Peter Toft Jølving: En offentlig jobgaranti er på alle måder den mest fornuftige beskæftigelsespolitik, vi kan føre

Peter Toft Jølving: En offentlig jobgaranti er på alle måder den mest fornuftige beskæftigelsespolitik, vi kan føre

11.01.2019

.


Stadigt lavere ydelser, skærpet kontrol og hårdere sanktioner virker kun, hvis det er viljen, der afholder folk fra at tage et arbejde. Det gør intet for at sikre muligheden for at tage et job. En jobgaranti kan med ét udrydde ufrivillig arbejdsløshed og underbeskæftigelse ved at sikre netop den mulighed.

Kronik af Peter Toft Jølving

Hvorfor skal det kunne betale sig at arbejde? Spørgsmålet er ikke (kun) retorisk, men giver anledning til en grundlæggende overvejelse. Ikke det principielle spørgsmål om det er rimeligt, at man får mere ud af at gå på arbejde end ikke at gøre det, men et spørgsmål om, hvorvidt det er den rigtige måde at gribe beskæftigelsespolitik an på. Hvad får vi ud af det ensidige fokus på den økonomiske vilje til at arbejde; ved at sænke ydelser, øge kontrol, og skærpe sanktioner? Hvis viljen er tilstede, men muligheden ikke er det, hjælper det intet. En offentlig jobgaranti kunne derimod gøre en verden til forskel ved at tilbyde alle, der ønsker det, en mulighed for at bidrage til fællesskabet. Det vil give langt bedre resultater end vores nuværende tilgang i beskæftigelsespolitikken.

Formålet med den eksisterende beskæftigelsespolitik er klart: Som deltager i det danske fællesskab skal man bidrage i den udstrækning, man kan. ”Man skal yde, før man kan nyde”, som ordsproget lyder, og det er både fornuftigt og retfærdigt.

Desværre går vi noget enøjet til opgaven, og den offentlige debat lader til at have fået tunnelsyn. Skiftende regeringer på begge sider af Tinget har gjort skellet mellem arbejdende og ledige større, senest med mantraet “det skal kunne betale sig at arbejde”: Pres ledige på økonomien, så deres vilje til at tage et arbejde øges. Jeg kalder det enøjet, fordi man helt ser bort fra de mange andre drivkræfter, der giver os lyst til at gå på arbejde, ligesom man i vid udstrækning ignorerer andre forhindringer for at tage et job. Du kender (forhåbentlig) drivkræfterne fra dig selv: følelsen af sammenhold på arbejdspladsen, gode kollegiale relationer, følelsen af at have et formål og måske endda gøre en forskel, at dygtiggøre sig, arbejde hen imod sine ambitioner og så videre. Mennesker vægter dem givetvis forskelligt, men det er ikke desto mindre vigtigt at huske, at mennesker har en grundlæggende lyst til at bidrage til fællesskabet og være en del heraf.

Hvad er konsekvensen så, når vi har gjort ledige økonomisk forarmede? Hvad gør det ved folks arbejdslyst og -evne, når man på en kommende “overgangsydelse” er så fattig, at det kan være grundlovsstridigt?

 

Hvad gør det ved folks arbejdslyst og -evne, når man på en kommende “overgangsydelse” er så fattig, at det kan være grundlovsstridigt?
_______

 

Lave ydelser blokerer for effektive veje til arbejde
De fleste kan nok blive enige om, at man er mere tilbøjelig til at tage et job for pengenes skyld, hvis man ingen penge har. Resten af drivkræfterne går det knap så godt med. Selvrealisering, meningsfuldhed, ambitioner, sågar det sociale træder i baggrunden for at imødekomme et akut behov. Det er ganske enkelt alle de langsigtede hensyn, der viger for det akutte behov.

Morten Sehested Münster forklarer i et indlæg i Børsen, hvordan økonomisk pres får os til at fokusere ensidigt på de økonomiske vanskeligheder, og hvordan vi skal håndtere dem ’nu og her’, fremfor hvordan vi gør os attraktive for en arbejdsgiver. Det lyder kontraproduktivt – og det er det også – men konsekvensen af nød er netop, at man bliver ude af stand til at tænke langsigtet. Glem alt om iværksætteri og frivilligt arbejde, hvilket ellers kan være essentielle værktøjer til at åbne døre, skaffe erfaringer og udvikle netværk. Hvis man ikke har råd til husleje, medicin eller nye briller, er det ikke karrieren, man tænker på.

Men de hensyn kan man tage, når man er i arbejde. Med potentielt grundlovsstridigt lave ydelser er der i hvert fald sørget for at viljen til at tage et arbejde, under selv uanstændige forhold, er tilstede. Der er sørget for, at folk gerne flytter fra familie og venner til steder, hvor huslejen er til at betale – selvom vi ved, at 21 pct. af de ledige, der kommer i job, gør det via netværk.

”Hvor der er vilje, er der vej” lyder endnu et ordsprog. Man kan selvfølgelig have helbredsmæssige vanskeligheder, der stiller sig i vejen, og det respekterer vores beskæftigelsessystem heldigvis – i hvert fald på papiret. I praksis er historier om syge borgere parkeret på kontanthjælp i årtier ikke usædvanlige. Frivillige bisiddere på Frederiksberg og i København har hjulpet borgere med at opnå en førtidspension, de for længst skulle have været tilkendt. Erfaringen er krystalklar: Borgerne og samfundet taber, når kommunerne er bedre stillet økonomisk ved at lade borgere forblive på kontanthjælp. Årelang kontrol og mistro gør mennesker syge og presser derved sundhedssystemet, og det skubber folk endnu længere væk fra arbejdsmarkedet. Når foreninger som Jobcentrets Ofre og Næstehjælperne eksisterer, er det ikke uden grund.

Lad os antage, at man har sit gode helbred. Kan man bare gå ud og tage et job? Først skal der være et ledigt job. Dernæst skal det annonceres, så man som ledig bliver bekendt med det. Af de ledige job, man kender til, kan man kun ansøge den del, man er kompetent til at bestride, og som er i en afstand, man kan bevæge sig. Derefter skal man lave en ansøgning, der er god nok til, at man bliver kaldt til samtale. Hvis man endelig kommer til en samtale, skal man overbevise arbejdsgiveren om, at man er den bedste kandidat til stillingen.

Her kommer ydelserne igen i spil. Reduceres ydelserne, bliver afstanden, man er villig til at bevæge sig, større, men samtidig har man ikke råd til at bevæge sig lige så langt. Der bliver færre steder, hvor man har råd til at bo, og de steder, man har råd til at bo, er typisk ikke dem med flest ledige stillinger. Selvom man bliver villig til at tage job, man er overkvalificeret til, er arbejdsgivere utilbøjelige til at ansætte folk, de forventer er på vej videre.

 

Det diskuteres heftigt, hvorvidt der mangler arbejdskraft eller ledige jobs i Danmark. Svaret er formentlig, at begge dele er rigtige
_______

 

Tunnelsyn på økonomien skaber stress og underminerer borgernes arbejdsevne
Det diskuteres heftigt, hvorvidt der mangler arbejdskraft eller ledige jobs i Danmark. Svaret er formentlig, at begge dele er rigtige. På JobNet er der i skrivende stund 14.073 opslag, men kun 88 matcher kategorien “ufaglært” på tværs af hele landet.

Det er altså nemt at se, hvordan der både kan mangle arbejdskraft og jobs på samme tid – og man kan fint være villig og kompetent til at bestride et job, men ude af stand til at få et.

Selvom man har viljen og evnen og har fundet jobs, man passer til, skrevet mange gode ansøgninger, og blevet kaldt til samtaler på stribe, er der desuden stadig en sidste faktor, der er helt og aldeles udenfor egen kontrol: Arbejdsgiveren skal kunne lide en. Måske har vedkommende noget imod et særligt karaktertræk ved en, eller måske er ens personlighed ikke et match for den kultur, arbejdsgiveren prøver at kultivere. Resultatet er det samme: Man vrages på grund af noget, man ikke selv er herre over – og det kan ske, selvom man både er høflig, sympatisk og ordentlig.

For at opsummere giver vores beskæftigelsespolitik folk tunnelsyn på økonomien, hvilket fjerner ethvert langsigtet hensyn: Man får dem til at flytte fra det netværk, der kunne bringe dem i job (og i øvrigt støtte dem på mange andre måder); man får dem til at acceptere arbejdsvilkår, man aldrig selv ville gå med til; og man kontrollerer syge mennesker så grundigt, at de kan nå at dø på “midlertidige” ydelser. Alt sammen for at få folk til at opfylde en pligt, de muligvis slet ikke kan opfylde.

Dette har en bivirkning, som er velkendt på arbejdsmarkedet: stress. Her krydser man en grænse, for nu er der ikke længere tale om, at disse tiltag blot udskyder folks langsigtede planer. Nu har de direkte skadelige konsekvenser for borgerens helbred og dermed evne til at arbejde. Oveni det kommer de konsekvenser, som en opvækst med fattigdom og sociale afsavn har for børn.

Men det behøver ikke at være sådan.

 

Hvorfor skal folks mulighed for at bidrage og forsørge sig selv dikteres af, om vedkommende kan skabe profit for en virksomhedsejer? Kan vi tillade os at stille den slags krav til borgere, som det ikke er sikkert, at de kan opfylde?
_______

 

En jobgaranti kan udrydde ufrivillig arbejdsløshed og fremme ordentlige arbejdsvilkår
Hvad om vi vendte det hele på hovedet? Hvad om vi – i stedet for at sige at “det skal kunne betale sig at arbejde” – sagde, at “alle har ret til at arbejde”? Hvorfor skal folks mulighed for at bidrage og forsørge sig selv dikteres af, om vedkommende kan skabe profit for en virksomhedsejer? Kan vi tillade os at stille den slags krav til borgere, som det ikke er sikkert, at de kan opfylde? Er der vitterligt mennesker, hvis tid og arbejdskraft er så lidt værd, at de ikke skal kunne leve af den?

I USA taler progressive kræfter om en jobgaranti. En jobgaranti sikrer, at alle, der vil have et job i det offentlige, altid kan få det, og i det omfang de vil have det – fuldtid eller deltid. Med ét bliver det muligt at leve op til forpligtelsen om at bidrage i den udstrækning, man kan. Ikke blot ledige vil have gavn af sådan en garanti. Deltidsansatte, der gerne ville arbejde mere, får mulighed for det, og mennesker med sæsonbetonet arbejde kan udjævne arbejdsbyrden. Folk med særlige behov og folk, der oplever diskrimination, vil ligeledes have et sikkert alternativ. Vi udrydder med ét ufrivillig arbejdsløshed og underbeskæftigelse.

På samfundsplan har det indbygget endnu en fantastisk fordel: Når konjunkturerne vender, og arbejdsløsheden stiger, har folk et sted at gå hen. Vi får automatisk den ekspansive finanspolitik, vi ved, er gavnlig i lavkonjunkturer. Inflationspresset er begrænset, for vi køber primært ledig arbejdskraft, som det private ikke vil ansætte til en løn, der levner rum til de langsigtede hensyn. Alt i alt er det en fantastisk stabiliserende ordning.

En række økonomer analyserer i et nyligt studie konsekvenserne af en jobgaranti i en amerikansk kontekst. De finder, at en jobgaranti netop vil have en stabiliserende effekt med beskeden inflation ved indførslen, der hurtigt dæmpes, efterfulgt af en enorm stigning i beskæftigelsen – også i det private, der vil opleve stigende efterspørgsel, i takt med at flere får penge mellem hænderne. Studiets resultater lader sig selvfølgelig ikke oversætte direkte til en dansk kontekst, men det giver et fingerpeg om retningen.

 

En jobgaranti netop vil have en stabiliserende effekt med beskeden inflation ved indførslen, der hurtigt dæmpes, efterfulgt af en enorm stigning i beskæftigelsen – også i det private, der vil opleve stigende efterspørgsel
_______

 

Arbejdspladserne skal finansieres af staten, men administreres og udføres så tæt på borgeren som muligt – eksempelvis af kommunerne. Måske har en kommune behov for naturgenopretning men ikke gartnere nok. Måske har Kirkens Korshær brug for hænder til at løfte opgaver på herberger og varmestuer, der i dag løses af frivillige. Genbrug, sortering, reparation. Man kan forestille sig et hav af samfundsgavnlige tiltag, som markedet ikke servicerer i dag. Vores mest udsatte kan med garanti bruge flere varme hænder, og det samme kan den grønne omstilling.

I samme omgang sætter det grænser for, hvor ringe arbejdsvilkår man kan byde folk. Hvis man er sikret et meningsfyldt job under ordentlige forhold, står man stærkere i forhandlingen med en arbejdsgiver. Det sikrer arbejderen mulighed for at sige nej til urimelighed og uanstændighed.

Det koster selvfølgelig noget. Det amerikanske studie estimerer, at jobgarantien vil belaste de offentlige finanser med et beløb svarende til lidt over 1pct. af BNP ved en løn på $15 i timen plus sygesikring og børnepasning. I Danmark vil lønnen formentlig skulle være lidt højere – til gengæld er sygesikring og børnepasning allerede dækket. Samtidig skal lønnen ses i kontrast til de ydelser, der allerede gives, så merudgiften er begrænset. Beløbet skal ses i lyset af de nuværende omkostninger for beskæftigelsesindsatsen, som jævnfør Finansministeriet i perioden 2009 – 2016 lå mellem 11 og 14 milliarder årligt. Der er altså tegn på, at prisen for en dansk jobgaranti vil være betragteligt lavere, hvilket videre studier naturligvis må forsøge at præcisere.

Økonomien kommer altså ikke til at knække os. Til gengæld knækker vores nuværende beskæftigelsesindsats mennesker og familier på stribe. Vi har med meget høj sandsynlighed råd til at indføre en jobgaranti. Men har vi moralsk råd til at holde mennesker i armod, fordi de ikke kan skabe profit? Skulle vi i stedet ikke garantere, at alle får lov til at bidrage med deres evner mod en anstændig hyre? Det er både fornuftigt og retfærdigt. ■

 

Vi har med meget høj sandsynlighed råd til at indføre en jobgaranti. Men har vi moralsk råd til at holde mennesker i armod, fordi de ikke kan skabe profit?
_______

 



Peter Toft Jølving (f. 1986) er selvstændig IT-konsulent og uddannet Cand.merc.IT fra Copenhagen Business School. Twitter: @peter_joelving ILLUSTRATION: Mand på arbejde som vicevært [foto: Michael Drost-Hansen/Scanpix]