05.10.2018

.

Dansk økonomi har mistet den dynamik, der sikrer vækst, men det er ikke en uundgåelig skæbne, der skyldes ydre vilkår udenfor vores indflydelse. Øget konkurrence er en væsentlig del af løsningen. Vækst opstår, når konkurrence flytter markedsandele fra lav- til højproduktive virksomheder.

Kronik af Martin Ågerup (CEPOS)

DET BLIVER stadig tydeligere, at Danmark befinder sig i en vækstkrise, selvom mange endnu ikke har erkendt det. Forventede vækstrater på 1,8 pct. om året for 2018 og 2019 præsenteres som ”pæne” eller som et ”opsving”, men det er ingen af delene. Her er tre tegn på vækstkrisen:

1. Hver dansker er nu 70.000 kr. fattigere, end vi burde være
I mere end 100 år har danskerne hvert år i gennemsnit øget BNP per indbygger med 2,1 pct. om året, renset for inflation. Men de seneste 10-15 år er kurven knækket. Vores BNP ligger på 84 pct. af, hvad det ville have været, hvis vi havde fulgt trenden siden 1890, svarende til et velstandstab på godt 70.000 kroner pr. indbygger.

2. Ringe vækst ti år efter finanskrisen
Finanskrisen ligger ti år bag os. Alligevel går det stadig trægt med væksten. Normalt vil en økonomi efter en lavkonjunktur i nogle år have høj vækst. Det ser vi ikke ske. Vækstrater under to pct. på vej ud af en meget lang lavkonjunktur er elendigt. Produktiviteten, som i længden er den væsentligste kilde til vækst, udvikler sig forfærdeligt langsomt. Meget tyder derfor på, at dansk økonomi strukturelt har mistet en stor del af sin evne til at skabe velstand.

3. Prognoserne siger, at lavvæksten vil fortsætte
OECD’s seneste prognose forudser en gennemsnitlig årlig vækst i Danmarks BNP frem til 2030 på kun 1,1 pct. – altså kun godt det halve af den vækst, vi historisk har været vant til.

DE SENERE ÅR har nogle økonomer, heriblandt topøkonomen Robert Gordon, forudset lav produktivitetsvækst – og dermed lav økonomisk vækst – i fremtiden. Argumentet er, at de store opfindelser, som for alvor gør en forskel for vores velfærd såsom automobilet, penicillin, kloakering og luftfart nu er opdaget, og værdien af dem er omtrent fuldt udnyttet. Andre økonomer, såsom MIT-økonomerne Erik Brynjolfsson og Andrew McAfee, er uenige. De argumenterer tværtimod for, at ny teknologi har skabt et enormt potentiale for innovation og øget produktivitet.

Pessimisterne går efter min mening galt i byen, fordi de glemmer, at det altid er nemt at se tilbage og genkende den udvikling, der engang skabte vækst, men yderst vanskeligt at forudse, hvor fremtidens vækst skal komme fra.

 

Pessimisterne går efter min mening galt i byen, fordi de glemmer, at det altid er nemt at se tilbage og genkende den udvikling, der engang skabte vækst, men yderst vanskeligt at forudse, hvor fremtidens vækst skal komme fra
_______

 

Det 20. århundrede bød på den perlerække af pessimistiske forudsigelser af, at væksten var slut. Århundredet bød også på to verdenskrige og meget anden modgang. De pessimistiske forudsigelser blev imidlertid gjort til skamme af teknologiske fremskridt og borgernes opfindsomhed, flid og gåpåmod, som resulterede i hidtil uset velstandsfremgang. Man kan selvfølgelig aldrig afvise, at vi netop nu er nået til det punkt, hvor de lavhængende frugter er plukket, og hvor de pessimistiske forudsigelser langt om længe viser sig korrekte. Men det er ikke sandsynligt.

De muligheder for vækst, som fremtidens eller for den sags skyld mange af gårsdagens teknologiske fremskridt rummer, er ikke forudsigelige. De frembringes gennem en snørklet proces, hvor iværksættere og opfindere spiller en væsentlig rolle – en proces, som i sin essens er uforudsigelig: Hvis vi vidste, hvad det næste store vækstaccelererende gennembrud ville være, ville det næsten pr. definition ikke være et gennembrud.

NOGLE HÆVDER, at det 20. århundredes vækstrater på godt to pct. om året skyldes afvandring fra landbruget mod højproduktiv industribeskæftigelse og kvindernes indtog på arbejdsmarkedet. To processer, der er fuldbyrdede og ikke kan gentages. Disse ”undskyldninger” for lavvækst er ikke overbevisende. Kvindernes højere erhvervsdeltagelse blev modsvaret af reduceret arbejdstid, så det samlede antal arbejdstimer pr. voksen dansker ikke blev øget ret meget. Det ligger i dag heller ikke højt i international sammenligning.

Automatisering af landbrug og industri var i det 20. århundrede en væsentlig kilde til øget produktivitet og dermed velstandsfremgang. Nogle økonomer hævder, at velfærdsstaten og den private servicesektor ikke kan levere samme fremgang i produktiviteten, som industri og landbrug historisk har kunnet. Eftersom privat og offentlig service tilsammen udgør ca. 75 pct. af økonomien i Danmark, ser de derfor lavvækst som uundgåeligt.

Sådan behøver det imidlertid ikke at gå. Øget konkurrence er fx en væsentlig del af svaret. Ifølge Produktivitetskommissionen har den mest produktive fjerdedel af danske virksomheder inden for en given branche en produktivitet, som er omtrent 75 pct. højere end den mindst produktive fjerdedel. Meget af produktivitetsvæksten i samfundet opstår, når konkurrence flytter markedsandele fra lav- til højproduktive virksomheder – altså når de dygtige virksomheder udkonkurrerer de mindre dygtige.

Øget konkurrence indenfor både privat og offentlige service vil derfor kunne sikre, at servicesektoren leverer fremtidens produktivitetsfremgang. Indenfor privat service, som traditionelt har været beskyttet imod udenlandsk konkurrence, har produktivitetsudviklingen været svag. Men serviceerhverv, som har været udsat for international konkurrence, har leveret en produktivitetstilvækst på over 3 pct. om året i perioden 2001-09 ifølge Produktivitetskommissionen.

Øget konkurrence er også vejen frem, hvis man vil øge produktiviteten i velfærdsstaten. De offentlige institutioner såsom skoler, børnehaver og plejehjem er ikke ens. Nogle opnår markant bedre resultater med de samme ressourcer og forudsætninger. Med de rette incitamenter, herunder øget konkurrence, kan man tilskynde til, at de mindre effektive institutioner forbedrer sig.

Regelstaten er en af de faktorer, der hæmmer konkurrencen. Det sker fx, når den eksisterende regulering ikke tillader nye innovative forretningsmodeller. Uber er et oplagt eksempel, men overalt i servicesektoren er reguleringen indrettet, så den ikke passer til forretningsmodeller baseret på morgendagens teknologi.

JEG SER med bekymring, at der tilsyneladende er ved at indfinde sig en opgivende accept af lavvækst, selv blandt mange af landets økonomer. Siden Adam Smiths hovedværk, ”Nationernes Velstand”, fra 1776 har det været en af økonomernes fornemmeste opgaver at forstå og rådgive om, hvordan man indretter et samfund, så dets borgere kan øge deres velstand.

 

Jeg ser med bekymring, at der tilsyneladende er ved at indfinde sig en opgivende accept af lavvækst, selv blandt mange af landets økonomer
_______

 

Men det synes vor tids økonomer ikke at interessere sig synderligt for. De økonomiske vismænd har i 2017 nedtonet behovet for arbejdsmarkedsreformer, fordi ”statens finanser er holdbare”, som de udtrykker det. Dermed påtager de sig rollen som bogholdere snarere end økonomer. I et land, der har haft lavvækst i mere end et årti, er der andre grunde til at gennemføre reformer end at få Finansministerens kasse til at stemme.

I foråret 2018 fremlagde vismændene et regneeksempel, der viste, hvordan man kunne slippe af med overholdbarheden på de offentlige finanser: ved at sænke pensionsalderen og dermed reducere arbejdsudbuddet og væksten. Vismændene fandt det ikke relevant at fremlægge en alternativ model, der ikke reducerede, men øgede væksten, så politikerne havde forskellige løsninger at vælge imellem. Det kunne fx være en model, hvor overholdbarheden blev afskaffet ved at reducere væksthæmmende skatter.

Det er kutyme at sammenligne Danmarks velstand med andre OECD-landes. Her ligger Danmark i top ti. Og hvis man er sådan anlagt, kan man berolige sig med, at de fleste andre velstående lande oplever problemer, som minder om Danmarks. Politisk regulering af økonomien, som vi ser i stort set hele den udviklede verden, hæmmer væksten, om end skoen trykker forskellige steder i forskellige lande. Nogle lande, såsom Italien og Frankrig, har håbløst overregulerede arbejdsmarkeder. Andre, såsom Danmark, en alt for stor offentlig sektor og alt for høje skatter. Fælles for de fleste lande er en voksende reguleringsbyrde, som ikke kun øger de administrative omkostninger, men også forhindrer udviklingen af innovative forretningsmodeller, der hviler på ny teknologi. Det er næppe noget tilfælde, at den mest innovative sektor – IT-sektoren – også er en af de mindst regulerede – primært fordi politikerne (heldigvis) ikke har kunnet følge med udviklingen i deres iver for at regulere.

Man kunne indvende, at dette blot skyldes, at IT-sektoren er en ny sektor, som oplever en rivende udvikling, og den ville gøre det uagtet politikernes indblanding. Det kan ikke afvises, men det er påfaldende, at medicinalsektoren og bioteknologi, der begge er langt mere reguleret, ikke har formået at skabe den samme innovationskraft på trods af rivende teknologisk udvikling.

Endvidere er det tankevækkende, at til trods for, at Moores Lov (en halvering af prisen på computerkapacitet hvert halvandet år) har været i kraft i over 50 år, har denne eksplosion i computerproduktivitet haft svært ved at sprede sig til hele økonomien. Faktisk er produktivitetsvæksten samlet faldende i de fleste vestlige lande. Det kan delvist skyldes, at det er vanskeligt for mennesker at forestille sig, hvordan teknologi omsættes til innovation, og at vores indgroede vaner er en hindring for, at den innovation, der finder sted, spreder sig. Men meget tyder på, at reguleringsbyrden er en væsentlig del af forklaringen.

Skal man have en fornemmelse for Danmarks vækstpotentiale, skal man ikke sammenligne Danmark med andre lande med strukturelle problemer, der reducerer velstanden. Man skal sammenligne med dem, der er bedst til at skabe velstand. Der er lande og regioner på omtrent Danmarks størrelse, som er markant mere velstående end os. Danskernes velstand målt i købekraftskorrigeret BNP pr. indbygger ligger ca. 30 pct. under niveauet i Schweiz og 40 pct. under niveauet i Massachusetts, USA. Københavnernes velstand ligger ca. 30 pct. under velstandsniveauet i Singapore.

DANSK ØKONOMI samt en række andre vestlige økonomier har mistet den dynamik, der sikrer, at muligheder for vækst bliver udnyttet, og forhindringer for vækst bliver overvundet, men det er ikke en uundgåelig skæbne, der kan tilskrives ydre vilkår udenfor vores indflydelse.

Hvis man skal forstå, hvorfor Danmark og landene omkring os har mistet evnen til at skabe (høj) vækst, kan man med fordel ty til den amerikanske økonom og samfundstænker Mancur Olsons lære. Olson mente, at samfund, der igennem en længere periode har haft en høj grad af politisk stabilitet, vil være i fare for at sande til, efterhånden som særinteresser får raget stadig flere privilegier til sig. Almenvellets interesser fortrænges. Denne indsigt kan bidrage til at forklare, hvorfor Danmark er havnet i en produktivitets- og vækstkrise, idet meget få interesser arbejder for at gavne vækst og produktivitet på et generelt plan, mens mange interesser hver især arbejder for tiltag, der hæmmer vækst og produktivitet på lige præcis deres område for at beskytte etablerede spillere imod iværksættere og disruption.

 

Danmark er havnet i en produktivitets- og vækstkrise, idet meget få interesser arbejder for at gavne vækst og produktivitet på et generelt plan, mens mange interesser hver især arbejder for tiltag, der hæmmer vækst og produktivitet på lige præcis deres område for at beskytte etablerede spillere imod iværksættere og disruption
_______

 

De påstår ganske vist noget andet. Det står på side ét i lobbyisternes manual, at man skal argumentere for sit forslag ved at påstå, at det i virkeligheden er i almenvellets interesse. Statsstøtte skal sikre den grønne omstilling, regulering skal beskytte forbrugerne, og høje skatter skal bruges på noget godt, som vi alle sammen angiveligt får glæde af. Vejen til lavvækstsamfundet er brolagt med lobbyisternes bortforklaringer.

Her er i stedet tre af de mange ting, som vi selv kan gøre for at øge væksten:

1. Sænk reguleringsbyrden og skab smartere vækstvenlig regulering
Mængden af love og regler er tredoblet de seneste 28 år. Den udvikling skal vendes. Meget regulering bremser den teknologiske udvikling og iværksætteri og hæmmer dermed væksten. Det kan fx være regulering, som binder en sektor til en bestemt teknologi – eksempelvis taxalovens påbud om sædeføler og taxameter, selvom elektronisk betaling overflødiggør dem. Et andet eksempel er ejerskabsrestriktion, som gør det ulovligt for andre end tandlæger at eje en tandlægeklinik eller andre end landmænd at eje et landbrug. Der er regler, der begrænser konkurrencen indenfor uddannelse, transport, energi og en række andre sektorer.

2. Øg beskæftigelsen
Gennemfør reformer, der får flere danskere i job, som fx en afskaffelse af efterlønnen, gør jobcentrene mere effektive, og gør det nemmere for indvandrere, flygtninge og andre med lav produktivitet at komme i beskæftigelse, fx gennem indførelsen en indslusningsløn eller lignende.

Endvidere kan man gøre det lettere at ansætte højtuddannet udenlandsk arbejdskraft. Det øger produktiviteten hos deres danske kolleger ved at tilføre ny viden til det danske samfund. Endvidere giver højtuddannet udenlandsk arbejdskraft overskud i statskassen, så skatterne kan reduceres. I dag skal personer fra lande udenfor EU tjene mindst 418.000 kroner om året for at kunne arbejde i Danmark. Den beløbsgrænse kunne man afskaffe. Endvidere kunne man fjerne bureaukrati i forbindelse med indhentelse af ret til at skaffe udenlandsk arbejdskraft til Danmark.

 

Gør det nemmere for indvandrere, flygtninge og andre med lav produktivitet at komme i beskæftigelse, fx gennem indførelsen en indslusningsløn eller lignende
_______

 

3. Sænk selskabsskatten, marginalskatten og kapitalskatter
Lavere selskabsskat og kapitalskatter giver flere investeringer og dermed øget produktivitet og højere løn. Lavere marginalskat tilskynder befolkningen til at arbejde flere timer og mere produktivt, fordi den enkelte beholder mere af gevinsten heraf. Begge dele øger dermed væksten i økonomien. ■

Martin Ågerup (f. 1966) er direktør i tænketanken CEPOS og forfatter til flere bøger, senest ”Velfærd i det 21. århundrede – fra tilsanding til innovation” (People’s Press). ILLUSTRATION: Martin Ågerup [foto: Christian Liliendahl/Scanpix].