RÆSON bag ny stor satsning på Folkemødet: Fire dage med et hav af arrangementer – streamet live
08.05.2018
.I 2018 – og i øvrigt igen i 2019 – satser RÆSON stort på Folkemødet: Vi har lejet det gamle Missionshus i Pilegade, hvor vi planlægger en lang række arrangementer. Med i projektet er to andre aktører: Forlaget Gyldendal og Institut for Statskundskab ved Københavns Universitet, der hver står for deres egne events.
Ambitionerne er store: Missionshuset skal blive et sted, som alle, der er på Folkemødet, er nødt til at besøge mindst én gang. Alle arrangementer streames direkte på nettet, så hele landet kan være med – og alle disse optagelser kan efterfølgende ses online. Gratis.
Blandt de medvirkende bl.a. Psykolog og forfatter Svend Brinkmann, læge og forfatter Imran Rashid, journalist Anna Von Sperling, biolog og tv-vært Sebastian Villadsen, partiformand Morten Østergaard, Udviklingsminister Ulla Tørnæs, fhv. partiformand, finans- og udenrigsminister mm Mogens Lykketoft, MF Søren Espersen, MF Rasmus Jarlov MEP Morten Messerschmidt i debat med MEP Jens Rohde, MEP Rina Ronja Kari, formand for Nye Borgerlige Pernille Vermund i debat med formand for KristenDemokraterne Stig Grenov, læge Morten Sodemann, formand for Danmarks Naturfredningsforening Maria Reumert Gjerding, forfatterne bag “Tæm Eliten” (Andreas Mulvad, Christoph Houman Ellersgaard og Anton Grau Larsen), direktør for CEPOS Martin Ågerup, sikkerhedsekspert Peter Viggo Jakobsen, Mellemøstforsker Lars Erslev Andersen, formand for DSF Sana Mahin Doost, de politiske ungdomsformænd Sigrid Friis Proschowsky (RU), Chris Bjerknæs (DFU) og Jakob Sabroe (VU) – og mange, mange flere!
Mikkel Vedby Rasmussen, institutleder for Institut for Statskundskab ved Københavns Universitet: “Statskundskab er glade for at samarbejde med RÆSON om en foredragsrække om store samfundsmæssige udfordringer. På statskundskab uddanner vi problemløsere; vi giver vores en kritisk forståelse af de store samfundsmæssige problemer – og det er den forståelse vi gerne vil dele ud af på Folkemødet. På Folkemødet kan man zappe fra et telt til et andet, men vi vil også gerne give muligheden for at man kan sætte sig ned og fordyde sig. Der ville være et lille stykke universitet i Allinge, hvor vi ikke er bange for at være os selv. Vi tilbyder fordybelse og viden, fordi vi ved at folk ikke behøver konfetti og standup komikere for at forstå komplicerede politiske problemstillinger”.
I øvrigt leverer RÆSON igen et arrangement på Folkemødets Hovedscene: Fredag 19.30-21.00 er en række af landets mest markante toppolitikere samlet til debat – blandt dem partiformand Morten Østergaard (R), Pernille Rosenkrantz-Theil (S), Pelle Dragsted (EL) og Rasmus Jarlov (K).
Programmet for Missionshuset offentliggøres løbende her på siden: www.raeson.dk/fm