17.11.2018

Det er mange års gamle regnskaber, der kommer på bordet, når Wolfgang Schäuble hjælper Friedrich Merz med at stille op som Merkels efterfølger. Hvis det lykkes, kan det indebære et nybrud i både tysk og europæisk politik.

Af Uffe Gardel

I alle disse år sad han i sin kørestol ved siden af sin chef, eller lidt bag hende, altid loyal over for kvinden, der i sin tid tvang ham til at gå af og tog hans formandspost. Han bakkede op udadtil og lavede ingen rænkespil indadtil – i hvert fald ikke, hvad vi ved af.

Meget måtte han bide i sig i alle disse år. Hun fjernede hans protegé. Og hendes politik var ham imod. Der var den kostbare atomkraftafvikling, og flygtningekrisen, hvor landet blev ramt af en flodbølge af mennesker, og i stedet for at dæmpe det hele lidt ned, tog hun ud til et flygtningecenter og lod asylsøgerne tage selfies med sig. Det var ikke hans stil, og han var imod det; billeder som disse endte med at ”skabe misforståelser” blandt andre asylsøgere.

Men han var loyal. I Tyskland bryder man sig nemlig ikke om oprør og forræderi, og som minister er man underlagt en særlig loyalitetsforpligtelse. Men nu går Angela Merkel af, og han er løst fra sin ed. Nu skal der gøres op.

Det er mange års gamle regnskaber, 16-18 år gamle, der findes frem, når Wolfgang Schäuble hjælper sin gamle protegé Friedrich Merz med at stille op som Merkels efterfølger. Hvis det lykkes, kan det betyde et nybrud i både tysk og europæisk politik.

Et opgør, som ikke er glemt
Historien om Merz, Merkel og Schäuble går 20 år tilbage, til 1998, da den store ekskansler Kohl valgte at gå af som CDU-formand. Hans efterfølger blev Schäuble, som i mange år havde ventet på at afløse Kohl. Schäuble var i forvejen gruppeformand i Forbundsdagen og dermed parlamentarisk leder af oppositionen – svarende til at være politisk ordfører i Danmark. Nu blev han også partiformand og samlede hermed de to topposter i partiet på én hånd. På posten som generalsekretær, en slags organisatorisk formand, valgte man efter Schäubles ønske Angela Merkel. I et tysk parti er dette de tre vigtigste poster, og de blev altså besat af duoen Schäuble-Merkel.

Året efter udbrød den siden legendariske skandale om ulovlige kampagnebidrag til CDU. I løbet af januar 2000 måtte Schäuble indrømme, at han var indblandet, og han indså, at hans tid som leder for CDU var slut efter kun to år. På vejen ud formåede han dog at indsætte sin protegé Freidrich Merz på posten som gruppeformand i Forbundsdagen. Det skete i februar, og i april gik Schäuble af som partiformand og afløstes af Merkel. Lederduoen hed nu Merkel-Merz med en mindre væsentlig generalsekretær som tredje hjul – en post, der løbende blev skiftet ud i Merkels tid.

Heller ikke holdopstillingen Merkel-Merz blev langvarig; i september 2002 valgte Merkel at tvinge Merz til at gå af som gruppeformand for selv at overtage posten som parlamentarisk leder af oppositionen. Merkel ønskede den fulde magt, og Merz havde luftet sine ambitioner om at blive kanslerkandidat; han mente, at dette kun var naturligt for en gruppeformand. Merkels reaktion var da, at det dermed var hende, der skulle være gruppeformand. Ved forbundsdagsvalget i 2002 måtte Merkel lade det bayerske søsterparti CSU’s Edmund Stoiber blive kanslerkandidat, da hendes støtte i egne rækker endnu var for lille. Næste gang ville hun selv være kansler – så Merz måtte ud.

Han bed det i sig og blev hængende, først som Merkels stedfortrædende gruppeformand, siden som menigt forbundsdagsmedlem, men i 2007 meddelte han sin afgang fra politik og lod forstå, at der var en del, han var politisk uenig i. På dette tidspunkt var man to år inde i den første Store Koalition mellem Union (CDU og CSU) og SPD siden 1960’erne.

Vi ser nu – 16 år efter – at Schäuble og Merz aldrig har tilgivet Merkel for, at hun satte sig på den fulde magt i CDU. Opgøret handler dog naturligvis også om politik. Det handler om at komme væk fra Merkels midtsøgende linje, der har bragt landet atomkraftafvikling, homoseksuelle ægteskaber, velkomstkultur og afskaffelse af værnepligt.

 

Vi ser nu – 16 år efter – at Schäuble og Merz aldrig har tilgivet Merkel for, at hun satte sig på den fulde magt i CDU. Opgøret handler dog naturligvis også om politik. Det handler om at komme væk fra Merkels midtsøgende linje
_______

 

Merkel mister grebet om magten
Optakten til Merkels afgang har været langstrakt. Den blev sat i gang med valgnederlaget i september sidste år, da Unionspartierne gik tilbage fra 41,5 til 32,9 procent af stemmerne. Man gik hermed fra et godt til et historisk dårligt resultat – faktisk det næstdårligste i hele Forbundsrepublikkens historie.

Det skyldtes formentlig i høj grad migrantkrisen fra 2015 og den måde, Merkel og myndighederne håndterede den på, hvilket i en periode efterlod tyskerne med et indtryk af, at menneskemasser væltede ukontrollabelt ind over grænsen, og at retsstaten var brudt sammen. Meningsmålinger af vælgervandringer viste, at Union ved valget mistede knap 1,4 millioner vælgere til det liberale FDP, som havde profileret sig på indvandringskritik, og næsten en million vælgere til det direkte migrantfjendtlige højrenationalistiske parti AfD.

Det hjalp ikke CDU og CSU, at de to partier under valgkampen havde en udestående konflikt om, hvorvidt man skulle indføre en fast øvre grænse for, hvor mange asylsøgere Tyskland kunne tage imod årligt. En strid, som først blev bilagt efter valget.

Efter det sløje valgresultat fulgte et pinagtigt forløb, hvor FDP endte med at sige nej til en koalitionsregering med Union og De Grønne kaldet ”Jamaica-regeringen” på grund af de tre deltageres partifarver – gul for FDP, grøn for De Grønne og sort for Union.

Herefter kom en dans med socialdemokraterne, som måtte presses og lokkes til at tage endnu en tur i regering med en ”stor koalition”. Det krævede mange socialdemokratiske fingeraftryk på regeringsprogrammet, hvilket ikke gjorde Merkel mere vellidt i sit konservative parti.

I løbet af 2018 fulgte endnu et bizart forløb med stridigheder mellem CDU og CSU om behandling af asylsøgere, efterfulgt af en symbolsk strid om, hvad man skulle stille op med lederen af efterretningstjenesten BfV, Verfassungsschutz, som havde sagt Merkel imod i forhold til, hvad der egentlig skete under de indvandrerfjendtlige uroligheder i den sachsiske by Chemnitz i august og september 2018. Imens faldt og faldt Union i meningsmålingerne, og det var ingen trøst, at det gik endnu værre for regeringspartneren SPD.

Lige nu ligger Unionspartierne på godt 25 procent i meningsmålingerne og SPD på omkring 15 procent. Vælgerne er gået til De Grønne, til AfD og til venstrefløjens die Linke. Siden sommeren 2017 er det blevet mere og mere tydeligt, at Merkel er ved at miste sit greb om magten – først og fremmest som følge af migrantkrisen.

 

Lige nu ligger Unionspartierne på godt 25 procent i meningsmålingerne og SPD på omkring 15 procent. Vælgerne er gået til De Grønne, til AfD og til venstrefløjens die Linke
_______

 

Chokket
Efter at CDU havde tabt landdagsvalget i Hessen i slutningen af oktober, meddelte Merkel, at hun ikke ville genopstille som partiformand; det skulle være hendes personlige bidrag til fornyelsen. Hun fortsætter imidlertid som forbundskansler valgperioden ud, altså indtil 2021.

Ifølge ugemagasinet der Spiegel fik udsigten til endnu et stort nederlag i Hessen Wolfang Schäuble og flere andre til at sætte sig i bevægelse. Den unavngivne kreds af folk, som var utilfredse med Merkel, skulle ifølge Spiegel være begyndt at tale sammen allerede i marts, og som valget nærmede sig, blev man enige om, at Merz var manden, man skulle satse på. Merz havde ganske vist for længst forladt politik til fordel for en erhvervskarriere, men han var blevet ved med at udtale sig om politik.

I midten af oktober rejste Merz til Bruxelles for at mødes med formanden for Det Europæiske Folkeparti, EPP, som er det parti i Europa-Parlamentet, som CDU og CSU er medlemmer af (fra Danmark er det Det Konservative Folkeparti). Schäuble skulle ifølge Spiegel have formidlet mødet. Formanden for EPP, franskmanden Joseph Daul, kontaktede imidlertid Merkel og advarede hende om, at hun burde se sig over skulderen. Hun var derfor forberedt, da en af de sammensvorne, Thomas Strobl, opsøgte hende i Berlin på Hessen-valgaftenen for at finde ud af, om hun selv havde tænkt sig at trække sig. Merkel afslørede intet om, hvad hun havde planlagt – heller ikke over for sin nærmeste medarbejder, den nye generalsekretær, Annegret Kramp-Karrenbauer, også kaldet AKK.

Næste dag meddelte hun, med et lille smil på læben, at hun går af, og at det såmænd er en beslutning, hun har gået og tænkt på siden i sommer.

Med sin overraskende beslutning har Merkel sparet sit parti for strid og dronningemord, men hun har også svækket AKK, som var hendes egen favorit. AKK vidste intet og var fuldkommen uforberedt på, at Merkel ville trække sig, hvorimod Merz har haft måneder til at forberede sig.

Situationen et par uger efter Merkels udmelding er, at 10-12 mennesker skal have meldt deres interesse for at blive ny formand, men der er reelt kun tre kandidater, det er værd at interessere sig for udover én, som udtrykkeligt har sagt, at han ikke er kandidat. Lad os tage dem én for én.

 

Situationen et par uger efter Merkels udmelding er, at 10-12 mennesker skal have meldt deres interesse for at blive ny formand, men der er reelt kun tre kandidater, det er værd at interessere sig for udover én, som udtrykkeligt har sagt, at han ikke er kandidat
_______

 

Friedrich Merz
Den 63-årige Merz er noget ganske andet end Merkel, både politisk og personligt. Han er livlig, gestikulerende, har let til latter og har noget rastløst og drenget over sig trods sin alder. Med ham som leder af Tyskland vil der komme mere fart over feltet, også i EU.

Merz er kendt som en stærk tilhænger af et godt forhold til USA – han har i mange år været formand for foreningen Atlantik-Brücke, der med konferencer, seminarer og på anden måde arbejder for at styrke det tysk-amerikanske forhold. Men samtidig går han ind for et stærkt EU.

Politisk står han for en mere markant borgerlig politik end Merkel, og han var modstander af den Store Koalition, som Union indgik med SPD i 2005. Da han meddelte, at han trak sig fra politik i 2009, var det erhvervsfløjen i CDU, som ærgrede sig. Men trods sine gode forbindelser til erhvervslivet går han ikke ind for at lempe sanktionspolitikken over for Rusland.

”Det afgørende spørgsmål er: Har vores model – et åbent, frit, liberalt, tolerant, pluralistisk samfund – stadig en fremtid, eller får de autoritære politiske systemer som Kina, Rusland og desværre også Tyrkiet i øjeblikket så meget magt, at vi falder tilbage i en mindretalsposition og kun er i forsvarsposition over for det, som truer vores frihed?”, sagde han i sommer i et TV-interview, som reelt var en programerklæring før tid.

Med Merz vil CDU rykke til højre. Han ser det som en af CDU’s opgaver ”at integrere de nationalt-konservativt tænkende mennesker, som altid har fandtes i Tyskland, i den politiske midte” at sørge for, at de mennesker, som i dag stemmer på AfD, kan føle sig repræsenteret af CDU. På den anden side mener han ikke, at CDU skal flytte væk fra midten. Partiet skal kort sagt kunne rumme alle demokratiske vælgere fra centrum-højre og ud; ”CDU er et stort folkeparti på midten og skal blive ved med at være det – et parti hvor liberale, værdikonservative og folk, der er socialpolitisk engagerede, har deres plads, på lige fod og ved siden af hinanden”, som han formulerede det på den meget korte pressekonference, han holdt, da han annoncerede sit kandidatur.

Merz’ styrke er, at han er en outsider med insider-erfaring; han repræsenterer noget nyt, og han er ikke partiorganisationens mand, men han kender samtidig det politiske spil i Berlin.

Ud over at han er 17 år ældre, end Merkel var, da hun blev partiformand, er hans svaghed, at han er temperamentsfuld og ikke en type, som er venner med alle. ”Merz’ svaghed er, at han tager politiske uoverensstemmelser personligt,” bemærkede Spiegel i en grundig gennemgang af denne ”anti-Merkel”, som bladet kaldte Merz.

Politisk kan han få svært ved at indgå de alliancer over midten – med enten SPD eller De Grønne – som er blevet et grundvilkår i tysk politik, efter yderpartierne die Linke og AfD, er blevet etablerede i det politiske system.

 

Politisk kan [Merz] få svært ved at indgå de alliancer over midten – med enten SPD eller De Grønne – som er blevet et grundvilkår i tysk politik
_______

 

Endelig kan Merz vise sig at have skeletter i skabet fra sin erhvervskarriere. Han er bestyrelsesformand for den tyske afdeling af det store investeringsfirma Blackrock, der blev ransaget af politiet, netop som formandsvalgkampen var gået i gang. Ransagningen var et led i efterforskningen af den store Cum-Ex-affære om skattesvindel over hele Europa, men om Blackrock selv er sigtet i sagen, ved vi ikke – og sagen er under alle omstændigheder fra før, Merz i 2016 blev formand. Alligevel er det en kedelig sag for ham.

Annegret Kramp-Karrenbauer
Som formandskandidat har hun i de første uger stået i skyggen af nyheden om, at Merz er vendt tilbage. Den spinkle 56-årige kvinde kan måske ligne en overbibliotekar og ikke den effektive magtpolitiker, hun faktisk er. Fra 2011 og frem, til hun blev generalsekretær for CDU i år, har hun været ministerpræsident i Saarland. Det meste af tiden i spidsen for en stor koalition med SPD, og hun har vist ved to landdagsvalg, at hun kan føre valgkamp og vinde. Det giver hende en erfaring og prestige, som Merz – der aldrig har stået i spidsen for hverken en valgkamp eller en forbundslandsregering – ikke har. Derudover har hun i sin korte tid som generalsekretær ledet arbejdet med at skrive et nyt principprogram til partiet, hvilket har bragt hende i direkte kontakt med hele forbundsrepublikken.

Politisk er hun udpræget pragmatisk, selvom hun har beskrevet sig selv som værdipolitisk konservativ. At hun kan samarbejde hen over midten, har hun demonstreret hjemme i Saarland. Pragmatismen kan dog også være en svaghed, fordi hun simpelthen ligner Merkel for meget, selvom hun kommer fra vest og er katolik, hvor Merkel er østtysk lutheraner. Hvis de delegerede ønsker en politiker, som er driftssikker og ikke på nogen måde er et eksperiment – og i CDU bryder man sig ikke om eksperimenter – så vælger de hende.

AKK ventede bevidst en uges tid med at træde frem og præsentere sit kandidatur. Da hun gjorde det, skete det i en tale, hvori hun kraftigt understregede sin mangeårige erfaring – som minister og i partiet. En af hendes ulemper er, at hun kommer fra et af Tysklands mindre forbundslande, mens de to – eller tre – øvrige seriøse kandidater alle kommer fra Nordrhein-Westfalen – Tysklands største forbundsland, som på CDU-landsmødet i december kan stille med 296 ud af i alt 1.001 delegerede.

 

AKK ventede bevidst en uges tid med at træde frem og præsentere sit kandidatur. Da hun gjorde det, skete det i en tale, hvori hun kraftigt understregede sin mangeårige erfaring – som minister og i partiet
_______

 

Jens Spahn
Den 38-årige sundhedsminister ligger ligesom Friedrich Merz på CDU’s højrefløj, men hvor Merz profilerer sig på liberal økonomisk politik, er Spahn værdikonservativ og har især markeret sig ved et ønske om en strengere asylpolitik. Han har skrevet en bog om migrantkrisen sammen med blandt andre den nuværende landbrugsminister Julia Klöckner og den bayerske ministerpræsident Markus Söder fra CSU, som er to markante Merkel-kritiske stemmer i migrantdebatten, og han har sagt ting om asylsøgere og indvandrere, som ikke ville vække opsigt i Danmark, men gør det i Tyskland – fx at mange indvandrere slet ikke ønsker at integrere sig.

Det er tilsyneladende også sådan, han har tænkt sig at føre valgkamp nu. Han har i den anden uge af sit kandidatur lagt fra land med en skarp afstandtagen fra kriminelle asylsøgere; Spahn fortalte om en lille by i sin valgkreds, der var plaget af hele fem kriminelle og voldsparate afviste asylsøgere.

Spahn er kommet skidt fra start, især på grund af Merz’ kandidatur, da de i høj grad appellerer til de samme grupper i partiet. Han er nok den af kandidaterne, som har de dårligste valgchancer, men med sin unge alder kan han betragte valgkampen som en investering i fremtiden: Han får profileret sig, og taber han, kan han fortsætte karrieren, hvor det for både Merz og Kramp-Karrenbauer i højere grad er knald eller fald. Taber de, må de nok forlade tysk politik.

Armin Laschet
Endelig er der skyggekandidaten Armin Laschet, den regerende ministerpræsident i Nordrhein-Westfalen. Han udviste evner som valgkæmper, da han sidste år vandt landdagsvalget og fravristede socialdemokraterne ledelsen af det forbundsland, som han nu regerer med en koalition bestående af CDU og FDP.

Laschet har udtrykkeligt sagt, at han ikke stiller op, men han har også ladet forstå, at det skyldes, at det kun er formandsposten, som er ledig, og ikke også kanslerposten. Han vil ikke opgive sin ministerpræsidentpost blot for at blive partiformand. Den melding kunne man godt læse som en prøveballon for, om der i partiet vil være stemning for at presse Merkel til at gå af som forbundskansler og erstatte hende med Laschet.

Taktikken har i så fald ikke virket, for hans melding har ikke fået ret stor opmærksomhed på grund af Merz’ kandidatur. Man skal dog ikke afskrive Laschet endnu, og under alle omstændigheder er han en nøglespiller, fordi han leder partiet i det største forbundsland. Det får derfor stor betydning, hvem han vælger at støtte. Det bliver næppe Jens Spahn; Laschet har nemlig allerede offentligt advaret partiet mod at rykke for meget til højre.

 

I begyndelsen var AKK favorit, men det er hun ifølge flere tyske politiske iagttagere ikke længere; nu er det Merz
_______

 

Hvem vinder?
Valget afgøres af de 1.000 delegerede på landsmødet i december i Hamburg og ikke af menige partimedlemmer eller vælgere, der svarer på meningsmålinger. I begyndelsen var AKK favorit, men det er hun ifølge flere tyske politiske iagttagere ikke længere; nu er det Merz. Ifølge meningsmålinger er det også ham, som CDU-vælgerne helst vil have. Men CDU er et konservativt parti, og dertil hører ikke bare konservative holdninger, men konservativ adfærd, og konservative bryder sig ikke om eksperimenter eller uro. Med Merz – for slet ikke at tale om Spahn – ville man i et vist omfang få begge dele. For Merz bliver det afgørende at vise, at han ikke bare er en liberalistisk erhvervsmand, som egentlig lige så godt kunne være medlem af FDP, men en ægte konservativ og ikke den ”konservatisme-simulant”, som filosoffen Alexander Grau har udnævnt ham til at være.

På den anden side skal han også vise, at han kan tiltrække kvindelige vælgere; AKK har allerede fået støtte af Frauenunion, CDU’s kvindeorganisation. Og han skal overbevise de delegerede om, at han kan vinde valg – noget, som AKK allerede har bevist, at hun kan, om end i et meget lille forbundsland.

Valget gennemføres i to runder; i sidste runde deltager kun de to kandidater, som fik flest stemmer ved første runde. Sandsynligvis vil AKK komme med i anden runde, og modkandidaten vil formentlig blive Merz. Merz og Spahn kommer altså i sidste ende næppe til at slås om de samme stemmer, og de, som ønsker en mere markant højrekurs, kan vælge at stemme på AKK’s modkandidat i anden runde.

Fremtidsperspektiver
Merkel siger, at hun vil regere videre som kansler, og det står da heller ingen steder skrevet, at en kansler også skal være partiformand. Faktisk har Tyskland tradition for forbundskanslere, som ikke er partiformænd. Der er flere eksempler på, at socialdemokraterne har stillet med en anden kanslerkandidat end partiformanden. Legenden Helmut Schmidt – forbundskansler 1974-1982 – var aldrig formand for SPD, men han havde i Willy Brandt en superloyal formand.

I sidste ende kommer det an på, om kansleren kan stole på partiformanden. Spørgsmålet er således, om partiformanden også er ude efter kanslerposten. Det var Willy Brandt eksempelvis ikke, fordi han selv var blevet tvunget til at gå som forbundskansler efter en affære, hvor hans nærmeste medarbejder blev afsløret som østtysk spion. Omvendt havde man i CDU i begyndelsen af 1960’erne et skrækeksempel på, hvordan det kan gå, når kansler og formand strides: Forbundskansler Ludwig Erhard blev løbende offentligt kritiseret og undsagt af partiformanden, den tidligere forbundskansler Konrad Adenauer.

Forholdet mellem Merkel og den nye formand får derfor enorm betydning. Bliver AKK valgt som formand, vil Merkel kunne betragte det som en slags tillidserklæring, og hun vil da roligt kunne blive siddende. Der er intet, som taler for, at hun og AKK ikke skulle kunne fortsætte deres hidtidige gode samarbejde.

Bliver Friedrich Merz eller Jens Spahn derimod valgt, vil det ikke være let for Merkel at fortsætte som kansler. Hun vil måske forsøge alligevel, for hvis hun går af, kan det ende med et forbundsdagsvalg i utide. SPD er ikke tvunget til at acceptere Merz eller Spahn som ny forbundskansler, men kan undlade at stemme for det tillidsvotum, en ny kansler skal have i Forbundsdagen.

SPD kunne formentlig ikke drømme om at sidde i en regering ledet af Merz eller Spahn, og det er muligt, at selve valget af Merz eller Spahn som partiformand vil få SPD til at trække sig ud af regeringen, uanset om man derved udløser et valg, der kan indebære nye store tab for SPD.

Andre spekulationer går på, at Merz – hvis han vinder – vil forsøge at etablere en Jamaica-regering, som han selv kan blive kansler for, i stedet for koalitionen med SPD under Merkel. I den forbindelse fortalte FDP’s leder, Christian Lindner, kort efter Merkels varsling af sin afgang, at det faktisk var på grund af hende, at det ikke kunne lade sig gøre at danne en sort-grøn-gul regering i efteråret 2017. Budskabet var altså, at uden Merkel vil man gerne tale regeringsdannelse igen.

Med andre ord: De delegerede på landsmødet den 7.-8. december i Hamburg vælger ikke blot en ny partiformand. De kan reelt også komme til at afgøre, hvem der om få måneder vil være Tysklands kansler og med hvilken regeringskoalition. ■

 

De delegerede på landsmødet den 7.-8. december i Hamburg vælger ikke blot en ny partiformand. De kan reelt også komme til at afgøre, hvem der om få måneder vil være Tysklands kansler
_______

Apropos denne artikel:

Svend Roed Nielsen: Vi er ikke forsvarsløse mod Trumps handelskrig. Tværtimod – EU har et stærkt kort på hånden

Rasmus Brun Pedersen i RÆSONs nye trykte nummer: Her er USA's plan for Grønland

Per Kalvig i RÆSON SØNDAG: EU vil grave sig til forsyningssikkerhed. Det er baseret på en misforståelse

Lars Struwe: Vance lægger vægten på sikkerhed og frygten for Kina. Om vi kan lide det eller ej – og han har ret

Hvem er vi, hvis vi ikke er venner med amerikanerne? Mikkel Vedby med Jarl Cordua i Lille Land, Hvorhen

Can Dündar: Tyrkiet er på vej mod et fuldt diktatur. Erdoğan ved nemlig, at Europa er villig til at ofre dets værdier for sikkerhed