07.07.2018

Denne artikel er gratis. Fuld adgang til sitet kræver årsabonnement: 250 kr./200 for studerende+pensionister (inkl. 4 trykte magasiner sendt med posten, nye betalingsartikler hver uge, rabatter, fordele og fribilletter samt bl.a. den nye ebog “Velkommen til en verden med tre stormagter” (normalpris: 149 kr.))

Andre midler end blot politisk pres vil formentlig tale stærkere netop til Polen, som nyder godt af EU’s velvillige pengepung. Dette middel må tages i brug. Hvem vil være med til at finansiere polske motorveje, hvis Lov- og Retfærdigspartiet træder vores værdier under fode?

Kommentar af Stine Bosse

DET ER IKKE længe siden, Polen var et totalitært regime, hvor de, der ikke tænkte som magthaverne var kriminelle og kunne forfølges. Det var enkelt at være magthaver, for der var ingen opposition. Intet demokrati. Og slet ingen frihedsrettigheder. Staten bestemte. Alt. Men i 80’erne faldt murene, kommunismen opgav sit hårde tag i mennesker i hele Østeuropa, og i ‘89 dannedes republikken Polen. 15 år efter – i 2004 – blev Polen en del af EU. Lech Wałęsa var elektrikeren, der som fagforeningsmand på et skibsvært førte an i transformationen. I dag er han en af mange tidligere statsministre og udenrigsministre, der har underskrevet en appel til borgerne i resten af EU.

Totalitært styre er ved at blive genindført, nu blot af et valgt parti, nemlig Lov- og Retfærdighedspartiet (Prawo i Sprawiedliwość, PiS) der er stærkt nationalkonservativt og drømmer om at sætte Polen før alt andet. I ly af et opgør med kommunisttiden er regeringen igang med at angribe magtens tredeling. 40 pct. af højesteretsdommerne skal sendes på pension i utide, således at man kan placere sine egne kandidater på posterne. De senere år er medierne – og dermed ytringsfriheden – blevet presset: private medier har oplevet repressalier, på statsmedier er kritiske journalister blevet fjernet osv.

 

I ly af et opgør med kommunisttiden er regeringen igang med at angribe magtens tredeling. 40 pct. af højesteretsdommerne skal sendes på pension i utide, således at man kan placere sine egne kandidater på posterne
_______

 

Det samlede billede har for længst vakt bekymring i de gamle, vestlige EU-lande. Derimod vinder det genklang i fx Orbáns Ungarn. Et Ungarn, hvor normen nu er antisemitiske tendenser, stadigt mere xenofobiske idéer og et pres på presse og ytringsfrihed.

Det er mærkeligt, at ingen medier spørger partierne i Folketinget, hvor de står i disse spørgsmål. Måske tænker nogle: “Hvorfor kan vi ikke bare være ligeglade og lade polakkerne sejle deres egen sø?” Svaret er enkelt. Fordi totalitære regimer tidligere er blevet valgt på demokratisk vis. Det skete i Europa i 1930’erne. Efter Anden Verdenskrig valgte vi frihedens, retsstaternes og lighedens vej i Den Europæiske Union. Derfor er der i vores fælles traktat indbygget et værn imod totalitarismen: “Unionen bygger på værdierne respekt for den menneskelige værdighed, frihed, demokrati, ligestilling, retsstaten og respekt for menneskerettighederne, herunder rettigheder for personer, der tilhører mindretal”.

Sådan lyder det blandt andet i unionstraktatens artikel 2. Den er værnet imod totalitære regimer – både på nationalt og europæisk plan. Derfor er det vigtigt at sætte Polens L&R-parti på plads. Kan én stat se stort på paragraf 2, kan alle gøre det.

I Europa-Parlamentet sidder Dansk Folkeparti i gruppe med Lov- og Retfærdighedspartiet. Derfor var det ikke urimeligt, at en ung DF’er på folkemødet under en debat med bl.a. Anders Vistisen (MEP for DF) spurgte ind til dette emne. Vistisen har nægtet at tage afstand fra det, der sker i Polen, hvad han også gjorde under denne debat – med henvisning til, at Lov- og Retfærdighedspartiet er demokratisk valgt.

Men er det godt nok? Er det ikke netop den side af demokratiet, som 1930’ernes Tyskland lærte os, at vi må tøjle? Og hvor artikel 2 bidrager til vores fælles tryghed i varetagelse af netop disse værdier? For mig er svaret hélt enkelt. EU er omringet af totalitære kræfter. Særligt takket være Putin, der har et uhæmmet ønske om Unionens opløsning (når man ikke selv kan skabe succes for sit land, er andres ulykke ikke at foragte). Derfor er netop vore fælles værdier mere centrale end noget andet. Dem skal vi sammen stå værn om – som vi værner om Grundloven.

EU har netop nu henvendt sig til Polen og truer med at fratage Polen stemmeret i besluttende organer. Det synes desværre ikke at gøre indtryk, men anvendes snarere til at sætte ild under “Polen først” både hvad angår retorikken og politikken.

Men det er i sidste ende vores egentlige grundlag, der er under angreb. Det er derfor, der også drøftes andre våben, der formentlig vil tale stærkere netop til Polen, som nyder godt af EU’s velvillige pengepung. Dette middel må tages i brug. Hvem vil være med til at finansiere polske motorveje, hvis Lov- og Retfærdigspartiet træder vore værdier under fode?

 

Hvem vil være med til at finansiere polske motorveje, hvis Lov- og Retfærdigspartiet træder vore værdier under fode?
_______

 

Samtidig er der uenigheden om holdningen til flygtninge. Alle er enige om, at migranter ikke skal kunne få fri adgang til EU, men flygtninge, der efter internationale konventioner er berettiget til asyl grundet krig eller personlig forfølgelse, er alle enige om at hjælpe. Lige nu udestår drøftelsen af hvordan og hvor – men AT vi skal beskytte disse mennesker, er ikke til debat. Her må vi også stå værn om de værdier, vi har bygget EU på – herunder at nogle flygtninge kan opnå adgang til vore lande og at vi deles om at give husly til dem. Det er det sidste, Polen og Ungarn modsætter sig, og som nu – på fjerde år – de facto forhindrer os i at skabe de løsninger, som langt de fleste EU-borgere ønsker sig på netop dette kontroversielle område. ■

Stine Bosse (f. 1960) er formand for Europabevægelsen og Plan Børnefonden og bestyrelsesformand for BankNordik og TelePost Greenland. Hun er uddannet cand.jur. ved Københavns Universitet. ILLUSTRATION: xx [foto: xx]