23.03.2018

Fraværet af incitamenter til at fremme produktivitet hos de offentlige arbejdstagere skaber behovet for politiske indgreb fra Christiansborg. Det sker i form af lockouts og lovindgreb, og det sker via Moderniseringsstyrelsens arbejde. Denne politiske indblanding er ikke problemet. Den er et forsøg på at løse problemet. Imidlertid er det næppe nogen særlig god måde at løse det på. Det er en form for central planlægning, og det virker sjældent i det lange løb.

Kommentar af Martin Ågerup

At de offentlige lønninger følger de private, men ikke må overhale dem, er en del af den danske arbejdsmarkedsmodel. Denne ordning bakker de private fagforeninger op om, og de ved, hvor store lønstigninger, der er plads til i den private sektor, før det går for hårdt ud over beskæftigelsen for deres medlemmer. De kan således ikke tolerere en højere stigning for de offentligt ansatte, fordi de vil være nødsagede til at følge efter. Det er bl.a. derfor, at socialdemokraterne med Mette Frederiksen i spidsen klart, ansvarligt og rosværdigt støtter en stram linje i forhold til de offentlige overenskomster. Samtidig trækker socialdemokraterne vælgere fra industri og håndværk, hvis interesser de derfor ønsker at varetage.

Forhandlingerne om de offentlige overenskomster bliver dermed centreret om en teknikalitet; nærmere bestemt hvilket årstal, der skal anvendes som referenceår, når de offentlige ansattes lønudvikling skal sammenlignes med væksten i de private lønninger. Det er selvfølgelig ikke helt uvæsentligt. Men omvendt overser man dermed et langt vigtigere spørgsmål i både forhandlingerne og den offentlige debat – nemlig, at der i det offentlige aftalesystem ikke findes det samme incitament som i det private til at skabe overenskomster, der fremmer innovation og produktivitet. Dét er et af det danske samfunds alvorligste problemer.

Private fagforeninger har en interesse i at indrette overenskomsterne, så de fremmer produktiviteten. Det er nemlig den eneste vej til højere løn for deres medlemmer. Men fordi de offentlige lønninger følger de private, kan de offentlige fagforeninger lade det private erhvervsliv øge produktiviteten. Og det kan man så indkassere som lønstigninger uden selv at levere noget, der kan skabe grundlag for en tilsvarende produktivitetsvækst i den offentlige sektor.

 

Der findes i det offentlige aftalesystem ikke det samme incitament som i det private til at skabe overenskomster, der fremmer innovation og produktivitet. Dét er et af det danske samfunds alvorligste problemer
_______

 

Hensigtsmæssige arbejdsformer
På det private arbejdsmarked er der i forhandlingssituationen balance mellem arbejdsgivere og arbejdstagere. Arbejdsgiverne konkurrerer indbyrdes om medarbejderne. Det presser lønnen opad og presser i det hele taget arbejdsgiverne til at skabe en attraktiv arbejdsplads, der kan tiltrække dygtige medarbejdere. Men samtidig skal virksomhederne kunne konkurrere indbyrdes og internationalt. Derfor har arbejdstagerne en interesse i til gengæld at imødekomme ønsker om fleksible og tidssvarende overenskomster, der fremmer produktiviteten og tager hensyn til forhold som fx den teknologiske udvikling. Når produktiviteten følger lønnen, bliver varerne ikke dyrere, selvom lønnen stiger. Ganske vist koster det nu mere pr. time at aflønne medarbejderne for at producere, men til gengæld kan de producere det samme på kortere tid. Samlet er produktionsomkostningerne derfor ikke steget.

Det offentlige arbejdsmarked mangler den ene del af mekanismen. I takt med lønudviklingen i den private sektor er de offentlige arbejdsgivere også nødt til at forbedre løn- og arbejdsvilkår – ellers kan de ikke tiltrække dygtige medarbejdere. Men modsat i den private sektor behøver fagforeningerne ikke at levere noget til gengæld for at opnå højere løn eller undgå udhuling af konkurrenceevnen og medfølgende ledighed. Den offentlige sektor er nemlig ikke i nær samme grad udsat for konkurrence, og de offentlige fagforeninger behøver derfor ikke at frygte for, at deres medlemmer bliver arbejdsløse, hvis lønnen stiger mere end produktiviteten. Det giver en svag produktivitetsudvikling i sektoren, som indebærer, at den offentlige velfærd bliver dyrere og dyrere at levere i takt med stigende lønninger.

Siden 1980’erne er de kollektive overenskomster i den private sektor løbende blevet mere fleksible og moderne. Men de offentlige overenskomster er ikke fulgt med. Aflønningen er langt mere kollektiv, faggrænserne langt mere stive, og overenskomsterne langt mere bureaukratiske. Pointen er ikke, at produktiviteten slet ikke stiger i det offentlige. Fx er produktiviteten steget markant i sundhedssektoren, fordi man fra politisk side har skabt incitamenter til dette hos sygehusledelserne. Sagen er, at den kunne stige væsentligt mere, hvis de faglige organisationer tillod en modernisering af overenskomsterne. Det handler vel at mærke ikke om at løbe stærkere. Det handler om mere hensigtsmæssige arbejdsformer, så man ikke løber forgæves.

 

Produktiviteten kunne stige væsentligt mere, hvis de faglige organisationer tillod en modernisering af overenskomsterne. Det handler vel at mærke ikke om at løbe stærkere. Det handler om mere hensigtsmæssige arbejdsformer, så man ikke løber forgæves
_______

 

De offentlige fagforeninger hævder, at velfærdsstaten slet ikke kan blive mere produktiv. Undervisning, lægehjælp, pleje af syge og ældre osv. skulle angiveligt være en særlig slags aktiviteter, der nu engang tager den tid, de tager – og det vil de blive ved med! Det er en opportun fortælling for velfærdssektorens stærke særinteresser: Hvert år skal der sendes flere penge, mens der blot skal leveres det samme, og lønnen stiger. Hvis kvaliteten skal stige, er der kun ét svar: ”Flere hænder”, som der står på fagforeningernes plakater.

Det er imidlertid også en problematisk fortælling. Der er fx et meget stort potentiale for produktivitetsfremgang via innovation – bl.a. inden for uddannelse med onlineundervisning og undervisningssoftware og inden for sagsbehandling med kunstig intelligens.

Potentialet ved at skabe mere fleksible overenskomster kan måske bedst illustreres via et af de få eksempler, hvor det faktisk er lykkedes. I 1997 fik Det Kongelige Teaters sceneteknikere en ny overenskomst, der i højere grad end den gamle passede til teatrets produktionsflow. Faggrænser blev blødt op, og en række opgaver, der hidtil blev udført af eksterne håndværkere, overgik til sceneteknikerne. Et grundprincip i den nye overenskomst var, at arbejdstiden ikke længere blev gjort op pr. uge, men i stedet årligt. Det medførte, at sceneteknikerne fik mulighed for at følge en forestilling fra første til sidste dag ved i disse perioder at arbejde langt over dagsnormen. Omvendt lå arbejdstiden i perioder tilsvarende under normen. Ifølge Mandag Morgen har den nye overenskomst øget både den kunstneriske kvalitet og medarbejdertilfredsheden, og som en ekstra bonus førte omdelegeringen til, at man kunne reducere antallet af mellemledere, hvilket gav teatret en besparelse. Den nye overenskomst løftede således sceneteknikernes produktivitet, så teateret kunne give sceneteknikerne et markant lønløft.

Denne solstrålehistorie er imidlertid undtagelsen, som bekræfter reglen. Det har vist sig meget vanskeligt at få de offentlige fagforeninger til i væsentligt omfang at acceptere mere moderne overenskomster, selvom potentialet for ændringer til stor gavn for både medarbejdere og arbejdskvalitet er til stede mange steder.

 

Det har vist sig meget vanskeligt at få de offentlige fagforeninger til i væsentligt omfang at acceptere mere moderne overenskomster, selvom potentialet for ændringer til stor gavn for både medarbejdere og arbejdskvalitet er til stede mange steder
_______

 

Øget konkurrence
Fraværet af incitamenter til at fremme produktivitet hos de offentlige arbejdstagere skaber behovet for politiske indgreb fra Christiansborg. Det sker i form af lockouts og lovindgreb – mest prominent i forbindelse med lærerkonflikten i 2013 – og det sker via Moderniseringsstyrelsens arbejde.

Denne politiske indblanding er ikke problemet. Den er et forsøg på at løse problemet. Imidlertid er det næppe nogen særlig god måde at løse det på. Det er en form for central planlægning, og det virker sjældent i det lange løb. Planlæggerne har ikke det nødvendige overblik til at foretage de rigtige indgreb. Innovation og modernisering bør pible frem nedefra baseret på konkrete medarbejderes lokale viden.

Det offentlige arbejdsmarked bliver først en velfungerende del af ”den danske model” den dag, de offentligt ansatte og deres faglige organisationer samt velfærdens institutioner får en tilskyndelse til at udvikle og modernisere overenskomsterne. Det opnås kun ved at øge konkurrencen og borgernes frie valg mellem offentlige og private udbydere af velfærdsydelser. Øget konkurrence vil skabe en interesse hos de kommunalt ansattes fagforeninger til at afsøge nye veje, der sikrer, at medarbejdernes institutioner er konkurrencedygtige. Større åbenhed over for nytænkning og innovation vil boble frem nedefra – ligesom på det private arbejdsmarked. ■

 

Det offentlige arbejdsmarked bliver først en velfungerende del af ”den danske model” den dag, de offentligt ansatte og deres faglige organisationer samt velfærdens institutioner får en tilskyndelse til at udvikle og modernisere overenskomsterne
_______

 

Martin Ågerup (f. 1966) er direktør for tænketanken CEPOS. ILLUSTRATION: Martin Ågerup [foto: Christian Liliendahl/Scanpix]