25.01.2019

USA var den sidste supermagt. Nu forfalder landets førerposition på en række områder – og der kommer ingen erstatning.

Af Jørgen Ørstrøm Møller

Indtil den globale finanskrise (2008-2009) var USA den uantastede leder af den økonomiske globalisering. Herefter tabte USA sin moralske fødselsret til at lede verden, og den amerikanske økonomi stødte på grund. USA’s andel af det globale bruttonationalprodukt (BNP) er siden 1970 faldet – fra 38 pct. til 32 pct. i år 2000 og 22 pct. i 2018.

Præsident Trump forsøger at reducere USA’s forpligtelser og engagement i økonomisk globalisering for derved at bringe bedre ligevægt mellem, hvad USA får ud af globaliseringen, og hvad det koster USA at stå som garant for det globale styresystem. Kernen er simpelthen, at USA ikke længere har råd til at være en global magt.

Dermed opstår et vakuum for resten af verden – i form af manglende sikkerhedsstruktur og regler for handel og investeringer. Dette tomrum fyldes nu gennem regionalisering. Demografi, teknologi, regionale produktionskæder og investeringsstrømme driver dette skift, som tydeligst set i Asien.

Forude tegner der sig tre store økonomiske blokke: 1) den vestlige halvkugle, 2) Østasien (sandsynligvis udstrakt til hele Asien) samt 3) Europa og dele af de omliggende lande. De vil respektere hinandens interessesfærer, på samme måde som USA og Sovjetunionen gjorde det under Den Kolde Krig.

USA i forfald
Det amerikanske alliancesystem udformet umiddelbart efter Anden Verdenskrig var forankret i fælles værdinormer, som blev delt af alliancernes medlemslande. NATO forsvarede et samfundssystem – demokrati og en markedsøkonomisk model – over for udfordringen fra kommunismen i det alliancesystem, der blev ledt af Sovjetunionen (Warszawa-pagten), og som stod for et autoritært politisk system og en centralstyret økonomisk model.

Historisk set var det en ny form for krigsførelse, hvor formålet var at vinde moralsk – dvs. ved at definere, hvad der er rigtigt og forkert. Det amerikansk-ledede alliancesystem vandt denne tvekamp og så for en stund ud til at skulle definere det globale system i sit billede.

Den moralske støtte kom både fra den amerikanske befolkning og udefra – i kraft af beundring for og anerkendelse af den amerikanske model. Den havde leveret varen.

 

Udhulingen af USA’s magt – politisk, militært, økonomisk, men vigtigst: moralsk – forklarer præsident Trumps udenrigspolitik. Den tidligere balance mellem fordele og ulemper er erstattet af fornemmelsen af, at USA ville stå bedre ved egenhændigt kun at tilgodese sine egne interesser. Enhver anden amerikansk præsident ville gøre det samme
_______

 

For 10-20 år siden var et flertal af amerikanerne villige til at betale for at sprede deres model. De fleste kompromiser i internationale forhandlinger skyldtes USA’s beredvillighed til at betale – enten direkte (i form af løfter om finansiel bistand) eller indirekte ved at tilsidesætte egne, snævre interesser for, at resultatet kunne tiltrædes af andre. Det blev ikke antastet hjemme, fordi den amerikanske befolkning nød rollen som den eneste supermagt.

Men nu viser opinionsundersøgelser, at andelen af USA’s befolkning, som føler, at USA’s model er bedre and andres, er faldende (ifølge det amerikanske analyseinstitut PEW). Præsidentens exit fra Paris-aftalen om global opvarmning og hans torpedering af USA’s eget initiativ til en omfattende handelsaftale hen over Stillehavet (TPP) illustrerer, hvorledes dette holdningsskift slår igennem. Tilsvarende falder andelen af personer uden for USA, der finder ’the American way of life’ attråværdig. Endnu værre for USA’s moralske position: kraftig stigning i antallet af mennesker, der verden over ser USA som en trussel – ikke som en ven.

Synet på USA’s moral er under nedslidning. Det var en egenskab, som tidligere forøgede landets styrke og gjorde det lettere at lede uden direkte brug af magt. Moralsk førerskab forstærker et lands soft power (blød magt) og hæver tærsklen for, hvornår det er nødvendigt at falde tilbage på hard power (hård magt) – sit militær.

I årtierne efter 1945 satte amerikanske virksomheder sig fast over hele kloden. Det amerikanske finansielle system trådte ind som den globale ‘bank’.

USA havde større fordele af økonomisk globalisering, da landets andel af det globale BNP var højere. De to ting er direkte forbundet. Faldet – som nævnt – fra 38 pct. i 1970 til 22 pct. i dag – ledsages af et tilsvarende skred i fordelene ved økonomisk globalisering.

Et af USA’s vigtigste våben siden 1945 er i mindre grad til rådighed: muligheden for at lukke op for pengepungen og gøre det fordelagtigt for andre at følge USA’s ’råd og vejledning’. En reduktion i dette omfang indsnævrer USA’s manøvrerum. Forsvarsbudgettet har været belastet af massive udgifter til krigene i Afghanistan og Irak med negative bevillingsmæssige konsekvenser for andre dele af USA’s militær. Det har givet sig udslag i færre avancerede kampfly (F-22-modellen) end planlagt samt en reduktion af den amerikanske flåde kombineret med stigende alder for krigsskibene. Bistand og støtte til allierede er under genovervejelse – med henvisning til, at USA tidligere har betalt for de fordele, modtagerlandene høstede gennem økonomisk globalisering.

Igennem årtier har USA været verdens finansielle centrum – på trods af et amerikansk opsparingsunderskud, der har kunnet ses som et tilbagevendende underskud på betalingsbalancen på 2-4 pct. af BNP. Lande med opsparingsoverskud – olieeksporterende lande, Japan og senest Kina – kunne ikke skimte noget bedre sted at parkere deres opsparing end hos amerikanske finansielle institutioner, som herefter geninvesterede globalt. Med andre ord: USA forvaltede andre landes opsparing. Dette privilegium forstærkede USA’s magt – først finansielt og derefter politisk, eftersom andre landes opsparing blev placeret med en fornemmelse for, hvad der også var i USA’s interesse. Hertil kom, at disse finansielle tjenesteydelser ikke var gratis, men genererede store indtægter for USA.

Denne funktion overlevede finanskrisen, eftersom intet andet finansielt marked kan levere samme stordriftsfordele. Men en overvejelse af mulighederne for gradvist at etablere konkurrerende centre er sat i gang.

I særdeleshed har Kina været aktiv. Landet har opbygget et eget finansielt system, som kan placere den kinesiske opsparing og muligvis bruges af andre lande, der er utilfredse med USA – måske Rusland? Et eksempel er udviklingsbanken Asian Infrastructure Investment Bank (AIIB), der er sat op af Kina, som også er hovedaktionær. Et andet er kinesiske kreditvurderingsagenturer, der vil konkurrere med Moody’s, Fitch og Standard & Poor’s, der indtil nu stort set har haft monopol på at vurdere andre landes kreditværdighed – og har gjort det gennem amerikansk optik.

 

USA hverken kan eller vil håndhæve lov og orden på den globale scene som en slags garantmagt. Det efterlader en stribe af mellemstore og små lande, herunder Danmark, i knibe
_______

 

Statsudgifter til forskning, udvikling, teknologi og innovation er steget fra 2014 til2018: fra 80 til 151 mia. dollars i dag. Det ser flot ud; men mindre flot, når det erindres, at beløbet i 2009 var 180 mia. Der er således tale om en reduktion på 18 pct. over ti år. OECD-tal viser, at USA’s samlede udgifter til forskning mv. ligger uændret – omkring 2,7-2,8 pct. af BNP. Kinas andel er derimod steget – fra 0,89 pct. i år 2000 til 2,1 pct. i 2018 – samtidig med at landets BNP er tidoblet siden år 2000.

Et blik på patentområdet bekræfter billedet af et USA, der – lidt efter lidt – ser sin førerstilling erodere. Det er specielt urovækkende for landet, at en stigende andel af patenterne kan henføres til udenlandske forskere i USA. Ikke mindst fordi andelen af udenlandske studenter, som forlader USA efter fuldendt uddannelse over de seneste 35 år, er skiftet fra 20 pct. i 1980 til 80 pct. i dag. Ved et af verdens førende naturvidenskabelige universiteter, Massachusetts Institute of Technology (MIT), er 41 pct. af en årgang udklækkede kandidater udenlandske – af dem kommer 52 pct. fra Asien. Der er tale om en underminering af den amerikanske talentmasse, som i det lange løb vil true USA’s ledende position.

Den gæld, som længe er blevet ignoreret, begynder desuden nu for alvor at true USA’s finansielle formåen. I løbet af mindre end fire år vil nettorenteudgifterne stige til 16 pct. af statsbudgettet. I dag udgør de 1,6 pct. af BNP, men skønnes at blive ikke mindre end 3,1 pct. i 2028 – svarende til 19 pct. af statsbudgettet. Det er næsten lige så meget som forsvarsudgifterne på 3,5 pct. Finansieringen skal findes inden for gruppen af ikke lovbundne udgifter, som udgør ca. en tredjedel af statsbudgettet.

Det er utrolig svært at se, hvorledes det skal kunne lade sig gøre. Teknisk set kunne det ske gennem forhøjelse af skatterne; men hvem tror på det? Et alternativ er nedskæring af de i forvejen relativt beskedne udgifter til en række sociale formål.

En mulig vej ud af dette dilemma er, at USA hos sine internationale kreditorer anmoder om – eller kræver – en restrukturering af gælden. Dette er i realiteten en falliterklæring; men vil selvfølgelig blive sløret, eftersom ingen er interesseret i en sådan overskrift med uoverskuelige virkninger.

Udenlandske kreditorer ejer 42 pct. af de amerikanske statsobligationer – med Kina og Japan som de største kreditorer (hvert af disse lande ejer for 1,2 billioner dollars). Det er tænkeligt – ja, sandsynligt – at præsident Trump vil presse de to lande til at forlænge aftalen eller på anden vis lade USA slippe ud af gældsklemmen – i hvert fald på kort sigt.

På samme måde som Trump har begrundet sin trussel om handelskrig med, at Kina uretmæssigt har tiltaget sig fordele, kan han sige, at den kinesiske beholdning af amerikanske statsobligationer er resultatet af en økonomisk politik, der er i strid med gældende regler, og at obligationerne derfor ikke kan kræves indfriet. Han vil sige: ”Forgængerne i præsidentembedet blev taget ved næsen. Jeg gør fejlen god igen”.

Trumps løsning: at afvikle det globale system
Udhulingen af USA’s magt – politisk, militært, økonomisk, men vigtigst: moralsk – forklarer præsident Trumps udenrigspolitik.

Tidligere betød en høj amerikansk andel af det globale BNP en tilsvarende massiv fordel af deltagelse i økonomisk globalisering – og begrundede dermed omkostningerne ved at stå som garant for globale regler. Faldende BNP-andel reducerer fordelene, da USA kort sagt ikke længere kan forme den globale økonomi efter egne interesser. Men omkostningerne og byrderne er ikke faldet. Den tidligere balance mellem fordele og ulemper er dermed – som Trumps og hans rådgivere ser det – erstattet af fornemmelsen af, at USA ville stå sig bedre ved egenhændigt kun at tilgodese sine egne interesser.

Derfor er den amerikanske regering begyndt at genoprette balancen – ved at reducere forpligtelserne (BNP-andelen kan ikke bare forøges). Enhver anden amerikansk præsident ville gøre det samme – omend vælge en anden stil og et andet ordforråd.

 

USA forvaltede andre landes opsparing – og dette privilegium forstærkede landets magt. Men en overvejelse af mulighederne for gradvist at etablere konkurrerende centre er i gang
_______

 

De to nationer, som etablerede det globale styresystem efter Anden Verdenskrig – USA og Storbritannien – er nu i færd med at afvikle det. USA taler om at efterleve globale regler, forudsat at det er i landets egen interesse, og blokerer fx for funktionsdygtigheden af Den Internationale Handelsorganisation (WTO) ved at modsætte sig besættelse af ledige topposter i organisationen. ’Tag kontrollen tilbage’ var et slogan fra Brexit-kampagnen, der måske blev udslagsgivende for resultatet – og som sætter spørgsmålstegn ved Storbritanniens internationale engagement. Hvordan kan man tage kontrollen tilbage og samtidig indgå internationale aftaler?

Antag, at andre lande følger samme linje. I så fald er der intet tilbage af det institutionsbårne globale regelsæt. Alle fægter for egne rettigheder. Nationer efterlever internationale regler, fordi de ser deres langsigtede interesser heri – i forventning om, at alle andre gør det samme. I modsat fald ville de begynde at føle hinanden på tænderne med udsigt til konflikt og konfrontation – muligvis af militær karakter – for at efterprøve, hvem der er den stærkeste.

Uden global ledelse og sikkerhed for international ret falder nationalstaterne tilbage på regionale arrangementer, hvor de føler sig mere sikre – fordi de har mere viden om deres nabolandes interesser. Her er der større forudsigelighed om andre landes adfærd og handlingsmønstre, som gør konflikt og konfrontation mindre sandsynligt.

I Asien ses dette gennem landenes støtte til to regionale handelsaftaler: Comprehensive and Progressive Trans Pacific Partnership (CPTTP) og Regional Comprehensive Economic Partnership (RCEP). Stillehavssamarbejdet The Trans Pacific Partnership (TPP), som USA søsatte under præsident Obama, stødte på grund, netop fordi det ikke var regionalt, men spændte over flere kontinenter – og afslørede dermed interessemodsætninger ved forsøg på interkontinentale aftaler.

Tre regioner er synlige:
1) Den vestlige halvkugle
2) Østasien, der kan udvikle sig til Asien og Europa plus omliggende områder
3) Europa og omliggende områder
Det ubesvarede spørgsmål er: Hvor regelbaserede vil disse regionale ordner blive? Vil de ende med at blive styret af den (eller de) stærkeste magter?

Men der vil være nationer eller grupper af nationer, som falder udenfor. De udsættes for risiko, eftersom det vil være vanskeligt for dem at finde sammen med ligesindede nationer i forsvar af deres interesser. Som det ser ud nu, gælder det fx Rusland, landene i Mellemøsten og Australien og New Zealand (Oceanien). De kan ikke forlade sig på det globale system – der er under opløsning – men altså heller ikke på nabolande.

Asien
Den globale forsyningskæde erstattes gradvis af regionale forsyningskæder, i særdeleshed for Asiens vedkommende. Verden domineres af tre ’fabrikker’: fabrik Asien (med Kina som centrum), fabrik Nordamerika (med USA) og fabrik Europa (med Tyskland).

For nylig offentliggjorde Asian Development Bank (ADB) tal, der viste, at 57,3 pct. af al handel – op fra et gennemsnit på 55,9 pct. over den forudgående femårige periode – er intraregional (2016). Udenlandske investeringer (FDI) steg i 2016 til 55 pct. fra 48 pct. i årene forud. Mere end 20 år tidligere afslørede en analyse foretaget af Den Internationale Valutafond (IMF), at den asiatiske konjunkturcyklus havde afkoblet sig fra den amerikanske med den konsekvens, at Asiens økonomi var ved at blive selvstyrende, dvs. domineret af egne forhold frem for at følge den globale økonomi. Det er forkert, at Kinas økonomi gennem det seneste tiår har været drevet af eksport. Nettoeksport har kun i begrænset omfang bidraget til væksten og endog i et par år haft en negativ virkning. Det ses af, at Kinas overskud på betalingsbalancen fra et højdepunkt på næsten 10 pct. af BNP omkring 2005 er faldet til et skøn for 2018 på 0,5 pct.

 

Uden global ledelse og sikkerhed for international ret falder nationalstaterne tilbage på regionale arrangementer, hvor de føler sig mere sikre. Det ubesvarede spørgsmål er: Hvor regelbaserede vil disse regionale ordner blive?
_______

 

To parametre bliver udslagsgivende for udviklingen i Asien omkring de kommende to økonomiske giganter Kina og Indien.

Demografi viser, hvorledes størrelsen af arbejdsstyrken (personer mellem 15 og 64 år) samt forsørgelsesandelen (personer over 64 år sammenholdt med arbejdsstyrken) begunstiger eller belaster en nation. En høj arbejdsstyrke plus lav forsørgelsesandel er ensbetydende med, hvad der betegnes ’den demografiske dividende’ – dvs.: mange i arbejde og få til at blive forsørget af dem, der arbejder.

Indtil 2015 høstede Kina den demografiske dividende. Nu er det Indiens tur.

For Kina nåede arbejdsstyrken sit højdepunkt i 2015 – omkring 1.030 millioner – og den vil falde til 825 millioner i 2050. Stigende lønninger vil derfor presse Kina ud af arbejdskraftintensiv, løntung industri. Efter en kort periode med chancer for lande som Vietnam, Filippinerne, Myanmar og måske Indonesien vil denne type industri flytte til Sydasien – navnlig Indien, hvis arbejdsstyrke vil vokse med op mod en tredjedel (800 millioner i 2000, 1.100 millioner i år 2050). Kina vil derimod kravle op ad værditilvækstsstigen og konkurrere på parametre som teknologi, service, branding etc. De to giganter vil bevæge sig i modsat retning på skalaen for værditilvækst: Indien nedad. Kina opad.

Indtil cirka 2035 vil Kinas forsørgerbyrde (andelen af indbyggere over 65 år sammenholdt med arbejdsstyrken) stige – fra 11 pct. i 2005 til ca. 39 pct. i 2050. De tilsvarende tal for USA er 18 pct., 24 pct. og 34 pct. For Indien 8 pct., 10 pct. og 21 pct.

Kina er afgørende for udviklingen. Over det næste tiår eller to må kineserne omskabe deres økonomiske og teknologiske model – fra traditionel industri til højteknologi. Det kan formentlig vise sig muligt indtil 2035 uden fundamentale samfundsmæssige ændringer. Fra 2035 gør demografien sig gældende for alvor – med faldende arbejdsstyrke og stigende forsørgerbyrde og dermed spørgsmålstegn ved indretningen af det kinesiske samfund. Med andre ord: Omkring 2035 kommer Kinas skæbnestund.

Der er klare tegn på, at Kina er i færd med at møde denne udfordring og dreje landet ind på sporet af højteknologi. En stribe programmer er søsat, og pengene er der. Et omfattende innovationsprogram – til en beløbsramme på 320 mia. dollars – skal sikre et paradigmeskift. ’Made in China 2025’ sigter på at placere Kina helt fremme i feltet med brug af den mest avancerede industrielle teknologi. Landet ser sig selv som konkurrent og måske endda arvtager til Tyskland som leder af, hvad der betegnes som ’Industrie 4.0’ eller ’Industrial Internet Consortium’ (ICC), dvs. brug af den mest sofistikerede teknologi i fremstillingsprocesser. Kunstig intelligens (AI) tildeles høj prioritet. Bioteknologi står også på listen. Endelig er det på tegnebrættet at indføre en form for cirkulær økonomi – for at formindske og på længere sigt helt eliminere affald gennem omfattende genanvendelse.

Spørgsmålet for Asiens økonomi – og i realiteten: verdensøkonomien – er, om Kina og Indien kan finde ud af at indgå i en form for økonomisk integration.

Indien har et opsparingsunderskud. Kina må derfor i givet fald finde pengene til ikke alene at finansiere sin egen omstilling, men tillige træne og oplære Indiens arbejdsstyrke samt hjælpe med opbygning af infrastruktur og logistik. Økonomisk set skulle det være muligt. De to landes komparative fordele taler for, at begge skulle kunne opnå en gevinst. Problemet er politisk. For kredse i begge lande ser dem som rivaler – og her vil man modsætte sig samarbejde og gensidig hjælp.

Hidtil har det økonomiske samkvem helt overvejende været i Kinas favør. Kina er Indiens største handelspartner, medens Indien blot er nummer syv for Kina – og hvor kineserne har store investeringer i Indien, har inderne næsten ingen i Kina. Skal samarbejdet udvikle sig gunstigt for begge, kan denne ubalance ikke fortsætte.

Men kan de to lande overkomme politiske vanskeligheder og snæversynethed, er der reelle muligheder for fortsat økonomisk globalisering – dog ikke nødvendigvis præcis i den form, vi hidtil har set.

Man kan forvente, at de to lande – som kommende økonomiske supermagter – vil forsvare global frihandel og frihed for internationale investeringer. I modsat fald kan undermineringen af den økonomiske globalisering – som USA og Storbritannien har indledt – fortsætte – med uoverskuelige konsekvenser.

 

På overfladen forekommer den amerikanske økonomi stærk – med vækst og lav arbejdsløshed og derfor tilstrækkeligt ‘polstret’ til en mulig konflikt med Kina. Men som tallene viser, er dette en forhastet konklusion: USA’s økonomi lider af store skævheder, som forstærkes af den nuværende regerings afvikling af det globale system
_______

 

Er Trump i færd med at udfordre Kina?
Det centrale spørgsmål på kort sigt er et andet: Nemlig om USA og Kina vil udvise logisk, rationel adfærd og således tilsidesætte overfladiske og impulsive tendenser til at afgøre modsætninger eller uenighed gennem konflikt – dvs.: brug af magt – og muligvis hård magt, endog militære midler (hård magt går ud på at tvinge et land til at gøre noget, som det ikke ønsker, og militære midler er et af flere instrumenter hertil).

Det er en slags spilteori for åbent tæppe [spilteori: modellering af magtspil mellem fx rivaliserende stater, som anvendes bl.a. i studiet af international politik, red.]. Begge ved, at en væbnet konflikt vil koste dem dyrt; men hvis en af dem kan tyrannisere den anden til at give efter, vil den pågældende vinde. I et sådant scenario er det vigtigt at læse modparten korrekt. Historien har talrige eksempler på, at det ikke er sket, hvilket har ført til misforståelser eller lignende med efterfølgende konflikt, ingen af parterne i virkeligheden ønskede.

I øjeblikket må risikoen for, at det går galt, desværre anses for håndgribelig, i lyset af hvem der p.t. udgør de politiske beslutningstagere i Washington – dvs. Trump og hans nærmeste. De er ikke just kendt for dyb historisk indsigt og stor visdom.

Kinas adfærd støtter antagelsen om, at ledelsen forstår landets økonomiske begrænsninger og ganske klart ser, at det ikke har økonomisk styre til at tage en konflikt med USA. Formodningen er derfor, at Kina vil manøvrere for at undgå en konflikt. Dagsordenen er fuld af økonomisk modernisering og teknologiske nydannelser samt en stribe andre samfundsmæssige spørgsmål, der gennem klodset eller forkert håndtering kan true det store riges stabilitet og dermed det kommunistiske partis (CCP) monopol på magten. Under præsident Clintons besøg i 1998 fortalte landets daværende præsident, Jiang Zemin, ham efter sigende under fire øjne, at Kina kun frygter en ting: indre social uro. Dermed advarede han også USA om ikke at opmuntre hertil – hverken direkte eller indirekte.

Der er – på basis af en række artikler og udtalelser – grund til at tro, at højreorienterede politiske grupper i USA ser en handelskrig som et instrument netop i dette prisme. Man kan være i tvivl om, hvor stor indflydelse de har. Men filosofien er klar: Undermineres Kinas økonomi, og forhindres landet i at restrukturere i retning af teknologi, vil den økonomiske vækst falde, arbejdsløsheden stige, og social uro opstå. I denne optik vil det skabe en chance for, at CCP udfordres.

Denne teori er imidlertid et tveægget sværd.

Det amerikanske erhvervsliv ved bedre end nogen, hvor store interesser amerikanske multinationale virksomheder har i Kina. Omkring halvdelen af de 500 største virksomheders overskud kommer fra oversøisk aktivitet. Skal disse firmaer indrulleres i en større handelskrig med Kina, kræver det en betydelig kraftudfoldelse fra præsident Trumps side med risiko for, at virksomhederne vil støtte en anden præsidentkandidat i 2020.

I 2015 solgte amerikanske firmaer for 372 mia. dollars til USA – heraf blev varer for 233 mia. produceret i Kina af amerikanske firmaers produktionsenheder. Kinesiske firmaer solgte for 402 mia., hvoraf varer for blot 10 mia. blev produceret i USA. Opgjort på denne måde er det ’amerikanske’ handelsunderskud ikke henimod 300 mia., som præsident Trump fastholder, men kun 30 mia. dollars.

Forskellen mellem værdien af et lands oversøiske investeringer, og hvad andre lande har investeret i det pågældende land, kaldes ’net international investment position’ (NIIP). Kina er nummer tre på listen med en nettoposition på 1,7 bio. (1.700 mia.) dollars efter Tyskland og Japan. Men eftersom det kinesiske opsparingsoverskud er faldende, er det næppe sandsynligt, at opbygningen af NIIP kan fortsætte i det hidtidige tempo. Men afstanden til USA bliver alligevel større, fordi USA har haft opsparingsunderskud siden 1976 med den konsekvens, at landet efterhånden har naglet sig fast som verdens største debitornation med – en negativ NIIP på 8 bio. dollars svarende til ikke mindre 45 pct. af dets BNP.

 

En mulig vej ud af dilemmaet er, at USA hos sine internationale kreditorer anmoder om – eller kræver – en restrukturering af gælden. Dette er i realiteten en falliterklæring; men vil selvfølgelig blive sløret, eftersom ingen er interesseret i en sådan overskrift med uoverskuelige virkninger
_______

 

På overfladen forekommer den amerikanske økonomi stærk – med vækst og lav arbejdsløshed og derfor tilstrækkeligt ’polstret’ til en mulig konflikt med Kina. Men som tallene ovenfor viser, er dette en forhastet konklusion:

USA’s økonomi lider af store skævheder, som forstærkes af den nuværende regerings afvikling af det globale system. Trumps regering afviser også systematisk at bruge de eksisterende institutioner til at danne en form for koalition, der kunne aftvinge økonomiske indrømmelser fra Kina.

Fra globalisering til regionalisering
Hverken et amerikansk forsøg på at klamre sig til posten som global leder eller kinesiske ambitioner om at afløse USA i denne rolle falder i tråd med de fundamentale økonomiske forhold. Derfor er svaret på, hvad der nu sker, at den økonomiske globalisering er på vej ud. Den erstattes af noget andet – nemlig regionalisering.

Efterhånden som internationale organisationer bliver tandløse, forkaster nationalstaterne dem som relevante for at levere hjælp og sikkerhed. De bliver en torso [en afskåret overkrop, red.]. Stigende opmærksomhed tildeles regionale rammer. Og det er i en regional sammenhæng, man ser på suverænitet og sikkerhed – både politisk, militært og økonomisk samt, ikke mindst, ift. nye parametre som terrorisme og cyberkrig. Et lands forhold til sine nabolande og den (eller de) ledende magt(er) i regionen overskygger globale forpligtelser og garantier.

USA hverken kan eller vil håndhæve lov og orden på den globale scene som en slags garantmagt. Det efterlader en stribe af små og mellemstore lande, herunder Danmark, i knibe. Vi bliver rådvilde, eftersom vi hidtil har set vores sikkerhed forbundet med netop et sådant amerikansk engagement.

Små og mellemstore lande vil i stedet konkurrere med hinanden inden for regionale rammer. Det sker, efterhånden som det regelbaserede system og en form for ligeværd mellem nationer – globaliseringens adelsmærke – skubbes til side af et system til fordel for den stærkeste og mest hårdhudede. Den ledende magt vil nøje overvåge de små og mellemstore landes aktivitet for at sikre sig fodslag med, hvad den stærkeste magt forventer. Er der fodslag, hjælper den stærkeste; er det ikke tilfældet, får den svage konsekvenserne at føle.

 

Verden vil aldrig mere se en global supermagt som det britiske imperium og USA
_______

 

Regionerne og deres ledende magter vil respektere hinanden og deres omliggende interessesfærer. Risikoen for store krige vil være overordentlig begrænset, fordi alle ledende regionale magter ved, at de ikke er stærke nok til at svinge sig op til rollen som global supermagt. Derimod vil krige, som vi ser det med stedfortræder i Syrien, vinde indpas.

Men overgangen fra globalisering til regionalisering bliver farlig og risikobetonet. En række nationalstater – som af USA blev presset til at acceptere en mindre rolle end den, de så for sig selv – fristes til at redressere disse forhold og skyde deres interessesfærer frem. Men her vil de støde på andre lande, som tidligere regnede med USA’s hjælp for at forhindre netop dette.

Al denne følen på tænderne indebærer farer for væbnede konflikter, som kan eskalere, netop fordi den globale supermagt, USA, ikke længere står parat til at træde ind og forhindre det. Tyrkiets udenrigs- og sikkerhedspolitik inden for det seneste tiår er en illustration heraf [se artiklerne af Lars Erslev Andersen og Helle Malmvig i dette nummer, red.].

Slut med globale supermagter
Verden vil aldrig mere se en global supermagt som Det Britiske Imperium og USA. Ingen nation vil besidde økonomisk styrke til at udfylde en sådan rolle. Det er også tvivlsomt, om nogen nation vil have samme moralske magt som de to tidligere supermagter.

En økonomisk analyse peger på økonomisk regionalisering – med en eller to førende økonomiske magter inden for hver region til at slå tonen an. Handel og investeringer vil overvejende finde sted inden for regionen, som bliver mere selvbærende – dvs. afkobler sig fra resten af verden, men uden at isolere sig. Det er vanskeligt at se, hvilken institutionel struktur som vil nyde fremme; i særdeleshed balancen mellem et regelbaseret og et magtbetonet system.

De ledende magter inden for regionerne vil respektere hverandres interessesfærer med den konsekvens, at små og mellemstore lande vil finde det svært at søge partnere udenfor.

Der vil ikke være appetit for at skabe et nyt globalt system. De politiske og psykologiske vanskeligheder vil næppe kunne overvindes – herunder hvilket politisk system og hvilket økonomisk model der står som ’nummer et’.

Denne model synes bærbar indtil omkring 2035. På det tidspunkt vil Kina for alvor blive konfronteret med demografiske problemer, USA’s tilbagetrækning som global supermagt vil være fuldbyrdet, og Indien vil melde sig på banen. Disse tre forhold vil afgøre, i hvilken retning verden herefter bevæger sig. ■

 

Kernen er simpelthen, at USA ikke længere har råd til at være en global magt. Dermed opstår et vakuum for resten af verden, og dette tomrum fyldes nu gennem regionalisering. Men overgangen fra globalisering til regionalisering bliver farlig og risikobetonet
_______

Apropos denne artikel:

Anne Kirstine Rønn i RÆSON SØNDAG: Assad er væk, Iran er optaget og Israel er i offensiven. Men Hizbollah har fortsat indflydelse i Libanon

Peter Birch Sørensen i RÆSONs nye trykte nummer: Skal vi frigøre os fra Kina – også hvis det går ud over klimaet?

Michael Hirsh: Det, vi ser, er et gennemgribende geopolitisk skift, som kan ændre verden, som vi kender den

Brasso og Foss i RÆSONs nye trykte nummer: Siden 2019 er EU’s fælles gæld mere end tidoblet – og nu mangler der igen penge

William Kotschenreuther Andersen: Bag Trumps grønlandsambition gemmer sig mere end personlig forfængelighed

Bertel Heurlin: Trump vil maksimere USA’s magt – og lykkes faktisk med det. Mange ser det ikke – men det gør Xi