Dennis Kristensen: Storkonflikten er med andre ord ikke aflyst. Endnu

Dennis Kristensen: Storkonflikten er med andre ord ikke aflyst. Endnu

25.04.2018

.

Overenskomstforhandlingerne i den offentlige sektor er på enhver måde historisk. Lønmodtagersiden indgik en Solidaritetspagt. De offentlige arbejdsgivere varslede den største lockout mod deres ansatte nogensinde. Interessen fra de ansatte for de næste tre års løn- og ansættelsesforhold har været enorm. Sammenholdet fjernede arbejdsgivernes vigtigste krav fra dagsordenen. Og så indgik regionerne for første gang som de første et forlig.

Kommentar af Dennis Kristensen, Formand for FOA

EN RÆKKE temaer har stået helt i front i de mange ugers forhandlinger og mægling i Forligsinstitutionen. Først og fremmest lønstigningerne, der skal kunne skabe reallønsfremgang efter kriseårene. Og sikre, at de offentligt ansatte ikke sakker bagud i forhold til de privatansatte.

På lønmodtagersiden har der været enighed om, at en samlet ramme for overenskomstforlig skulle lande i omegnen af 8,17 pct. Rammen er arbejdsgivernes samlede omkostning med lønstigningerne som den absolut største post.

Her til morgen indgik LO- organisationerne så et forlig med en samlet ramme på 8,10 pct.

 

På lønmodtagersiden har der været enighed om, at en samlet ramme for overenskomstforlig skulle lande i omegnen af 8,17 pct. […] Her til morgen indgik LO- organisationerne så et forlig med en samlet ramme på 8,10 pct.
_______

 

Organisationerne har samtidig sat sig to mål mere om lønnen. Vi har ikke villet betale det påståede løngab mellem de offentligt ansattes lønudvikling tilbage, og de håndjern, som tidligere finansminister Bjarne Corydon ved overenskomstforhandlingerne i 2015 gennemtvang, som forhindrer, at de offentligt ansattes lønudvikling kan følges med de privatansattes, skulle smides på møddingen.

Begge dele blev gennemført i morgenens forlig.

Og endelig ville vi på lønmodtagersiden have afsat særlige puljer til ligeløn og til et ekstra løft for de lavtlønnede. Og også her kunne vi i forliget med regionerne sige tjek til kravene. Dermed er der sat tjek ved alle elementer i Solidaritetspagten, der handler om løn.

Kommuner og regioner har krav om at forringe de ansattes seniorordninger. De krav satte vi, os som må lægge flydespærringer ud for. Det er også lykkedes. Så endnu et tjek.

De to sidste fælles krav i Solidaritetspagten handler om lærernes arbejdstid og sikring af den arbejdsgiverbetalte spisepause efter en af denne overenskomstfornyelses største fodfejl; nemlig den uforståelige og tåbelige udmelding fra den statslige Moderniseringsstyrelse om muligheden for at fjerne den betalte spisepause.

Lærernes arbejdstid skal løses. Det emne holder forliget med regionerne sig fra at blande sig i.

 

Lærernes arbejdstid skal løses. Det emne holder forliget med regionerne sig fra at blande sig i
_______

 

Spisepausen er blevet yderligere sikret i det regionale forlig, men akademikerne og medlemmerne af Sundhedskartellet ønsker en egentlig juridisk sikring. En sådan løsning vil LO-grupper ikke stille sig i vejen for.

Overenskomstforhandlingerne fik sit første forlig i morges, men der er endnu lang vej til afgørelsen af, om det ender med konflikt i kommunerne og i staten.

Storkonflikten er med andre ord ikke aflyst. Endnu. ■

Dennis Kristensen er formand for FOA. ILLUSTRATION: Dennis Kristensen (foto: Mikkel Khan/Polfoto)

Denne artikel er gratis. Fuld adgang til sitet kræver årsabonnement: 250 kr./200 for studerende+pensionister (inkl. 4 trykte magasiner sendt med posten, nye betalingsartikler hver uge m.m.)

LÆS OGSÅ:
Corydon: Det er afgjort forkert at forstå Socialdemokraterne som et venstrefløjsparti (2013)
Dennis Kristensen: Kære Elite. Der er et folkeligt oprør på vej (2015)