18.05.2018

Denne artikel er gratis. Fuld adgang til sitet kræver årsabonnement: 250 kr./200 for studerende+pensionister (inkl. 4 trykte magasiner sendt med posten, nye betalingsartikler hver uge m.m.)

Hvis der er én ting, der er konstant i en ellers foranderlig verden, så er det Ja-sidens argumenter for afskaffelse af de danske EU-forbehold. Vi har hørt på de samme argumenter i et kvart århundrede, og de har ikke hjulpet. Mon ikke Ja-siden bør bruge sommerferien til at disrupte sig selv?

Kommentar af Martin Marcussen

De danske EU-forbehold har 25 års fødselsdag. I den tid, der er forløbet, har verden ændret sig i rasende fart. Danmark har haft fem forskellige statsministre og ti forskellige udenrigsministre. Vi har været igennem finanskrisen, flytningskrisen, tegningesagen og terroranslag, krigene på Balkan og i Afghanistan, Irak og Libyen. Mod øst udviser Putin ekspansionistiske tendenser, mens Trump går solo i USA. Samtidig smelter iskappen omkring Arktis. Der er rigeligt at bekymre sig om, og det giver i nogle kredse anledning til at overveje, om tiden er kommet til at afskaffe forsvarsforbeholdet, ØMU-forbeholdet og retsforbeholdet.

Ja-siden har mistet troværdigheden i befolkningen
For der er én ting af udenrigspolitisk betydning, der er forblevet konstant i alle disse år. Gennem samtlige 25 år har Ja-siden – det vil sige den store gruppe af private og offentlige meningsdannere i dansk politik, der ønsker EU-forbeholdene afskaffet – anvendt præcis de samme tre argumenter for at overbevise befolkningen:
(1) Danmark bliver fattigere af at stå uden for
(2) Danmark bliver isoleret af at stå uden for
(3) Danmark mister indflydelse af at stå uden for

Argumenterne er blevet gentaget så mange gange og i et ofte så skingert tonefald, at den almindelige dansker efterhånden er stået af. Én ting er, at de toneangivende meningsdannere for længst har mistet troværdigheden i den brede befolkning. De har én gang for mange råbt ”ulven kommer”. Senest i optakten til afstemningen om retsforholdet i december 2015. Det har danskerne ikke glemt. Det kan give anledning til at overveje, om tiden ikke er kommet til at overlade Ja-stafetten til en ny og meget yngre generation af meningsdannere, der ikke på samme måde er tynget af tidligere tiders fejlslagne Ja-kampagner.

En anden ting er, at danskerne simpelthen ikke kan få Ja-sidens argumenter til at stemme med den virkelighed, de befinder sig i. Danmark er ikke blevet fattigere i løbet af det sidste kvarte århundrede. Vi har i samarbejde med vores allierede været med i et utal af krige rundt omkring i verden, og danske politibetjente arbejder hver dag sammen med deres internationale kolleger i og udenfor Europa. Verden over betragtes Danmark som et smørhul, man er parat til at rejse langt efter for at studere i detaljer. Den verdensberømte meningsdanner og trendsetter fra Johns Hopkins University Francis Fukuyama er bare én af de mange forskere i superklassen, der taler i floromvundne vendinger om den danske succesmodel. Det samme gjorde Hillary Clinton og Bernie Sanders under præsidentvalgkampen i 2016, for slet ikke at tale om den franske præsident Emanuel Macrons endeløse fascination of vores land.

Alligevel fortæller Ja-siden – igen-igen – danskerne, at EU-forbeholdene gør Danmark fattigere, isoleret og sat uden for indflydelse. Det lyder mildt sagt ikke overbevisende.

 

Alligevel fortæller Ja-siden – igen-igen – danskerne, at EU-forbeholdene gør Danmark fattigere, isoleret og sat uden for indflydelse. Det lyder mildt sagt ikke overbevisende
_______

 

Der er brug for disruption af Ja-sidens argumenter
Hvorfor er der ikke nogen af beslutningstagernes særlige rådgivere, der påtager sig det job at disrupte Ja-sidens argumenter? Pladen har kørt i samme rille i alt for lang tid, og hvis intet ændres, er nederlaget ved en potentiel kommende folkeafstemning lige så sikkert som ammen i kirken.

Men hvordan kan man så disrupte Ja-sidens argumenter? Skal man lave endeløse mængder af fokusgruppeinterviews, stikprøveundersøgelser eller opinionsmålinger? Nej, det har Ja-siden forsøgt sig med adskillige gange. Formålet med alle disse målinger har traditionelt været at identificere det rette tidspunkt for en folkeafstemning. Et tidspunkt, hvor målingerne viste, at danskerne ikke længere støttede op om forbeholdene.

I marts 2000 mente statsminister Poul Nyrup Rasmussen eksempelvis, at stemningen blandt danskerne var skiftet tilpas meget til, at en afstemning om ØMU-forbeholdet kunne vindes. Derfor sendte han ØMU-spørgsmålet til afstemning – og tabte. Danskerne troede ikke på, at Danmark blev fattigere, isoleret og sat uden for indflydelse på grund af forbeholdet.

I denne sammenhæng handler disruption om at forstå, at der i forbindelse med enhver beslutning, der skal ændre status quo, er såkaldte pull- og push-effekter på spil. Det betyder helt enkelt, at Ja-siden for det første skal være i stand til at forklare danskerne, at de pludselig befinder sig i en helt og aldeles uholdbar situation. Den skal overbevisende kunne argumentere for, at den nye situation er opstået ud af det blå og betyder, at de forhold, vi sætter pris på i Danmark, ikke kan opretholdes. Det kan være grundlæggende danske værdier, der er på spil, eller danskernes sikkerhed eller velfærd, der over natten er blevet udfordret. Det er push-faktoren. Danskerne skal overbevises om, at vi er blevet skubbet væk fra status quo og landet et sted, hvor det er ubehageligt at være.

Danskerne er således blevet skubbet ud i en situation, hvor der skal træffes en beslutning om forandring. Men hvilken beslutning? Her kommer pull-faktoren ind i billedet. Der skal præsenteres en klokkeklar løsning på det problem, vi er havnet i. Den løsning, skal man kunne forklare, består i, at vi skal afskaffe ét eller flere af forbeholdene. Fortællingen skal være, at EU byder sig til med en effektiv løsningsmodel, der er direkte rettet mod det akutte problem danskerne befinder sig.

Der er altså tale om en to-ledet argumentationskæde. Begge led har Ja-siden enten besvær med at forstå eller – hvilket er mere sandsynligt – svært ved at fremføre overbevisende. Hvor er den brændende platform, der gør, at danskerne nu – i modsætning til tidligere – død og pine skal træffe en afgørelse, der ændrer status quo? Det er dét, den besindige, pragmatiske og forandringsresistente dansker må spørge sig selv om. Og det er dét, Ja-siden må finde overbevisende svar på.

På hvilke måder kan EU fungere som en løsning på det alvorlige problem, som Danmark befinder sig i? Også det vil danskerne forsøge at finde svar på. Hvor er det egentlig, at EU i øjeblikket tilbyder løsninger, som vi står og efterspørger? Det må Ja-siden øve sig gevaldigt på at forklare. Og heller ikke dét er nemt.

Kort sagt: Disruptionen af Ja-sidens argumenter handler om, at den skal til at levere svar på jordnære spørgsmål, der måske ikke kan leveres. Sandheden er nok – og det må give den særlige rådgiver på Ja-siden grå hår i hovedet – at det går alt for godt i Danmark og tilpas skidt i EU, til at danskerne kan se en anledning til at afskaffe EU-forbeholdene. Paradoksalt nok vil det bedste, der kunne ske for Ja-siden være, at der opstår en krise i Danmark parallelt med, at EU på mirakuløs vis omdanner sig til at blive en effektiv grænseoverskridende problemløser. Mens Ja-siden venter på Godot, må vi nok stille os tilfredse med forsat at høre på, at EU-forbeholdene gør os fattigere, isolerede og sat uden for indflydelse.

 

Sandheden er nok, at det går alt for godt i Danmark og tilpas skidt i EU, til at danskerne kan se en anledning til at afskaffe EU-forbeholdene
_______

 

Martin Macussen (f. 1966) er professor i international forvaltning ved Institut for Statskundskab, Københavns Universitet. ILLUSTRATION: Lars Løkke Rasmussen på vej til EU-topmøde i Bratislava i 2016 [foto: Andrej Klizan]