03.12.2018

.

Rusland operer meget bevidst i de faser af militær planlægning, hvor militæret ikke indsættes. I disse ikke-militære faser af en konflikt udgør disinformation og propaganda et betydeligt element – og derfor har vi så svært ved at forstå og håndtere krisen i Ukraine.

International kommentar af Lars Bangert Struwe, ph.d., generalsekretær, i tænketanken Atlantsammenslutningen

I DISSE DAGE udkæmpes en krise og konflikt – for det er endnu ikke en krig – imellem Rusland og Ukraine. I begge lande har man en lang (fælles) tradition for brugen af efterretningsoperationer og propaganda rettet mod hhv. det russiske, ukrainske og internationale publikum, som gør krisen nærmest uigennemskuelig. Krisen ses meget markant i medierne, hvor information og disinformation flyder i en sådan strøm, at interesserede læsere? ikke kan finde hoved eller hale i det. Putin har fx udtalt at han er bekymret over den delvise undtagelsestilstand annonceret af den ukrainske præsident Porosjenko. Men er det da ikke Rusland, der har startet hele affæren? Jo, men der vendes om på op og ned i disse dage.

Det ukrainske forsvarsministerium har måttet gå til medierne og afvise, at de står bag de SMS’er, der er sendt til borgere i Putyvlskyi-distriktet i Sumy regionen, som ligger i det nordøstlige Ukraine. I SMS’erne opfordredes de lokale til at melde sig ved nærmeste militære post. Men sender russerne SMS’er til ukrainere, som var det den ukrainske regering – eller er det i virkeligheden den ukrainske regering, der udsender dem, eller… Spillet, der udfolder sig i disse timer, er utroligt indviklet, fordi information og disinformation væver sig ind i hinanden.

Ved brug af specialstyrker besatte Rusland i 2014 Krim-halvøen, gennemtrumfede et lynvalg og annekterede området. Samtidig har man lige siden støttet løsrivelsesbevægelser i det østlige Ukraine. Eller rettere: Russiske styrker har under dække af relativt få militser udkæmpet en stedfortræderkrig i det østlige Ukraine. Alt er fra russisk side foregået relativt fordækt og med massiv brug af elementer fra hybridkrig. Propaganda og disinformation var og er meget vigtige elementer i hele den russiske – og ukrainske – måde at operere i konflikter på.

 

Propaganda og disinformation var og er meget vigtige elementer i hele den russiske – og ukrainske – måde at operere i konflikter på
_______

 

Rusland er nu bekymret over, hvordan de skal beholde Krim, der ikke er landfast med Rusland. Derved kan Krim afskæres fra forsyninger til lands. Forsyning via havet anses for at være for usikkert til at fastholde Krim under en krisesituation. Derfor har man bygget en bro via Tuzlaøen over Kertjstrædet, som forbinder halvøen med Krasnodar-kraj-området i Rusland. I dele af efterretningsmiljøet spekuleres der også over, om værftet i Sevastopol er det mest velfungerende værft i Rusland. Hvis denne antagelse er rigtigt, så kan Rusland være nødt til at sikre sig landtransport af elementer til vedligeholdelse af flåden, hvorfor broen over Kertjstrædet har en endnu større betydning end hidtil antaget. Men dette er ikke bekræftede rygter. Samtidig anser Rusland Det Azovske Hav samt broen og strædet som en del af deres territorium. I weekenden 24-25. november spærrede Rusland gennemsejlingen under broen, og FSB’s, Ruslands føderale sikkerhedstjeneste, grænsestyrker erobrede tre ukrainske flådefartøjer, der søgte at sejle igennem. Det er uklart, hvem der har provokeret hvem, og det er meget uklart, om det var planlagt eller et uheld, og hvem der evt. havde planlagt hvad.

RT, det russiske nyhedsbureau, har lagt en film på sin hjemmeside og tweetet, der skulle vise en russisk konvoj med sømålsmissiler af typen SSC-6 (kendt som Bal) på vej mod Kertj. Bal-sømålsmissilerne er kraftfulde nok til at true større flådekampgrupper. Her bruges efter al sandsynlighed ikke disinformation, men informationer offensivt fra russisk side som et hybridelement i en informationskampagne. Målet er, at informationen skal afskrække Ukraine og Vesten fra at operere i Kertjstrædet. Derved sætter Rusland sig på området uden brug af militær konfrotation.

Ukrainekrisen er såvel en udenrigspolitisk og indenrigspolitisk krise i såvel Rusland som Ukraine. Blandingen af inden- og udenrigspolitik gør det svært at erkende selve krisens indhold samt at finde løsninger herpå. Der er præsidentvalg i Ukraine i marts 2019, som afføder en del indre spændinger. Valgkampen går i gang den 31. december, så en mulig undtagelsestilstand kunne udskyde præsidentvalget. Dette kunne tænkes at forstærke Porosjenkos mulighed for genvalg. Man kan derfor spekulere i, om krisen kommer i rette tid, og om dette er en del af årsagen til introduktionen af en delvis undtagelsestilstand. I Rusland antyder nye meningsmålinger, at Putin ikke har en helt så stor opbakning som hidtil antaget. Der er utilfredshed med bl.a. pensionsreformer og dårlig økonomi. Der er for øjeblikket en vis uro i det russiske samfund, som ofte går under radaren i Vesten.

 

Ved brug af hybridelementer, hvor alt fra påvirkning over efterretningsoperationer anvendes, så opererer Rusland under det militære konfliktniveau; under de militære faser i en krisehåndteringsplan
_______

 

En særlig udfordring ved krisen er, at den foregår så hurtigt, at man som modstander – eller som udefrakommende aktør såsom EU eller NATO – ikke når ud over indikation- og advarselsfasen, der er fase 1 i NATO’s krisehåndteringssystem. Altså når man slet ikke til planlægningsfasen, der er fase 4 i NATO’s krisehåndtering, endsige den militære operationsfase, der kommer i fase 5. Ved brug af hybridelementer, hvor alt fra påvirkning over efterretningsoperationer anvendes, så opererer Rusland under det militære konfliktniveau; under de militære faser i en krisehåndteringsplan. Derved har Rusland i Ukraine formået at erobre territorium uden krig. Det er ret uhørt i nyere international politik, men har dog en forløb i fx den nazistiske overtagelse af Tjekkoslovakiet i 1938. Det bemærkede Winston Churchill med sin berømte tale i Underhuset i 5. oktober 1938, hvor han sagde: ”[…] vi har lidt et nederlag uden krig, hvis konsekvenser vil følge os langt hen ad vejen.”

Man kan se den ukrainske undtagelsestilstand som en del af dette fænomen. Ukraine har erkendt, at de – for at matche Rusland – må overtage initiativet. Nu viser Ukraine tænder. Det øger risikoen for eskalation til fuld krig. Og derfor bliver Putin bekymret og taber initiativet. Herved har Ukraine for første gang i fire år erobret initiativet, hvorved de efter al sandsynlighed kan undgå en videre eskalation. Dog giver jeg ingen garantier, da lokale initiativer, og ikke mindst blandingen af inden- og udenrigspolitik og massiv disinformation, gør det meget svært at håndtere krisen. Ikke bare at analysere den for os, der iagttager krisen udefra, men krisens hovedaktører får også meget vanskeligt ved at styre den. ■

 

Nu viser Ukraine tænder. Det øger risikoen for eskalation til fuld krig
_______

 

Lars Bangert Struwe (f. 1968) er ph.d. og generalsekretær i tænketanken Atlantsammenslutningen. Han har bl.a. været forsker og senest fungerende kontorchef i Forsvarsministeriet. ILLUSTRATION: Ruslands præsident Putin ved et møde i Eastern Economic Forum i Vladivostok, 11. september 2018 [foto: Donat Sorokin/Scanpix]