29.11.2018

Regeringen har holdt flotte taler for klimaet, men den mangler stadig at sætte ambitiøse mål. Det er muligt, at man med afskaffelsen af PSO-afgiften har realiseret ”den største skattelettelse nogensinde” til erhvervslivet, men man har ikke skabt ambitiøse politiske rammer til at støtte erhvervslivets klimaambitioner.

Kommentar af Jonathan Ries, cand.merc. og folketingskandidat for Alternativet

KLIMA- OG ENERGIMINISTER Lars Christian Lilleholt (V) har lagt kortene på bordet og indrømmet, at vi ikke kommer til at se en samlet klimaplan for biler, bønder og boliger inden folketingsvalget. Det er ærgerligt for klimaet, men det åbner op for, at den kommende valgkamp rent faktisk bliver brugt til at diskutere Danmarks klimaambitioner, eksempelvis i forhold til erhvervslivet. Og det er nødvendigt.

Regeringen har med afskaffelsen af PSO-afgiften givet erhvervslivet ”den største skattelettelse nogensinde”, ifølge Lars Christian Lilleholt (V). Hensigten med PSO-afgiften var, at man betalte en ekstra afgift på el, som så skulle bruges til at finansiere vedvarende energiprojekter. Dem, der brugte mest el og dermed forurenede mest, skulle også betale mere for den grønne omstilling. Med afskaffelsen af PSO-afgiften blev el per enhed billigere, og samtidig blev det også mindre attraktivt at spare på el. Interessant nok argumenterede virksomheder som Grundfos og Novozymes dengang for at beholde afgiften, netop fordi ”den slags afgifter tvinger dansk erhvervsliv – os alle sammen – til at blive mere energieffektive”, som på den lange bane ”faktisk øger vores konkurrenceevne”, ifølge administrerende direktør for Novozymes, Peter Holk Nielsen. PSO-afgiften er altså et eksempel på, hvordan man kan bruge afgifter til adfærdsregulering. Men regeringen valgte at afskaffe afgiften.

 

Interessant nok argumenterede virksomheder som Grundfos og Novozymes dengang for at beholde afgiften, netop fordi ”den slags afgifter tvinger dansk erhvervsliv – os alle sammen – til at blive mere energieffektive”, som på den lange bane ”faktisk øger vores konkurrenceevne”
_______

 

Med lettelser på registreringsafgiften for biler har regeringen desuden øget incitamentet for at købe større biler. Begge tiltag kommer erhvervslivet til gode. Men gavner ikke klimaet, og udover den stigende CO2-udledning, som vil følge af tiltagene, er jeg i tvivl om, hvorvidt regeringen egentlig har fokus på fremtidens udfordringer for vores erhvervsliv i forhold til den grønne omstilling.

1. Afgifter kan øge konkurrenceevnen for virksomheder på den lange bane, da disse kan tvinge erhvervslivet til at kigge på løsninger, der reducerer afgiftspres. Men lige nu mangler der centrale politiske incitamenter for erhvervslivet i forhold til den grønne omstilling.
2. Stabile investeringsbetingelser er afgørende for virksomheder, når de skal lægge langsigtede planer og initiativer. Dermed er stabile investeringsbetingelser også afgørende for en hurtigere grøn omstilling. Et eksempel er de uklare mål for vores transportsektor (fx registreringsafgifter for elbiler).
3. Det offentlige indkøb kan være en central faktor til at støtte udviklingen af mere klima- og miljøvenlige produkter. Men staten, regioner og kommuner bruger dette værktøj alt for lidt, enten på grund af manglede rammer eller manglede kompetencer. For eksempel har Københavns Teknik og Miljøudvalg som en del af budgetbesparelserne fjernet støtten til Team Grønne Indkøb, som har arbejdet med bæredygtigt indkøb i Københavns Kommune.

Tydeligere klimakrav fra politikerne
Den seneste rapport fra FN’s klimapanel (IPCC) har med al tydelighed vist, at verdenssamfundet skal reducere CO2-udledning drastisk inden 2030, hvis man vil begrænse den globale opvarmning til 1,5 grader. Ellers risikerer verdens gennemsnitlige temperatur at stige med flere grader Celsius, hvilket blandt andet vil medføre et mere ekstremt vejr og relaterede skader, flere klimaflygtninge og en mere ustabil fødevareproduktion. Det betyder også, at vi her i Danmark, som har en af de højeste CO2-udledninger målt per person på verdensplan, skal ændre vores måde at producere, forbruge og transportere os på. Disse ændringer er nødt til at gælde både for os borgere og for den offentlige- og private sektor. Vi er nødt til at løfte i flok.

Vores nuværende regering taler gerne om sænkning af afgifter og skatter. Både afgifter og skatter vil normalt blive mødt med en del skepsis fra erhvervslivets side, da begge dele påvirker erhvervslivets overskud. Men som diskussionen om PSO-afgiften viste, kan afgifter også øge erhvervslivet konkurrenceevne. Netop derfor er det afgørende at forklare, hvordan man bruger afgifterne. Rigtigt brugt kan afgifter presse virksomheder til at tænke anderledes og udvikle sig.

 

Rigtigt brugt kan afgifter presse virksomheder til at tænke anderledes og udvikle sig
_______

 

I forbindelse med lanceringen af regeringens klimaplan lovede statsminister Lars Løkke Rasmussen en million ”grønne” biler på vejene i 2030. Men der er ingen planer om, hvordan man vil nå det mål. Regeringens ubeslutsomhed vedrørende registreringsafgifter har flere gange sat salget af elbiler i stå. Med en manglende helhedsplan for, hvad man egentlig vil med transportsektoren, er det ikke kun privatpersoner, der venter med de større investeringer; også erhvervslivet venter med at omstille deres last-/bilpark, inden de ved, om de er købt eller solgt.

Hvis Danmark vil lykkes med en hurtigere grøn omstilling, skal vi fra politisk side tydeliggøre, at kravene til klimavenlig produktion og service fremadrettet vil stige – og ikke falde. Politik skal skabe de rigtige rammebetingelser for et ambitiøst erhvervsliv på den grønne dagsorden. For erhvervslivet vil gerne gå forrest, men lige nu foreligger de rigtige rammebetingelser ikke. Så længe regeringen stiller i udsigt, at de klimaskadelige produkter, fx dieselbiler, kan købes billigere end klimavenlige produkter, fx elbiler, giver det ikke økonomisk mening for erhvervslivet at investere i de klimavenlige løsninger. Stabile investeringsbetingelser er helt afgørende for, at erhvervslivet vil investere i klimavenlige løsninger, som ofte har en del år tilbagebetalingstid.

En måde at støtte udviklingen af flere klima- og miljøvenlige produkter er gennem de offentlige indkøb. Ifølge Moderniseringsstyrelsen køber den offentlige sektor ind for ca. 300 milliarder kroner om året. Her ligger der et kæmpe potentiale for ikke kun at sætte høje krav til erhvervslivet, men også for at skabe samarbejder mellem det offentlige og erhvervslivet. Fra statens, regionens eller kommunernes side kan man støtte udviklingen af mere klimavenlige produkter eller løsninger ved at stille garantier for at aftage nyudviklede produkter. På den måde kan man sætte fokus på mere klimavenlige løsninger – i samarbejde med virksomhederne.

Fra politisk side burde man derfor sætte mere fokus på incitamenter og oplysninger omkring offentligt indkøb. Et krav på mere klima- og miljøvenlige byggematerialer eller en højere andel af genanvendelige materialer i byggeprojekter vil give involverede virksomheder incitamenter til at udvikle nye produkter – byggebranchen er bare ét eksempel.

Erhvervslivet har brug for stabile investerings- og omstillingsbetingelser, hvis det skal være en del af den grønne omstilling. Danmark står foran en kæmpe omstilling, og hvis vi vil forblive et grønt foregangsland, skal en national erhvervspolitik have større visioner end afbureaukratisering og afgiftslettelser. ■

 

Hvis vi vil forblive et grønt foregangsland, skal en national erhvervspolitik have større visioner end afbureaukratisering og afgiftslettelser
_______

Apropos denne artikel:

Vestenskov & Streubel-Kristensen i RÆSON SØNDAG: Eufori og et væltet diktatur fører oftere til borgerkrig end politisk stabilitet

Hendricks & Møller-Sørensen i RÆSONs nye trykte nummer: Elon Musk har sigtet efter stjernerne. Nu er verdensherredømmet inden for rækkevidde

Mads Dalgaard Madsen i RÆSONs nye trykte nummer: Velkommen til Donald Trumps Washington

Geopol med Mikkel Vedby og Lars Struwe: Hvilke kriser venter i 2025?

Trine Pertou Mach (EL): Bør vi stadig være parate til at følge USA ud over kanten?

Asger Røjle i RÆSONs nye trykte nummer: Kim Jong-uns hidtil mest risikable beslutning