19.04.2018

OK18 er kommet til at handle om meget mere end blot procentuelle lønstigninger, arbejdstidsaftaler og betalte spisepauser. Forløbet op til overenskomstforhandlingerne har vækket fagbevægelsens sovende kæmpe, og overenskomstkampen har udviklet sig til en landsdækkende bevægelse, hvor nye aktivister fødes, og hvor offentligt ansatte genopdager arbejdskampens værdi.

Kommentar af Jan Hoby

FAGBEVÆGELSEN HAR genfundet ideen om, at vi sammen er stærkest. Det betyder i et større perspektiv, at de fælles klasseinteresser er større end de mulige isolerede gevinster for enkelte faggrupper. De politiske arbejdsgivere i både staten, regionerne og kommunerne har nemlig til deres store skræk opdaget, at deres kamikaze-strategi over for 750.000 offentligt ansatte har vækket en sovende kæmpe. Det har sat strøm til fællesskabets styrke og gjort solidaritet og sammenhold moderne igen. De offentlige arbejdsgivere har på den måde gjort for den danske fagbevægelse, hvad Trump har gjort for de progressive sociale bevægelser i USA.

Det er takket være arbejdsgiverne, at solidaritetspagten i alle afkroge af det danske samfund er blevet styrket hver eneste dag. Vi står skulder ved skulder, fordi vi ved, at hvis vi ikke står sammen, så vinder de offentlige arbejdsgivere, der har valgt at underlægge sig den borgerlige finans- og fordelingspolitik, som sigter mod at erstatte velfærdsstaten med minimalstaten. Arbejdsgiverne har med deres utilslørede foragt for de offentligt ansatte uforvarende sikret fagbevægelsen en kolossal opbakning, solidaritet og forståelse.

Tak til arbejdsgiverne
Det er fristende at sige, at den samlede fagbevægelse skylder Løkke, Løhde, Ziegler, KL’s bestyrelse og Danske Regioner en tak, fordi de har vækket bevægelsen og gjort det nødvendigt for medlemmerne at genopdage, hvad arbejdskamp går ud på. Det er takket været de offentlige arbejdsgivere, at fagbevægelsens kerneværdier er på alles læber, og at nye generationer af lønmodtagere bliver introduceret til værdien af solidaritet, arbejdskamp og et medlemskab af en fagforening.

Det faglige sammenhold går i denne overenskomstforhandling på tværs af uddannelser og offentlig/privat. For en tid er den dræbende og altødelæggende fagchauvinisme og professionschauvinisme lagt på hylden. Der er ingen splittelse, og der er ingen sparken nedad eller hetz mod akademiske kolleger. Fagbevægelsen har genfundet sin grundfortælling om sammenhold, og den har fået revitaliseret fortællingen og visionen om et samfundsforandrende projekt. Denne vision har i mange årtier været gemt og glemt til fordel for fagbossers samarbejdspolitik med skiftende regeringer, der har hyldet nødvendighedens politik, hvor lønmodtagerrettighederne konsekvent er blevet tilsidesat til fordel for konkurrencestatens styringslogik. En samarbejdspolitik, der mest af alt har mindet om underkastelse fra fagbevægelsens side.

 

Fagbevægelsen har genfundet sin grundfortælling om sammenhold, og den har fået revitaliseret fortællingen og visionen om et samfundsforandrende projekt
_______

 

Kollektiv handling og feministisk kampgejst
Fagbevægelsens topledere har i denne overenskomstforhandling erkendt, at styrken ikke ligger i forhandlingslokalet men i medlemmernes aktive mobilisering. Det historiske tillidsrepræsentantsmøde i Fredericia den 22. marts 2018, hvor 10.000 tillidsfolk mødte op, og de mange storstilede lokale demonstrationer har bekræftet århundreders visdom: At der intet alternativ er til fællesskabets styrke og kollektive handling, hvis fagbevægelsen skal være en magtfaktor med muskler, der afskrækker skiftende regeringer fra at køre lønmodtagerne over. I årtier har faglige ledere fra kælder til kvist været mere bange for, om de kunne styre deres medlemmer, end de har været for politikernes og arbejdsgivernes velfærdsnedskæringer og forringelser af de gældende overenskomster. For så længe medlemmerne ikke truede de faglige lederes positioner, så var alt – på overfladen – fryd og gammen. Men der er forandring på vej.

Der er sket et markant feministisk skifte i fagbevægelsen. Kvinder er fremtidens ledere i fagbevægelsen, hvilket bekræftes af fusionen mellem LO og FTF. Et endnu mere iøjefaldende udtryk for det feministiske skifte er, at det er kvinderne på de offentlige arbejdspladser, som er de stærkeste faglige grupper på det danske arbejdsmarked. Skal vi finde de mest ressourcestærke grupper, skal vi ikke længere se ud over Knippels Bro efter B&W-arbejdere i blå overalls. Vi skal tværtimod vende blikket ind mod byen, hvor pædagoger, lærere, sygeplejersker og HK’ere styrer gadebilledet og den faglige kamp.

Der er siden finanskrisen sket en generel bevidstgørelse, som nærmer sig en masseradikalisering, af de offentligt ansatte. Sygeplejersker, lærere, HK’ere og SOSU-assistenter er ikke længere de pæne piger i klassen, der føler sig sikre i jobbet, og som finder sig i magthavernes indfald. Velfærdsnedskæringer, stadigt dårligere arbejdsvilkår og overgreb som indgrebet mod lærerne i 2013 har understøttet denne fagpolitiske radikalisering. Dertil kommer, at velfærdsnedskæringerne er blevet så barske, at flertallet af den danske befolkning mærker det på egen krop og familie, mens de samtidig kan læse om milliarder af skattekroner, der forsvinder sporløst, og politikernes svimlende pensionsordninger. Det har skabt grobund for den massive folkelige opbakning til de offentligt ansattes overenskomstkamp.

Det store bagtæppe for vores bevægelse
Ifølge politikerne og erhvervslivet er krisen forbi. Men det er den ikke i det offentlige, hvor nedskæringer, lønstagnation og stadigt dårligere arbejdsmiljø forpester arbejdslivet. Velfærdskampen er sat på spidsen, og balancen er ved at tippe til lønmodtagernes side. Kampen om omprioriteringsbidraget i 2016 var det første vigtige skridt. En græsrodsbevægelse, Velfærdsalliancen, der blev skabt af en række københavnske fagforeninger, voksede på få måneder til en landsdækkende aktivistbevægelse, der lykkedes med at arrangere demonstrationer i mere end 70 kommuner. Politikere fra hele det politiske spektrum deltog i kampen mod regeringens omprioriteringsbidrag, som ville have flyttet milliarder af kroner fra kommunernes velfærdsbudgetter over i statskassen. Regeringens måtte til sidst strække våben og opgive.

De riges uhæmmede grådighed er udfordret. Der er ikke længere folkelig accept af flere skattelettelser til de rigeste. Den nuværende regering står i meningsmålingerne til smæk ved næste folketingsvalg, og de privatansatte kræver større andele i virksomhedernes overskud – selv Dansk Metal blæser til lokal lønkamp. Politikernes nyliberale styringsmodel, New Public Management, er under pres – både ideologisk og som konkret styrings-, udviklings- og ledelsesværktøj. Folket vil ikke længere acceptere at blive evalueret og styret til urimelighedens grænser. Selv om det stadig er den centrale styringsmodel, er den ikke længere alment accepteret som skabelon af de ansatte ledere og medarbejdere.

Nyliberalismens ideologiske jerngreb om lønarbejdernes tankegang er brudt. Elitens hegemoniske fortælling om, at der ikke er noget alternativ til Finansministeriets regnemodeller, som sjovt nok altid peger på skattelettelser til de rige og pisk til de fattige, fungerer ikke længere. ”Nok er nok” symboliserer det, som fagbevægelsen italesætter. De offentligt ansatte accepterer ikke længere nødvendighedens politik med evige nedskæringer, effektiviseringer og dårligere vilkår. De erfaringer, vi gør os nu, vil være løftestang for de kommende kampe imod velfærdsnedskæringer, skattelettelser og nyliberalisme.

 

De offentligt ansatte accepterer ikke længere nødvendighedens politik med evige nedskæringer, effektiviseringer og dårligere vilkår
_______

 

Politik og faglig kamp er hinandens forudsætninger
Ideen om at adskille det politiske og det faglige er grundstødt i kampen om OK18. Ikke bare fordi politikerne er arbejdsgivere, men fordi magtforholdene i samfundet bliver sat på spidsen. Fagbevægelsen handler i dag ikke kun om bedre løn- og arbejdsvilkår for offentligt ansatte. Både de faglige ledere, men ikke mindst de offentligt ansatte selv, snakker om, at det er en meget større kamp for retningen i vores velfærdssamfund.

Sygeplejerskernes og pædagogernes arbejdsvilkår bliver politiseret, fordi de ikke kan løses uden en større forandring af den politiske styring af samfundet. For første gang siden 80’erne er den kunstige adskillelse mellem den faglige og den politiske kamp ved at blive nedbrudt. En adskillelse, som de faglige topledere krampagtigt har forsøgt at opretholde.

Men den faglige kamp bliver mere og mere politisk, fordi skiftende regeringer og EU i stigende grad blander sig i, hvad der sker på arbejdsmarkedet, og vedtager love, der direkte eller indirekte påvirker løn og arbejdsvilkår. OK18 har forstærket denne udvikling takket være de offentlige arbejdsgiveres totale fejllæsning af situationen. Den yderst aggressive lockout af 440.000 offentligt ansatte skabte modstand i stedet for medvind i befolkningen.

Et spøgelse går gennem Socialdemokratiet
Socialdemokraternes rolle som fagbevægelsens foretrukne parti er under opløsning. Først og fremmest fordi Socialdemokratiet gang på gang fravælger at repræsentere selv beskedne faglige synspunkter. ”Vi respekterer den danske model ved at blande os udenom,” gentager Mette Frederiksen gang på gang i medierne. Men de fleste ved godt, at det vil hun og Socialdemokratiet kun gøre indtil den dag, hvor der skal stemmes om et lovindgreb i folketingssalen. Så stemmer hun for, og så er det slut med at blande sig udenom.

Uanset hvordan Socialdemokratiet vender og drejer sig, så peger alle pile på partiet som den store skurk. De kunne ønske sig det anderledes. Men de offentligt ansatte glemmer ikke Socialdemokratiets planlagte overgreb på lærerne og den danske model i 2013. Uanset hvordan den nuværende overenskomst lander, så taber Mette Frederiksen og Socialdemokratiet på den. Et spøgelse går gennem Socialdemokratiet; klassekampens spøgelse.

OK18 vil gå over i historien som et vendepunkt for arbejderbevægelsen og fagbevægelsen i Danmark. Solidaritetspagten mellem alle offentligt ansattes fagforbund medfører vidtrækkende positive muligheder for fagbevægelsens fremtidige politik, taktik og strategi. Der er opstået nye frugtbare, bæredygtige og kulturforandrende handlingsfælleskaber i alle afkroge af landet. Nye faglige ledere har set dagens lys. Titusindvis af medlemmer har fået erfaringer med selvorganiserede aktiviteter. De vil alle sammen kræve mere handling og sammenhold samt et opgør med fagbevægelsens de facto accept af nødvendighedens nyliberale politik. ■

 

Titusindvis af medlemmer har fået erfaringer med selvorganiserede aktiviteter. De vil alle sammen kræve mere handling og sammenhold samt et opgør med fagbevægelsens de facto accept af nødvendighedens nyliberale politik
_______

Apropos denne artikel:

Rasmus Hardt i RÆSON SØNDAG: Trump vil fryse frontlinjen i Ukraine. Efterlader det Georgien og Moldova til Putin?

Peter Viggo Jakobsen: Det mest sandsynlige er et sammenbrud i Trumps fredsforhandlinger – Ukrainekrigen vil fortsætte

Ukrainebrief 23. november: Nu sænker Rusland tærsklen for brug af atomvåben. Hvor alvorligt skal man tage Putins trusler?

Ugen med RÆSON med Vincent Hendricks, Alberte Bové Rud og Niels Byrjalsen: Trumps kulørte kabinet, Europas kamp for fremtiden og Vestens nye vælgervandringer

Jacob Kaarsbo: NATO’s afskrækkelse forsvinder det sekund, Trump træder ind i Det Hvide Hus

Ota Tiefenböck: Skal Europa i krig? Amerikanske missiler er ukrainernes sidste chance for at eskalere krigen