11.06.2018

“EXODUS – En ny vej for centrum-venstre” leverer ingen ny socialdemokratisk vision, og den udstiller en afgrundsdyb kløft mellem Sass’ visioner og den politik, partiet har ført gennem de seneste 20 år.

Af Jan Hoby

Henrik Sass Larsens nye bog debatbog “EXODUS – En ny vej for centrum-venstre” fik meget spalteplads i medierne, da den udkom for nogle uger siden. Dagbladet Information taler om et idépolitisk forår for Socialdemokratiet, selv om avisen var kritisk over for bogens indhold. Om et idépolitisk forår rent faktisk er at finde i bogen, og om der er tale om et sammenhængende svar, må tiden vise.
Jeg beskæftiger mig ikke med alle bogens kapitler i dette indlæg men har valgt at se nærmere på de afsnit, som vedrører flertallet af befolkningen.

Henrik Sass Larsens debatbog er et forsøg på at slå det nye fjendebillede for centrum-venstre fast: Indvandrere, flygtninge og muslimer. Sass skriver bl.a. at: ”centrum-venstre har fejlet og fejllæst den store indvandring af muslimer, og at de definerende ledere har tabt respekten for deres traditionelle vælgere”.

Det er symptomatisk, at Henrik Sass Larsen er konkret, når det gælder muslimske indvandrere. Når det kommer til lønarbejdere, er der ingen konkrete løfter, hvilket giver mening, da erhvervslivet er ”centrum-venstres bedste venner og allierede. Og vi er deres.” Og her gik vi og troede, det var lønarbejderne? I bogen handler lighed ikke om økonomisk omfordeling, men om lige muligheder og forpligtelser. Således vendes der op og ned på arbejderbevægelsens historiske begreber og værdier. Bogen er en idémæssig fusion mellem Pia Kjærsgaards syn på indvandring og Tony Blairs blinde tro på, at markedskræfterne løser alt.

Flere socialdemokrater tager nu et skriftligt opgør med den nyliberale politik og afmontering af velfærdsstaten, som de selv var med til at stemme for under Thorning-regeringen Men ikke Henrik Sass Larsen, selv om klassekampspendulet svinger mod lønarbejderne og venstresiden. Socialdemokratierne i hele Europa bliver på den ene side pustet i nakken af nye venstrefløjspartier, der vil føre politik for de mange og gøre op med nyliberalismens velfærdsnedskæringer. Fra højre presses socialdemokratierne af populistiske partier, der nyder godt af befolkningernes oplevelse af politikere, der ikke tjener deres interesser.

Desværre gør Henrik Sass Larsen ikke sine læsere klogere på, hvad der sker i selve udviklingen af Socialdemokratiet og centrum-venstre. Han afstår dermed fra at komme med en dyberegående forklaring på, hvorfor Socialdemokratiet har udviklet sig til et nyliberalt parti, der har mere til fælles med Venstre end med den øvrige venstrefløj. Derfor kommer bogens budskaber til at fremstå som en række løsrevne bud på enkeltstående problemkomplekser frem for et samlet bud på partiets fremtidige politiske rolle. Sass byder ind med sin holdning til en række aktuelle politiske udfordringer. Men vi mangler sammenhængen, og vi mangler forklaringer på, hvordan hans bud hænger sammen med det socialdemokratiske projekt.

 

Derfor kommer bogens budskaber til at fremstå som en række løsrevne bud på enkeltstående problemkomplekser frem for et samlet bud på partiets fremtidige politiske rolle
_______

 

Socialdemokratisme eller reformistisk socialisme?
Det danske socialdemokrati har aldrig tilsluttet sig den tyske teoretiker Leonard Bernstein, som ellers regnes for en af den socialdemokratiske bevægelses grundlæggere. Bernstein mente, at socialismen kunne indføres på fredelig vis og i en gradvis proces i lande med nogenlunde demokratisk styre. I modsætning til det tyske har det danske socialdemokrati ikke defineret den reformistiske socialisme som et egentligt ideologisk udgangspunkt, men har snarere været præget af teoriløshed og pragmatisme gennem de seneste 100 år.

Partiet er dog ikke fri for at have et ideologisk udgangspunkt af den grund. Opfattelsen af, at Socialdemokratiet søger de bedst mulige løsninger, hviler i virkeligheden på ideologiske forudsætninger. De resultater, som Socialdemokratiet historisk set har ønsket at opnå, skal søges inden for rammerne af det kapitalistiske samfund, fordi der ikke findes bedre alternativer. Staten repræsenterer, i modsætning til markedet, den menneskelige fornuft. Det gælder også, selvom de ideologiske forudsætninger sjældent er til diskussion.

Partiet stemte i 1914 for første gang for finansloven og tog dermed et endnu større medansvar for, hvordan den kapitalistiske stat skulle styres. I realiteten eksisterede der næppe en snæver sammenhæng mellem arbejderbevægelsens langsigtede perspektiv og den dagsaktuelle politik. Alligevel har ideologien haft en vigtig rolle for, hvordan den politiske virkelighed blev opfattet og forklaret af Socialdemokratiet. Velfærdsstaten og den offentlige sektor har været udgangspunkt for meget af den aktuelle diskussion af og i Socialdemokratiet. Det er ikke underligt, eftersom man i Skandinavien almindeligvis ser den voksende offentlige sektor efter 2. verdenskrig som et produkt af den reformistiske socialisme.

Men der er langt fra fortidens socialdemokrati og så til Socialdemokratiet anno 2018. Socialdemokratiske regeringer har siden 1990’erne ført en politik, hvor privatiseringer og nedskæringer i den offentlige sektor, suppleret med generelle angreb på lønmodtagernes organisering og løn- og arbejdsforhold, har været hverdagskost. Målet har været, og er fortsat, at rulle de forbedringer, lønmodtagerne fik gennem 1960’erne og specielt 1970’erne, tilbage. I stedet er pengene blevet flyttet over i erhvervslivets lommer med særlig forkærlighed for de rigeste og de multinationale selskaber. Vi så det under lærerkonflikten i 2013, hvor en socialdemokratisk regering trumfede den danske model og kørte en hel faggruppe over, og vi så det med Corydons katastrofale salg af blandt andet DONG og Statens Seruminstitut.

Bogen retter ingen kritik af Socialdemokratiets egen rolle som de facto støtteparti til den nuværende og foregående Venstreregering. Det samme gælder perioden under Helle Thorning-Schmidt, hvor Socialdemokratiet var chefarkitekt bag nogle af de mest brutale og ulighedsskabende arbejdsmarkedsreformer i årtier som fx førtidspensionsreformen og kontanthjælpsloftet. Henrik Sass Larsen skriver: ”Den konkrete solidaritet bliver til den upersonificerede næstekærlighed. Det er meningen med den socialdemokratiske velfærdsstat. I alle dens henseender”. Men han medregner ikke alle de syge, udsatte og arbejdsløse medborgere, som Socialdemokratiets egne arbejdsmarkedsreformer fjernede sikkerhedsnettet under.

 

Bogen retter ingen kritik af Socialdemokratiets egen rolle som de facto støtteparti til den nuværende og foregående Venstreregering
_______

 

Den nye økonomiske ulighed
”Den globale ulighed er løbet løbsk, og der er opstået en ny adel af superrige, der gennem aggressiv skatteplanlægning og konstante krav om skattelettelser undlader at bidrage rimeligt til det fælles samfund,” skriver Henrik Sass Larsen. Man kunne sige det samme om den nationale ulighed, men det omtales ikke i bogen. For det er på Socialdemokratiets og Henrik Sass Larsens vagt, at der er givet for mere end 56 milliarder kroner i skattelettelser de seneste 15 år, og partiet har ikke anstrengt sig for at rulle skattelettelser tilbage, når det havde regeringsmagten. Under Folketingets nylige afslutningsdebat benyttede Lars Løkke Rasmussen faktisk lejligheden til at udstille Socialdemokratiets åbenlyse hykleri: At partiet tordner imod skattelettelser, når det er i opposition, men undlader at rulle skattelettelserne tilbage, når de er i regering. Tværtimod. Socialdemokratiet har, sammen med de andre gamle magtpartier, deltaget aktivt i at afvikle enhver form for progressiv beskatning, selskabsskatter og formuebeskatning af stor arv.

Henrik Sass Larsen skriver, at det er et af centrum-venstres vigtigste projekter at få rettet op på den globale ulighed. Men Socialdemokratiet har understøttet præcis det modsatte. Hvis skattevejen er den bedste vej til frihed og lighed, hvorfor bruger Socialdemokratiet så fællesskabets penge på de få og ikke de mange?

Den fælles sektor
Der er mange selvmodsigelser og visionsløse indspark i Henrik Sass Larsens korte bog. Afsnittet om den offentlige sektor tager dog stikket hjem som et skræmmende eksempel på, hvor langt en socialdemokratisk toppolitiker kan være fra at forstå den offentlige sektors udfordringer: ”Den offentlige sektor er en del af velfærdssamfundets grundsten. Gennem den offentlige sektor er det lykkedes at rejse en bygning, der skærmer vor nød i form af social tryghed, en fri og lige adgang til ordentlig sundhed, en fri og lige adgang til uddannelse og ret til pasning, pleje og omsorg, hvad enten du er barn eller gammel eller har svært ved at klare tilværelsen.”

Men det er jo ikke en aktuel beskrivelse, det er en nostalgisk beskrivelse. Nødvendighedens politik, budgetloven, årtiers velfærdsnedskæringer og New Public Management har skabt en offentlig sektor anno 2018 på randen af sammenbrud. De ansatte er så pressede, at de bryder sammen af stress og offentligt klager deres nød i medierne. Et eksempel er de danske sygehuse, hvor Arbejdstilsynet må gang på gang udsteder påbud, fordi arbejdsforholdene er uforsvarlige.

Så i stedet for at have en vision for en anden offentlig sektor, foreslår Henrik Sass Larsen mere af det samme. Mere New Public Management. Mere ledelse ovenpå ledelse. Og mere af den samme EU-dikterede økonomiske politik, som tvinger den offentlige sektor i knæ. ”Budgetloven er en nøjagtig beskrivelse af, hvilke sanktioner der vil ramme den enkelte, såfremt man ikke overholder budgetter og økonomiske forudsætninger. I dag er der via budgetloven skabt en kultur, hvor budgetoverskridelser hører til sjældenhederne, og der er al mulig grund til at holde fast i den kultur.” Tak for en vision!

 

Så i stedet for at have en vision for en anden offentlig sektor, foreslår Henrik Sass Larsen mere af det samme. Mere New Public Management. Mere ledelse ovenpå ledelse
_______

 

Hovedet på sømmet er, at Henrik Sass Larsen slår til lyd for øget OPP (Offentlig-Privat-Partnerskab), som er udlicitering og privatisering i forklædning. OPP vil føre til, at markedskræfterne økonomisk og politisk kan tage den offentlige sektor som gidsel. Erfaringerne fra Storbritannien og Norge er skræmmende. Hvorfor vil Socialdemokratiet fortsætte med at undergrave den offentlige sektor ved fx at forringe de offentlige ansattes løn- og ansættelsesvilkår? Hvorfor vil Socialdemokratiet understøtte social dumping? Erfaringerne fra SRSF-regeringens videreførelse af VK-regeringens ”Strategi til fremme af offentligt-privat samarbejde” om at styrke offentligt-privat samarbejde (OPS) har tydeligt vist, at stærke kræfter indenfor erhvervslivet ønsker at stikke sugerøret langt ned i den offentlige kasse. Et godt eksempel er de seneste afsløringer af, hvordan ejerne af opholdssteder for anbragte unge trækker millioner ud i profit.

Skal velfærdsstaten forsvares og videreudvikles, må samfundsmæssige drivkræfter og magtforhold sættes i fokus. Her udgør demokratisk styring og kontrol de vigtigste redskaber mod markedsmagt, spekulationsøkonomi og brutalisering af samfunds- og arbejdsliv. Demokrati og velfærd er op gennem historien blevet tilkæmpet på trods af stærke modkræfter. Men det har Henrik Sass Larsen ikke med i sin vision.

Han excellerer til gengæld i en række pinligheder, som i afsnittet hvor han malende problematiserer, hvordan det er for den 61-årige jord- og betonarbejder at møde op 6:30 en januar-morgen og forskalle brædder og binde jern. Men han nævner ikke, at Socialdemokratiet var med til at stemme tilbagetrækningsreformen igennem i 2011, hvilket betyder, at fremtidens jord- og betonarbejdere skal arbejde til de er i 70’erne, hvis de da ikke er døde, før de når pensionsalderen. Eller at det var Poul Nyrup Rasmussen, der slagtede efterlønsordningen i 1998. Eller at Socialdemokratiet har bundet sig til at hæve pensionsalderen til evig tid.

Sass Larsen har også formuleret et afsnit, hvor han højstemt skriver om det høje danske niveau på uddannelsesinstitutionerne: ”For uden fri adgang til uddannelse og rimelige leveforhold under studier er der ikke reel frihed for det enkelte menneske, og det er som sådan et af centrum-venstres signaturprojekter”. Den fri adgang til uddannelse var Socialdemokratiet aktivt med til at lukke ned med vedtagelsen af uddannelsesloftet i 2016.

 

Henrik Sass Larsen stiller mange rigtige spørgsmål […] Men fordi man kan stille de rigtige spørgsmål, er det ikke givet, at man kan give de rigtige svar
_______

 

EXODUS
Selv blind høne kan finde korn. Henrik Sass Larsen stiller mange rigtige spørgsmål: ”Mit bud er, at centrum-venstre mangler en overbevisende fortælling og evne til at mobilisere den fornødne aggression over den voldsomme ulighed og i stedet har ladet sig lokke af globaliseringens sirener”. Men fordi man kan stille de rigtige spørgsmål, er det ikke givet, at man kan give de rigtige svar.

Europas socialdemokratiske arbejderbevægelse er i en dyb politisk og ideologisk krise. På nuværende tidspunkt er socialdemokratierne, og med dem også fagforeningerne, ude af stand til at udfylde deres rolle som forsvarer af arbejderklassens aktuelle økonomiske og sociale interesser. De har tabt terræn i alle dele af arbejderklassen, mangler en klar vision og er tøvende i deres nye sociale og politiske tiltag.

Det blev nemlig de socialdemokratiske partiers historiske rolle at administrere klassekompromiset. Ikke overraskende er de nuværende udfordringer for fagbevægelsen derfor også reflekteret i de problemer, socialdemokratiske partier oplever i resten af Europa. Krisen i den socialdemokratiske fagbevægelse er dog først og fremmest et studie i reformismens krise og dermed i klassekompromisets krise. Ved septemberforliget i 1899 skete der en institutionalisering af klassesamarbejdet med indførelsen af den danske model. Arbejdsgiverne anerkendte arbejdernes organisationer mod, at arbejderne indgik en permanent fredsaftale, så der ikke kunne strejkes uden for overenskomstfornyelsen. Folketinget accepterede aftalen, som siden har fungeret som arbejdsgivernes sværd over strejkende arbejderes hoveder.

I velfærdsstatens vækstperiode i 1970’erne baserede klassesamarbejdet sig på, at når arbejdsgiverne fik, så fik arbejderne også. I det 21. århundrede er klassesamarbejdet meget endimensionalt. Vi så det ved lockouten af lærerne i 2013 og overenskomstforhandlingerne i 2011, 2013 og 2015. Det blev også forsøgt ved OK18, men det mislykkedes. I de private og offentlige arbejdsgiveres optik, er overenskomstfornyelse blevet lig med overenskomstforringelse.

Private som offentlige arbejdsgivere angriber derfor over en bred front velfærdsstaten og den danske models grundelementer, som er et socialt sikkerhedsnet til gengæld for en fleksibel arbejdsstyrke. Erhvervslivet og de gamle magtpartier vil ikke længere deltage i en medfinansiering af lønarbejdernes rettigheder og goder. I deres optik er velfærdsstatens æra slut, og opbakningen til den danske model de facto opsagt.

Henrik Sass Larsens bog leverer ingen troværdig fortælling om, hvor Socialdemokratiet er på vej hen. Lønarbejderne opfordres til at stemme på valgdagen, og Henrik Sass Larsen lokker med en velfærdsfortælling uden et eneste konkret bud, løfte eller indhold. Så hvis der er dømt idépolitisk forår i Socialdemokratiet, så vil jeg konstatere, at Henrik Sass Larsen hverken leverer meget håb for en døende patient, uanset medicin, kunstigt åndedræt og hjertemassage. ■

 

Lønarbejderne opfordres til at stemme på valgdagen, og Henrik Sass Larsen lokker med en velfærdsfortælling uden et eneste konkret bud, løfte eller indhold
_______

 

Jan Hoby (f. 1962) er næstformand i LFS (Landsforeningen for Socialpædagoger). ILLUSTRATION: Henrik Sass Larsen [foto: Jonas Olufson/Scanpix]