08.10.2018

.

Handlingen forsvinder et sted mellem individet og systemet. Det er uhyggeligt men forståeligt, fordi vi mangler den engagerende vision om, hvordan et samfund, hvor vi har afværget klimaforandringerne, ser ud. Vi mangler en retning, vi alle kan identificere os med.

Kommentar af Lars Køhler

FORESTIL DIG at jeg gav dig bind for øjnene, bad dig om at forlade alt det, du mente var sikkert, og fortalte dig, at du skulle gå i en retning, du ikke anede hvor førte hen, mod et mål du ikke kunne se, og i processen give slip på en masse af det, du værdsatte, uden at vide hvad du fik til gengæld. Og forestil dig så at jeg begrundede denne vandring ind i det ukendte med, at jorden under dig brændte, selvom du ikke kunne se branden, og at det du gjorde af et godt hjerte for dine børn og din familie, ødelagde deres fremtid.

Ville du tage de skridt med overbevisning og engagement? Jeg tvivler. Ville du overhovedet lytte til mig? Jeg tror det ikke. I stedet ville du nok bede mig om at ryge og rejse, og så fortsætte med at leve det sikre og velkendte liv jeg bad dig om at forlade.

Vi mennesker er nemlig genetisk kodet til at bevæge os, når den jord, vi står på, brænder, eller når vi kan se, at det, der er foran os, er bedre end det, vi kommer fra. Det er helt naturligt. Det kaldes overlevelse. Det er menneskeligt. Men at gå i blinde mod et mål, vi ikke kan se, af grunde vi ikke til fulde forstår, med skridt vi ikke føler, er vore egne, er simpelthen ikke kodet i vores gener.

Alligevel er det præcis, hvad vi beder folk om at gøre med hensyn til klimaforandringerne og den grønne omstilling. Vi beder folk – stik mod deres natur og gener – om at gå ind i mørket, mod et mål der ikke er deres, som er fastsat i nødvendighed og ikke i begejstring, og som ovenikøbet defineres med et abstrakt gradtal.

 

At gå i blinde mod et mål, vi ikke kan se, af grunde vi ikke til fulde forstår, med skridt vi ikke føler, er vore egne, er simpelthen ikke kodet i vores gener.
Alligevel er det præcis, hvad vi beder folk om at gøre med hensyn til klimaforandringerne og den grønne omstilling
_______

 

Visioner er nøglen til handling
Vi sidder med alle fakta. Vi ved, hvad der skal til. Vi har alle løsninger, og vi har midlerne. Men vi snakker og snakker, er nu nået til den 24. COP i rækken, og reel politisk handling udebliver stadig. Samtidig stiger verdens CO2-udslip år for år, klimaet forværres dag for dag, og de ”tipping points” vi kender til, men regnede med lå langt ude i fremtiden, er begyndt at melde deres ankomst. Vi drukner i forskning og konkrete beviser, der konstaterer, at jorden for alvor brænder, og alligevel næsten trodsigt forsøger vi at redde de smeltende sko ved at justere på snørebåndet. Handlingen forsvinder et sted mellem individet og systemet. Det er uhyggeligt, men forståeligt fordi vi mangler den engagerende vision om, hvordan et samfund hvor vi har afværget klimaforandringerne, ser ud. Vi mangler en retning, vi alle kan identificere os med.

Jeg hører igen og igen folk sige, at de godt ved, at den er helt gal, og at noget skal ske, men at de ikke mener, deres handlinger vil gøre nogen forskel. Jeg forstår ærligt talt godt denne kognitive dissonans. Udfordringerne er så store, at vi hver især drukner i problem og omfang. Efter i over 30 år at have sløset tiden væk med snak, manglende politisk mod og et blindt lineært økonomisk vækstparadigme, er den eneste løsning på de eksistentielle udfordringer, vi står over for, ikke bare systemisk forandring, men decideret systemisk omvæltning. Vi kan ikke længere løse udfordringerne alene ved at ændre lidt her og lidt der, eller blot ved at du og jeg får dårlig samvittighed og begynder at spise mindre kød og flyve mindre.

Problemet er, at vores demokratiske system er indrettet sådan, at det politiske mod og den nødvendige systemiske omvæltning ikke kommer uden kritisk masse i befolkningen. Og den kritiske masse kommer helt enkelt ikke, hvis vi hver især mister troen på vores indflydelse og ansvar og holder os fra at handle. Det er muligvis en slidt floskel, men stadig en eviggyldig sandhed: selv det største hav består af dråber. Alt hænger sammen, og alt starter og slutter hos os selv. Så nej, den personlige handling i sig selv redder ikke klimaet, men alligevel er disse personlige forandringer, de svære små valg, fuldstændigt essentielle for, at vi overhovedet har en chance for at ændre noget.

 

Nej, den personlige handling i sig selv redder ikke klimaet, men alligevel er disse personlige forandringer, de svære små valg, fuldstændigt essentielle for, at vi overhovedet har en chance for at ændre noget
_______

 

Handling er nøglen til forandring
Lige nu er vores mål at “holde os under 2°C og så tæt på 1,5°C som muligt”. Dejligt inspirerende, eller hvad? Kan du se dig selv i det? Vil du tage de svære skridt, der skal til for at nå dertil?
Hvad med et tillidsfuldt demokratisk og retfærdigt verdenssamfund? Hvor alle kan leve, ikke bare overleve. Hvor ingen behøver at flygte fra der, hvor de føler sig hjemme. Hvor ingen går sultne i seng. Hvor luften er ren og havene fulde af fisk. Hvor kloden er fuld af frodige skove, bølgende marker og boblende biodiversitet. Hvor lighed er en gevinst og ikke ses som en vækstdræber. Hvor vores byer og bygninger fremmer natur, livskvalitet og samhørighed. Hvor vores brug af ressourcer følger naturens cirkulære tilgang og kun er til låns. Hvor affald ikke eksisterer. Et verdenssamfund, hvor energien er ren, demokratiseret og tilhører alle. Hvor vores økonomiske system arbejder med naturen og ikke i modsætning dertil. Hvor virksomheder skaber vækst og værdi for alle. Hvor vi med god samvittighed kan spise kød produceret uden klimapåvirkning og flyve hvorhen vi drømmer om i elektriske fly. Hvor alle kan være, hvad de ønsker at være, og leve det liv de end måtte drømme om at leve.

Hvad med denne vision? Kan du se dig selv i noget af det? Ville det inspirere dig til at handle? Til at tage de skridt der skal til og også de svære valg på vejen?

Visioner er, hvad al forandring udspringer af
Vi har et akut behov for at forfattere, økonomer, arkitekter, sociologer, psykologer, forskere, kort sagt alle med noget på hjertet, fra alle kroge af samfundet, træder frem, engagerer sig, tager ansvar og gennem indlevende fortællinger, digte, lyd, ord og billeder begynder at forme en forestilling om, hvordan vi ønsker verden 2.0 skal se ud. Vi mangler en apolitisk, himmelråbende ambitiøs og realistisk vision, der kan inspirere og motivere. Så gør noget, deltag, skriv og fortæl om din vision. Del dine små svære valg og handlinger, inspirer dine venner, råb politikerne op og rund så ugen af med at tage snakken med tante Valborg over søndagskaffen. Forandring kommer kun ved, at vi hver især finder modet til at tro på, at vores handlinger har magt og at vores stemme bærer mening. Vi må alle tage ansvar og gøre, hvad vi kan og magter.

 

Del dine små svære valg og handlinger, inspirer dine venner, råb politikerne op og rund så ugen af med at tage snakken med tante Valborg over søndagskaffen
_______

 

Løsningen er systemisk omvæltning, men den starter og slutter hos os selv. ■

Lars Køhler (f. 1975) var i 2008 med til at opstarte et tværfagligt netværk til fremme for bæredygtighedsideologien Cradle to Cradle og cirkulær økonomi. Han er uddannet arkitekt fra Kunstakademiets Arkitektskole og passivhusdesigner fra Passivhus instituttet i Darmstadt. Han har arbejdet med lavenergi, bæredygtighed og grøn omstilling i byggeriet og samfundet i 15 år. ILLUSTRATION: Kystnære vindmøller [foto: Nicolai Tobias/Scanpix]