01.06.2018

Den seneste tids store fokus på skyggesiderne ved Facebooks metoder og forretningsmodel – kulminerende med den meget omtalte høring i Europa-Parlamentet for godt en uge siden – har slået én ting fast: Ingen ligger inde med klare løsninger for, hvordan vi håndterer dem.

Af Mark Sinclair Fleeton

FORVENTNINGERNE til Europa-Parlamentets høring med Facebooks administrerende direktør, Mark Zuckerberg, den 22. maj var store. Adskillige parlamentsmedlemmer og -grupper havde på forhånd lagt op til, at de nu skulle få betydningsfulde erkendelser ud af Zuckerberg ovenpå høringer i Repræsentanternes Hus, der ikke gav svar på ret meget, men i stedet blotlagde de amerikanske politikeres manglende forståelse for moderne teknologi, herunder særligt sociale medier. De europæiske parlamentarikere havde tydeligvis forberedt sig til høringen, som i gennemsigtighedens navn blev live-streamet – også på Facebook.

Spørgsmålene bar præg af de grundige forberedelser. Der blev først og fremmest stillet spørgsmål til Zuckerbergs og Facebooks intentioner om at leve op til EU’s nye persondataforordning (GDPR) og ikke mindst platformens evne til at leve op til forordningen fra dens ikrafttræden den 25. maj. Men også borgerne – i platformssprog: brugerne – og deres ret til og ejerskab over egne data blev diskuteret, ikke mindst den nylige sag om det nu lukkede Cambridge Analyticas misbrug af brugernes data. Der blev endda stillet spørgsmål til ikke-Facebookbrugere og platformens registrering og brug af deres data samt de bredere konsekvenser af Facebooks algoritmer.

Zuckerberg fremlagde to centrale punkter i sit forsvar for Facebooks metoder. Han forklarede først, at Facebook allerede i 2014 havde gjort det umuligt for apps at høste data fra platformen, som app-producenter fx havde gjort i Cambridge Analyticas tilfælde. Men han var overmåde beklagende og undskyldende over episoden. Han svarede dog ikke på, hvordan han ville beskytte og give ikke-brugere adgang til og kontrol over deres data. I stedet forklarede han, hvorfor det var nødvendigt at registrere oplysninger om ikke-brugeres adfærd for at forhindre misbrug fx gennem apps. Endelig forklarede han, at man på baggrund af markedsfeedback var nået frem til den konklusion, at brugerne er på sociale medier for at interagere med venner, familie og andre private brugere og ikke for at følge politikere. Facebooks ændringer i prioriteringen af indhold skulle ikke ses som udtryk for, at man ønskede at fremme én type politiske synspunkter frem for en andet.

Der blev således svaret på mange spørgsmål, men endnu flere, og måske endnu mere relevante, spørgsmål forblev ubesvarede. Både parlamentarikere og flere amerikanske såvel som europæiske medier kaldte efterfølgende høringen for mislykket.

 

Der blev således svaret på mange spørgsmål, men endnu flere, og måske endnu mere relevante, spørgsmål forblev ubesvarede
_______

 

Høringen udstillede med al ønskelig tydelighed, at der var spørgsmål, som selv ikke Mark Zuckerberg kunne besvare. Hvordan skal Facebook skille fake news fra rigtige nyheder, når selv højtuddannede medieforskere, velinformerede politikere og rutinerede nyhedslæsere kan have svært ved det? Kan vi stille krav til en privat medieplatform om ikke at gøre brug af deres forretningsmodel? Og vil brugerne betale for at bruge Facebook uden reklamer, også hvis der, som Zuckerberg insisterer på, er konkurrenter, der kan opfylde de samme behov for brugerne?

Spørgsmålet er, om der er nogen, der kan besvare de spørgsmål? Facebook har lavet en række tiltag for at imødegå fake news: Med en blanding af professionelle fakta-checkere, tiltag over for kilder til fake news og et forsøg på at uddanne brugerne til at spotte og rapportere fake news, har mediet gjort et stort nummer ud af at bekæmpe de falske nyheder. Både fakta-checkerne og brugerne har imidlertid ulempen af at være mennesker, og derfor vil deres evne til at spotte fake news være begrænset af deres baggrundsviden, evner og adgang til at fakta-checke. Mest effektivt vil nok være tiltag mod de falske nyheders producenter og deres evne til at tjene penge på at sprede falske nyheder på Facebook. Facebook vil dels nedprioritere opslag fra sider, der gentagne gange er blevet taget i at poste falske eller mindre troværdige nyheder. Disse sider vil også få reduceret eller fjernet retten til at annoncere. Men er det nok? Muligvis vil det kunne begrænse mængden af falske nyheder, der spredes med økonomisk vinding for øje. Mere tvivlsomt er det, om det kan begrænse politisk motiverede falske nyheder – som vi bl.a. har set ved adskillige valghandlinger rundt om i verden – der ikke vil have samme motivation for at reagere på økonomiske sanktioner.

Et helt centralt punkt i høringerne i både Washington og Bruxelles har været brugernes data og Facebooks og eksterne parters brug og misbrug af dem. Facebook kan gøre – og har allerede gjort – en del for at begrænse eksterne parters adgang til brugernes data. Det stemmer bare dårligt overens med Facebooks forretningsmodel. Udover høringerne har sagen med Cambridge Analytica fået manges øjne op for, at det ikke er brugerne, der er Facebooks kunder. Kunderne er annoncørerne, og brugernes data er produktet, Facebook sælger til kunderne. Uanset hvor mange gange Facebook forklarer, at de sælger targeting og adgang til kundesegmenter og ikke direkte adgang til brugernes data (annoncørerne får ikke direkte adgang til brugernes data, men til Facebooks interface til at målrette annoncerne), så ændrer det ikke på forretningsmodellen: At det er brugerne, der er produktet.

Det betyder også, at vi – uanset om det er civilsamfund, stater, EU eller andre – kan stille lige så mange krav til Facebook om at værne om privatlivets fred og brugernes data, som vi vil. Så længe der ikke i forretningsmodellen indgår en model, hvor brugerne er kunder – dvs. en betalingsudgave af Facebook – så vil alternativet være et forbud mod Facebook. Det er vel ikke en realistisk eller for den sags skyld lovlig løsning, når vi alle i realiteten har afgivet vores samtykke til forretningsmodellen. GDPR vil i et vist omfang gøre en forskel, men langt størstedelen af brugerne vil stadig modtage målrettede annoncer i deres feed, uden at det vil være i strid med forordningen. Omvendt kunne man også mene, at så længe brugerne er vidende om forretningsmodellen, så behøver man måske ikke yderligere regulering. Det er i hvert fald en positiv ting, man kan sige omkring Cambridge Analytica-sagen, at langt de fleste brugeres viden om Facebooks forretningsmodel er blevet drastisk forøget som en konsekvens.

 

Så længe der ikke i forretningsmodellen indgår en model, hvor brugerne er kunder – dvs. en betalingsudgave af Facebook – så vil alternativet være et forbud mod Facebook
_______

 

Vil brugerne betale for at bruge Facebook? Det kommer bl.a. an på, om der er reelle alternativer til platformen. Facebook selv henviser til platforme som fx DailyMotion, Snapchat, YouTube, Flickr, Twitter, Vimeo, Pinterest m.fl. I forhold til besked- og chat-tjenester henviser de bl.a. Til iMessage, Skype, WeChat og LinkedIn. Udover at ikke alle disse platforme er særlig kendte eller brugt udenfor USA, så er der ingen af de nævnte, der en-til-en kan sidestilles med alle Facebooks funktioner og interface. En anden vigtig pointe er, at brugerne gennem en årrække er vænnet til, at services på internettet er gratis. Det betyder, at hvis brugerne i større antal skal vælge en betalingsløsning på Facebook, så vil det kræve en grundlæggende ændring i, hvordan vi anskuer tjenester på nettet. Det er muligt, at det vil ske på lang sigt, men kort sigt er det næppe sandsynligt.

Det er uvist, om Mark Zuckerberg kender rækkevidden af EU’s konkurrencemyndigheder i modsætning til Google, der allerede har følt Madame Vestagers jernnæve. EU’s konkurrencekommissær uddelte i juni 2017 en bøde på 2,42 mia. euro svarende til 18 mia. kr. til Google, fordi EU’s konkurrencemyndigheder mente, at firmaet misbrugte sin dominans på markedet til at lede brugerne hen til egne annoncer. Der er pt. ikke rejst nogen sager mod Facebook, men der er ingen tvivl om, at EU’s danske konkurrencekommissær holder et vågent øje med platformsejeren fra Palo Alto. Det faktum, at det overhovedet er lykkedes at få Zuckerberg til at mødes med parlamentet, vidner dog om, at bl.a. GDPR har tvunget ham til at indse, at EU er en reel magtfaktor og Europa et marked, som han ikke har råd til at miste. Eller måske er det blot den potentielle bøde på 4 pct. af virksomhedens globale omsætning på årsbasis, som de risikerer ved en overtrædelse af forordningen (for Facebooks vedkommende 40,65 mia. dollar. i 2017 og dermed en bøde på omkring 10 mia. kroner), der har fanget virksomhedens opmærksomhed.

Efter høringen har Facebook publiceret svar på de fleste af de spørgsmål, som Zuckerberg valgte ikke at svare på under høringen. Formelt set svarer papiret fra Facebook på langt de fleste af svarene fra parlamentarikerne, men svarene er ikke fyldestgørende. Det giver perspektiv til det, ALDE’s leder i Europa-Parlamentet, Guy Verhofstadt, sagde i sin tale til Zuckerberg:
”De må spørge Dem selv, hvordan De vil huskes. Som en af de tre store internet-giganter sammen med Steve Jobs og Bill Gates, der har beriget vores verden og vores samfund. Eller, i realiteten, som geniet, der skabte et digitalt monster, der ødelægger vore demokratier og samfund.” ■

 

Formelt set svarer papiret fra Facebook på langt de fleste af svarene fra parlamentarikerne, men svarene er ikke fyldestgørende
_______

 

Mark Sinclair Fleeton (f. 1972) er uddannet cand.comm. og arbejder som freelancejournalist og skribent og redaktør for RÆSON. Han har i en årrække arbejdet som kommunikationsrådgiver med særligt fokus på sociale medier. ILLUSTRATION: Zuckerberg under sin FB-keynote 2018 [foto· Anthony Quintano]