16.10.2018

.

I 14 år har den ultraliberale tænketank Cepos forsøgt at banke ind i danskernes hoveder, at Danmark har verdens måske største og dyreste offentlige sektor. At netop velfærdsudgifterne hæmmer den økonomiske vækst og begrænser velstandsudviklingen. Og så er danskerne alligevel i den samme periode kun blevet gladere for den fælles skattefinansierede velfærd.

Kommentar af Dennis Kristensen

I EN NY Gallup-undersøgelse for Berlingske er det nu hele to ud af hver tre danskere, der mener, at de betaler enten tilpas eller for lidt i skat. Tilfredsheden med at bidrage til fællesskabet står dermed i skærende kontrast til den offentlige skattedebat, hvor skatten på arbejde, kapital og virksomhedsdrift af en del debattører med stor entusiasme fremstilles som den største barriere for at skabe fremgang for alle i det danske samfund.

Men i dagligdagen kan danskerne se meningen med fællesskabsinstitutionerne: Værdien ved det fælles ansvar for dem, der får brug for en hjælpende hånd fra fællesskabet. Og de kan se, at ressourcerne ikke slår til, når der skal skabes kvalitet og håndholdt børnepasning, undervisning, sundhedsindsats, ældrepleje, handicaphjælp og støtte til udsatte. Over en årrække har danskerne sendt et stadig stærkere signal til de politiske partier: Den kollektive velfærd er vigtigere end skattelettelsen for individet.

 

I dagligdagen kan danskerne se meningen med fællesskabsinstitutionerne […] Over en årrække har danskerne sendt et stadig stærkere signal til de politiske partier: Den kollektive velfærd er vigtigere end skattelettelsen for individet
_______

 

For den økonomiske og politiske elite derimod har det i de seneste årtier handlet om – sammen med store dele af erhvervslivet – at overbevise resten af befolkningen om, at skattelettelser er kuren mod et hvilket som helst samfundsmæssigt problem. Det er slået fejl.

Et godt stykke hen ad vejen lykkedes det at overbevise Christiansborg-politikere om nødvendigheden af skattelettelser, hvis der igen skulle gang i hjulene oven på den økonomiske krise.

I MINE øjne blev krisen bevist udnyttet til at skære den offentlige sektor varigt ned. Og dermed varigt forringe velfærden.

Under krisen var synspunktet om nødvendigheden af at forøge den private sektor og mindske den offentlige ganske udbredt – i både blå og rød blok. Og det var ikke kun i den periode, hvor man talte om “nødvendighedens politik”. Nej, partierne oplevede det som den rigtige og dermed ønskværdige politik. Og vel at mærke: Både blå og røde partier.

Det helt centrale spørgsmål i de kommende år er: Vil vi betale skat i en størrelsesorden, der modsvarer behovet for skatteindtægter, og hvor finansieringsbehovet afgøres af borgernes behov for velfærd og service? Eller vil vi prioritere skattelettelser, hvor restsummen af skatteindtægter afgør, hvor meget velfærden og servicen skal forringes? Det absolutte flertal i befolkningen HAR valgt – velfærd over skattelettelser. Og i stigende grad.

Ikke alene er tilfredsheden med det nuværende skatteniveau historisk høj. Danskerne foretrækker samtidig, at et fremtidigt økonomisk råderum bruges på fællesskabet: Næsten otte ud af ti ønsker frie skatteindtægter brugt på velfærden.

 

Ikke alene er tilfredsheden med det nuværende skatteniveau historisk høj. Danskerne foretrækker samtidig, at et fremtidigt økonomisk råderum bruges på fællesskabet
_______

 

Det påvirker desværre ikke Cepos-folkenes massive kampagne for en stadig mindre offentlig sektor og mindre velfærd. Det ændrer heller ikke på agitationen fra tænketankens “politiske gren”, herunder Liberal Alliance, de Konservative og Nye Borgerlige. Her er der intet nyt under solen: Verdens største offentlige sektor er for dyr, og øget vækst forudsætter lavere skatter.

TIL GENGÆLD forvirrer danskernes positive holdninger til velfærden og den offentlige sektor Berlingske, hvis ansvarshavende chefredaktør Tom Jensen skriver: “I virkeligheden er det meget værre. En for høj skat og en for stor offentlig sektor tager de værdier, mennesker selv har skabt, og bruger for mange af dem på værdiløst bureaukrati. Giver mennesker den fornemmelse, at selve livets formål er, at de skal arbejde for at bidrage til de offentlige kasser. Berøver mennesket det mest livgivende af alt, pligten og ansvaret for hinanden, og bilder dem ind, at det ikke bringer dem længere fra hinanden, hvis for megen medmenneskelighed kan overlades til et offentligt system. Øger mistænkeliggørelsen og overvågningen i samfundet, fordi vi alle bruger af hinandens penge og dermed kan kræve kontrol med, at det sker på ordentlig vis. Fremmer en centraliseret tankegang i stedet for at stimulere tilliden til, at mennesket kan selv. Erstatter civilsamfund og frie folkelige fællesskaber med tvangsfællesskaber”.

Det er ellers ikke småting, som skatten og den offentlige sektor ifølge Berlingske har på synderegisteret. Men der er godt nok langt fra chefredaktørkontoret i Pilestræde i København til de 77 pct. af danskerne, der er tilfredse med skatteopkrævningen og ønsker velfærd og service til alle, der har behov.

Til gengæld er afstanden til de ledende partier i de to blokke betydeligt kortere. Og lydhørheden væsentligt større. Og begge dele vokser i takt med, at den forestående valgdag rykker nærmere.

Socialdemokratiet er – så vidt jeg kan se – godt på vej væk fra “nødvendighedens politik”, herunder skattelettelser og en reduceret offentlig sektor. Og på vej mod mere fællesskab, mere sammenhæng og mindre ulighed. Og dén vej er ikke farbar med skattelettelser i inderlommen.

Venstre droppede i sommerens løb ideerne om nulvækst og minusvækst i de offentlige udgifter. Og fulgte op med meldinger om, at det ville være nødvendigt at investere på udvalgte velfærdsområder, herunder især sundhedsområdet. Det bliver dermed ikke Venstre, der spiller ud med forslag om skattelettelser i valgkampen. Her har partiet allerede løftet et hjørne af sløret for prioriteringer med den igangværende annoncekampagne om de løft af velfærden, som partiet gerne vil tage æren for.

Dermed kommer Cepos til ikke blot at stå for synspunkter, der er i modstrid med befolkningsflertallet, når tænketanken skyder sin “valgkamp” i gang. Tænketanken vil samtidig stå med en politisk virkelighed, hvor de små velfærdsknusere – Liberal Alliance, de Konservative og Nye Borgerlige – vil nikke begejstret til tænketankens analyser og forslag, men efter valgdagen ser virkeligheden helt anderledes ud.

Af ret enkle årsager: S har droppet ideologien fra Thorning/Corydon-eksperimentet, og Venstre har indset, at partiet må ende med at genopfinde Fogh Rasmussens vej til statsministerkontoret – og det vil sige: At tale til alle de danskere, der vil velfærden for alvor. ■

 

Venstre har indset, at partiet må ende med at genopfinde Fogh Rasmussens vej til statsministerkontoret – og det vil sige: At tale til alle de danskere, der vil velfærden for alvor
_______

 

Dennis Kristensen (f. 1953) er tidligere forbundsformand for FOA. ILLUSTRATION: Dennis Kristensen [foto: René Schütze/Polfoto/Scanpix]