28.04.2018

Denne artikel er gratis. Fuld adgang til sitet kræver årsabonnement: 250 kr./200 for studerende+pensionister (inkl. 4 trykte magasiner sendt med posten, nye betalingsartikler hver uge m.m.)

#MeToo-bevægelsen er dømt til at fejle, medmindre den retter sit fokus til, at hele vores kønsopfattelse skal ændres.

Kommentar af Mustafa K. Topal

HVER GANG politiet stopper en bilist, der kører for stærkt, er der alligevel mange andre, som kører hurtigere, end man må. De undgår at få en bøde, mens den stoppede bilist bliver straffet – på trods af at han ikke har gjort noget, der er mere forkert end de andre. Sådan kan man også kort beskrive #MeToo-bevægelsen, som har væltet den ene kendis efter den anden.

Hvorfor skal én betale for en forbrydelse, som mange andre også udøver i løbet af deres liv? Er det straffen for at være kendis? Er det noget særligt ved at være offer for en kendis? Hvorfor skal den prisvindende nyhedsvært på tv-stationen CBS, Charlie Rose, fyres, mens andre får lov til at forsætte? Hvordan kan vi være sikre på, at den ukendte nabo også kommer til at betale for sine synder?

Hvis vi holder fast i fartbødeeksemplet, er der intet, som tyder på, at vi lærer af andres fejl og dyre bøder. Når vi ser politimanden, der udskriver en bøde, bremser vi måske et kort øjeblik, men derefter kører vi bare videre. Dagen efter husker vi det slet ikke, når vi igen kører på samme strækning.

Derfor er spørgsmålet, hvordan #MeToo-bevægelsen har gjort en forskel i folks hverdag. Hvordan kan man undgå at krænke andre? Hvordan kan man være tryg ved sine børn, mens de er i skole, og hvordan kan man være sikker på, at ens ægtefælle ikke bliver krænket på arbejdet, i bussen, eller når han eller hun handler i Netto?

Vi krænker konstant andre mennesker, bevidst og ubevidst. En dårlig joke, en uskyldig smiley i forlængelse af en arbejdsmail eller et stramt kram til en savnet arbejdskollega kan for nogle også opfattes som chikane. Det er en realitet og en adfærd, som er svær at lave om på. Derfor er #MeToo-bevægelsen dødsdømt, hvis ikke den retter sit fokus til problemets rod i stedet for at beskæftige sig med symptomer. Samtidig er det problematisk, at #MeToo-bevægelsen som en feministisk inspirationskilde kun har fokus på seksuel chikane men ikke på personlig chikane, fx i forhold til måden vi omtaler homoseksuelle og andres seksuelle minoriteter, som afviger fra de dominerende normer. Det er krænkelser, som kan være ligeså skadelige for individet.

PROBLEMET SKAL findes i vores kønsopfattelse, som er baseret på to adskilte poler: kvinder og mænd. Når vi har den dualisme, og vi fastholder os selv og de næste generationer i den opdeling, vil der altid opstå interaktioner, som skaber tilstande med ”krænkere” og ”ofre”. Vi er derfor nødt til at arbejde for, at kønnene nærmer sig hinanden. Vi må skabe en situation, hvor kønnene italesætter over for hinanden, hvordan de ønsker at blive behandlet.

 

Når vi har den dualisme, og vi fastholder os selv og de næste generationer i den opdeling, vil der altid opstå interaktioner, som skaber tilstande med ”krænkere” og ”ofre”. Vi er derfor nødt til at arbejde for, at kønnene nærmer sig hinanden
_______

 

Det er ikke nok at sikre rettigheder i form af ligestilling og lige muligheder – vi bør også arbejde for, at begge køn får et mere neutralt syn på hinanden. Vi er nødt til at opnå et afseksualiseret forhold til hinanden, hvor vi først og fremmest behandler hinanden som mennesker frem for køn eller seksuelle identiteter. Vi er mere end vores krop signalerer. Løsningen er derfor ikke bare at fokusere på det ene køn og henvise problemet til dets maskulinitet eller femininitet. Den største konsekvens af #MeToo-bevægelsen er, at den – bevidst eller ubevidst – har kriminaliseret dele af maskuliniteten.

Men findes der ikke kvinder, som krænker mænd? Er vores samfund rummeligt nok til, at disse mænd kan stå frem som ofre og fortælle deres historier? Vil deres stolte mandlighed tillade det, trods deres udsathed? Sandsynligheden er minimal. Vi bliver derfor nødt til at se mere nuanceret på den kønskultur, der skaber rum for, at krænkelser kan finde sted. Fx måden vi har etableret dating på: ”Vil du på jagt?”, ”Keder du dig?”, ”Savner du spænding i hverdagen?” er datingsiders udsagn, der opfordrer mænd og kvinder til at være på jagt og se hinanden som ”byttedyr”. Når vi stiller dating op som et spil, er det på en måde tilladt at øve vold på andre folks grænser – og der begynder krænkelsen. Vi hører tit ”han/hun sagde nej i starten men gav sig til sidst”. Et “nej” kan desværre også opfattes som et ”bliv ved”.

Løsningen er derfor en kulturel omvæltning, hvor kvinder og mænd får et nyt syn på hinanden, som gør, at deres forventninger til hinanden bliver afkønnede og afsekusualiserede. Vi kan begynde med at opdrage og undervise vores børn i, hvordan de undgår at overtræde andres grænser og have et mangfoldigt kønsperspektiv. Samtidig kan vi ændre vores diskurs, der til tider tillader krænkelser.

I fartbødeeksemplet kan vi ikke bare sende flere politimænd ud på motorvejene for at sikre bilisterne. Der vil stadig være en del, som er ligeglade med bøderne og fortsætter, som om intet var hændt. Vi skal finde ud af, hvordan kan vi fange dem på deres samvittighed. Alle må lære, at det er farligt at køre for hurtigt. Ligeledes må vi skabe en samfundsbevidsthed og en selvbevidsthed, som kontrollerer vores uhensigtsmæssige og krænkende handlinger. Ellers kan vi kun håbe, at det er et spørgsmål om tid, før alle syndere bliver stoppet – på motorvejen og i samfundet. ■

 

Ligeledes må vi skabe en samfundsbevidsthed og en selvbevidsthed, som kontrollerer vores uhensigtsmæssige og krænkende handlinger. Ellers kan vi kun håbe, at det er et spørgsmål om tid, før alle syndere bliver stoppet – på motorvejen og i samfundet
_______

Apropos denne artikel:

Vestenskov & Streubel-Kristensen i RÆSON SØNDAG: Eufori og et væltet diktatur fører oftere til borgerkrig end politisk stabilitet

Hendricks & Møller-Sørensen i RÆSONs nye trykte nummer: Elon Musk har sigtet efter stjernerne. Nu er verdensherredømmet inden for rækkevidde

Mads Dalgaard Madsen i RÆSONs nye trykte nummer: Velkommen til Donald Trumps Washington

Geopol med Mikkel Vedby og Lars Struwe: Hvilke kriser venter i 2025?

Trine Pertou Mach (EL): Bør vi stadig være parate til at følge USA ud over kanten?

Asger Røjle i RÆSONs nye trykte nummer: Kim Jong-uns hidtil mest risikable beslutning