14.01.2019

.

Regeringen og de resterende EU-venlige partier har håndteret forhandlingerne om Brexit så amatøragtigt, at det kan koste danskerne milliarder af kroner og sætte gang i et nybrud i dansk europapolitik.

Kommentar af Erik Høgh-Sørensen, folketingskandidat for DF, regionsrådsmedlem i Nordjylland

AF MEDIE-NOTITSER fremgår det i disse dage, at Færøerne og Storbritannien har lavet en Brexit-aftale. Således sættes dansk diplomati i relief. For mens Færøerne selv har færdiggjort en aftale, så har et dansk folketingsflertal valgt at deponere suverænitet og ønsker hos en række ikke-folkevalgte bureaukrater i EU-Kommissionen.

Resultatet tegner skidt, men bureaukraterne må til dels undskyldes med, at det nok er umuligt at tilgodese 27 landes interesser på én gang.

Lad mig give nogle eksempler:
Danske fiskere, som afhænger af adgang til britisk farvand, ser ud til at få en midlertidig overgangsordning. Det løser intet. EU påfører allerede nu Danmark milliardtab på grund af EU-bomtrawleres destruktion af gode danske fiskepladser.

Samme billede gælder for danske bønder. Storbritannien vil fortsat importere fødevarer, men en eventuel “hård” Brexit vil mest være til fordel for lande som USA eller Argentina. Årsagen er, at den britiske regering især efter en ”hård” Brexit vil fokusere på frihandelsaftaler med snart sagt alle andre end EU-landene. Ergo taber dansk landbrug milliardmuligheder i en tid, hvor tvangsauktioner truer bønder overalt i landet.

Stort set samme forhold gælder andre danske produktions- og servicesektorer, især dem med fysisk vareeksport. De komplekse nye Brexit-regler ser foreløbig kun ud til at være en guldgrube for advokat- og konsulentbranchen.

 

De traditionelt tætte dansk-britiske forbindelser kunne være brugt til brobyggeri. Danske diplomater kunne aktivt have søgt kompromisser mellem London og Bruxelles med et assisterende mellemmands-diplomati
_______

 

DET VÆRSTE ER, at misèren kunne være undgået. De traditionelt tætte dansk-britiske forbindelser kunne være brugt til brobyggeri. Danske diplomater kunne aktivt have søgt kompromisser mellem London og Bruxelles med et assisterende mellemmands-diplomati.

Men nej, statsminister Lars Løkke Rasmussen har med støtte fra oppositionen slået fast, at EU-Kommissionen skulle styre forhandlingerne. Dette lå ikke fast i udgangspunktet i EU-traktaterne. Det var en mulighed – måske den mest effektive set fra Bruxelles – men ikke en nødvendighed set fra København eller Tolne i Vendsyssel, hvor jeg bor. Altså har de danske EU-ja-partier – dvs. Venstre, Radikale Venstre, Socialdemokratiet, Liberal Alliance, Konservative, Socialistisk Folkeparti og Alternativet – igen kapituleret på danskernes vegne.

Dette kom til udtryk, da den centralt placerede og vigtige britiske fødevareminister, Michael Gove, kortvarigt besøgte Danmark i juli 2017. Regeringen greb ikke chancen for dialog om fiskeri og landbrug. Gove mødte ingen ministre. Ligeledes fløj den nu tidligere landbrugsminister Esben Lunde Larsen til Irland for at drøfte Brexit uden at lave en høflighedsvisit i London på vejen. Briterne skulle pinedød isoleres.

 

Nu – tæt på deadline 29. marts 2019 – har politikerne pludselig fået travlt. Men det er nok desværre for sent til, at vi danskere undgår at ende i EU’s Brexit-blindgyde
_______

 

NU – TÆT PÅ DEADLINE 29. marts 2019 – har politikerne pludselig fået travlt. Men det er nok desværre for sent til, at vi danskere undgår at ende i EU’s Brexit-blindgyde. Dette er dog ikke kun politikernes skyld. Lobby-organisationer som Dansk Industri, Dansk Erhverv, Landbrug & Fødevarer, Danmarks Fiskeriforening og mange andre har også fejlet ved ikke at presse hårdt nok på for en mindelig løsning på Brexit.

Nu kan fejlen desværre ramme organisationernes egne virksomheder i form af tabt omsætning og eksport. Læg dertil jobtab og toldbøvl. Hvis min virksomhed var medlem af disse organisationer, ville jeg tage den “blindvinklede” Brexit-strategi kritisk op. Erhvervsorganisationerne burde have insisteret på en erhvervsvenlig Brexit-løsning. Nu får de nok det modsatte, så hvilke interesser har disse interesseorganisationer egentlig tjent? Spørgsmålet er relevant, for fra start har EU’s konfrontations-strategi været tydelig.

En sigende begivenhed i forhandlingsforløbet var accepten i EU’s oprindelige forhandlingsudkast af Spaniens krav om at få mere toldkontrol med Gibraltar. Det var bizart. Hvorfor i alverden skulle danske eksportinteresser afhænge af en territorialstrid om Gibraltar?

Modargumentet til min pointe er, at hvis Danmark forhandlede bilateralt, så ville Danmark ikke stå så stærkt, som vi gør nu ved at være en del af EU. Dette argument er i nogle tilfælde rigtigt i globale WTO-handelsforhandlinger, men det er lodret forkert vedrørende Brexit. Eksemplet med Gibraltar viser, hvor tungt og ineffektivt EU-apparatet er, men dertil kommer andre aspekter.

For det første har Danmark – grundet vores store samhandel med Storbritannien – uforholdsmæssigt større handelsinteresser på spil end langt de fleste øvrige EU-lande. Derfor burde EU have prioriteret danske ønsker højere.

For det andet lyttes der i forvejen sjældent til danske ønsker i Bruxelles. EU har kun levnet Danmark 1,1 procents indflydelse, når der holdes afstemninger i EU’s Ministerråd. Dette er en meget lille stemmevægt, også i forhold til indbyggertal, hvilket er et demokratisk problem, fordi den pt. gældende Lissabontraktat aldrig blev godkendt ved dansk folkeafstemning.

For det tredje har Danmark og Storbritannien i handelspolitiske spørgsmål traditionelt stået sammen imod de mere protektionistiske EU-lande, ofte sydeuropæiske. Storbritannien og Danmark har samme frihandelsfokus, og nu torpederer EU27 traditionel dansk frihandelspolitik. Uden Storbritannien i EU står Danmark nærmest venneløs i den økonomiske politik. Dette problem burde erhvervslivets ledere have påpeget offentligt for længst, for det vil ramme Danmark i årtier fremover – eller forsyne danskerne med gode argumenter for helt at forlade EU.

 

Kendsgerningen er derfor, desværre, at vi danskere må berede os på tab, uanset om Brexit bliver “hård” eller “blød”. Og bemærk, at tabene i givet fald sker efter Brexit – men ikke på grund af Brexit
_______

 

KENDSGERNINGEN ER DERFOR, desværre, at vi danskere må berede os på tab, uanset om Brexit bliver “hård” eller “blød”. Og bemærk, at tabene i givet fald sker efter Brexit – men ikke på grund af Brexit. I udgangspunktet burde EU og Storbritannien i god ro og orden have håndteret, at en demokratisk folkeafstemning i 2016 ville betyde skilsmisse, men ikke uvenskab.

Derfor er det kafkask, at Danmark nu pinedød skal opstille et stort tolderkorps mod vores britiske handelsallierede, alt imens den danske EU- og multikulti-elite betvivler behovet for permanent og hård grænsekontrol mod migranter og kriminelle fra Tyskland og Sverige.

EU-eliten udstiller sig selv, men hvad er læren for os andre? Jo, efter Brexit bliver det stadig mere naturligt at få en sober debat om, hvad vi danskere egentlig skal med EU. En anden læring er, at Danmark selvfølgelig ikke skal være lydstat for ikke-folkevalgte bureaukrater i EU.

Endelig bør vi allerede nu sondere muligheden for en nordatlantisk frihandelsblok. For tænk engang, hvis danske diplomater kunne lære noget af deres tydeligvis resultatsøgende færøske kolleger? Det ville da være fint. ■

 

Endelig bør vi allerede nu sondere muligheden for en nordatlantisk frihandelsblok. For tænk engang, hvis danske diplomater kunne lære noget af deres tydeligvis resultatsøgende færøske kolleger?
_______

 

Erik Høgh-Sørensen har været EU-korrespondent i Bruxelles og kommunikationschef i Mærsk-divisionen MCI. Han har bl.a. skrevet dokumentarbogen “Mod vinden. Danmarks plads i Europa”. Han er partner i Analyseenheden 4V, foredragsholder og politisk kandidat for Dansk Folkeparti. ILLUSTRATION: Danmarks statsminister, Lars Løkke Rasmussen, med Storbritanniens premierminister, Theresa May, til pressekonference i København [foto: Matthew James / Caters News / Scanpix]