30.08.2018

.

DF ved godt, at man ikke kan smide alle muslimer ud, men så kan man i det mindste genere dem så meget som muligt. Forlange, at de skal spise svinekød i institutionerne. Lovgive om deres hovedbeklædning. Gøre det til et krav for dansk statsborgerskab, at man skal give hånd. Fantasien kender ingen grænser, når det handler om at finde på tiltag, som kan stigmatisere det muslimske mindretal. Sagen er, at Dansk Folkeparti vil fortsætte med at stramme skruen. Jo mere Socialdemokratiet går med, jo mere vil de stramme næste gang. Er der en grænse? Kommer der et tidspunkt, hvor Socialdemokratiet siger stop: hertil og ikke længere?

Kommentar af Holger K. Nielsen (MF, SF)

Det er forståeligt, at Mette Frederiksen vil undgå den skæbne, der har overgået en række andre socialdemokratier i Europa. Nedsmeltningen af socialdemokratiske partier i lande som Frankrig, Holland og til dels Tyskland samt Sverige må selvsagt give panderynker hos alle, som ønsker et samfund, som bygger på solidaritet. Og det bliver ikke mindre problematisk, når tomrummet udfyldes af højrenationale kræfter og populistiske bevægelser af forskellig politisk observans.

Sammenbruddet har forskellige årsager. Det spiller en rolle, at socialdemokratierne på det økonomiske område blev fanget ind af en neo-liberal tænkning, som har forøget ulighederne uden at løse grundlæggende sociale problemer. Men – om vi kan lide det eller ej – har også flygtningekrisen og indvandringen betydning. Der er en tydelig sammenhæng mellem styrkelsen af det yderste højre, svækkelsen af socialdemokratierne og så de udfordringer, der er en følge af indvandringen. Mette Frederiksen ønsker angiveligt at føre en udlændingepolitik, der er i øjenhøjde med befolkningen, og som er dækkende for det store flertal. Det skal ikke kritiseres. Der er en grænse for, hvor mange vi kan modtage, hvis integrationen skal lykkes. Det er nødvendigt at begrænse strømmen af migranter og flygtninge. Det er rigtigt at tage fat på kulturelle normer, som er i modstrid med det, som venstrefløjen kæmpede for i det 20. århundrede – opgør med arrangerede ægteskaber, tvangsægteskaber, social kontrol, religiøs fanatisme m.v. Denne kamp har rod i en kulturradikal tradition, som med folk som Viggo Kampmann og Jens Otto Krag også skabte en frugtbar forbindelse til Socialdemokratiet.

Men jeg forstår så ikke, hvorfor Socialdemokratiet tilsyneladende har valgt at følge Dansk Folkeparti i tykt og tyndt, når det gælder udlændingepolitikken.

 

Men jeg forstår så ikke, hvorfor Socialdemokratiet tilsyneladende har valgt at følge Dansk Folkeparti i tykt og tyndt, når det gælder udlændingepolitikken
_______

 

Jeg tilhører ikke dem, som dæmoniserer Dansk Folkeparti. Det er et legitimt parti, som får en stor stemmeandel, og som sådan må man gå til partiet som til alle andre. Er der ting, vi kan blive enige om, eller er vi bare uenige? I SF har vi eksempelvis ingen problemer med at arbejde sammen med Dansk Folkeparti på sociale områder, hvor partiet angiveligt ligger til venstre for eksempelvis Det Radikale Venstre.

Når det gælder udlændingepolitikken, sender DF imidlertid på en anden frekvens. Partiet er notorisk imod integration – de fremmede skal sendes tilbage, og de skal derfor ikke integreres i det danske samfund, heller ikke selvom det både menneskeligt og økonomisk kan give mening. Partiet ønsker i det hele taget ikke at løse problemer. Udlængepolitik er blevet såkaldt ”værdipolitik”, hvor målet bliver at udskamme mennesker, der ikke deler, hvad DF opfatter som ”danske værdier”. Her tænker de ikke på kulturradikalismens frisind, men derimod på kristendommen. Med det udgangspunkt bliver det ikke en kamp imod snæversynet kultur-konservatisme men derimod imod islam som religion. I DF’s optik ligger problemet ikke i kvindeundertrykkelse og social kontrol, men derimod i religionen. Hvis man læser chefideolog Søren Krarups skrifter – ikke mindst fra før i tiden – kan man konstatere en indædt kamp for retten til at revse sine børn og imod kvinders frigørelse. På det punkt er han helt på linje med de mest formørkede indvandrermiljøer.

Nej, det handler om, at religionen islam er uforenelig med det danske samfund. Man ved godt, at man ikke kan smide alle muslimer ud, men så kan man i det mindste genere dem så meget som muligt. Forlange, at de skal spise svinekød i institutionerne. Lovgive om deres hovedbeklædning. Gøre det til et krav for dansk statsborgerskab, at man skal give hånd. Fantasien kender ingen grænser, når det handler om at finde på tiltag, som kan stigmatisere det muslimske mindretal.

Fokuseringen på værdipolitik betyder, at udlændingepolitikken i høj grad er blevet symbolpolitik, hvor man er begyndt at lovgive på områder, som man før i tiden ville afvise, at der skulle lovgives på. Jeg deler helt kritikken af burkaen som en kvindeundertrykkende hovedbeklædning, men betyder det, at vi skal forbyde den gennem lov? Jeg er vokset op med svinekød, men kan ikke se noget overgreb i at jeg i stedet får serveret lammekød, oksekød eller vegetariske retter. Hvorfor skal vi som politikere blande os i det? Jeg giver gladeligt hånd til mine medmennesker og finder det krænkende, hvis jeg mødes af en afvisning, men jeg kan ikke se, at det skal blandes sammen med retten til statsborgerskab.

 

Jeg giver gladeligt hånd til mine medmennesker og finder det krænkende, hvis jeg mødes af en afvisning, men jeg kan ikke se, at det skal blandes sammen med retten til statsborgerskab
_______

 

Jeg vil ikke påstå at være repræsentativ for den brede befolkning. Naturligvis ikke, men jeg mener alligevel at kende folkesjælen så godt, at de færreste føler sig godt tilpas med den fanatisme, der via DF er kommet til at præge den danske udlændingepolitik.

Ja, danskerne ønsker en stram udlændingepolitik. Der skal være styr på, hvor mange som kommer til landet. De mennesker, som kommer, skal lære sproget, tage en uddannelse, komme ud på arbejdsmarkedet – blive integreret. Er man flygtning, skal man vende tilbage til hjemlandet, hvis der er mulighed for det. De tendenser til ghettodannelse, som man kan se i visse boligområder, bryder de færreste sig om. Det er ikke ghettoer, som vi kender det fra amerikanske storbyer, men tendensen er der, og kriminaliteten samt bandekrige skræmmer naturligt nok de fleste.

Danskerne er kristne, men det er ikke Indre Mission eller Tidehverv, som drager dem. Det er i stedet en mild grundtvigianisme, hvor religionen ikke tages alt for alvorligt. De er derfor også frastødte af en fanatisk islamisme, som jævnligt stikker hovedet frem – og som i ekstreme tilfælde udvikler dig ”hellig krig” og terrorisme.

Så: Der er mange grunde til bekymringer, som også venstrefløjen er nødt til at tage alvorligt. Og det er ikke forkert, at Socialdemokratiet forsøger at adressere disse. Men det kan godt gøres uden at gå hele vejen med Dansk Folkeparti. Er det en folkelig sag, at vi gennem lov skal forbyde burkaer eller gøre håndtryk til en forudsætning for statsborgerskab? Er det en forudsætning for en bred folkelig forankring, at man giver slægtninge i hjemlandet en kontant belønning, hvis de ikke familiesammenføres? Er man sikker på at der er bred folkelig opbakning til, at familierne i udrejsecentrene ikke har lov til at leve deres egen mad eller at Danmark ikke længere skal tage et meget begrænset antal kvoteflygtninge via FN?

Sagen er, at Dansk Folkeparti vil fortsætte med at stramme skruen. Jo mere Socialdemokratiet går med, jo mere vil de stramme næste gang. Er der en grænse? Kommer der et tidspunkt, hvor Socialdemokratiet siger stop: hertil og ikke længere? Jeg er nødt til at tro det, men det er svært at se det netop nu. Det er unødvendigt og uklogt. Også partier har en sjæl, og den socialdemokratiske kan tage langvarig skade, hvis der ikke sættes en kant i forhold til Dansk Folkeparti. ■

 

Sagen er, at Dansk Folkeparti vil fortsætte med at stramme skruen. Jo mere Socialdemokratiet går med, jo mere vil de stramme næste gang
_______

 

Holger K. Nielsen (f. 1950) er medlem af Folketinget og udenrigsordfører for SF samt tidligere udenrigs- og skatteminister. ILLUSTRATION: Kristian Thulesen Dahl (DF) og Mette Frederiksen (S) under folketingets åbningsdebat i folketingssalen på Christiansborg, torsdag den 5. oktober 2017 (Foto: Mads Claus Rasmussen/Scanpix 2017)