17.12.2018

.

Stop den adfærdsregulerende krænkelseskultur. Det ødelægger forskningen og tilsidesætter de væsentlige problemer, universitetsstuderende bør tænke over i stedet.

Kronik af Thomas Johannes Erichsen

FORSKERE OG UNDERVISERE ved Københavns Univrsitet vil fremover forsøge at “holde sig på dydens smalle sti” som en direkte udløber af universitetets nye ’Adfærdskodeks’. Det mener professor og dr.med. Flemming Dela, ”for ikke at krænke elever og således komme i uføre, vil man blive mere omhyggelig i sin omgang med ord, vendinger og udtryk, og det vil skabe en ensretning og konformitet af universitetet.” Flere forskere har således opponeret mod de nye moralske retningslinjer i den akademiske verden, og man må håbe, at der bliver lyttet til dem.

’Adfærdskodekset’, der allerede har fået en del omtale i medierne, tager udgangspunkt i individets oplevelse af at være krænket. Således er en enkelt følsom elev nok til at skabe problemer, i modsætning til hvis der var en mere generel utilfredshed med undervisningen. Med tanke på hvordan Københavns Universitet tidligere har taget ekstraordinære hensyn til stødte studerende, især påpeget af Jacob Mchangama, må man sige, at krænkelseskulturen nu for alvor har bidt sig fast i en universitetsverden, hvor den frie og dristige tanke gerne skulle herske.

 

Med tanke på hvordan Københavns Universitet tidligere har taget ekstraordinære hensyn til stødte studerende […] må man sige, at krænkelseskulturen nu for alvor har bidt sig fast i en universitetsverden, hvor den frie og dristige tanke gerne skulle herske
_______

 

HVEM HAR LYST til at undervise i tabubelagte emner efter ’Adfærdskodekset’? Hvis undertegnede var ansat på KU, ville et kursus som ’Sammenhængen mellem islam og social kontrol’ nok ikke være det første, der faldt mig ind. Men de kontroversielle emner er vigtige, selvfølgelig er de det, og historien frembyder rigeligt med eksempler på, hvordan krænkede instanser har forhindret vigtig viden og forskning.

På filosofi-studiet har en gruppe ved navn ’Front’ opponeret mod det udprægede ’hvide’ og mandlige pensum. Man efterlyser især flere kvindelige tænkere, da man som kvindelig studerende ikke kan ’identificere’ sig med de mange mandlige tænkere. Men sagen er bare, hvor urimeligt det end lyder, at fortidens afgørende filosoffer i reglen har været mænd, og ja, hvide mænd, fordi her har man haft adgang til uddannelse, litteratur og generelt gehør. Man ville ønske, det var anderledes. Det er det ikke, og hvis man lader kønskvoter bestemme et filosofipensum, så taber man stort i filosofisk kvalitet, hvad man vinder i millimeterretfærdighed.

’Front’ er ikke alene og tendensen kommer fra flere amerikanske universiteter. Her har man i nogle tilfælde oprettet ’safe spaces’, altså undervisning hvor bestemte samfundsgrupper ikke risikerer at blive krænket. Der er tale om en streng form for politisk korrekthed, som næsten minder om 70’ernes venstreradikale universitetsmiljø, i USA, såvel som i Danmark. Herhjemme kom en række forfattere i unåde, fordi de ikke havde sans for samfundets svage og udsatte. Således blev Henrik Pontoppidans skildringer af bøndernes druk bandlyst, og Karens Blixens overklassedramaer blev højst vurderet som ligegyldige. Tænk, hvor meget kunst og kvalitet, man gik glip af der.

I DAG MÅ krænkelseskulturen da også være til irritation for minoriteter, der faktisk ikke ønsker de hensyn, som de krænkede insisterer på. I sin tid var en fredagsbar på KU under stærk kritik på grund af et bar mitzvah-tema, altså et jødetema,- helt ærligt? Hvis man føler sig krænket, nå ja, så gør man det, men lad være med at betragt andre mennesker som tilsvarende tyndhudede.

 

Hvis man føler sig krænket, nå ja, så gør man det, men lad være med at betragt andre mennesker som tilsvarende tyndhudede
_______

 

”Der skal være plads til alle mulige typer på universitetet. Der skal være en professor Tournesol og en kaptajn Haddock”, siger professor Flemming Dela, og ja, et universitet er en tankefabrik og faktisk ikke for svage sjæle. Det er et sted, hvor forskning og sandhed er i centrum, ikke følelser og stemninger. Det er et sted, hvor intellektet skal hærdes og udvikles, ikke polstres i hensyn. Er man uenig, så er campus nok ikke det rette valg.

MEN SKAL MAN da slet ingen hensyn tage i en tid, hvor multikultur og globalisering har medført, at der næppe findes et universitetshold uden minoritetsstuderende? Svaret er stort set nej. Hvilke hensyn skulle det være? At man som historielektor ikke skulle gå i dybden med det ydmygende forhold for sorte i 60’ernes raceadskilte USA? At man ikke skulle gå i detaljer med amerikanernes bombning af Tokyo i 1945, et massedrab på japanere på linje med Hiroshima og Nagasaki? Nogle gange gør det ondt at blive klogere. Desværre.

Adfærdskodeks: Et andet ord for censur? Ifølge kritikken, ja. ”Det kan lægge bånd på vores forskning og fortolkningen af resultaterne. Vi kan blive mere tøvende i forhold til, hvilke emner vi vil kaste os over”, siger professor og dr. scient Anders Hay-Schmidt. Tænk over det: Forskning under overvågning, alle de hensyn man må tage, frygten for at komme i ’bad standing’. Det er jo slet ikke forskning længere.

HVAD SIGER REKTOR på KU, Henrik Wegener, egentlig om al kritikken? Den har han indtil videre afvist. Og ikke nok med det, i et interview i ‘Deadline’ den 23. september 2018 udtalte Wegener, at hvis nogen klagede over, at Muhammedtegningerne var blevet anvendt i undervisningen, så ville han indkalde underviseren til en samtale(!) Så skal man i hvert fald ikke grave for dybt i Muhammed-krisen på Københavns Universitet. Helt ærligt, er her tale om en rektor for en akademisk højborg, eller bare en skulder som nærtagende studerende kan græde ved?

Selvfølgelig, som Jacob Mchangama har skrevet i sin kronik i Politiken, hvis en underviser tiltaler en elev som ’neger’ eller ’fars pige’, så er det ikke i orden, men hvis eleven klager over, at udtrykkene bliver anvendt i en faglig gennemgang af nedsættende termer, så er klagen heller ikke i orden. Problemet er bare, at når universitetets ’Adfærdskodeks’ tager udgangspunkt i den enkeltes oplevelse af at være krænket, så kan klagen, og underviseren, meget vel nå ind på rektors kontor.

I STEDET FOR at hænge sig i mandschauvinistiske vendinger, Muhammedtegninger eller mandlige filosoffer, burde de studerende så i virkeligheden ikke sætte mere pris på, at de faktisk læser på et universitet af international standard med alt betalt? At de har uddannelsesmuligheder på allerøverste hylde? Burde man ikke i højere grad værdsætte undervisningens faglige niveau, i stedet for at gennem klager at gøre livet surt for en underviser, der næppe har ondt i sinde?

Stop nu med at betragte minoriteter som ofre. Stop nu med at betragte sombrero, poncho eller nachos som krænkende. Stop nu de overdrevne hensyn – deri ligger i virkeligheden den eneste reelle krænkelse. Stop nu med at svække vores universiteter med politisk korrekthed. Stop nu med at betragte hvide mænd som så priviligerede, at de næsten ikke må sige noget. Stop nu med at betragte jøder som så smadrede, at de intet tåler. Eller muslimer. Eller homoseksuelle. Og hvad med de gamle, er det også synd for dem? Stop nu selvmedlidenheden og stop censuren. Stop nu med at tvinge forskere ind på ’dydens smalle sti’. Stop nu med at lade de krænkede følelser bestemme pensum. Stop nu forargelsen over de kontroversielle emner. Bare stop. ■

 

Stop nu med at betragte minoriteter som ofre […] Stop nu de overdrevne hensyn – deri ligger i virkeligheden den eneste reelle krænkelse
_______

 

Thomas Johannes Erichsen (f. 1975) cand.mag. i moderne kultur og kulturformidling, bachelor i filosofi, gymnasielærer i dansk, retorik og filosofi. ILLUSTRATION: Københavns Universitet [arkivfoto: Shutterstock]