27.09.2018

Socialdemokratiets drømmesituation er en parlamentarisk virkelighed, hvor partiet kan skifte imellem varierende flertal. Den drøm er indenfor rækkevidde, men den kræver, at man ikke afskærer forbindelser helt til den gamle regeringspartner. Og skal Socialdemokratiet til at balancere succesfuldt mellem flere partnere kræver det en diplomatisk snilde og en ydmyghed, der ikke just ligger til partiets selvforståelse.

Af Niels Jespersen

Socialdemokratiets Kongres var et nyt højdepunkt i tilnærmelsen mellem S og DF. Denne kongres var den første, hvor udfald mod Dansk Folkeparti ikke udløste automatisk applaus. Og den første, hvor man åbent talte om perspektiverne i et regeringssamarbejde med DF.

Optimismen er i øvrigt aldrig stærkere, end hos et oppositionsparti der står til at genvinde regeringsmagten. Sådan har det i hvert fald været de sidste 10 år, hvor Helle Thorning og Løkke – to gange – har befundet sig i spidsen for historisk upopulære regeringer, der hver er blevet hældt ned af brættet af vælgerne ved først givne lejlighed.

Der var i hvert masser af optimisme i Aalborg. Bag sig har man et veloverstået kommunalvalg, der bragte 13 nye socialdemokratiske borgmestre til magten og nu rykker man sammen inden næste folketings- og europaparlamentsvalg. Der var langt mellem de kritiske pip fra gulvet. Men Mette Frederiksen har også brug for al den støtte, hun kan få. Hun står midt i en historisk nyorientering af sit partis politik og med en rød blok i vild splittelse.

 

Bag sig har man et veloverstået kommunalvalg, der bragte 13 nye socialdemokratiske borgmestre til magten og nu rykker man sammen inden næste folketings- og europaparlamentsvalg
_______

 

Hvorfor kommer Mette Frederiksens tydeliggjorte venstre-drejning nu?
”Er der nogen, der har set Socialdemokratiets venstredrejning?” spurgte Enhedslistens frontkvinde Pernille Skipper retorisk i dagbladet Politiken op til kongressen. Dermed satte hun fingeren på et ømt punkt for mange socialdemokrater. For hvor de fleste iagttagere efterhånden har accepteret, at Socialdemokratiets nyorientering af udlændingepolitikken er oprigtig ment og ikke bare symboler og taktik, så har partiet haft sværere ved at træde ud fra Thorning-årernes skygge, hvor socialdemokraterne var med til at privatisere dele af DONG, sænke top- og erhvervsskat og – dog under protest – afskaffe efterlønnen og forringe dagpengene.

Mette Frederiksen kan ikke – trods sin interne popularitet – undsige sig medansvar for Thorning-tiden, hvor hun indtog flere topministerposter og stod bag den udskældte reform af førtidspensionsreformen.

Samtidig har socialdemokraterne været martret af løftebrudsdagsordenen, der stadig står klart i vælgernes erindringer. I partiet har det efterladt en modvilje overfor afgivelsen af nye løfter og en angst for at blive låst fast på en linje. Effekten har været den, at Socialdemokratiets markante højredrejning på udlændingespørgsmålet ikke er blevet modsvaret af en venstredrejning på fordelingspolitikken. Man har lukket flanker af, men er ikke rigtigt gået i offensiven. Man har – indtil nu i hvert fald – været panisk angste for igen at komme til at love for meget. Men man er samtidig bevidste om, at man ikke kan gå ind i en valgkamp uden røde løfter til at energize the base.

Og på kongressen var der rigeligt af roser til det røde hjerte og ikke mindst de hårdt prøvede støttepartier til venstre for midten. Mette Frederiksen lagde klar afstand fra Thorning-regeringens resultater – til kongressens uforbeholdne bifald. Hun lovede flere penge til en række velfærdsområder, opgør med sin egen førtidspensionsreform og gav et løfte om, at hun ikke vil være med til at sælge yderligere ud af infrastrukturen. Samtidig varslede partiets stærke mand Sass-Larsen et opgør med bankerne, der blev truet med en genindførelse af de statsudpegede samfundsrepræsentanter. De sad indtil 2003 i bankernes bestyrelser og blev afskaffet af Anders Fogh.

Socialdemokratiets røde løfter er imidlertid skrevet i det samme sand som dem, der blev afgivet i 2011. For der er intet der tyder på, at oppositionspartierne vil få flertal uden om Det Radikale Venstre. Dermed vil de Radikale kunne gentage massakren i det sorte tårn, hvor Margrethe Vestager slagtede S og SF’s valgoplæg ”Fair Forandring”. Med mindre Frederiksen og co. kan finde et alternativt flertal.

 

Dermed vil de Radikale kunne gentage massakren i det sorte tårn, hvor Margrethe Vestager slagtede S og SF’s valgoplæg ”Fair Forandring”. Med mindre Frederiksen og co. kan finde et alternativt flertal
_______

 

Kan V vinde på velfærden?
I Venstre har man travlt med at rebrande sig selv, som blå bloks rød-grønne parti. Med vindmøller og helsidesannoncer om de ”ekstra” 75 mia. kr., som partiet årligt har brugt på velfærd siden 2001. Strategien skyldes utvivlsomt at Venstres valgstrateger har målt sig frem til, at netop klima og velfærd optager de flytbare midtervælgere. Løkke forsøger at eftergøre Anders Foghs strategi fra 00erne, hvor man hele tiden var parat til at overbyde socialdemokraterne for på den måde at lægge emnet dødt. Samtidig er der måske også i Venstre en erkendelse af, at hvis man vinder valget kommer den næste borgerlige regering til at inkludere DF. Derfor kan man lige så godt gøre en dyd af nødvendigheden og gå til valg på at bruge flere penge.

Venstres velfærdsdagsorden betyder, at valgkampen kommer til at foregå på Socialdemokratiets hjemmebane. Her har S en fordel i Mette Frederiksens overlegne troværdighed. Men det hjælper selvfølgelig også S, at partiets kandidater modsat Venstres, må forventes at stå 100 pct. bag partilinjen.

Socialdemokratiet kommer til at gå til valg på en velfærdsdagsorden med børnene i fokus. Dét tema fyldte både hovedparten af formandens tale og udgør partiets nye udspil ”På børnenes side”, der lover flere ressourcer til udsatte børn og flere og tidligere anbringelser. Børnedagsordenen har i øvrigt også den fordel, at den spiller sammen med partiets opgør med de etniske parallelsamfund. For det er især børnene, der lider under den fejlslagne integration.

Belejligt ultimatum fra Østergaard
Hvor Venstre og DF altid har evnet at sætte lus i skindpelsen op til de socialdemokratiske kongresser så havde Morten Østergaards seneste krav op den modsatte effekt. Det Radikale ultimatum om at præsentere en økonomisk plan med forhøjet pensionsalder blev uceremonielt hældt samme vej, som alt andet fra den kant. Østergaards krav vækkede traumerne fra det sorte tårn og gav også den socialdemokratiske ledelse en kærkommen lejlighed til, at minde medlemmerne om, at det ikke kun er på udlændingeområdet, at S og R er dybt uenige. For uanset hvor mange socialdemokratiske medlemmer, der fortsat i dølgsmål sympatiserer med de Radikales udlændingepolitik, så er der ingen sympati for partiets blå økonomipolitik.

Mette Frederiksen huskede at række ud mod sine gamle støttepartier som hun lovede indrømmelser på miljø og uddannelse -fx er Socialdemokratiet parat til at afskaffe det på venstrefløjen forhadte uddannelsesloft. Men i Socialdemokratiet ser man grundlæggende Østergaards krav som endnu et eksempel på den Radikale formands manglende politiske boldøje. Østergaard er tilsyneladende parat til at spille sig selv helt af banen som socialdemokratisk samarbejdspartner og permanent at overlade pladsen som kingmaker til ærkefjenderne i Dansk Folkeparti. De Radikales plan? Den er at stemmemaksimere til et niveau, hvor Socialdemokratiet alligevel ikke kan komme uden om den gamle regeringspartner. Østergaards problem er bare, at det ikke virker. I hvert fald ikke indtil videre. Partiet står bomstille i meningsmålingerne.

Det er ellers god latin blandt mange iagttagere at påpege, at S er i færd med at begå samme fejl som i 2011 hvor man lovede de Radikale, at de ikke skulle ændre et komma i partiets fællesoplæg. Sådan gik det som bekendt ikke. I Socialdemokratiet er man imidlertid sikker på, at situationen denne gang bliver en anden: I 2011 var der ganske enkelt ikke flertal for S-SF’s valgprogram. I 2019 vil rollerne være byttet om. Der er intet scenarie, hvor de Radikale vil kunne samle 90 mandater om at lempe udlændingepolitikken.

 

I 2011 var der ganske enkelt ikke flertal for S-SF’s valgprogram. I 2019 vil rollerne være byttet om. Der er intet scenarie, hvor de Radikale vil kunne samle 90 mandater om at lempe udlændingepolitikken
_______

 

Kan S lære at balancere?
Det vakte opsigt, da udlændingeordfører Mattias Tesfaye op til kongressen i et nyhedsbrev til det socialdemokratiske bagland tog afstand fra dele af Dansk Folkepartis såkaldte ’paradigmeskifte’ i udlændingepolitikken, som uden tvivl bliver efterårets store politiske slagsmål. Tesfaye er enige i, at flygtninge som udgangspunkt ikke skal blive til indvandrere, men S er ikke villig til at gøre op med integrationsindsatsen herunder integrationsgrunduddannelsen (IGU).

Når det kom til udlændingespørgsmålet, har Socialdemokratiet ellers længe lagt sig så tæt på regeringen og DF som muligt. Nu føler man sig i S imidlertid selvsikker nok til at stå på egne ben. Internt i S har udlændingespørgsmålet ikke længere den samme splittende effekt.

Nissen har nemlig holdt flyttedag og sidder nu på Venstres høloft, hvor den spreder gak og løjer. Her indkasserer forhenværende indfødsretsordfører Jan E. Jørgensen en større formue i gratis presseomtale af sin kommende bog “En ægte liberal”. Bogen skulle efter sigende indeholde et angreb på de kræfter i Venstre, der må antages at være de uægte liberale. Et stensikkert gæt er, at der hermed tænkes på Inger Støjberg.

Støjberg har de foregående år sendt sin helt egen “hilsen” til sossernes kongres i form af en udlændingedagsorden, der var designet til at påføre det socialdemokratiske bagland maksimal smerte. I år var hun stille og dermed underligt fraværende. De seneste år har det drejet sig om kvoteflygtninge, som regeringen – typisk engang i løbet af sensommeren – finder ud af, at der igen i år ikke kunne blive plads til. Det har hver gang sat den socialdemokratiske ledelse i en gevaldig pine:

På den ene side har de ikke kunnet tåle at fremstå bløde på udlændingeområdet – men samtidig har de stået med et rasende bagland og støttepartier, for hvem modtagelsen af FN-kvoteflygtninge er hjerteblod.

 

På den ene side har [Socialdemokratiet] ikke kunnet tåle at fremstå bløde på udlændingeområdet – men samtidig har de stået med et rasende bagland og støttepartier, for hvem modtagelsen af FN-kvoteflygtninge er hjerteblod
_______

 

Resultatet har været, at kongressens første halvdel typisk har handlet om damage control fra ledelsens side, mens de mange journalister omvendt har haft en fest med at gå rundt og interviewe kongresdelegerede, der hjertens gerne er gået til citat med deres utilfredshed.

Hvorfor har Inger i år undladt at skabe splid i Aalborg? Det kan tolkes som et selvtak til chefen Lars Løkke, der gerne lukrerer på Støjbergs popularitet, men lige så gerne smider hende under bussen i de interne Venstre-opgør. Hvis han ikke bakker op internt, så skal han ikke forvente at Støjberg går i marken for ham.

Under alle omstændigheder er det også tvivlsomt om effekten havde været den samme. Der har ikke i årtier været større enighed om linjen i Socialdemokratiet. Mette Frederiksen er ved at være i mål med sin succesfulde reorientering af partiets udlændingepolitik og kan glæde sig over, at vælgere bakker massivt op om den nye strammerkurs. I følge en Nordstatmåling er hele 71 pct. af de vælgere, der vil stemme socialdemokratisk, positive over for partiets nye linje. Kun 17 pct. af dem er negative.

Mette Frederiksen gengældte på kongressen den hånd, Kristian Thulesen-Dahl rakte frem fra DF’s landsmøde i forrige weekend. Man taler nu åbent i Socialdemokratiet om hvordan, man har mere til fælles med DF end med de Radikale. ”Meget mere til fælles”, mente Sass-Larsen der ser frem til at fortsætte samarbejdet med DF efter valget. Når man kigger på det politiske indhold, er det måske en banal konstatering. De seneste år er DF rykket markant til venstre og har sat foden ned for regeringens forslag om at hæve pensionsalderen og afskaffe topskatten, men samtidig er der også flere og flere socialdemokrater, der føler et nyt værdipolitisk fællesskab med DF’erne. En fællesskabsakse vendt mod liberalisterne.

Socialdemokratiet skal imidlertid passe på ikke at lægge alle sine æg i en kurv. Hvis DF får vetoret over partiets politik, kommer prisen til at være lige så høj, som da det var de Radikale, der svingede taktstokken.

Socialdemokratiets drømmesituation er en parlamentarisk virkelighed hvor partiet kan skifte imellem varierende flertal. Den drøm er indenfor rækkevidde, men den kræver, at man ikke afskærer forbindelser helt til den gamle regeringspartner.

Og skal Socialdemokratiet til at balancere succesfuldt mellem flere partnere kræver det en diplomatisk snilde og en ydmyghed, der ikke just ligger til partiets selvforståelse. Samtidig kræver det en vilje til at lade sig ydmyge for at holde sammen på stumperne. Bare se på Lars Løkke Rasmussen. ■

 

Skal Socialdemokratiet til at balancere succesfuldt mellem flere partnere kræver det en diplomatisk snilde og en ydmyghed, der ikke just ligger til partiets selvforståelse. Samtidig kræver det en vilje til at lade sig ydmyge for at holde sammen på stumperne
_______

Apropos denne artikel:

Svend Roed Nielsen: Vi er ikke forsvarsløse mod Trumps handelskrig. Tværtimod – EU har et stærkt kort på hånden

Rasmus Brun Pedersen i RÆSONs nye trykte nummer: Her er USA's plan for Grønland

Per Kalvig i RÆSON SØNDAG: EU vil grave sig til forsyningssikkerhed. Det er baseret på en misforståelse

Lars Struwe: Vance lægger vægten på sikkerhed og frygten for Kina. Om vi kan lide det eller ej – og han har ret

Hvem er vi, hvis vi ikke er venner med amerikanerne? Mikkel Vedby med Jarl Cordua i Lille Land, Hvorhen

Can Dündar: Tyrkiet er på vej mod et fuldt diktatur. Erdoğan ved nemlig, at Europa er villig til at ofre dets værdier for sikkerhed