07.04.2018

Imens NATO-landet Tyrkiet tæsker løs på de syriske kurdere, er regeringen og højrefløjen tavse. Hvor er den danske udenrigsminister? Og hvor er Søren Pind, Mads Fuglede, Naser Khader og alle de andre, der ellers slår sig op på at ville kæmpe for demokrati og frihed i Mellemøsten?

Kommentar af Nikolaj Villumsen

I samarbejde med en række ekstreme islamistiske militser – Ahrar al-Sharqiya militsen, der bl.a. er berygtet for samarbejde med Al Qaeda i Syrien, og Al Zenki militsen, der er berygtet for halshugning af fanger – har den tyrkiske præsident Recep Tayyip Erdogan i mere end tre måneder angrebet Danmarks pro-demokratiske og kurdiske allierede i Afrin-området i Syrien. Op mod 500 civile er blevet dræbt, og over 150.000 civile er fordrevet fra området.

Trods regeringens snak om bekæmpelse af Islamisk Stat og hjælp til flygtninge i nærområderne har vi ingen handling set fra udenrigsminister Anders Samuelsen (LA). Men ikke bare udenrigsministeren har været tavs. Det gælder også den gruppe af markante borgerlige politikere, som de sidste 15 år har trukket os gennem det ene fallerede krigseventyr efter det andet – og det altid med store ord om demokrati og menneskerettigheder, selvom vores bomber og soldater åbenlyst bidrog til det modsatte. Når nu de har muligheden for at gøre en positiv forskel, hører man intet fra dem.

Hvor er Naser Khader (K), der i utallige klummer kritiserede både den forhenværende regering og USA’s forhenværende præsident, Barack Obama, for at føre en passiv Syrien-politik? Og hvad med Søren Pind (V), der var en af de mest højtråbende tilhængere af Irak-krigen?

Søren Pind beskyldte den forrige regering for ”idioti og handlingslammelse”, fordi den afviste at bombe Assad-regimet, og han er ligeledes fortaler for at ”understøtte, uddanne og forsyne moderate oprørere massivt”. Nu står vi rent faktisk med moderate oprørere i den pro-demokratiske SDF-alliance, der bliver angrebet fra alle sider – både af Assad, Al Qaeda og af NATO-landet Tyrkiet. Hvad mener Søren Pind om det? Eller USA-eksperten Mads Fuglede (V), der, før han kom i Folketinget, skrev fast i Berlingske, hvor han latterliggjorde venstrefløjens krigsmodstand? Som politiker er han – ligesom resten af regeringen – musestille, når det kommer til tyrkerne.

 

Fra Danmarks og Vestens side tillader vi Erdogan at sprede krigen til et af de eneste områder i Syrien, der har været relativt uberørt af kampene. Det er ikke alene umenneskeligt. Det er også en gigantisk strategisk brøler
_______

 

Hvem er de syriske kurdere?
Men hvem er de syriske kurdere, som er de seneste ofre i tragedien i Syrien? Flertallet er tilhængere af Det Demokratiske Unionsparti (PYD), der regerer den demokratiske føderation i Nordsyrien. Det er navnet for det område, kurderne i samarbejde med arabiske og kristne militser samlet i Syriens Demokratiske Styrker (SDF) har befriet fra både de syriske regeringsstyrker og fascisterne i Islamisk Stat og Al Qaeda.

Da oprøret mod Assad i 2011 eskalerede til borgerkrig, forsøgte kurderne at holde sig på afstand af konflikten. Mens krigen rasede i resten af Syrien, lykkedes det i de tre kantonner, hvor kurderne udgør flertallet – Afrin, Jazira og Kobanê – at opbygge et efter lokale forhold fredeligt og stabilt samfund. Da Islamisk Stat angreb Kobanê i 2014 – en offensiv, som militære iagttagere har kaldt Islamisk Stats Stalingrad – blev kurderne for alvor tvunget ind i konflikten, og her blev terrorbevægelsen stoppet i blodige kampe med tusindvis af dræbte på begge sider. Sidenhen har kurderne ført an i tilbagerulningen af Islamisk Stat, og det var således kurdiske styrker, der endeligt erobrede kalifatets hovedstad Raqqa i oktober 2017.

Jeg ser SDF-alliancens model med en demokratiske føderalisme, der gør op med sekterisk undertrykkelse, som det bedste udgangspunkt for en fred, der er acceptabel for alle Syriens folkeslag. For se bare alternativerne: Det er enten diktatoren Assad eller fascisterne i Islamisk Stat og Al Qaeda. At Vesten svigter de syriske kurdere og overlader dem til Erdogan, er derfor en kolossal fejltagelse. Det er moralsk forkasteligt, for det er i høj grad kurdisk blod, der blev spildt for at nedkæmpe det kalifat, som har stået bag flere terrorangreb i Vesten. Ligeledes fører det til en styrkelse af Assad og Islamisk Stat, at den største oprør-alliance og eneste aktør i den syriske borgerkrig, der har forpligtet sig til overholdelse af krigens love, faldes i ryggen af et NATO-land.

Fra Danmarks og Vestens side tillader vi Erdogan at sprede krigen til et af de eneste områder i Syrien, der har været relativt uberørt af kampene. Det er ikke alene umenneskeligt. Det er også en gigantisk strategisk brøler. For ved at svigte kurderne sender NATO og Vesten et signal om, at Vesten ikke er til at stole på. Da Islamisk Stat stod stærkt, var kurderne nyttige. Nu er Raqqa faldet. Så snart vores allierede har tjent deres formål, overlader vi dem åbenbart til deres skæbne.

Hvis nogen skal kunne tage regeringens snak om hjælp i nærområderne og vigtigheden af bekæmpelse af Islamisk Stat seriøst, så er det tid til aktiv handling til støtte for vores pro-demokratiske allierede i Syrien. Den danske udenrigsminister bør sige aktivt fra over for Erdogans invasion af Afrin-området og arbejde for, at det får konsekvenser i både NATO og EU. Danmark bør ikke vende vores allierede ryggen, men bakke dem op med aktiv politisk støtte, humanitær hjælp til de titusinder af fordrevne civile samt et aktivt arbejde for en øget militærstøtte, så SDF-alliancen kan modstå de voldsomme angreb, de lige nu udsættes for. ■

 

Den danske udenrigsminister bør sige aktivt fra over for Erdogans invasion af Afrin-området og arbejde for, at det får konsekvenser i både NATO og EU. Danmark bør ikke vende vores allierede ryggen
_______

Apropos denne artikel:

Vestenskov & Streubel-Kristensen i RÆSON SØNDAG: Eufori og et væltet diktatur fører oftere til borgerkrig end politisk stabilitet

Hendricks & Møller-Sørensen i RÆSONs nye trykte nummer: Elon Musk har sigtet efter stjernerne. Nu er verdensherredømmet inden for rækkevidde

Mads Dalgaard Madsen i RÆSONs nye trykte nummer: Velkommen til Donald Trumps Washington

Geopol med Mikkel Vedby og Lars Struwe: Hvilke kriser venter i 2025?

Trine Pertou Mach (EL): Bør vi stadig være parate til at følge USA ud over kanten?

Asger Røjle i RÆSONs nye trykte nummer: Kim Jong-uns hidtil mest risikable beslutning