18.09.2018

.

Nicaraguas autoritære leder, Daniel Ortega, har efter flere års korrupt, men økonomisk succesfuld styring af landet overgået en teatralsk transformation til en blodig diktator af præcis samme støbning, som den han afsatte i 1979.

International kommentar af Jonas Stengaard Jensen

Hvis Nicaraguas nuværende leder Daniel Ortega var gået bort efter at have befriet landet fra den brutale Somoza families styre kunne han være blevet husket som en ikonisk frihedskæmper af samme støbning som Che Guevara. I stedet står han i dag i spidsen for et bloddryppende regime på vej ned ad samme mørke sti som det katastroferamte Venezuela. Det er selvsagt en sørgelig udvikling, at endnu en mellemamerikansk nation med et stort potentiale er brudt sammen i et voldeligt diktatur. På få måneder er Nicaragua faldet fra en lysende inspiration for sine nabolande til et skrækeksempel på konsekvenserne af at bygge sin velstand på økonomisk støtte fra udlandet, i dette tilfælde Venezuela, frem for stærke og uafhængige institutioner. Efter Venezuelas kollaps er Nicaraguas velstand og sikkerhed med chokerede hast fordampet, og landet henstår nu i økonomisk frit fald med en voldelig diktator ved roret. Ønsker man at forstå, hvorfor dette tilsyneladende velstående samfund er brudt så pludseligt ud i borgerkrigslignende tilstande, må man først gøre sig bekendt med den rolle, krig og mord har spillet i Nicaraguas moderne historie.

Borgerkrige og amerikansk imperialisme
Nicaragua opnåede sin selvstændighed fra Spanien i 1821, men var i den efterfølgende tid konstant præget af magtkampe og borgerkrige imellem rivaliserende politiske grupperinger. Denne uro gjorde landet yderst sårbart overfor USA, hvis private og offentlige sektor investerede stort, særligt i udvindingen af Nicaraguas naturressourcer. Samtidig lånte amerikanske banker stort til Nicaraguas regering og fik derved kontrol over landets finanser. I denne periode var nationerne i det sydlige Mellemamerika af særlig interesse pga. potentialet for etableringen af en kanal imellem Atlanterhavet og Stillehavet, hvilket var af enorm økonomisk og militær betydning. USA havde derfor klare motiver til at fremme sin indflydelse og forpurre europæiske forsøg på at investere i regionen. Skønt kanalen som bekendt endte med at ligge i Panama, var de amerikanske investeringer i Nicaragua blevet så omfattende, at USA – som et led i de såkaldte ”banankrige” – så sig nødsaget til at beskytte amerikanske liv og ejendomme ved at udstationere tropper i landet fra 1916-33.

I 1933 blev amerikanerne tvunget ud af landet af guerillahære under ledelse af den liberal-nationalistiske Augusto César Sandino, hvis navn sidenhen er blevet synonym for frihed i store dele af Sydamerika. Sandino blev dog kort efter dræbt af lederen af de amerikansk oprettede sikkerhedsstyrker, Anastasio Somoza García. Efter at have kuppet regeringen etablerede Somoza et familiedynasti med amerikansk opbakning. Somoza-styret var præget af korruption og undertrykkelse og mødte stadig større modstand fra ikke bare den venstreorienterede guerillabevægelse FSLN (Frente Sandinista de Liberacion National, opkaldt efter Augusto Sandino), men også fra fagforeninger, den katolske kirke og store dele af middelklassen.

Daniel Ortega var som leder af sandinisterne en vigtig brik i afsættelsen af Somoza’erne i 1979, og som præsident etablerede han en ny venstreorienteret regering. Han indledte et omfattende reformprogram, der indbefattede gratis offentlig uddannelse, forbedring af sundhedsvæsnet og mest afgørende eksproprieringen af de store godsejeres jorde samt nationalisering af skovarealer og miner. De tidligere godsejere gjorde fælles front med gamle nationalgardister, og med CIA’s støtte organiserede de guerillabevægelsen contraerne.

 

Uden amerikansk støtte var Ortega blevet afhængig af støtte fra den kommunistiske blok, og Nicaragua blev som konsekvens heraf en koldkrigs-kastebold imellem USA og Sovjetunionen
_______

 

Uden amerikansk støtte var Ortega blevet afhængig af støtte fra den kommunistiske blok, og Nicaragua blev som konsekvens heraf en koldkrigs-kastebold imellem USA og Sovjetunionen. Konflikten kom for alvor i rampelyset efter den famøse Iran-Contra affære. I 1986 kom det frem, at Reagan-administrationen, der siden Ayatollah Khomeinis magtovertagelse havde forbudt våbenslag til Iran, alligevel havde solgt våben til Iran i forsøget på at sikre frigivelsen af amerikanske gidsler. Overskuddet fra den illegale våbenhandel var via schweizske banker blevet overført til de nicaraguanske contraere. Reagan blev kun frelst fra en rigsretssag, da oberst Oliver North udnyttede den immunitet, han var blevet givet i troen på, at han ville implicere Reagan, og pådrog sig hele ansvaret.

I 1987 blev der indledt forhandlinger imellem sandinisterne og contraerne, og i 1990 blev der afholdt valg i Nicaragua. Oppositionen nød stor opbakning fra USA, hvilket sammen med den økonomiske stagnation skabt af sandinisterne ledte oppositionen til sejr i valget med 54 pct. af stemmerne mod Ortegas 40 pct. Dette nederlag stoppede dog ikke Ortega fra at beordre centralbanken til at overføre millioner af dollars til regeringsloyalister aftenen inden magtoverdragelsen. Selvom sandinisternes styre blev afviklet i de følgende år, og liberale økonomiske reformer blev indført, var utilfredsheden med den voksende sociale ulighed og de regerende centrum-højre partier så stor, at Ortega og sandinisterne i 2006 gjorde et comeback og genvandt magten, som de har beholdt lige siden.

Oprørshelten, der selv er blevet tyran
Ortega indgik efter sit genvalg i 2007 en sindrig alliance med Nicaraguas fremtrædende forretningsmænd, der til gengæld for en forretningsvenlig politisk linje så igennem fingre med den ublu underkuelse af de demokratiske institutioner. Ortega fyldte domstolene med loyalister, tog kontrol over regeringsapparatet samt medierne og afskaffede de ellers grundlovssikrede begrænsninger på præsidentens embedsperiode.

Ved valget i 2016 lykkedes det Ortega gennem sin indflydelse over højesteret at sikre, at oppositionslederen Eduardo Montealegre blev diskvalificeret, og Ortega vandt sin tredje valgsejr i træk ved hjælp af et omfattende magtmisbrug. Han var dog uden tvivl godt hjulpet af en gennemsnitlig årlig vækstrate på 4 pct. fra 2007-2017 (den højeste i Centralamerika), en tredobling af investeringer fra udlandet i Nicaragua, hvis stabile vækst gjorde landet attraktivt. Som konsekvens af denne vækst og velstand har Nicaragua undgået de høje kriminalitetsrater, der plager dets naboer. Endvidere formåede Ortega at holde fattige nicaraguanere tilfredse gennem generøse socialprogrammer finansieret af det dengang velhavende socialistiske styre i Venezuela, der over en 10-årige periode støttede Nicaragua med 4 milliarder dollars.

 

Ved valget i 2016 lykkedes det Ortega gennem sin indflydelse over højesteret at sikre, at oppositionslederen Eduardo Montealegre blev diskvalificeret, og Ortega vandt sin tredje valgsejr i træk ved hjælp af et omfattende magtmisbrug
_______

 

De fede tider endte dog brat, da Venezuelas økonomi begyndte sit katastrofale kollaps tidligere i år. Venezuela skar ned på støtten til Nicaragua, og 18. april måtte regeringen, hvis korrupte administratorer havde ødslet den nationale folkepensionskasse bort, annoncere, at det Sociale Sikkerheds Institut ville løbe tør for penge det følgende år, og at man derfor ville skære i pensionsydelserne og øge arbejdernes biddrag til pensionskassen. Befolkningen gik på gaden i hobetal i protest mod den korrupte regering, der ikke længere havde råd til at købe deres billigelse. Ortega besvarede folkets klager ved at beordre politiet til at skyde på demonstranterne.

Selvom Ortega få dage senere forsøgte at redde situation og trække de forhadte pensionsreformer tilbage, havde demonstrationerne udviklet sig til et generelt angreb rettet mod hans regerings korruption og magtmisbrug. Hundredtusinder af mennesker deltog i demonstrationerne mod Ortega og hans kone Rosario Murillo, der var blevet udråbt til vicepræsident i 2016. Demonstranterne havde Ortegas tidligere allierede – den katolske kirke og de førerende forretningsmænd – i ryggen.

Konflikten er et tragisk spejlbillede af den folkelige oprørskamp, Ortega selv udkæmpede mod Somoza-regimet, men Ortegas rolleskift fremstår tydeligt, når man ser det nye oprørs ansigt. Inspireret af sandinisternes revolution gik Lesther Aleman, en 20-årig superstudent, der aldrig tidligere havde deltaget i en demonstration, på gaden i april. Han er nu en ledende skikkelse i koalitionen Civic Allaince of Justice and Democracy, der kæmper for restitueringen af demokrati i Nicaragua. Koalition inkluderer yderst heterogene elementer fra hele samfundet: studenter, landmænd, miljøforkæmpere og selv Ortegas tidligere allierede i erhvervslobbyen arbejder nu sammen imod ham.

Den 30. maj blev det tydeligt, at den gamle kriger ville vælge voldens vej. På den nicaraguanske udgave af mors dag marcherede hundredtusindvis af borgere i hovedstaden Managua side om side med mødrene til de studenter, der blev dræbt under tidligere demonstrationer. Maskerede paramilitære tropper skød mod de fredelige demonstranter og dræbte yderligere 16. Nicaraguas hær har set passivt til under Ortegas drakoniske hævnaktion mod sine modstandere. Regeringsfjendtlige styrker tog kontrol over byen Nicaraguas tredjestørste by Masaya, men blev nedkæmpet af Ortegas paramilitære tropper i juli. 320 menneskeliv gik tabt i dette desperate forsøg på at vælte regeringen, og den jager nu skånselsløst de sidste sørgelige rester af opstanden, der straffes med eksil, tortur og døden.

 

Ortega har forpasset muligheden for at træde fredeligt tilbage, og han har nu ikke andet valg end at følge den gamle allierede Venezuelas præsident, Nicolas Maduro, ned i forarmelse og tyranni
_______

 

Som et nyt Venezuela
Den fire måneder lange opstand har kostet Nicaragua mere end blod. Landets BNP vil øjensynligt falde med 6 pct. i år, den formelle arbejdsstyrke er blevet en tiendedel mindre, turismen, der udgjorde 5 pct. af BNP, er så godt som fordampet, og omkring 1 milliard dollars, svarende til 12,5 pct. af BNP, er blevet trukket ud af landet. Ortega har forpasset muligheden for at træde fredeligt tilbage, og han har nu ikke andet valg end at følge den gamle allierede Venezuelas præsident, Nicolas Maduro, ned i forarmelse og tyranni. For Ortega er Venezuela formentlig et fortrøstningsfuldt håb, da Maduro, der for nylig blev forsøgt myrdet med et primitivt droneangreb på live-tv, har bevaret magten, på trods af at landets økonomi er skrumpet med 40 pct. siden 2013.

Nicaragua har dog ingen af Venezuelas vældige oliereserver og en langt mere sårbar økonomi. Det eneste håb for stabilitet er hjælp fra enten det økonomisk pressede Rusland eller Kina, der har udvist en kynisk mangel på ideologisk solidaritet i sin kirurgiske udenrigspolitik. Nicaraguas store naboer mod både nord og syd er for optagede af egne indenrigspolitiske udfordringer til at eksportere stabilitet til Mellemamerika, hvad kaosset i Venezuela tydeligt demonstrerer. Hvis ikke økonomien stabiliserer sig vil, det blive overordentlig vanskeligt for Ortega at finansiere sit voldsregime. I så fald vil hæren, en mere selvstændig institution end dens venezuelanske modstykke, blive den afgørende faktor i afvæbningen af den gamle guerilla. Ikke desto mindre har Ortega deklareret sin intention om at blive siddende som præsident indtil 2021, hvorefter mange formoder, at han vil indstille sin kone til præsidentembedet – et tragisk spejlbillede af det korrupte familiedynasti, han selv afsatte i 1979. ■

 

Hvis ikke økonomien stabiliserer sig vil, det blive overordentlig vanskeligt for Ortega at finansiere sit voldsregime
_______

 

Jonas Stengaard Jensen (f. 1995) er BA i Historie fra Aarhus Universitet og læser analytisk journalistik på DMJX i Aarhus. ILLUSTRATION: En demonstrant viser et blodigt flag under en demonstration mod præsident Ortega 16. september 2018 [foto: INTI OCON / AFP / Scanpix]