09.07.2018

.

___________________

Verdens engang største imperium vil reelt blive forvandlet til verdens største koloni. Det skal så beskrives som om, briterne har taget kontrollen tilbage. Virkeligheden er en anden: Det stolte Westminster- parlament vil blive forvandlet til et copypaste-kontor.


Kommentar af Jens-Peter Bonde (fhv. MEP, JuniBevægelsen)

HVAD er et ”hard Brexit”? At Storbritannien 29. marts 2019 træder ud af EU uden en aftale. Handelsvilkårene vil så blive baseret på WTO-regler. EU sælger dobbelt så meget til Storbritannien, som briterne sælger til EU. Det bliver dermed dyrere for os end for dem. Britisk farvand bliver igen britisk, og dansk fiskeri i britisk farvand kan forsvinde, fordi vi som EU-medlem ikke selv har mulighed for at forhandle med briterne. Briterne kan i øvrigt købe landbrugsvarer meget billigere på verdensmarkedet end i Danmark. Og i øvrigt vil EU mangle 100 milliarder kroner i kassen, når briterne holder op med at betale kontingent.

Man skulle tro, at dét perspektiv ville få politikerne på kontinentet til at sikre en ordentlig og rettidig aftale med briterne. Men både EU-Kommissionen og medlemslandene har mere travlt med at indgyde egne borgere frygt – frygt for at følge briterne, frem for glæde ved at blive i EU. Det er ufatteligt kortsigtet, meget u-europæisk og udgør en alvorlig ledelseskrise for EU.

 

EU sælger dobbelt så meget til Storbritannien, som briterne sælger til EU. Det bliver dermed dyrere for os end for dem
_______

 

Men briterne er ikke selv uden skyld. Hvordan kan EU forhandle med en regering, der repræsenterer mindst tre forskellige standpunkter samtidigt? To år efter folkeafstemningen den 23. juni 2016 har vi endnu til gode at se de konkrete britiske ønsker til den fremtidige ordning. Nu kommer de omsider i den hvidbog, som premierminister Theresa May i fredags fremlagde for regeringen på landstedet Chequers. Det var ti timers spanking. Med tyve stemmer mod syv fik Brexitlejren besked på at stikke piben ind. Michael Gove har overgivet sig til May. Men Brexitminister David Davis trak sig i aftes – og lederen af de konservative EU-modstandere, Jacob Rees-Mogg, har meddelt, han stemmer imod. Magtkampen om at afløse May er startet. Så kan EU skulle afslutte forhandlingerne med en, man endnu ikke kender.

Dertil kommer risikoen for, at enhver aftale vil blive stemt ned i Underhuset, Overhuset, det nordirske og skotske parlament. Glem ikke, der stadig er flertal i parlamenterne for at blive i EU – og EU-tilhængerne satser på en aftale, der kan stemmes ned og udløse en ny folkeafstemning eller nyvalg.

 

Briterne er ikke selv uden skyld. Hvordan kan EU forhandle med en regering, der repræsenterer mindst tre forskellige standpunkter samtidigt?
_______

 

En illusion om at tage magten tilbage
Briterne begik en torskedumhed, da de anmodede om udtræden med hjemmel i Lissabon-traktatens art. 50 TEU. Jeg er ellers glad for den paragraf – for det var mig, som foreslog den i forfatningskonventet i 2002. Men den britiske generalsekretær for konventet, John Kerr, fik indført en tilføjelse om, at fremtidige vilkår skulle afgøres efter Traktatens art. 218 TFEU – om aftaler med tredjelande. Det tolkede EU sådan, at man først skulle blive enige om skilsmissevilkårene, før der kunne forhandles fremtid. EU stillede tre krav, og briterne måtte bøje sig for dem alle for overhovedet at kunne komme til at forhandle mulige fremtider. Det havde været smartere at starte forhandlingerne første gang, EU havde brug for en enstemmig beslutning.

Nu vil May så søge at få en varig aftale om fortsat medlemskab i det fælles indre varemarked, uden at tage hele pakken med Det Indre Marked. Her støder hun på en helligdom i EU. Hun får næppe Kommissionen, Europa-Parlamentet og et kvalificeret flertal af medlemslande til at opdele Det Indre Marked på den måde.

Men værre for May er det, at hun heller ikke får sit eget bagland med på en ordning, der kan fremstilles som fortsat medlemskab af EU, men nu uden medindflydelse og stemmeret i Unionens organer. I stedet for et britisk medlem i Kommissionen, Ministerrådet og Det Europæiske Råd vil briterne have en større ambassade i Bruxelles, så de kan hyre lobbyister til at få indblik og indflydelse. I stedet for 73 medlemmer af Europa-Parlamentet, medlemmer i Kommissionens 3000 arbejdsgrupper og Ministerrådets 275 arbejdsgrupper vil briterne fremover bede om at få møder med EU-landenes repræsentanter i de besluttende organer.

Verdens engang største kolonirige vil reelt blive forvandlet til verdens største koloni. Den kolonistatus skal så beskrives som om, briterne har taget kontrollen tilbage. Det stolte Westminster- parlament vil blive forvandlet til et copypaste-rum, hvor hovedparten af EU´s 155.000 love, regler, standarder og domme vil blive ophøjet til britisk lov gennem en enkelt vedtagelse i Westminster. Det er da en kontrol, der vil noget. Og den vil blive ledsaget med regelmæssige afstemninger om fremtidige lovændringer, der ligesom i Norge vil blive vedtaget i bundter – uden hverken folkelig eller parlamentarisk medindflydelse. Der vil dog formentlig kunne være britiske embedsmænd til stede i måske 400 arbejdsgrupper i Kommissionen.

Den såkaldte ’Norgesløsning’ er et kludetæppe af omkring 130 aftaler, som tilsammen dækker et næsten fuldt EU-medlemskab med halvt kontingent og fuld pligt til at vedtage fremtidige love. Norge kan endda også deltage frivilligt i militære aktioner, som Danmark ikke er med i. Norge er igen blevet en koloni, ikke formelt, men reelt.

Det er denne mangel på reelle alternativer til EU-medlemskab, som har fået mig til at acceptere fortsat medlemskab af EU som det mindste onde. Det er bedre at blive og slås for reformer og gøre EU egnet til at samarbejde demokratisk med de lande i Europa, der er uden for EU. Måske kan vi endda bruge de kommende valg til Europa-Parlamentet til at sikre klimaet og sætte bæredygtig vækst og arbejdspladser i højsædet med reformer af den fejlkonstruerede møntunion. Vi kan stemme os til fremskridt i EU. Det vil briterne ikke længere kunne.

 

Det er manglen på reelle alternativer til EU-medlemskab, som har fået mig til at acceptere fortsat medlemskab af EU som det mindste onde
_______

 

Det er ikke for sent at tænke nyt
Det er mine mangeårige venner, Daniel Hannan (Tory) og Nigel Farage (UKIP), som har sikret et nej til EU ved folkeafstemningen. Uden de tos livslange indsats var det næppe blevet et Nej. Men de to har faktisk også deltaget meget flittigt i alle møder i SOS Demokrati, som var den intergruppe i Europa-Parlamentet, der samlede kritikerne fra alle politiske grupper og altid kom med konstruktive forslag til, hvordan tingene kunne gøres anderledes, friere og mere åbent, nært og demokratisk. Hvis man havde lyttet til os i tide, ville Hannan og Farage også fortsat kunne have været på reformholdet i stedet for at være med til at dele Europa.

I 2016 prøvede David Cameron at genforhandle det britiske forhold til EU. Da jeg så Unionens forhandlingsmandat til møderne med ham, sendte jeg en lang e-mail til de tre generalsekretærer for Kommissionen, Ministerrådet og Europa-Parlamentet. Det var en opskrift på et nej. Jeg skrev, jeg havde deltaget i over 30 folkeafstemninger og havde let ved at forudse resultatet, hvis de ikke ændrede mandatet. Så foreslog jeg en række synlige reformer, der kunne have givet Cameron argumenterne for at blive i et slankere, mere åbent og demokratisk EU. Men regeringslederne udstillede endnu engang deres manglende evner til rettidig omhu. Det er et mønster: Man brugte tredive krisetopmøder på at løse euro-krisen, uden at det lykkedes. Man brugte en række møder for at løse flygtninge- og immigrationskrisen, som blev værre.

Uret tikker. Den 29. marts 23.00 britisk tid (og 24.00 dansk tid) er Storbritannien ude af EU, hvis toårsfristen ikke forinden er udsat (og dét kan den kun blive med enstemmighed mellem de resterende 27 EU-lande).

Man kan håbe, at både briterne og EU besinder sig. Den 9. maj vil EU vedtage forskellige traktatændringer. Det kunne også være en start på at genskrive traktaterne, så der bliver plads til alle europæiske lande i det europæiske samarbejde. Måske kunne man skrive en ny traktat, der er så demokratisk indbydende og fleksibel, at også briterne kunne stemme for den? Behøver vi vente på Sverigedemokraternes ventede valgsejr i Sverige den 8. september? Kan regeringslederne på kontinentet ikke indse behovet for rettidig omhu nu? Får vi virkelig et bedre Europa ved at skabe splid mellem EU og Storbritannien? Var det ikke bedre at lytte til borgernes bekymringer – og deres ønske om at blive hørt? ■

 

Var det ikke bedre at lytte til borgernes bekymringer – og deres ønske om at blive hørt?
_______

 

Jens-Peter Bonde (f.1948) er forfatter, cand.scient.pol., redaktør på sitet euabc.com. Medlem af Europa-Parlamentet 1979–2008 for både Folkebevægelsen og JuniBevægelsen. Har sammen med professor Uffe Østergård udgivet bogen “Hvad nu EU?” med 10 fælles råd til Europas redning. Han er også på vej med en stor lærebog om folkestyre og globalisering i Danmark og EU: ”Find ud af EU”. ILLUSTRATION: Premierminister May og resten af regeringen under fredagens møde på Chequers [foto: Joel Rouse/MOD/Reuters/Scanpix]