08.01.2019

.

Antallet af episoder med markant, negativ adfærd i skolen er stigende. Børnene, særligt de yngste, slår, sparker, spytter og taler nedladende til de voksne som aldrig før. Både forklaringen og løsningen på problemet ligger lige til højrebenet, og det er på høje tid, at der sker forandringer.

Kommentar af Rasmus Alenkær, autoriseret psykolog, PhD.

I MIT DAGLIGE virke som psykolog og konsulent møder jeg skolebørn og deres forældre og undervisere hver eneste dag. Nogle gange i min egen, kliniske praksis, men oftest ude i klasselokalerne. Og her – i skolerne – går det voldsomt for sig i øjeblikket. Aldrig før i mine 24 år som professionel på skoleområdet har jeg oplevet, at voksne bliver slået, sparket og spyttet så meget på som i det seneste år.

Problemerne er ikke lige store alle steder, og billedet er ikke bare sort i sort. Men alligevel er det på høje tid, at beslutningstagerne på øverste niveau erkender problemerne – og gør noget ved dem.

En undersøgelse fra Det Nationale Forskningscenter for Arbejdsmiljø (NFA) fra 2018 taler sit tydelige sprog: Udadreagerende adfærd, dvs. verbale krænkelser og fysisk vold, er desværre blevet en almindelig og tiltagende del af skolehverdagen for mange børn og voksne.

Hertil må vi ikke overse den anden markante type negativ adfærd, nemlig den indadreagerende eller undvigende: Antallet af “løbere”, dvs. børn, der stikker af fra undervisningen, eller børn med “skolevægring”, dvs. påfaldende højt fravær, er desværre også stigende.

En hybrid mellem de to typer adfærd ses i øvrigt i form af “nægtelse”, nogle gange hos enkelte elever, men ofte som kultur i klassen: Når disse børn bliver mødt med almindelige og rimelige henstillinger, eksempelvis “er du sød at gå hen på din plads”, så svarer de blot “næ” og lader som ingenting. Nægtelse er ofte, ligesom vold og skolevægring, et tydeligt udtryk for, at børnene siger fra overfor de rammer, de befinder sig i.

 

Underviserne reagerer med stress og sygemeldinger, hvorfor undervisningen ofte varetages af uuddannede vikarer. Støjniveauet og antallet af afbrydelser i undervisningen stiger, trivselsniveauet for eleverne falder, og det faglige niveau begrænses markant
_______

 

EFFEKTEN AF DISSE tendenser er til at få øje på: Underviserne reagerer med stress og sygemeldinger, hvorfor undervisningen ofte varetages af uuddannede vikarer. Støjniveauet og antallet af afbrydelser i undervisningen stiger, trivselsniveauet for eleverne falder, og det faglige niveau begrænses markant. Ikke alle steder, men tendensen er der – og den er bred. Derfor skal den stoppes, og vi skal tilbage på sporet.

Hvad skal vi gøre?

Allerførst bør vi revidere idéen om specialpædagogisk inklusion i folkeskolen. Dvs. forestillingen om, at stort set alle børn, uanset forudsætninger, kan og skal modtage undervisning i de almene skoleklasser. NFA-rapporten belyser en tydelig sammenhæng mellem såkaldt “inkluderede elever” og tendensen til fysisk vold. Det siger sig selv, at udfordrede elever reagerer med modstand og undvigelse, når de placeres i en kontekst, der ikke matcher deres behov. En placering i et mindre og mere overskueligt, pædagogisk miljø er ofte – dog ikke altid – en langt bedre løsning.

Kodeordet er tidlig indsats. Aktuelt udvikler vi potentielle førtidspensionister som aldrig før, ved at placere små børn med specialpædagogiske behov i almenklasser uden passende støtte. For som Christina Holm Poulsen skriver i sin aktuelle Ph.d.-afhandling om samme emne, opgives disse børn ofte af systemet, hvorfor vejen til et – på sigt – normalt arbejdsliv er vanskelig. Husk i øvrigt også på, at denne type inklusion desuden kan have negative konsekvenser for ikke blot de “inkluderede” børn, men også deres klassekammerater.

Ergo: Hvis vi skal inkludere, så skal ressourcerne følge med. Ellers bliver det alt for dyrt i det lange løb.

 

Ergo: Hvis vi skal inkludere, så skal ressourcerne følge med. Ellers bliver det alt for dyrt i det lange løb
_______

 

Dernæst skal der være mere tid til faglig forberedelse, samarbejde og opfølgning for lærerne og pædagogerne. Særligt når mangfoldigheden iblandt klassens elever er stor, er det nødvendigt med fælles koordinering, realisering og evaluering af de indsatser, der skal hjælpe børnenes trivsel. Lærernes aktuelle arbejdstidslov, som hænger tæt sammen med heldagsskolen, vanskeliggør dette i markant grad og bør derfor ændres.

Så skal skoledagen skal være kortere. Den negative adfærd er værst sidst på dagen, fordi eleverne er trætte og overstimulerede. Det er både logisk og naturligt. Det ved alle undervisere, skoleledere og forældre, og kun faktaresistente reformtilhængere benægter dette indlysende faktum.

Slutteligt skal der generelt være færre elever i klasserne. I Danmark har vi tradition for en ikke-autoritær pædagogik, hvor børnene inddrages aktivt i undervisningen. Med andre ord vil underviserne gerne lytte til børnene, og børnene vil gerne høres. Men det er rigtigt svært, når man som ene-underviser skal tage sig af op til 28 børn på samme tid, hvoraf flere måske ikke taler dansk, hvoraf flere har specialpædagogiske behov, og hvor alle elever gerne vil sige noget – hele tiden. Derfor ville det være optimalt, hvis der var mere end én underviser i klassen ad gangen. Ikke altid, men det skal være en mulighed. Jeg har gode erfaringer med, at en lærer og en pædagog samarbejder om undervisningens faglige mål og klassens trivsel.

 

Men: Handler det ikke bare om opdragelse? […] Nej. Sådan fungerer det ikke
_______

 

MEN: HANDLER DET ikke bare om opdragelse? Hvis de danske skoleforældre droppede deres selvfede curlingtendenser og tog sig af ungerne i stedet for at ræse rundt med karriere, selvrealisering, offertendenser og smartphones, ville alt så ikke være godt?

Nej. Sådan fungerer det ikke.

Naturligvis er der nogle forældre, der kunne trænge til et grundlæggende kursus i postmoderne forældreskab og konstruktivt skole/hjem-samarbejde. Dem har jeg mødt masser af. Men de fleste forældre til børn med negativ adfærd gør faktisk alt, hvad der står i deres magt, for at komme problemerne til livs. Nogle gange lykkes det. Andre gange lykkes det ikke.

Det, der oftest går galt, er, når det offentlige system omkring familierne, dvs. skolesystemet, det sociale system og sundhedsvæsnet kun i ringe grad samarbejder om en fælles løsning. Så bliver man som forældre frustreret, stresset og vred – og det er der bestemt ikke noget at sige til. Og når man er vred, så er man ikke den bedste til at opdrage sine børn.

Hvis vi vil problemet med negativ adfærd til livs, må vi altså ikke tro, at det hjælper at give forældrene skylden. Roden til problemet ligger et andet sted: Nemlig i de rammer, som børnene, deres undervisere og deres forældre er placeret i. Og disse rammer kan vi som – velstående – samfund selv definere.

Så tag det fra en fagmand, der ved, hvad han taler om: De nuværende rammer er på flere måder noget bras. Børnene lærer for lidt, de trives ikke optimalt, de ansatte bliver syge, og forældrene mister tilliden til det offentlige. Derfor skal de laves grundlæggende om. Det kommer til at koste penge. Men alternativet er en uoverskuelig efterregning, som ingen kan ønske sig. ■

 

Børnene lærer for lidt, de trives ikke optimalt, de ansatte bliver syge, og forældrene mister tilliden til det offentlige. Derfor skal [rammerne] laves grundlæggende om
_______

 

Rasmus Alenkær (f. 1972) er autoriseret psykolog, PhD og tidligere folkeskolelærer. Han praktiserer som selvstændig børnepsykolog i egen praksis og arbejder sideløbende som konsulent og supervisor på skoler og institutioner i hele landet. Han har udgivet en lang række fagbøger på sit fagområde og har senest udgivet to skønlitterære børnebøger på forlaget Luc. ILLUSTRATION: Skoleklasse på besøg på Statens Museum for Kunst [foto: Claus Bech/Scanpix]