16.11.2018

.

Lad os ikke glemme læren fra Nürnberg-domstolen efter Anden Verdenskrig: Retfærdighed kender ikke nationale grænser. Verdenssamfundet skal stå sammen i stedet for at lade enhver stat hytte sine egne.

Kommentar af Erik Boel, debattør og tidligere landsformand for Europabevægelsen

DER ER noget forfriskende over, at en politiker som Socialdemokratiets gruppeformand, Henrik Sass Larsen, tør mene noget selvstændigt. Uanset om han slår til lyd for fri hash, Israel som nyt EU-medlem eller deponering af flygtninge på øde øer, sætter han fut i fejemøget. Ikke mindst i Socialdemokratiet går alt for mange politikere i ét med tapetet.

Senest har Sass Larsen lavet rav i den med sine bemærkninger om, at vi i Danmark skal “rode os ud” af internationale konventioner og domstole. Paradokset er, at det i høj grad er gruppeformanden Sass Larsen, der er arkitekten bag kadaverdisciplinen i S, som han blot ikke selv abonnerer på, når det gælder hans egen politiske ageren.

Sass Larsen er nemlig ikke hvem som helst, men den mest magtfulde figur i Socialdemokratiet i dag. Han var eksempelvis hovedarkitekten bag Mette Frederiksens opstigning til formandsposten. Derfor skaber den stærke gruppeformands bastante udmeldinger uklarhed om, hvor Socialdemokratiet egentlig står.

HERTIL KOMMER, at den nuværende ledelse i S med Sass Larsen som styrmand i forvejen er verdensmestre i dynamisk fortolkning af de værdier, partiet oprindeligt stod for: tolerance, åbenhed, respekt for forskellighed, kort sagt: menneskerettigheder. Tag smykkeloven, burkaforbuddet, brugerbetaling for ikke-dansktalende i sundhedsvæsenet og afvisning af kvoteflygtninge som eksempler på de seneste års deroute.

Sass Larsens udtalelse er udtryk for en generel tendens i Socialdemokratiet, som i dag fremstår mere indadvendt, xenofobisk, tilbageskuende og nationalistisk end under Helle Thorning-Schmidt. Med hende ved roret havde Socialdemokratiet næppe afvist udenlandsk arbejdskraft, som det netop er sket – i tæt alliance med DF. Afvisningen kan kun forstås som endnu et sving mod højre i partiets udlændingepolitik. En udvikling, der illustreres af, at det yderste højre i skikkelse af Pernille Vermund fra Nye Borgerlige ikke vil afvise at pege på Mette Frederiksen som statsminister. Man kan spørge, om vi i den kommende tid skal opleve en flirt mellem Mette Frederiksen og Pernille Vermund – som den vi nylig har været vidner til mellem Thulesen Dahl og Frederiksen?

 

Man kan spørge, om vi i den kommende tid skal opleve en flirt mellem Mette Frederiksen og Pernille Vermund
_______

 

Socialdemokratiets frygtsomme tilgang til fremtiden og omverdenen afspejler sig også i Europapolitikken. På Folkemødet på Bornholm i sommer fastslog Mette Frederiksen, at det nu ikke længere er partiets ambition at afskaffe EU-forbeholdene, der udelukker Danmark fra indflydelse på nogle af de vigtigste områder i samarbejdet netop nu. Tværtimod danner de ulykkessaglige forbehold fremover grundlaget for Socialdemokratiets Europapolitik. Hermed bryder S-formanden med 25 års socialdemokratisk pro-europæisk politik – og med Folketingets brede politiske enighed om EU-politikken.

Det er meget sigende, at partiets slogan lyder: ”Det Danmark, du kender”. Dagens Socialdemokrati er snarere optaget af at bevare end at udvikle. Der er tale om en mere ydmyg dansk version af Trumps ”Make America Great Again”, men det er præget af nostalgi nøjagtig som præsident Trumps slogan. Risikoen er, at Socialdemokratiet bliver fortidens parti.

I et dårligt camoufleret tilbagetog har Sass Larsen efter den voldsomme furore i anledning af hans kritik af menneskeretskonvention og -domstol skrevet på sin Facebook-profil: ”Man må altså godt debattere Menneskerettighedsdomstol, konventioner mv. og være kritisk”. Naturligvis kan man diskutere alt mellem himmel og jord. Problemet – ud fra et socialdemokratisk synspunkt – er Sass Larsens udgangspunkt om, at ”noget af det mest ødelæggende, det er den menneskeretsdomstol”. Helt på linje med Trump bevæger Sass Larsen sig her ud på et skråplan.

I ET STØRRE perspektiv har tilhængere af demokratiske retssamfund og – ikke mindst – demokratiske småstater al mulig interesse i, at internationale konventioner, institutioner og aftaler bliver respekteret. Med Trump som amerikansk præsident er ambitionen om en international retsorden stærkt udfordret i disse år: farvel til klimaaftalen, Unesco og INF-traktaten. Den internationale domstol, der efterforsker og dømmer forbrydelser mod menneskeheden, er også i fare: Trumps USA er i forreste angrebslinje mod ICC, som landet end ikke er med i, og supermagten er her i selskab med en række autoritære stater, der heller ikke vil vide af en international retsorden.

Reelt er Sass’ melding om, at Danmark skal rode sig ud af internationale konventioner og domstole, vand på præsident Trumps mølle. Billedet af Sass Larsen som ”den lille Trump” fuldendes af socialdemokratens voldsomme angreb på medierne, som han afviser at tale med og karakteriserer som et ”tyranni” – i samme åndedræt beskylder han dele af pressen for at ”lyve og bedrage”.

I stedet for at lyde som et ekko af Trump og gungre ud af det nemme populistiske og nationale spor, bør Socialdemokratiet med Sass Larsen i spidsen tænke europæisk og globalt. Det er dynamisk, og det ville være i smuk forlængelse af de bedste socialdemokratiske traditioner.

 

I stedet for at lyde som et ekko af Trump og gungre ud af det nemme populistiske og nationale spor, bør Socialdemokratiet med Sass Larsen i spidsen tænke europæisk og globalt
_______

 

DET KOMMER næppe bag på mange, at DF’s Morten Messerschmidt tager afstand fra tanken om en international retsorden (læs indlægget i RÆSON her). Derimod er meldingen fra topsocialdemokraten Sass Larsen mere overraskende. Glem ikke, at adskillige EU-medlemslande i dag er ude på et skråplan, hvad respekten for demokratiske rettigheder angår – Ungarn, Polen og Rumænien er de mest iøjnefaldende eksempler, men der er bekymrende udviklinger i flere lande.

Derfor er der mere end nogensinde brug for en europæisk menneskerettighedsdomstol. I en stadig mere fragmenteret verdensorden er der behov for institutioner, der vedholdende forsvarer grundlæggende retsprincipper og fælles værdier. Det gælder i Europa, og det gælder i verden som helhed, hvor ICC (Straffedomstolen i Haag) er det internationale samfunds måde at markere, at forbrydelser mod menneskeheden ikke må forblive ustraffede. Lad os ikke glemme læren fra Nürnberg-domstolen efter Anden Verdenskrig: Retfærdighed kender ikke nationale grænser. Verdenssamfundet skal stå sammen i stedet for at lade enhver stat hytte sine egne.

Den Europæiske Menneskerettighedskonvention blev netop indgået i slagskyggen af Anden Verdenskrig. Krigen, og især forbrydelserne begået af det nazistiske regime, viste, hvor sårbare menneskerettighederne er, hvis ikke verdenssamfundet påtager sig et ansvar.

Beskyttelsen af menneskerettighederne blev dermed et vigtigt instrument i arbejdet med at sikre fred og sikkerhed i verden, fordi det internationale samfund forpligtede sig til at gribe ind, hvis andre stater ikke overholdt menneskerettighederne. Dermed brød staterne med princippet om ikke at blande sig i andre staters indre politiske og retlige anliggender. Som tilhængere af det klassiske suverænitetsbegreb, er det her, Morten Messerschmidt og Henrik Sass Larsen slår sig.

I disse dage markeres 100-året for afslutningen af Første Verdenskrig. I sit banebrydende værk (The Sleepwalkers: How Europe Went to War in 1914) om årsagerne til krigen, beskriver den britiske historiker Christopher Clark hvordan europæiske statsmænd og politikere bevægede sig frem mod afgrunden som søvngængere. I den usikre verden vi lever i nu, hvor demokratiske værdier er under angreb i mange lande, er der mere end nogensinde brug for at gå frem med vidtåbne øjne. Det indebærer bl.a. at forsvare og videreudvikle internationale landvindinger, der beskytter menneskerettigheder. Selv om det i en dansk politisk sammenhæng kan være fristende at gøre bestemte internationale konventioner eller institutioner til syndebukke, så vil det være klogt at klappe hesten og tænke over, hvilken verden vi helst vil have vores børn skal vokse op i.

Må jeg foreslå, at Sass Larsen i den tilstundende juleferie læser tidligere udenrigsminister Per Hækkerups bog fra 1965 om dansk udenrigspolitik. Heri fastslår den legendariske socialdemokrat, at det også bør være målet for udenrigspolitikken at påvirke den internationale udvikling ud fra de principper og bedømmelser, som udspringer af vort demokratiske system. ■

 

Selv om det i en dansk politisk sammenhæng kan være fristende at gøre bestemte internationale konventioner eller institutioner til syndebukke, så vil det være klogt at klappe hesten
_______

 

Erik Boel (f. 1953) er debattør og tidligere landsformand for Europabevægelsen. Fra 1992 til 2002 var han Socialdemokratiets internationale sekretær, og han har i mange år været chefrådgiver ved DIIS. Derudover har han skrevet en lang række bøger med fokus på EU og Danmark. ILLUSTRATION: Mette Frederiksen (S), Henrik Sass Larsen (S) og Nicolai Wammen (S) [foto: Søren Bidstrup/Scanpix]