12.08.2018

.

Den danske sommer har været helt enestående og ekstrem. Den minder os om, at klimaforandringerne buldrer afsted med præcis den styrke, som forskerne har forudsagt i årtier, og at vi kun har ganske få år til ambitiøs klimahandling, før det kan være for sent at bremse katastrofen.

Kommentar af Maria Reumert Gjerding, præsident i Danmarks Naturfredningsforening

SOM SÅ MANGE ANDRE har jeg nydt det varme danske sommervejr. Med min familie har jeg tilbragt de seneste ferieuger på vores favorit-feriedestination Christiansø og i min families sommerhus i Asserbo ved Melby overdrev og Tisvilde Hegn. Sol, badeture og kold hvidvin i strandkanten er fantastisk, og at vi har kunnet nyde det her på vores hjemlige breddegrader, har givet os en sommer, vi sent vil glemme.

Men sommervarmen har også en dyster og dybt foruroligende bagside. Sommerens varmerekorder og den langstrakte tørke er uløseligt forbundet med verdenshistoriens absolut største krise: den globale opvarmning. Det risikerer at ødelægge den gode sommerstemning, men vi bliver nødt til at indse, at denne sommers brandvarme og knastørre vejr er et sikkert tegn på, at de forandringer i klodens klima, som forskere har advaret om i årtier, er i fuld gang.

Når klimaet forandrer sig, vil varme, tørre somre som denne blive mere og mere almindelige. Allerede i år har det ramt naturen hårdt. For selvom der bestemt er danske dyrearter, der har det herligt i en varm sommer, kan vores natur generelt ikke tåle så intens og langvarig varme og tørke. Varmen får algerne til at stortrives ved vores kyster, og det betyder omfattende iltsvind, hvilket berør mange vandlevende arter – både dyr og planter. På land får tørken vandløb og vandhuller til at tørre ud, og vandgennemstrømningen i åerne bliver så lav, at fisk og dyreliv bukker under og dør. Det rammer selvfølgelig vores fiskebestande, men også dyrelivet bredt set. Bl.a. går det hårdt ud over de arter, der finder deres føde i vandløb, eller som simpelthen har svært ved at finde vand at drikke, fx visse fugle, egern, pindsvin, padder, der lever i vandhuller, og truede arter som birkemus og hasselmus.

Tørken betyder også, at naturen bryder i brand. Alene i juli har Beredskabsstyrelsen registreret flere end 1.000 udkald til naturbrande – mere end fem gange så mange udrykninger som i de foregående år. Dette er naturligvis uden sammenligning med de brande, der hærger i vores naboland Sverige, eller som i Grækenland har kostet mere end 100 mennesker livet. Men det gør ikke ligefrem situationen bedre, at forholdene blot er endnu mere kritiske andre steder omkring os.

 

Tørken betyder også, at naturen bryder i brand. Alene i juli har Beredskabsstyrelsen registreret flere end 1.000 udkald til naturbrande – mere end fem gange så mange udrykninger som i de foregående år
_______

 

EKSTREMT VEJR rammer også vores landbrug hårdt. Høsten i år er markant lavere end normalt, og den elendige høst fortæller os, hvad vi allerede godt ved: Både i Danmark, såvel som i resten af verden, gør klimaforandringerne produktionen af mad vanskeligere og dyrere.

De høje temperaturer i Danmark er en del af en global tendens. FN’s metrologiske verdensorganisation (WMO) har netop konkluderet, at 2018 er på vej til at blive et af de varmeste år nogensinde med nye temperaturrekorder i mange lande. Og det er ingen overraskelse. For det, vi ser nu, er præcis, hvad klimamodellerne i adskillige år har forudsagt. Som den danske metrolog Jesper Theilgaard har forklaret det: ”Vejret fortæller os, at vi skal tage klimaproblemet alvorligt. De langvarige tørkeperioder og hedebølger passer fint ind i klimamodellernes fremskrivning. I beskrivelsen af disse står der netop, at vi må forvente længerevarende hedebølger med højere temperaturer.”

Så dette års ekstremvejr giver os først og fremmest forvarsler om katastrofer, vi endnu ikke kan forstå, og hvor vi lige nu kun har set begyndelsen. For de klimamodeller, der har forudset de temperaturrekorder, vi oplever nu i 2018, tegner endnu mere dystre forudsigelser for en ikke fjern fremtid. Ekstremt vejr vil blive hyppigere og hyppigere. Og ekstremerne vil både komme i form af hedebølger og tørke, som vi har oplevet i år, de kan komme som ekstreme isvintre, som voldsom nedbør, der skaber oversvømmelser af boliger og landbrugsmarker, samt hyppigere storme og orkaner, der sammen med havstigninger vil betyde voldsomme oversvømmelser især ved kysterne.

Den ekstreme vejr er et wake-up call for os alle sammen
At klimaforandringerne buldrer afsted med præcis den styrke, klimamodellerne har forudsagt, bør være et kæmpe wake-up call til os alle sammen. Tørken, iltsvindet og skovbrandene fortæller os, at vi som samfund har én eneste altoverskyggende opgave: At nedbringe udledningen af CO2 og gøre det hurtigt og effektivt, så katastrofen kan bremses, før det bliver for sent. Vi har ganske få år til at sikre markante reduktioner i CO2-udledningen, hvis målet fra Paris-aftalen om 1,5 graders temperaturstigning skal nås. Ikke at handle nu er utilgiveligt. For det er menneskehedens overlevelsesmuligheder på planeten, der er bragt alvorligt i fare. Og blot for at slå det helt fast: Der er fuldstændig videnskabelig konsensus blandt alle verdens førende klimaforskere om, at klimaforandringerne er menneskeskabte, og at de ekstreme vejrfænomener, vi oplever i disse år, skyldes de menneskeskabte klimaforandringer.

Vores politikere har et kæmpe ansvar, og en lang række af de løsninger, de skal levere, ligger lige for: Hele Danmarks bilflåde og transportsystem skal omlægges til el, vores energisystem skal omstilles til vedvarende energi, vores huse skal isoleres bedre, så vi sparer på energien, og der skal stilles højere klimakrav til fremtidens byggeri. Det kræver selvsagt, at den grønne omstilling, der skal bremse klimaforandringerne, bliver prioriteret økonomisk. Men som det er blevet slået fast adskillige gange, bl.a. med den omfattende og anerkendte Stern-rapport fra 2006, vil omkostningerne, som klimaforandringerne påfører vores samfund i form af oversvømmelser, fejlslagen høst, kollapsede fiskebestande, osv., langt overstige omkostningerne ved den omstilling, der kan bremse katastroferne. Så spørgsmålet er ikke, om vi kommer til at betale for klimaforandringerne. Det gør vi. Spørgsmålet er, hvornår vi kommer til at betale, og om vi betaler for at forebygge eller for at rydde op og genopbygge, efter katastroferne har ramt.

 

Så spørgsmålet er ikke, om vi kommer til at betale for klimaforandringerne. Det gør vi. Spørgsmålet er, hvornår vi kommer til at betale
_______

 

Derudover skal rammerne for vores landbrugsproduktion grundlæggende forandres. I fremtiden bliver selvforsyning og kulstofbinding nøgleordene i fødevareproduktion. Selvforsyning er sund fornuft i en verden, hvor klimaforandringerne skaber usikre rammer for fødevaresikkerhed overalt, og det bliver aldrig bæredygtigt at transportere noget så basalt som mad over store afstande, før det lander på en tallerken. Kulstofbinding fordi landbruget med moderne dyrkningsmetoder faktisk er i stand til at trække CO2 ud af atmosfæren og binde det i jorden. Kulstoffiksering sker ved et sundt og alsidigt sædskifte (man dyrker forskellige afgrøder på markerne hvert år) samt ved at tilbageføre organisk materiale i form af planterester og husdyrgødning til jorden i en bestemt komposteret form, så kulstoffet er bundet i jorden og ikke straks frigives til atmosfæren igen. Landmændene kan dermed blive en central og afgørende brik i at bremse klimaforandringerne. Men skal landmændene levere kulstofbinding, kræver det, at vi som samfund er parate til at bakke op og økonomisk støtte de landmænd, der prioriterer at omlægge sin landbrugsproduktion, så den tager langt større klimahensyn og bidrager positivt til løsningen.

Andre løsninger på klimakrisen er vanskeligere, simpelthen fordi det er vores levevis og fundamentet for vores samfund, som klimaforandringerne udfordrer. Økonomisk vækst og reduktion i CO2-udledning behøver ikke at stå i modsætning til hinanden – det har det bare altid gjort historisk set, og dette sørgelige faktum understreges af, at stort set hver eneste vækstpakke, der er blevet vedtaget politisk de seneste mange år, har medført øget CO2-udledning. Vi bliver alle sammen nødt til at anerkende, at hvis valget står mellem økonomisk ekspansion og klimaet, er det tid til at stille sig på klimaets side. Vi kan ikke længere acceptere, at nutidens økonomiske vækst sker på bekostning af vores børns og børnebørns livsvilkår på planeten.

Netop fordi klimakrisen griber helt ind i kernen af vores økonomi, har også vores virksomheder en kæmpe rolle at spille i løsningen. Ved hjælp af innovation og omstilling til det, der kaldes en cirkulær økonomi, kan de levere den udvikling i økonomien, der skal erstatte det ensidige fokus på vækst. Omstillingen til en cirkulær økonomi handler om at producere holdbare produkter med lang levetid, der kan repareres, og hvor alle ressourcer i produkterne genanvendes igen og igen. Det vil gøre det muligt at fastholde en høj velstand og samtidig reducere presset på kloden. Mange virksomheder er i fuld gang og er allerede lysår foran de tanker, der forsigtigt bliver præsenteret om en cirkulær økonomi fra Christiansborg.

Men som borgere bliver vi også nødt til at tage medansvar og ikke blindt overlade problemerne til politikere og erhvervsledere. Vi skal ændre vores indgroede vaner og tage medejerskab over den grønne omstilling. Vi bliver nødt til at tænke over, hvad og hvordan vi forbruger; hvad vi spiser; hvordan vi rejser. Jo flere vi er, og jo bedre vi bliver til at gå sammen om løsningerne, jo mere kan vi presse både politikere og virksomheder til at komme på banen. Derfor skaber det håb, når byttemarkeder, genbrug, alverdens former for deleøkonomiske tiltag, borgerdrevne-reparationsværksteder for produkter med planlagt forældelse og fødevarefællesskaber, der støtter miljø- og klimaansvarlige landmænd, spirer frem mange steder i Danmark. Det skaber troen på, at vi kan organisere os sammen og opbygge en klimabevægelse, der kan få tingene til at ske inden for de få år, der er til rådighed, før det er for sent.

DER FINDES HVERKEN enkle eller lette løsninger, hvis vi vil sikre en beboelig klode til de kommende generationer. Som land har vi en enestående mulighed for at vise resten af verden, at det kan lade sig gøre at bevare en høj velstand og samtidig reducere trækket på klodens ressourcer markant. For Danmark er ude i verden kendt som en grøn nation. Vi har længe været et foregangsland, når det kommer til omstillingen af vores energisystem til vedvarende energi, og andre lande har kigget til os for at lære og finde inspiration til, hvordan de skulle gribe opgaven an. Derfor skal vi tage opgaven på os og blive det land, der kan gå forrest i at trække resten af verden fremad. Men imens vi presser vores politikerne til at komme i arbejdstøjet, må vi selv gå foran og vise vejen. For ja: Vi er den første generation, der for alvor mærker klimaforandringerne – og den sidste generation, der kan gøre noget ved dem. ■

 

Derfor skal vi tage opgaven på os og blive det land, der kan gå forrest i at trække resten af verden fremad. Men imens vi presser vores politikerne til at komme i arbejdstøjet, må vi selv gå foran og vise vejen
_______

 

Maria Reumert Gjerding (f. 1978) er præsident i Danmarks Naturfredningsforening. Hun er cand.scient. i miljøplanlægning og internationale udviklingsstudier fra Roskilde Universitet. Hun har tidligere arbejdet som konsulent og projektleder i det private erhvervsliv, og hun er forhenværende politiker for Enhedslisten, hvor hun blandt andet var ordfører på miljø- og klimaområdet. ILLUSTRATION: Voldsom skovbrand hærger ved Athen, Grækenland, 24. juli 2018 [foto: Valerie Gache/Scanpix]