21.05.2018

Denne artikel er gratis. Fuld adgang til sitet kræver årsabonnement: 250 kr./200 for studerende+pensionister (inkl. 4 trykte magasiner sendt med posten, nye betalingsartikler hver uge m.m.)

Historisk har USA’s evne til at forstå den islamiske verden været rystende dårlig. Det er derfor, landet er endt med en så begrænset indflydelse i regionen, som tilfældet er.

Kommentar af Henrik Dahl

HVAD er USA’s helt overordnede udenrigspolitiske interesse? Den må være, at hele regioner – som fx Asien eller Mellemøsten – ikke på et tidspunkt i fremtiden vil blive domineret af en enkelt, fjendtlig magt. Det tilsiger, at i ethvert tilfælde, hvor en region ikke er hundrede procent venligtsindet, har USA en interesse i, at der altid hersker en regional magtbalance.

I den forstand er der altså ikke noget nyt under solen: Det klogeste, en leder af en stormagt kan gøre, er – nu som før – at dele og herske [strategisk koncept fra det latinske ’divide et impera’ ved at splitte sine fjender forøger man sin magt, red.].
I lyset af USA’s overordnede interesse og det overordnede ledelsesprincip, er det så en klog beslutning af landets præsident at trække sig ud af atomaftalen med Iran?

Det er en klog beslutning, hvis man tror, at rå magt er bedre end politisk indflydelse. Mens det omvendt er en dårlig beslutning, dersom man har den opfattelse, at politisk indflydelse er bedre end militærmagt. For der er ingen tvivl om, at en opsigelse af atomaftalen vil give den part, der træder ud, mindre indflydelse på iransk politik, end vedkommende ville have med en aftale.

Efter at være trådt ud af aftalen, har USA ikke længere noget at tale med Teheran om. Og der er ikke længere noget, Teheran har forpligtet sig til at undlade at gøre. Det eneste, der bremser det iranske styre fra at få atomvåben nu, er frygten for, hvad USA kan finde på, hvis man trodser amerikanerne. Derfor hviler bedømmelsen af præsident Trumps beslutning i virkeligheden på, hvor farlig en fjende USA bliver anset for at være i Teheran.

Selvfølgelig må USA til enhver tid betragtes som en formidabel modstander. Ikke alene råder man over atomvåben. Man råder også over de største og teknologisk mest avancerede stridskræfter i verden. Derfor er det springende punkt ikke, hvad USA kan. Det er, hvad USA vil og tør. Og jeg er mere skeptisk over for amerikanernes kløgtighed, end jeg er i forhold til spørgsmålet om, hvad USA rent teknologisk har evnen til.

Historisk har USA’s evne til at forstå den islamiske verden været rystende dårlig. Det er derfor, landet er endt med en så begrænset indflydelse i regionen, som tilfældet er.

Forsøget på at gennemtvinge et regimeskifte i Irak under George W. Bush byggede på mindst to fejlagtige antagelser: 1) At der ville opstå demokrati, dersom diktatoren blev afsat. 2) At Irak efter afsættelsen af den oprindeligt verdslige Saddam Hussein (der på sine ældre dage orienterede sig mere åbenlyst mod sunni) ville forblive en modvægt til Iran.

I stedet opstod der et kaos. Det er et kaos, som i dag er ved at være neddæmpet på en måde, der er den værst tænkelige for USA – og måske for regionen. Teherans indflydelse i Bagdad er enorm. Da mængden af venligtsindede sunnistyrker, der kunne nedkæmpe Islamisk Stat, har været begrænset, er stabiliseringen af landet sket på den bekostning, at shia-islam – og dermed Teheran – efterhånden dominerer regionen hele vejen fra Iran til Middelhavet. Man aner næsten konturerne af oldtidens persiske rige.

 

Da mængden af venligtsindede sunnistyrker, der kunne nedkæmpe Islamisk Stat, har været begrænset, er stabiliseringen af landet sket på den bekostning, at shia-islam – og dermed Teheran – efterhånden dominerer regionen hele vejen fra Iran til Middelhavet
_______

 

Iran står således langt stærkere i regionen, end landet gjorde for femten år siden. Landet fører stedfortræderkrige i Yemen, i Irak, i Syrien og i Libanon, og er – i kraft af Hezbollah – en meget alvorlig trussel imod Israel.

Og nu kan Iran i ro og mag vente, til atomvåbenaftalen udløber uden at frygte det mægtige USA. Så vil man atter – landet er kæmpestort og mestendels uvejsomt – i relativ fred og ro kunne koncentrere sig om at færdigudvikle sin atombombe. Samtidig har Iran i Syrien filtret sine interesser så godt og grundigt ind i Ruslands, at man til en vis grad kan siges at være kommet ind under Ruslands atomparaply der.

Hvad kan USA gøre nu? Givet USA’s dårlige erfaringer med at anvende sin hær i Mellemøsten vil amerikanerne være henvist til at anvende deres frygtindgydende flyvevåben (såvel det landbaserede som det hangarskibsbaserede). Men vil det skræmme Teheran? Som modtræk kan iranerne sætte stort set hele regionen i brand. De kan skabe forøget pres på Saudi-Arabien gennem forøget engagement i Yemen. Forøget kaos i Syrien. Trusler mod og angreb på Israel. Man kunne godt få den tanke, at man i Teheran ganske vist er fuldt bevidst om USA’s trusler – men at man også godt kan se mulighederne: Et Saudi-Arabien, der ikke kan vikle sig ud af konflikten i Yemen (og er for langsomt til at omstille sig til faldende oliepriser), kombineret med et USA, der af politiske årsager er tvunget til kun at føre luftkrig, kan kun betyde én ting: Et styrket Iran. Og dermed en voldsomt forøget trussel imod Israel.

Det klogeste, præsident Trump kan gøre, er at dele og herske. Derfor er det dummeste, han kan gøre, det modsatte: At samle modstanderne og give dem et selvstændigt råderum. Desværre kan det ikke helt udelukkes, at dét netop er, hvad han er i færd med.

Rundt omkring i de europæiske hovedstæder er trætheden over Trumps anti-europæiske politik ved at melde sig. Trusler om handelskrig. Trusler om opsigelse af NATO’s Artikel 5. Udtræden af Paris-aftalen. Udtræden af Iran-aftalen. Destabilisering af Israel-Palæstina-relationen gennem flytning af USA’s ambassade. Det er efterhånden ved at være så provokerende, at man bliver nødt til at overveje sin modreaktion. Og fordi det netop er så provokerende, kan det ikke udelukkes, at det på længere sigt vil få en samlende og fokuserende virkning på et ellers splittet Europa.

Det indebærer naturligvis ikke, at EU fra den ene dag til den næste vil få en forsvarsdimension (som Danmark ikke kan være en del af). Men det indebærer, at Europa over tid vil begynde at betragte sin omverden fra et europæisk perspektiv og ikke fra et transatlantisk.

I Mellemøsten har Europa simpelthen ikke de samme interesser som USA. Det skyldes tre ting: At USA kan tillade sig at se bort fra flygtningespørgsmålet, hvad vi ikke kan. At USA kan tillade sig at se bort fra spørgsmålet om de mellemøstlige diasporaer på en måde, vi ikke kan. Og at USA i virkeligheden – af de ovennævnte årsager – også vil ende med at have en tilgang til anti-terror, der ligner den europæiske mindre og mindre.

Det er derfor, spørgsmålet om værdien af at have politisk indflydelse på et land som Iran nødvendigvis må besvares forskelligt i Europa og i USA. I EU har vi mere brug for politisk indflydelse i Mellemøsten, end USA har. Hvis USA i stigende grad foretrækker en konfrontativ linje i regionen – med de risici, det rummer for nye flygtningestrømme og uro i de mellemøstlige diasporaer – vil afstanden mellem USA’s og Europas politik gradvis øges. Og til sidst vil vi nå et punkt, hvor det er åbenlyst, at der er tale om to forskellige strategier. ■

 

Det er derfor, spørgsmålet om værdien af at have politisk indflydelse på et land som Iran nødvendigvis må besvares forskelligt i Europa og i USA. I EU har vi mere brug for politisk indflydelse i Mellemøsten, end USA har
_______

 

Henrik Dahl (f. 1960) er MF for Liberal Alliance og udenrigspolitisk ordfører. ILLUSTRATION: Henrik Dahl [foto: Peter Hove Olesen/Polfoto]