23.10.2018

.

Grænsekontrollen er vores bedste værn til beskyttelse af Danmark og danskerne, men regeringen har ikke inkluderet den på finansloven. Måske fordi man i virkeligheden slet ikke vil grænsekontrollen?

Kommentar af Morten Messerschmidt (DF), MEP og folketingskandidat

NEDE I EU-Kommissionen er man begyndt at ty til samme metode, som regeringen bruger herhjemme, når bekymrede danskere skal beroliges om, at der er fuldstændig styr på tilstrømningen af migranter. Antallet af asylsøgere og migranter jo lavere end under flygtninge- og migrantkrisen i 2015 og 2016 og nærmest tilbage på niveauet fra før krisen, lyder ræsonnementet.

Selve den kendsgerning, at ikke færre end 4,2 mio. migranter og flygtninge gennem de seneste fire-fem år er strømmet ind i et naivt og magtesløst Europa, negligeres behændigt – for nu viser statistikkerne jo et handlekraftigt EU, og så er alt godt, ikke sandt? Derfor hører vi nu også igen en opstemt Jean-Claude Juncker besynge de åbne grænser mellem landene som nødvendighedens skridt mod en lykkeligere europæisk fremtid.

Det er en hån mod de europæiske befolkninger, der dagligt må leve med konsekvenserne af den verdensfjerne og konventionsbundne bedrevidenhed, som praktiseres i Bruxelles. Fordi ethvert europæisk land, som har ladet sig lede blindt af en uansvarlig og arrogant politisk korrekt overklasse med dens massive indoktrinering af befolkningen, har for længst betalt en formidabel pris for den ukontrollerede indvandring.

 

Det er en hån mod de europæiske befolkninger, der dagligt må leve med konsekvenserne af den verdensfjerne og konventionsbundne bedrevidenhed, som praktiseres i Bruxelles
_______

 

I et svar til Folketingets Europaudvalg peger udlændinge- og integrationsminister Inger Støjberg (V) på, at det – for tiden – dalende antal asylsøgere til EU-lande er et resultat af en række europæiske tiltag for at bremse migrationsstrømmen mod Europa, både i form af lovgivningsinitiativer og aftaler med relevante tredjelande.

Hverken regeringen eller EU-Kommissionen tøver med at pege på grænsekontrollen langs Vestbalkan-ruten og EU-Tyrkiet-aftalen som afgørende for de første store fald i antallet af irregulære migranter. De vurderer også, at ”EU’s indsats i og omkring Libyen og øvrige oprindelses- og transitlande, herunder kapacitetsopbygningen af den libyske kystvagt, har bidraget til de seneste fald i ankomsterne på den centrale Middelhavsrute.”

Jamen, det manglede da bare!

Europæerne har med rette forventet, at EU skulle beskytte dem imod en uønsket masseindvandring. Det er bare ikke sket. Nu har man så endelig – med flere års forsinkelse – taget visse skridt, der for en stund tilsyneladende er medvirkende til at bremse dele af den massive tilstrømning. Og teksten udlægges som et soleklart bevis på EU-systemets svulmende handlekraft.

Til gengæld forbigås i tavshed de ildevarslende kendsgerninger, der er en direkte konsekvens af EU’s laden stå til. Europa er i dag, med undtagelse af de øst- og centraleuropæiske lande, plaget af massive integrationsproblemer og tillige gigantiske, omflakkende grupperinger af vagabonder; unge, rastløse mænd, produktet af de galoperende fødselsrater i de afrikanske og muslimske lande.

De lever i samfundets undergrund og har ingen udsigt til at leve legalt, endsige stifte familie og bidrage til samfundet. Men i det lange løb kan ingen stat tolerere et nedre, destabiliserende lag i samfundet, hvor man lever efter sine egne – eller ingen – regler og opretter lovløse lejre, som vi har set det i Calais og i storbyernes centre. Selv i Danmark estimeres 18.000 at leve illegalt ifølge en analyse af Rockwool Fonden.

 

I det lange løb kan ingen stat tolerere et nedre, destabiliserende lag i samfundet, hvor man lever efter sine egne – eller ingen – regler
_______

 

UD AF DE 4,2 mio. asylansøgere, som ifølge Inger Støjbergs svar er væltet ind i Europa, ville kommissærerne omfordele 160.000. I dag er omkring 30.000 med møje og besvær blevet fordelt. De asylansøgere, som trak en nitte og havnede i Østeuropa og de baltiske lande, er allerede stukket af til Nord- og Vesteuropa. En ”fælleseuropæisk løsning” eksisterer nu kun i hovederne på kommissærer, jubeleuropæere og rødgrønne fantaster; og dér bør den forblive. Til gengæld har vi endnu til gode at høre fra ”handlekraftige EU,” hvordan man vil få hjemsendt de hundredetusinder, der stadig opholder sig illegalt i Europa.

Efter at Jean-Claude Juncker for nylig havde holdt sin såkaldte ”state of the union”-tale i Europa-Parlamentet fokuserede både danske og europæiske medier forståeligt nok på hans plan om at ansætte 10.000 nye grænsevagter.

Jeg tror desværre ikke, at de kommer til at gøre nogen nævneværdig forskel. Det vil jo forudsætte, at deres klare opgave er at afvise enhver form for ulovlig indvandring, altså at anvende den australske model.

Den går jeg ind for. Den betyder, at intet NGO-skib lastet med unge afrikanske mænd får lov at kaste anker i en europæisk havn, og at al asylbehandling foregår til søs.

De godkendte skal have masser af hjælp i sikre flygtningelejre – bare ikke i Europa. Men det kan man desværre ikke forvente af et EU, som bekender sig til et helt bibliotek af konventioner, traktater og diffuse menneskerettigheder. Først og fremmest fordi menneskerettighederne rangerer over nationale love og tilmed beror på fortolkninger.

Sådan et EU har på forhånd afvæbnet sig selv og givet afkald på at forsvare europæerne. Derfor gør ethvert land klogt i at bevogte sine egne grænser. Når EU fatalt har svigtet med at beskytte sine ydre grænser, må det være hver enkelt nations ret og pligt at beskytte sine egne grænser.

Og derfor bør både kommissærer og parlament passe sig selv nede i Bruxelles og Strasbourg og lade være med at blande sig, når frie europæere i frie lande beslutter sig for at forsvare sig selv.

Derfor er det naturligvis også bekymrende, at den danske regering ikke engang har villet ulejlige sig med at afsætte penge til dansk grænsekontrol i sit fremsatte finanslovsforslag. Også selv om den så sidenhen igen allernådigst har ansøgt EU-Kommissionen om lov til at forlænge grænsekontrollen med yderligere et halvt år. Når EU-jubeloptimister herhjemme jævnligt taler henført om det grænseløse Europa, glemmer de hver eneste gang at forholde sig til de knap 6.000 mennesker, der hidtil er blevet forment adgang til Danmark på grund af grænsekontrollen, ligesom mængderne af opsnappet narko og beslaglagte våben forties.

Men tallene afslører jo sort på hvidt, at grænsekontrollen er vores bedste værn til beskyttelse af Danmark og danskerne. Men sagen er også, at så længe vi er medlem af EU, så er grænsekontrollen en lykkelig undtagelse.

 

Så længe vi er medlem af EU, så er grænsekontrollen en lykkelig undtagelse
_______

 

Derfor er det bekymrende, at den danske regering nu har svækket sine egne argumenter over for Kommissionen, når den skal begrunde sit ønske om en forlængelse af den midlertidige grænsekontrol. Godt nok henviser regeringen til terrortruslen – men hvorfor tager man så ikke disse trusler så alvorligt, at man har inkluderet grænsekontrollen i sit finanslovsforslag?

Måske fordi man i virkeligheden slet ikke vil grænsekontrollen? Det synes jeg så, at man ærligt skal sige til danskerne.

Gerne før et valg. ■

Morten Messerschmidt (f. 1980) er medlem af Europa-Parlamentet og folketingskandidat for Dansk Folkeparti. ILLUSTRATION: Morten Messerschmidt (DF)