse af magten har Abe på sin vis fået Japan tilbage på verdenskortet, hvilket virker til at gøre ham stolt. Spørgsmålet er, om den store tilstedeværelse og de mange rejser faktisk har udvidet Japans bløde magt ift. andre lande? Det tror jeg, at vi må være forsigtige med at konkludere.

Abes fokus på aktivt diplomati er en reaktion på Kina, som med succes har udvidet sin politiske kapital igennem succesfuldt diplomati over for ikke bare USA, men også Europa og de store udviklingslande i Afrika, Mellemøsten og Latinamerika. Japan blev ladt tilbage af Beijings udvidede relationer, men nu er Tokyo måske tilbage på kortet på grund af Abe. Samtidig er der stor international bekymring om Kina, men det betyder ikke, at andre nationer pludselig er mere villige til at samarbejde med Japan i deres politik over for Kina. Selv om der er en udbredt skepsis over for Kina, ikke kun i Sydøstasien, men også i Europa, har det ikke nødvendigvis øget Japans mulighed for at samarbejde med europæiske nationer.

Derfor er idéen om Abes hårdt tjente genrejsning af Japans omdømme selvopfyldende; Japan kan måske godt opnå større anseelse og indflydelse, men det betyder ikke, at andre lande vil samarbejde mere med Japan. Tværtimod er mange påpasselige i tilgangen til Kina. Lige nu er det nemmere at samarbejde med Japan end med Kina, men jeg tror, at det gradvist vil ændre sig, fordi Japan har ændret sin politik over for Huawei, hvilket helt bestemt vil irritere Kina. Abes position over for Kina kommer til at blive endnu mere vigtig i den kommende tid.

RÆSON: Store dele af Japans sikkerhedspolitik virker til at være direkte forbundet til Abe. Hvor sikkert sidder han som premierminister?
FUJIWARA: Abe kan være rolig, fordi han ikke møder stor modstand fra en mildt sagt fragmenteret opposition. Faktisk er ret mange villige til at samarbejde med Abe og hans liberal-demokratiske parti (LDP), som er i en stærk position. Derudover er der ikke nogle seriøse konkurrenter til Abe i hans eget parti. Abe har dog ét klart problem, idet han ikke nyder overvældende opbakning blandt befolkningen. Japans befolkning er enormt omskiftelig og ustabil i øjeblikket, og derfor vil jeg heller ikke være overrasket, hvis Abe mister yderligere støtte i befolkningen, til trods for at der ikke er en klar udfordrer.

RÆSON: Helt væsentligt for Abes virke som regeringsleder er ønsket om at ændre Artikel 9 i forfatningen [Japans ret til at opretholde en hær og føre krig, red.], Det er fortsat en klart italesat ambition med en forfatningsændring, og man har allerede omfortolket og forvredet forfatningen flere gange og lavet sikkerhedspolitiske reformer, som har givet militæret flere beføjelser og større synlighed. Hvor sandsynligt er det, at Artikel 9 ændres, givet det nuværende indenrigspolitiske miljø, både parlamentarisk og i befolkningen?
FUJIWARA: Lige nu er det usandsynligt, at forfatningen bliver ændret, og hvis det sker, bliver ændringen ikke i Artikel 9, til trods for at det har været det centrale fokus i debatten. Det skyldes, at Artikel 9 har stor støtte i den japanske befolkning. Fortalerne for en ændring er endnu i undertal, og tilhængerne af forfatningen er kun blevet flere. I parlamentet er der mange, som støtter en omskrivning af både forfatningen og Artikel 9, men der er ganske enkelt stort skel mellem parlamentet og befolkningen.

Det er Abe godt klar over. På den ene side ønsker han derfor at berøre emnet og komme tættere på en ændring, men han er samtidig nødt til at forholde sig til den politiske virkelighed. Samtidig skal han næste år foretage en skattereform, hvilket bliver uhyre upopulært og betyder, at han skal forberede sig på et fald i popularitet. En ændring i forfatningen vil derfor ikke være særlig brugbar for ham i øjeblikket. Vi ser derfor en modstilling mellem Abe som pragmatiker på den ene side og Abe som idealist på den anden. Jeg tror derfor ikke, at forfatningen kommer til at ændre sig i de kommende år.

 

Nordkorea er den største trussel. De har foretaget adskillige langdistance missilprøvesprængninger, som kommer meget tæt på Japans grænser og fastland
_______

 

RÆSON: Nordkorea bliver kaldt den mest seriøse trussel for Japan i den seneste sikkerhedspolitiske hvidbog. Er du enig i den vurdering?
FUJIWARA: Nordkorea er den største trussel. De har foretaget adskillige langdistance missilprøvesprængninger, som kommer meget tæt på Japans grænser og fastland. Det er en provokerende handling, der direkte udfordrer Japans sikkerhed. På den anden side skal vi huske, at Japan har samarbejdet med USA om sin udenrigspolitik, og Nordkorea vil derfor hævde, at man blot har reageret på, at Japan selv har været udfarende og optrappet konflikten. Det vil i så fald være et sikkerhedsdilemma, hvor man i et forsvar af sig selv ender med at gøre yderligere skade på sig selv. Det er dog rimeligt at sige, at Nordkorea er den mest aggressive part. Til sammenligning har Kinas aggressioner ikke været rettet mod japansk grund, ligesom Japans handlinger heller ikke har været rettet mod Kinas fastland.

RÆSON: Japan er længe blevet opfattet som demokratisk bannerfører i regionen. Kan Japan med alle disse udfordringer omkring sig samt sin egen gradvise militære oprustning, senest med hangarskibe og opgraderede militærfly, fortsætte i denne rolle, eller vil man se, at Japan i højere grad går på kompromis med sine demokratiske retningslinjer?
FUJIWARA: Jeg er glad for, at du kalder Japan for en demokratisk bannerfører i Asien, men jeg er ikke sikker på, at Japan har dét omdømme, til trods for at man har ret stor støtte blandt ASEAN-landene. Ikke desto mindre er forestillingen om Japan som en aggressor i den næste store krig klart aftaget. Japans demokrati er ikke så anerkendt, som det burde være, men Japan har vist sig villig til at arbejde multilateralt og inkludere mange mindre lande i processen. Det har skabt velvilje og respekt hos landene i ASEAN.

Det kan se ud til, at Japan skifter til en hårdere linje, både i sin retorik og sin opførsel over for især Kina, men Japan skal fortsat ses som den mindst aggressive part i regionen sammenlignet med Kina og Nordkorea. Det kan være en kilde til yderligere støtte. Japan er samtidig etableret som en relativt stabil økonomi. Der er hverken buldrende vækst eller stor social forandring i Japan. Det giver en fornemmelse af stabilitet, hvilket gavner Japans omdømme i Asien. ■

 

Det kan se ud til, at Japan skifter til en hårdere linje, både i sin retorik og sin opførsel over for især Kina, men Japan skal fortsat ses som den mindst aggressive part i regionen sammenlignet med Kina og Nordkorea
_______

Apropos denne artikel:

Anne Kirstine Rønn i RÆSON SØNDAG: Assad er væk, Iran er optaget og Israel er i offensiven. Men Hizbollah har fortsat indflydelse i Libanon

Peter Birch Sørensen i RÆSONs nye trykte nummer: Skal vi frigøre os fra Kina – også hvis det går ud over klimaet?

Michael Hirsh: Det, vi ser, er et gennemgribende geopolitisk skift, som kan ændre verden, som vi kender den

Brasso og Foss i RÆSONs nye trykte nummer: Siden 2019 er EU’s fælles gæld mere end tidoblet – og nu mangler der igen penge

William Kotschenreuther Andersen: Bag Trumps grønlandsambition gemmer sig mere end personlig forfængelighed

Bertel Heurlin: Trump vil maksimere USA’s magt – og lykkes faktisk med det. Mange ser det ikke – men det gør Xi