28.09.2018

.

Vi mangler akut arbejdskraft i Danmark. Derfor er det synd og skam, at venstrefløjen og Dansk Folkeparti nægter at bidrage til at løse problemet ved at forhindre tilstrømningen af udenlandske arbejdere, der kan og vil.

Kommentar af Christina Egelund (LA)

DET ER KENDT for de fleste, at Danmark mangler arbejdskraft. Bare spørg de virksomheder, som lige nu mister ordrer og indtægter, fordi de ikke kan få deres stillinger besat. Det gælder fx inden for bygge og anlæg, sundhed, IT, socialvæsen og i hotel- og restaurationsbranchen.

Dansk Erhverv udgav tidligere på måneden en undersøgelse, som viser, at godt en fjerdedel af danske virksomheder vurderer, at de kommer til at sige nej til flere opgaver og ordrer, hvis adgangen til udenlandsk arbejdskraft begrænses. Det er alvorligt, og derfor er der brug for politisk handling.

Vi har for tiden den laveste ledighed i mands minde, og det er godt. Men det giver det problem, at der bliver færre og færre at ansætte for erhvervslivet, som er i evig – og meget heftig – konkurrence med udlandet. Med andre ord: Mangel på arbejdskraft er skadeligt på både kort og langt sigt. Derfor er det en bunden politisk opgave at udvide arbejdsudbuddet.

Vi har en del effektive greb fra den økonomiske værktøjskasse. Man kan eksempelvis sætte skatten ned eller gøre det mere attraktivt at tage et år eller to ekstra på arbejdsmarkedet, inden man går på pension. Begge dele har regeringen søgt opbakning til i indeværende folketingsperiode, og begge dele er afvist af et flertal i Folketinget, anført af Dansk Folkeparti og Socialdemokratiet.

Tilbage står tredje greb: Virksomhederne skal have nemmere ved at tiltrække udenlandsk arbejdskraft. Det kan sagtens lade sig gøre for EU-borgere, der frit kan søge arbejde i andre EU-lande på grund af arbejdskraftens frie bevægelighed. Tilstrømningen af arbejdskraft fra EU-landene er dog ikke så massiv, som man gerne vil gøre den til.

 

Vi [er] også afhængige af arbejdskraft uden for EU, og det er straks mere besværligt. Dels på grund af en masse bureaukrati og dels på grund af den beløbsgrænse på cirka 418.000 kroner i årsløn
_______

 

Derfor er vi også afhængige af arbejdskraft uden for EU, og det er straks mere besværligt. Dels på grund af en masse bureaukrati og dels på grund af den beløbsgrænse på cirka 418.000 kroner i årsløn, som er barrieren for at komme til Danmark og arbejde. 418.000 er væsentligt over den danske gennemsnitsløn. Det er dybt bekymrende, og i Liberal Alliance forstår vi ikke, hvorfor det er finere at komme fra EU-landene Polen og Rumænien end fra USA eller Ukraine?

Eller hvorfor en højtlønnet specialist har adgang til Danmark, mens en almindelig sygeplejerske ikke er velkommen. Det er i mine øjne et udtryk for uklædeligt snobberi, som ovenikøbet risikerer at have som konsekvens, at virksomheder må forlade landet.

En udvidelse af arbejdsudbuddet handler i høj grad også om at beskytte det danske arbejdsmarked. Uden flere kolleger risikerer danske lønmodtagere at miste deres job.

I et konkurrencepræget og globaliseret arbejdsmarked skal vi netop kæmpe for at fastholde virksomheder og dermed arbejdspladser i landet. Sidder vi på hænderne, vil virksomhederne selvfølgelig søge derhen, hvor arbejdskraften er. Samme mekanisme gør sig gældende, når det kommer til at gøre Danmark til et attraktivt land for internationale virksomheder at slå sig ned i.

Derfor bør vi sætte beløbsgrænsen ned. En grænse på 325.000 kroner, som Dansk Industri har foreslået, mener vi er et fint snit. Derudover bør vi genindføre greencardordningen, som betyder, at udlændinge kan søge arbejdstilladelse på baggrund af deres uddannelsesniveau, sproglige evner og erhvervserfaring.

I den forbindelse er det mig en gåde, at der er så stor modstand mod udenlandsk arbejdskraft fra de tidligere så solidariske arbejderpartier, SF, Enhedslisten og Socialdemokratiet. Engang slog man sig op på paroler om international solidaritet. Man skulle forene sig på tværs af landegrænser. Det var dengang.

 

I den forbindelse er det mig en gåde, at der er så stor modstand mod udenlandsk arbejdskraft fra de tidligere så solidariske arbejderpartier, SF, Enhedslisten og Socialdemokratiet
_______

 

I dag er den internationale solidaritet pist forsvundet for venstrefløjen. Nu synes de i højere grad at være optagede af at pleje egne snævre interesser. Det er synd og skam, at venstrefløjen og Dansk Folkeparti aktivt nægter at bidrage til at sikre arbejdspladser til det danske erhvervsliv og flere kolleger til danskerne. For vi mangler akut arbejdskraft. Vi mangler SOSU’er, håndværkere, landbrugsarbejdere og hænder i alle mulige andre servicefag.

I Liberal Alliance har vi for længst erkendt, at arbejdsmarkedet i dag er globalt. Vi lever i en global virkelighed, hvor der ikke bør være fine fornemmelser over for de mennesker, som kan og vil arbejde i Danmark.

Vi hører ofte venstrefløjen tale om, at vi i højere grad skal efteruddanne og opkvalificere danske lønmodtagere, og det er vi helt med på. Vi skal nemlig gøre begge dele. Det er derfor, at vi sidste år brugte 2,5 milliarder kr. ekstra på efteruddannelse i den seneste trepartsaftale. Men det løser langt fra hele problemet.

Vi har behov for at kigge udad. Ikke indad. Vi skal benytte os af de muligheder, et globalt arbejdsmarked giver os. I den forbindelse skal udenlandsk arbejdskraft ikke være et fyord. Udlændinge, som kan og vil, er en stor gave. Og snart må det gå op for velfærdsstatens vogtere, at vi ikke kan klare os uden, hvis vi skal bevare et sundt og velstående Danmark. ■

 

Udlændinge, som kan og vil, er en stor gave. Og snart må det gå op for velfærdsstatens vogtere, at vi ikke kan klare os uden, hvis vi skal bevare et sundt og velstående Danmark
_______

 

Christina Egelund (f. 1977) er politisk ordfører for Liberal Alliance.